Sign of Love

Avey Madere er skolens kønne og søde pige, hende alle elsker, og sammen med bedste vennen Josh Reaux lever hun det fede liv. Men da hun møder gadedrengen Zackary Hust forandres hendes liv totalt.

4Likes
3Kommentarer
832Visninger
AA

3. Kiss me goodbye.

Aveys synsvinkel

Drengene forsvandt langsomt eftersom klokken blev mange. ”Såå du skater her til hverdag?” Han så forundret på mig og jeg var også selv lidt overrasket over at vi aldrig havde mødtes før.. ”Yeah, men ikke til senere end klokken otte.. Vi skatertøser må ikke være ude efter.” Vi sad op af en af ramperne sammen og havde gjort det i lang tid nu. Man kunne ane at det var ved at blive lyst igen.. Klokken var nok omkring en seks stykker om morgenen. Vi havde snakket om meget den nat. Om hvor vi kom fra, hvad vi lavede og så videre. Jeg fandt også ud af hans navn, Zackary Hust eller bare Zack. Det løb mig koldt ned af ryggen hver gang jeg tænkte på det. Måske på grund af hans kolde øjne, overlegende og dog charmerende smil eller bare tanken om ham. ”Hvorfor ikke senere?” Mumlede han og så ned på hans slidte converse. ”Fordi menneskerne i byen ikke mener at vi kan passe på os selv.” Han rykkede helt tæt op af mig og lagde armen om mig i et lille forførende, dog drillende smil. ”Jeg skal nok passe på dig Avey.”

’Avey hvor er du?’ Jeg sukkede og lagde mit hoved tilbage på Zacks skulder. Josh havde skrevet igen og ringet tre gange nu. ”Er det ham Joshfyren igen?” Mumlede Zack mens han forsat nussede min hånd der var flettet ind i hans. ”Yeah.. Han er vist ret bekymret. Måske skulle jeg gå hjemad.” Zack så bedende på mig ”Vil du ikke godt blive her smukke?” Mumlede han og så mig dybt i øjnene som om han mente hvert ord. Jeg tøvede lidt men nikkede så.

”Er dine forældre ikke bekymret over hvor du er?” Spurgte han dog en smule uinteresseret og en pinlig tavshed sænkede sig over os før jeg fik taget mig sammen og svarede ”Mine forældre døde da jeg var yngre. Jeg bor i plejefamilie, men de er sgu ligeglade. Jeg kunne dø, og de ville være ligeglade..” Jeg trak på skuldrene og først nu bemærkede jeg hans lidt skuffede bilk.. Hvorfor var han skuffet? Det gav ingen mening. ”Jeg vil ikke have at du dør, og det tror jeg ærligtalt heller ikke ham Josh vil.” Han så på mig med et pludselig drilsk glimt i øjet og et lille smil. Jeg kunne ikke lade være med at smile igen.

Jeg stoppede chokeret Zacks kys da jeg hørte mit navn blive råbt. ”Josh, fuck!” Hviskede jeg og det var som om at først da, fandt min hjerne ud af hvad vi lavede og hvor jeg var. Jeg rejste mig hurtigt og gik mod lyden. Inderligt håbede jeg på at Zack bare ville gå, for altid. Lade mig være og glemme denne nat. ”Hey!” Sagde jeg med et lille overfladisk smil da han fik øje på mig. Han løb hen til mig og knugede mig ind til ham. ”Er du klar over hvor bekymret jeg har været din møjtøs!” mumlede han. Jeg grinte lidt, og trådte nogle skridt tilbage. ”Min mobil er gået død og..” Jeg nåede ikke at sige mere før Joshs blik bevægede sig videre bag mig. Jeg vidste allerede hvad der var sket. Han havde fået øje på Zack, og ganske rigtigt, Zack stod nu kun to skridt fra mig. Josh så pludselig på mig som var jeg blevet slået i hovedet med en flagstang! Forarget over hvem jeg var sammen med, og irriteret af samme grund.

