Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
62930Visninger
AA

25. Don't touch me! I'm not your type...

"Amber? Vi går snart. Er du klar?"

Nialls stemme lød bag badeværelsesdøren, og jeg var kun lykkelig over at den var låst.
For havde han set mig nu, havde han ikke været stolt.

"Jeg kommer. Bare giv to sekunder okay?"
Jeg trak ned i ærmerne på blusen og gik over for at skylle mine hænder under det kolde vand.

Det var ti dage siden jeg reddet min egen røv og løj om bladet, hvor Louis og jeg er på forsiden. Ti dage siden at jeg begik den største fejltagelse i mit liv og lod Niall tage min mødom. Men også ti dage siden at jeg fortalte ham, at jeg elsker ham, hvilket jeg nu stadig ikke var sikker på. Lige siden er det gået ned ad bakke, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange, jeg har løget ham lige op i ansigtet, og hvor meget jeg hader mig selv for det. Det var bare blevet for meget og nu skulle vi tilbage og møde de andre, hvilket ville sige at jeg igen ville havde dem alle fem på nakken, og hvis min plan skulle lykkes, så var der langt igen. Men jeg er holdt op med at tro på, at jeg overhovedet ville kunne gennemføre den.

Jeg samlede mit hår i en knold og skyllede barbersbladet ud i lokummet.
Tog to tykke armbånd på og håbede på det bedste.

Så længe sårene var gemt, ville ingen vide noget.

Jeg tjekket, at jeg ikke have efterladt mig spor og gik derefter ud til bilen, hvor Niall stod klar til at køre. 

"Skal vi sige noget til dem? Du ved om os?" Sagde han pludselig, da vi sad i bilen og var på vej til London. 

Først hørte jeg ham ikke, da jeg var for optaget af at glo ud af vinduet. Det var først da hans hånd fløj ud efter mig for at kærtegne min skulder, at jeg reagerede, og han nåede dårligt nok at strejfe mig, før jeg undveg hans finger, mens jeg nærmest gloede giftigt på dem. 

Efter at jeg var begyndt på at cutte, kunne jeg slet ikke klare, at han rørte ved mig.
Jeg undgik enhver form for berøring, fordi jeg skammende mig så frygteligt.   

For alt gik ligesom af helvedes til ligenu.

"Ehm nej. De behøver ikke at vide noget. De tror jo, at jeg er din kusine. Ville det så ikke være underligt, hvis vi så sagde, at vi var et par, you know?" Smilede jeg falsk stadig med blikket på hans hånd. 

"Jo, du har nok ret." Sagde han og lo kort, før han trak hånden til sig.

Puha!

Tæt på, huh?
Tiden gik, og da vi ankom til London, var det blevet eftermiddag.
Vi ankom til et hotel, hvor vi skulle mødes med de andre.
"Amber!" Skreg Harry og kom styrede igennem døren med én fra management lige i hælene. Hun havde et stykke kage i hånden, som hun smøre ud på Harrys kind. 
"Du er færdig!" Lo hun, før hun stak af.

"Amber du kommer forsent til madkamp! Også dig Niall!" Udbrød Harry, før han omfavnede mig og gav mig et kys på kinden, hvilket Niall ikke bed mærke i. (Heldigvis!)

"Mand! Jeg har savnet dig!" Hviskede han kort og tog min hånd.
"Louis!" Råbte han så højt, at jeg næsten måtte holde mig for ørene. "Gæt hvem der er tilbage?"

"Hey!" Kaldte Louis og smilede kort, men det var vist også det.

Jeg kunne vel ikke tillade mig at bede om mere, da jeg ligesom var grunden til at hans kæreste var skredet, så det var nok det, jeg havde forudset.

Harry klappede Niall på skulderen og mumlede noget til ham, før de begge forsvandt ud af døren og efterlod mig alene med Louis. 

Fedt nok!
Hvad havde de lige gang i?

Det her kunne kun blive akavet.

Louis' øjne søgte mig og brændte sig langsomt ind i mine, som om han ventede på, at jeg skulle tage det første skridt. Helt ærligt, det var bare ikke fair!. Jeg stod lidt og vippede frem og tilbage, mens stilheden langsomt dræbte mig indefra.
Det var som om, at jeg kunne føle, at han på en eller anden måde hadet mig, for det jeg havde gjort. For at ødelægge alt og mellem ham og El, og min samvittighed voksede som aldrig før.

"Louis..." Startede jeg og bed mig i læben, da jeg ikke havde en anelse om, hvordan jeg skulle sige det.

"Jeg har set bladet, og du skal vide, at jeg er ked af det med Eleanor. Det er min skyld og.."

"Det er ikke din skyld.." Afbrød han. "Vi havde diskuteret om vi skulle forsætte, men det var ligesom blevet for meget, hvis du forstår.. El kunne bare ikke klare presset længere, så det var nok det bedste, vi kunne gøre."

Han trak ligegyldig på skulderen, og jeg nikkede langsomt, men forstod intet.

