En Kejsers Liv (færdig)

Den her historie har virkelig lagt i gemmerne. Den har været brugt til en aflevering i skolen, hvor vi havde noget omkring H.C. Andersen, så vidt jeg husker. Hvor vi med inspiration fra hans historie om: Grantræet, skulle tage en ting og gøre den levende. Det sjoveste jeg kan huske med den her historie, er at den blev skrevet aftnen før den skulle afleveres og da jeg fik den tilbage, havde jeg fået en mega god karakter:) men jeg håber I vil nyde den lille fortælling, jeg vil ikke rette det store i den, for så mister den sin charme.

1Likes
0Kommentarer
524Visninger
AA

2. Tilbage til Kina & et nyt hjem

 

Året var 1650* det år og den sommerdag jeg blev skabt, var himlen og jorden bragt i kaos. Jeg blev skabt af den tids største kunster en gammel, svagtseende mand midt i 80’erne, han boede i templet Niang sigyng, hvor hans værksted lå. Men templet var for kejseren, adelens lykkedyr: Den kinesiske Lung (En kinesisk drage), der skulle bringe lykke og held, leve i søer og floder. Sådan en omgang vrøvl efter min mening. Men i hvert fald troede min skaber og Kinas folk på det, måske var det en god tro at have på det tidspunkt. Men her blev jeg skabt af hans hænder, skulle efter sigende have været den sidste skulpter han havde skabt, inden han døde. Han skabte mig ved hjælp af ildens varme, vandets klukkene lyd, jordens rystelser og vindes vilde hvirvlen. De fire elementer. Hvordan det kunne lade sig gøre, vidste kun hans nærmeste.

 

Jeg kan stadig tydeligt huske, hvordan jeg vågnede op første gang. En duft af røg havde vækket mig, jeg slog øjnene op og så direkte ind i hans klare, brune og varme øjne, der sad i dette venlige, rynkende og solbrændte ansigt. Han smilede til mig, da jeg stirrede skrækslagen på ham, men han sagde med en stemme så venligt som vandets klukken, at jeg ikke skulle være bange. Jeg tænker stadig på, hvordan han kunne vide, at jeg var bange? Bange for den verden jeg var kommet til. Men min frygt forsvandt som dug for solen, jeg pustede glad en smule røg ud af næseborene, hvilket overraskede min skaber en del,  han lagde hastig en hånd over mit hoved, så jeg intet kunne se og fjernede den så igen. Han hviskede til mig, at det skulle jeg ikke gøre i andre menneskers selskab, det kunne betyde ulykke for dem og i værste tilfælde også for ham og mig. ”Gulp..” sagde jeg og hastigt sagde han, at jeg heller ikke måtte tale med mennesker, her svarede jeg igen ved, at sige at han var da også et menneske. ”Æhm.. det er selvfølgelig rigtigt nok” lød det så fra ham, jeg kunne ikke lade være med at smile hånligt. ”Den skal hedde Kejser” sagde han til sig selv og efterlod mig på sit arbejdsbord i værkstedet. Det tænkte jeg en del over, hvad pokker havde han ment med det?

 

Jeg tilbragte tre dage alene og ensom på hans kæmpe, beskidte bord, inden en fremmede kom midt om natten og vækkede mig ved at gulvet knirkede. Jeg blev først enorm glad for, at der kom nogle, skulle til at klage over min nød til denne, da jeg kom i tanke om min skabers ord: Du må ikke tale til mennesker. Så jeg forholdt mig tavs, kunne kun se til at den fremmede begyndte at snuse rundt og det gik op for mig, at det enten måtte være en spion eller en tyv. Han havde endnu ikke fået øje på mig, hvilket gav mig en lille chance for at alarmere min skaber og hans lærlinge. Sådan en slyngel skulle ikke snuse rundt her, så jeg trådte for første gang ned fra min sokkel, kravlede hurtig frem til min skabers lille gonggong, der stod tilfældigvis det samme sted som jeg stod, så det var ingen sag, men så kom der et lille problem på tværs. Jeg kunne ikke løfte den lille guldhammer, der hørte til og det kræver lidt at kunne få denne gongong til at sige noget, så jeg brugte det, jeg altid havde på mig. Mit hoved, tro mig det er ikke noget man skal gøre hver dag! Og hamrede det ind i gonggongen så det gav et brag og en farlig ballade uden lige. Jeg kunne svagt høre folk, der kom løbende og råbende nåede hen mod værkstedet. Inden jeg besvimede, så jeg at den fremmede greb fat i mig, stoppede mig ned i en ildelugtende læder sæk og mørket sænkede sig over mig.

