Emeka

Emeka er en fortælling om livet i et afrikansk slumkvarter. Om liv der ender brat og alt for tidligt.

2Likes
2Kommentarer
567Visninger

1. Emeka

 

Lussingen ramte, med en sådan kraft at jeg vaklede et par skridt tilbage. Det sved, som havde jeg lagt kinden på en varm kogeplade, og tårerne steg op i mine øjne. Jeg rettede stolt mit ansigt op og kiggede på hans hæslige ansigt, mens jeg beredte mig på det næste slag, som jeg vidste ville komme. Han kiggede et øjeblik forbløffet på mig, han havde vel regnet med, at jeg havde fået nok. Han tog hurtigt hånden tilbage og placerede derefter en kæmpemæssig, hård knytnæve mit i mit ansigt. Lyden var knasende og vammel, da slaget ramte. Og kvalmen vældede hurtigere op i halsen, end smerten kom. Slaget havde slået mig omkuld, og jeg var nu halvt siddende op af væggen. Den kæmpe mand, sendte et sidste blik over skulderen sagde:

”Du får endnu en måned - men kun en!” inden han forsvandt ud af rummet, og jeg tvang mig selv til at se trodsigt tilbage. Da han var forsvundet ud af det beskidte rum, tillod jeg mig selv at slappe en smule af. Da jeg tog mig til næsen, gispede jeg forskrækket. Den var sovset ind i varm, klistret væske og var næsten blev slået helt flad. Berøringen var smertefuld, og jeg fjernede hurtigt hånden.

Jeg satte mig besværligt op, smerten jog gennem musklerne i hele min krop. Jeg trak vejret - langsomt og gispende. Til sidst tog jeg mig sammen og rejste mig op på benene.  Mine ben gav efter et øjeblik, og jeg tog febrilsk fat i væggen for ikke at falde. Jeg lod blikket glide gennem rummet, mens jeg genvandt balancen og styrken i benene. Rummet var lille og bart bortset fra en gammel, muggen treseng kun med en madras, som var fuld af lus og lopper. Væggene var fugtige, gulnede og møgbeskidte, og gulvet var jordstampet. Der hang en blandet lugt af jordslået stof og fordærvet mad. Jeg tumlede svimmel og omtåget ud af døren og endte  en lille kuldsort gang. Jeg fumlede frem til døren på min venstre side og kom ud i gaden. Mørket var ved at falde på. Jeg tog et langt skridt over randen af vand blandet med pis og skidt. Jeg landende på de beskidte sten med mine bare fødder. Jeg løb så hurtigt, det var mig muligt ned gennem den smalle gade. Husene var små og fattige, og her var yderst ildelugtende. Da jeg endelig kom hjem til den lille hule klemt inde mellem to små huse, lå min lillebroder bagerst i hulen, sovende. Synet af hans udhungrede, kun elleve år gamle ansigt, gjorde mig inderligt bedrøvet. Mit blik gled til hans hånd, hvori han klemte om en lim. En stille tåre gled ned af min kind. Han var mit ansvar, med hvad skulle jeg gøre? Gælden var allerede så stor, at jeg aldrig ville kunne betale den, og jeg havde kun en måned. Jeg vidste, at det aldrig ville kunne lade sig gøre, og næste gang ville jeg ikke kun få bank. Hån lå så stille, og en frygtelig tanke slog mig. Jeg kravlede så hurtigt det kunne lade sig gøre hen og lagde en hånd på min broders bryst. Angsten vældede op i mig, da jeg ingen vejrtrækning kunne mærke. Jeg tog brutalt fat i hans magre skuldre og rystede ham voldsomt. Hans hoved rullede kvalmende tilbage. Jeg sad forstenet et øjeblik, mens nyheden tvang sig ind i min hjerne. Jeg knugede ham indtil mig, mens jeg febrilsk skreg og græd: ”Emeka!” som om det ville kunne bringe ham tilbage. Tårerne strømmede ned af kinderne på mig, og jeg blev ved med at hviske hans navn ind i hans mørke krøller. Jeg sad med den sløve, rustne kniv i hånden. Emekas døde krop lå slap ved min side. Jeg følte på bladet, ikke særlig skarp. Jeg placerede den tøvende på indersiden af mit håndled. For hvad var meningen med livet nu? Alene og fattig i et slumkvarter. Ingen mad, ingen penge. Ville blive nødt til at flygte til ukendte områder, for ikke at blive dræbt. Og havde ikke en gang et ansvar over for lillebroderen længere. Var det er liv der var værd at leve? Nej, tænkte jeg. Jeg satte den skarpe side mod den sarte hud på håndledet. Jeg skar - hurtigt og dybt. Et lille skrig af smerte undslap mig og kniven faldt ud af min hånd, og landende på det snavsede underlag. Jeg trak vejret - hurtigt og i stød - mens angsten sneg sig ind på mig. Smerten i armen var ulidelig og fyldte mit hoved med panik. Jeg kiggede forskrækket på mit håndled, hvor blodet allerede pumpede ud. Jeg følte svimmelheden komme, og mit hoved dunkede voldsomt. Jeg samlede med rystende hånd kniven op i den blødende slappe hånd. Jeg skar med tungt åndedræt pulsåren på den anden hånd over. Jeg prøvede at bevare roen, mens jeg lagde mig grædende på den bare jord ved siden af min lillebroders krop, og ventede på døden.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...