Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
62929Visninger
AA

18. Can i be your fake cousin?

Wow, Wow, Wow!

Hvor kom jeg fra?
Når ja, Louis der pludselig syntes, at han skulle bevise et eller andet ved at kysse mig på det mest dårligste tidspunkt.

Kunne han ikke have valgt et mere romatisk øjeblik, så jeg kunne føle mig som Juliet for en dag?
Dog er han selv en forfærdelig Romeo, for han havde glemt en vigtig detalje.
Noget med nogle englekrøller og en sød latter?
Måske en der starter med "E" og slutter med "R"? 

Er der en klokke der ringer Louis, er der?

Louis trak sig langsomt tilbage for at få vejret og så nærmest mere forundret ud end jeg gjorde.
Han tog sig til hovedet skar en grimasse, før han drejede om på hælen for at lade som ingenting.
Men mig kunne han ikke narre.

"Louis hvorfor... "

"Undskyld" afbrød han mig og slog ud med armene. "Det skete bare"

"Men hvorfor?" Spurgte jeg og fulgte efter ham.
Sådan noget kunne da bare ikke ske?
Eller hvad?

Var det fordi jeg havde havde hans jakke på?

"Hør Amber. Før du begynder at tro alt muligt, så betyder det altså ikke noget. Det bare et kys." Sagde Louis og smilede som om ingenting var sket. 

Bare et kys? Jeg ville hellere kalde det et snav da han nærmest havde været ved at æde mine læber.

Okay det var helt sikkert fordi jeg havde hans jakke på!

"Men.."

"Ikke noget men! Det betyder ikke noget, okay?" 

"Ehm okay" svarede jeg og gav op.

At diskutere fører aldrig til noget godt, og hvis han sagde det var ligemeget, var det vel ligemeget.

Selv om det ikke burde være ligemeget, for jeg havde jo en plan.

Genial plan!
Som ikke handlede om hans jakke, selvom jeg ret godt kunne lide hans jakke, men det er en anden historie.

Vi var næsten ved gadens ende, hvilket vil sige næsten tilbage i lejligheden, da Louis gik tættere på mig. Et øjeblik vidste jeg ikke om jeg skulle trække mig tilbage, eller bare lade som ingenting og af en eller anden, gjorde jeg hverken det ene eller det andet.

Jeg greb blot ud efter han hånd og flettede mine finger ind i hans, for jeg havde ligesom gang i en plan som helst gerne måtte lykkes.

Hans hånd var faktisk brændende varm og det var nok det eneste, der fik mig til at nyde, den måde vores hænder var trykket mod hinanden.

Da vi nåede døren til opgangen til lejligheden slap jeg hans hånd.

Vi gik tavse ind i elevatoren og havde jeg bare vidst, hvad jeg skulle sige, havde jeg nok sagt det. 

 

"Hvorfor tog det så lang tid?" Spurgte Harry, da vi kom ind af døren.
Han så nærmest anklagede på os begge uden grund.

"Altså har du prøvet at se ud på det seneste? Det sner sygt meget og det blæser også en del. Du skal bare være glad for, at du ikke var med, for det er fandme koldt!" Svarede jeg ligeså anklagede. Jeg tog min våde læder jakke af, som nærmest havde klisteret sig til mine arme.

Ad!

"Det Amber prøver at sige er, at vi ikke kunne gå hurtigere end det vi gjorde, plus det at hun ingen stedsans har" rettede Louis mig med himmelvendte øjne i det Liam kom ud til os med sin jakke over skulderen.

"Du kan ligeså godt tage din jakke på Louis. Vi er lige blevet ringet op og de ville hellere lave interviewet i dag end i morgen, så vi bliver altså nødt til at gå." Sagde han kort til Louis som straks skar en grimasse.

"Og hvad med mig? Efterlader i mig bare? Her helt alene?" Brokkede jeg mig og havde håbet på, at de gav mig lov til at tage med, for den her lejlighed er gigantisk.

"Kan hun ikke bare tage med?" Niall dukkede op fra døren og ligede en som var klar til at gå. Bag ham kom Zayn som sendte mig et smil, som virkelig varmede mit kolde hjerte.

Alle de bekymringer om den mystiske pige på hans mobil forsvandt for en stund og jeg nød det, at hans opmærksomhed var rettet mod mig i noget som lignede 5 sekunder.

"Er du sikker på, at det ville være en god ide Niall?" Lød det fra Louis 

"Du ved godt at hele verden så finder ud af, at din kusine bor hos os og at..."

"Min kusine?" Afbrød Niall ham med store øjne.

Tak Niall!
Du er virkelig god til at få mig afsløret i at lyve som en gal.

"Jeg har fortalt ham det Niall" smilede jeg til ham, for at få ham med på løgnen. 
Tro mig! Det at lyve bliver min død en dag, det er helt sikkert!"