Hvordan kunne det ikke være min skyld? Hvordan?
Jeg var grunden og det behøvede ingen at fortælle mig, for det vidste jeg fandme godt. Alligevel havde jeg lyst til at høre ham sige det. Bare råbe mig op i hovedet, at jeg var så langt ude. Han burde slå mig, for det fortjente jeg virkelig. At føle smerten.

I stedet sad han bare der med øjnene på mobilen og så så ligeglad ud med alt, der skete omkring ham. 

"Helt ærligt! Hvordan kan du være så fucking ligeglad! Din kæreste er lige skredet og du opfører dig som om, at det ikke rager dig en skid!"
"Og hvad hvis det nu er sådan, det er?" Louis rejste sig og var straks over ved mig. "Hvad hvis du ren faktisk var grunden til det?"

"Louis nu er du langt ude!" Protesterede jeg, men han ignorere det bare.
Han gik tættere og tættere på mig, som om han ikke havde i sinde at stoppe. Hans hånd gled under min kæbe, og jeg holdt vejret, da sandheden langsomt gik op for mig. Ikke nok med at vores såkaldte billede havde ødelagt deres forhold og hele fandommen. 
Næ nej! Idioten var sgu da også faldt for mig.

Roligt kiggede han mig ind i øjnene en sidste gang, før han lod sine læber smelte sammen med mine. Havde Niall været her var, havde mit liv været over. Det her var bare så forkert!
Hvorfor fanden kyssede han mig?

Hvorfor nu og her?

Fattede han ikke, at jeg ikke følte en skid for ham?
At jeg ikke havde det ligesom ham og at hans "lille break up" ville blive det største fejl, som han nogenside ville begå?

Jeg skubbede ham hårdt væk efter et par følelseløse kys og gispede kort efter vejret.
Det her var bare så forkert!

"Louis jeg... Stop! Jeg vil ikke mere"  sagde jeg hårdt og vendte mig om for at gribe min jakke. For jeg kunne simpelthen ikke blive her længere. Ikke alene med ham, for han skræmte mig ligefrem.

Louis fulgte med mig ud i gangen og var lige i hælene på mig.
"Undskyld Amber, det var en fejl okay? Det må du undskyld. Ville du ikke nok blive?" 

Jeg vendte mig om og kiggede ham ind i øjnene.
"Du kan ikke blive ved med at sige, at det var en fejl. Du ved udmærket godt, hvad du gjorde, og jeg forstår dig simpelthen ikke okay? Troede du virkelig, at du bare kunne slå op med Eleanor og regnede med, at jeg ville være helt okay med det? For så troede du virkelig forkert!" Hvæssede jeg nærmest.

Han havde virkelig pisset mig af!

Desværre gav han ikke op så let, for før jeg vidste af det, havde han lagt en hånd på hoveddøren og havde spæret udvejen for mig.

Fuck altså!

"Hvor skal du hen?" Spurgte han kort stadig med hånden på døren.

"Hvad fuck rager det dig?" Havde jeg lyst til at skrige. Han kunne da være ligeglad, for han var jo selv skyld i, at jeg overhovedet gik.

"Til Eleanor, men det kan du sgu da være ligeglad med. For i følge dig betyder hun intet mere, vel? For fanden Louis du ødelægger jo det hele for dig selv!" Skreg jeg næsten, mens jeg prøvede at fjerne hans hånd.

Jeg kunne have slået ham, hvis ikke jeg selv havde følt mig en smule skyldig.
For i sidste ende, var det hele jo min skyld.

"Det gør jeg vel, men jeg troede, at du måske... jeg ved det ikke... havde det på samme måde" sukkede han og fjernede hånden.

Hans smil falmede totalt, og han så pludselig så lille og sårbar ud.

"Jeg er ked af det Louis" hviskede jeg kort, før jeg forlod ham.

**

Lige så snart jeg var ude på gaden, fandt jeg Eleanors adresse frem. Heldigt at hun havde givet mig den den dag, vi hang ud. Jeg tog den første taxa, jeg så og kørte de sidste forkølede sedler, der var i min pung, væk. 

Nu var jeg officielt helt død og havde ikke en mønt tilbage.
Heldigt at Eleanor ikke boede langt fra drengens hotel. 
Kun nogle små fem kilometer.

Lyset var tændt derinde og bilerne var der også. Så nogle må der da være hjemme.
Først bankede jeg kort på et par fire gange og ventede og ventede på, at hun skulle åbne døren.

Da intet skete blev jeg desperat!

"Eleanor?" Råbte jeg forgæves og bankede ivrigt på hendes vindue. "Luk op! Vil du ikke nok?"

Jeg havde bemærkede, at hun var sur på mig, da hun kort dukkede op i døråbningen på hendes værelse og stirrede tomt over på vinduet, jeg stod ved.

Hun hadet mig (ligesom alle andre), og jeg kunne vel ikke bebrejde hende det.
Jeg havde jo trods alt taget Louis fra hende og ødelagt alt!

"Hvad vil du?" Sukkede hun, da hun endeligt fik taget sig sammen til at åbne vinduet.
Nok fordi at jeg var ved at gå hende på nerverne med al den banken.