”Hvem er han?” mumlede han lavt og så først på Zack med et blik der kunne dræbe, og derefter på mig. Jeg rømmede mig lidt og så på ham. ”Det er bare en ven?” Jeg mærkede hvordan irritationen steg da han efterhånden blev mere og mere sur. Josh skulle ikke bestemme hvem fuck jeg skulle være sammen med?! ”Du bliver nød til at komme med hjem og det er nu.” Sagde han og så på mig med et skarpt blik, men jeg fjernede min arm da han forsøgte at gribe fat i mig. Zack trådte frem foran mig og skubbede let til Josh. ”Lad hende være. Hun bestemmer selv hvad hun vil..” Sagde Zack i en rolig men bestemt tone. Josh så en smugle overrasket på Zack og det samme gjorde jeg.

Jeg følte mig så klam da Josh vendte sig om og gik. Skyldfølesen vred sig i min mave og det hjalp ikke da Zack lagde en arm rundt om mit liv. ”Er du okay..?” Han så på mig med et bekymret blik og jeg så blot ned i jorden. ”Undskyld hvis jeg har lavet lort i det..” mumlede han og fortsatte ”Du kan bare gå.” Han slap mig og gik tilbage om bag rampen hvor vi for blot ti minutter siden havde siddet og flettet fingre, smilet til hinanden og bare nydt morgenen sammen. Jeg så langsomt op og lod mit blik følge hver bevægelse af hans. Jeg gik med rolige skridt mod ham og satte mig ovenpå ham med et ben ud til hver side. Jeg nussede ham på kinden og han smilede fortsat forførende ”Hey smukke..” Hviskede han blot og kyssede mig.

 

Joshs synsvinkel

”Kom nuu.. Tag den..” Mumlede jeg bekymret. Jeg havde fået den irriterende vane at mumle konstant, og folk var ved at blive sindssyge over det. Selv jeg var ved at være godt træt af det. ”Hej! Du har ringet til Avey. Læg en besked så ringer jeg tilbage når jeg får tid!” og så kom den klamme hylende bib-lyd der altid kom. Jeg hadede den, og folk forstod ikke hvorfor, og det gjorde jeg egentlig heller ikke. Måske var det tanken om ikke at kunne komme i kontakt med dem man ønsker. Jeg smed telefonen mod sengen der denne gang ramte væggen og faldt ned bag sengen. Jeg sukkede opgivende og en smule urolig. Hun var ikke kommet hjem i går. Folk ville nok kalde mig for en stalker og det samme ville Avey hvis hun fandt ud af at jeg havde ringet til hendes forældre. De havde ikke set noget til hende i et par dage nu, og de var totalt ligeglade. Jeg hadede også dem.

Jeg hadede faktisk rigtig meget! Hvis jeg skulle skrive en liste så ville det være nemmere at skrive ting jeg rent faktisk kunne lide. Avey ville være nummer et. Folk tror tit at vi har noget kørende men jeg vil egentlig bare helst være venner. Jeg husker tit tilbage på en aften til en fest. Vi havde begge været godt stive og vidste ikke rigtigt hvad vi lavede. Nogle dage senere lå der billedere på facebook af os, der var dybt begravet i hinandens munde. Det er en smule ærgerligt at jeg intet kan huske fra den aften, men alligevel er det vist godt nok.

Jeg skimmede gennem ramperne men hun var ikke til at se. Boardet stoppede langsomt passende perfekt ved banerne og jeg gik rundt. ”Avey!” Kaldte jeg et par gange før hun kom til syne. Mit hjerte slog et ekstra slag af lettelse og jeg knugede hende ind til mig. Hun smilede og snakkede men jeg kunne ikke høre hende. En mørkhåret dreng med cap og tatoveringer der dækkede det meste af hans overarme kom langsomt til syne bag hende. Jeg bemærkede hvordan hendes smil falmede og det samme gjorde mit. Hvad havde hun gang i?!

Jeg vendte ryggen til dem og lod boardet rulle hen over den ny belagte asfalt. Hvordan kunne hun gøre det mod mig? Stikke mig i ryggen som en eller anden morder eller noget. Min skuffelse over hende var ikke til at skjule og jeg smækkede døren efter mig da jeg endelig nåede hjem. Avey..

 

Hey guys! :D Så fik jeg endelig skrevet et nyt kapitel og endnu engang undskyld for ventetiden til jer få personer der gider læse den ;) Tak fordi i gider, det varmer!<3

RawrCow ٩(̾●̮̮̃̾•̃̾)۶

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...