"Okay men kan vi lige tale sammen Amber?" Smilede Niall, men jeg kunne godt gætte ud fra hans ansigtsudtryk, at han ikke var specielt glad for, at jeg løj så meget. 

Han trak mig med ind på det værelset, hvor vi plejede at sove.

"Hvornår stopper du med lyve?" Hans stemme var hård og jeg var ikke i tvivl om, at han mente det her alvorligt.

"Niall.. Jeg... Undskyld" sukkede jeg. "Jeg skal nok prøve at stoppe, det lover jeg."

Niall sukkede dybt og hans øjne blev straks bløde.

"Må jeg spørger dig om en ting?" Spurgte han langsomt og tog noget fra en af hylderne i værelset. Han lagde det forsigtig i min hånd og et elektrisk stød fòr igennem min krop, da vores finger rørte hinanden, men jeg ignorerede det bare.

"Hvorfor er du her stadig? Der må være en grund." Sagde han og hans øjne fangede mine igen.

Jeg kiggede hurtigt ned for at undgå dem og prøvede at finde på en undskyldning, jeg kunne rede mig selv med.

"Jeg kan godt lide at være her og..." Min stemmede rystede en smule og jeg knugede den lille metal ting, han havde givet mig. "... jeg har ikke lyst til at tage hjem. Der hjemme er ikke rart at være.

Ikke engang løgn. Mine forældre var ligeglade og min mor havde kun ringet en gang i den uge, jeg havde været væk.
Sommetider ønskede jeg faktisk at de bekymrede sig lidt og gerne ville i kontakt med mig. Men efter min bror har fået en karriere indenfor baseball, var det grunden til, at min fars øjne var limet til tv'et hver aften.

Og når han ikke så tv'et, arbejdede han i et stort firma og tog derfor tidligt afsted og kom sent hjem. Min mor plejede at være hjemme, da jeg var mindre, men hun er altid så negativ overfor mig og jeg havde opgivet at få nogle ord ud af hende mere, for vi ender altid med at blive uvenner. På den anden side mener hun, at jeg som den 19 årige pige jeg er, godt kan klare mig selv.
Hun skulle bare vide.

Jeg havde dårlig nok opdaget tårerne der lød ned af mine kinder, før jeg mærkede dem mod min hånd.
Sig mig hvornår var jeg blevet så følsom?

Jeg vendte mig staks om for at skjule mit ansigt for Niall. Han skulle ikke se mig græde og være så svag.

"Amber kig på mig" bad Niall og lagde en hånd på mig skulder.
Jeg vendte mig om og kiggede op på ham med rødsprængte øjne og sikkert også en mascara, der ikke sad som den skulle.

"Niall vi går nu" lød det i kor fra døren af.

Niall rømmede sig.
"Jeg kommer" råbte han og sendte mig et sidste blik."Undskyld.. Bare behold nøglen. Du kan bliver her ligeså længe du vil" blinkede han, før han forsvandt.

"Og husk"
Han stak hoved ind af døren en sidste gang og sendte mig verdens største smil.

**
Jeg ved godt, det ikke er pænt at kigge i andre folks ting, men fuck det. Jeg var alligevel gået ind hos Louis og havde rodet i hans ting, indtil jeg fandt Eleanors nummer på en notat på hans spejl ved siden af mit.

Hvis du havde troet, at jeg bare ville sidde en hel aften og lave ikke en skid, så kan du godt tro om.

"Hey Eleanor, det er Amber. Du kan godt huske mig ikk?"

"Jo du var pigen, der var gået ind i Louis' dør ikk?" 
Hun lo kort.
 
"Jo det er vidst mig. Jeg ville spørge, om du ikke ville mødes? Jeg er i drengens lejlighed helt alene, fordi de var nødt til at tage til en interview og så efterlod de mig bare. Så skal du noget?"

"Næh.. Jeg er bare hjemme. Skal vi sige om ti minutter?"
Hendes sødme skræmte mig faktisk en smule. 
Hvorfor var det lige hende jeg skulle såre?

"Det lyder fint! Vi ses" sagde jeg, før jeg brød kontakten og løb nærmest jublede rundt i lejligheden. En ting var, at jeg helt sikkert ville få hyggelig aften i hendes selskab. 
En anden ting var, at min plan var gået vellykket indtil videre.

Snart og jeg mener meget snart, ville jeg få hævn.

_________________________________________

Mere i morgen.. eller senere i dag. ☺
Og mere mere på fredag, måske før?
Hvem ved?

Prøver at opdater så meget jeg overhoved kan, for i har virkelig ventet længe nu og jeg har så dårlig samvittighed. ;(

undskyld....

-LifeOfADirectioner

 

Playlist

Lost - Frank Ocean

Look After You - The Fray

Over Again - One Direction

Tættere På (feat. Siff) - Alexander Brown


 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...