"Jeg ved godt, at du er sur på mig, men Louis og jeg har altså ikke noget, okay? Jeg kan ikke engang lide ham på den måde... og..."

"Det er jo ligemeget om i har noget. Han kan jo lide dig! Det sagde han selv, da han gjorde det forbi, og det kan du vel ikke gøre for." Afbrød hun mig og sukkede tungt. "Men Amber jeg har ikke egentlig ikke lyst til at tale om det.. Vil du ikke nok være sød at gå?"

Jeg nikkede kort og vidste godt, at det var forsent at rette op på noget. Hun smækkede vinduet i og forsvandt ud ad værelset med hovedet let bukket.

Tænk at det lykkes mig at skille dem ad?
Men det var bestemt heller ikke noget, jeg var stolt af.

**

Da jeg kom tilbage til hotellet, var det kun Zayn, der var hjemme.
Han sad dog med næsen i en tegning, han var fuld igang med.

Jeg slog mig ned ved siden ad ham og tog en slapper efter den lange gå tur.

For havde man ingen penge, kunne man godt glemme alt om at tage en taxa.
Forståeligt nok!

"Hey, du er tilbage! Havde du en god jul og godt nytår hos Niall?" Spurgte Zayn om og rettede opmærksomheden mod mig og væk fra tegningen.

"Tja, det var fint. Ikke noget særligt... Hvad med dig?"

Gal, jeg burde stoppe med at lyve!

"Det var hyggeligt. Godt at se venner og familie igen. Har virkelig savnet dem. Indrømmede han og smilede svagt.
Jeg nikkede kort

Hans opmærksomhed var tydeligt nok vendt mod tegningen, som nu forestillede en langhåret smuk pige med store lyse øjne og makerede øjenbryn. Jeg havde aldrig set hende før, men smuk var hun. Gad vide om det var pigen, han skrev med? Om det var hende fra restauranten?

"Hvem er det du tegner?" Spurgte jeg uskyldigt og pegede på pigen.

"Perrie.. Hende fra restauranten, som jeg fortalte dig om. Vi har en aftale senere." Smilede han og hans øjne lyste op. 

Damn!

Han kunne lide hende, det kunne en hver se. Selvom jeg jo havde Niall, kunne jeg ikke lade vær med at blive jaloux. Følelserne for drengen overfor mig, ville altid sidde i mig og tanken om, at han ikke var min, irriterede mig. Eller det var nok mere tanken om, at han afviste mig dengang. Jeg havde bare så forfærdelig meget lyst til at såre ham, som han sårede mig. 

"Zayn"

Han kiggede op og mødte mine øjne.

"Hvorfor hende?"

Han kiggede underligt på mig og lignede et spørgsmålstegn.

"Hvorfor hende og ikke mig?" 

Han svarede ikke, men lod i stedet øjnene hvile på tegningen.
Hørte han overhovedet efter?
Var den fucking tegning virkelig vigtigere end at svare mig?
Fuck, han pissede mig af, og jeg kunne simpelthen ikke styre mig længere.

Med ét fór jeg op af sofaen og greb fat i hans t-shirt. Tvang ham tættere på mig, så jeg kunne smide mine læber på hans og føle lidt. Han nåede dårlig nok at reagere, før jeg var sprunget op på hans hofter og tvang ham til at lægge armene om mig. 
Jeg ville have ham! Det har jeg altid villet. Men hvorfor havde han det ikke på samme måde? Hvorfor var det ikke ligesom på film? Hvorfor skubbede han mig væk?
Jeg forstod det simpelthen ikke?

Zayn grebet mine håndled og holdt dem fast, så jeg ikke kunne gøre mere.
"Slip mig!" Pivede jeg allerede med tårerne i øjnene. Han afviste mig jo totalt!

"Amber, hvad går der af dig? Er du okay?"

"Hvorfor ville du ikke ikke have mig mere?! Jeg forstår dig simpelthen ikke!" Sagde jeg næsten tudende og rød af raseri. 
Det blev stille et øjeblik, og han sukkede.
"Jeg troede ikke, jeg var din type"

Han slap mine arme og kiggede opgivende på mig.

"Jeg troede heller ikke, at jeg var din" hviskede jeg bare.

Zayn rystede på hovedet og skulle til at sige noget, men i samme øjeblik bankede det på døren.

"Det må være hende.. Jeg er ked af det Amber, men jeg er nødt til at gå."
Han rejste sig og forsvandt ud mod døren.
En lys pigestemme lød i gangen, og jeg kneb øjnene sammen for at stoppe tårerne.

Min plan var ødelagt, og der var ikke mere at gøre.

Jeg måtte fortælle dem sandheden...

______________________________________

Så er der kun ét kapitel tilbage! Nu kommer det som i alle har ventet på... Hvordan tror i, at drenge ville tage det?

- That's Me

 

Playlist

Cut - Plumb

Heaven Forbid  - The Fray

Lost - Michael Bublé

Right Now - One Direction

Under The Sheets - Ellie Gouding

Vienna - The Fray

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...