 

Jeg anede ikke, hvor jeg var, da jeg vågnede og huskede kun svagt hvordan jeg var havnet i dette mørke. Jeg kunne knap nok trække vejret i mørket, så grimt lugtede der. Men jeg kunne i det mindste høre nogenlunde, hvor jeg befandt mig. I hvert fald efter hvad jeg havde hørt min skaber fortælle om byernes og havnenes lyde til mig. Jeg kunne høre når jeg befandt mig i en by eller på en vej sammen med min bortfører. Byerne larmede langt mere end vejene gjorder, tit hørte jeg mænd eller gamle koner råbe: ”friske frugte osv..”, men det var faktisk spændende bortset fra at jeg var blevet bortført og lædertasken hoppede op og ned, hvilket kunne gøre en hver søsyg. Pludselig en dag hørte jeg noget nyt, fugle der skreg højt efter mad og vand, der skvulpede et sted ude i lyset. Men det var svært at høre om det kunne være rigtig, da fremmede stemmer blandede sig. Jeg havde efterhånden vænnet mig til min bortføres stemme, hver gang han forsøgte at sælge mig, blev hans stemme dyb og utrolig smigrende. Men ingen ville købe en Hellig Kejser Lung, de mente det bragte ulykke at købe en. Og den sidste gang han havde forsøgt sig, havde nær dræbt ham. Så jeg håbede naivt, at hvis han ikke kunne sælge mig, ville han nok bringe mig hjem. Så jeg blev forskrækket, da nogen råbte og kommanderede, andre brølende på mærkelige sprog, som jeg tvivlede selv min skaber ville forstå. Så gik det med gru op for mig, at jeg måtte være kommet til en havn, hvor udlændinge kom til og fra med kæmpe træskibe og de ville nok kunne købe mig for en pæn pris, naturligvis. Mit sidste håb forsvandt, jeg indså at jeg havde set min skaber og måske også mit land for sidste gang. Og jeg fik ret, inden dagen var gået på hæld, havde han fået mig solgt til en udlænding, hans accent røbede ham. Jeg frygtede det værste og turde knap nok at skrige, da han bragte mig ombord på sit skib.  

 

”Nu var jeg ombord”, tænkte jeg skrækslagen, da han netop havde stillet læder sækken på noget hårdt, begyndte at pakke mig ud, mine øjne var nær blevet svitset, da han åbnede helt op for posen og hev mig en smule ublidt op. Op i lyset. Tilfreds så udlændingen på sit køb, det var da ikke så dårlig et køb afgjorde han, den var ikke gået i stykker eller ridset også så den ud helt ny ud. Jeg var derimod overrasket over dennes udsende, han var velplejet, havde lyst, langt hår og utrolige himmelblå øjne prydede mandens ansigt. Han så ud til at være midt i 30’erne afgjorde jeg. Men hans påklædning var en anden sag, han havde en hvid ”hagesmæk” på, jeg fandt senere ud af at det var en præstekrave, han var ellers rigt pyntet med blå kniplinger. Rent ud sagt var alt hans tøj blåt,  så jeg var ikke i tvivl om mandens ynglings farve var blå.

 

Jeg befandt mig faktisk ret godt ombord på dette monstrum af et skib, jeg lærte mig snart sproget, jeg kunne i hvert fald forstå det meste, der blev sagt. Jeg havde det rigtig rart, men det havde selvfølgelig også sine negative sider fx når jeg var ved at falde ned fra mandens skrivebord eller hans kahytsdreng brugte mig som skydeskive, så kunne jeg godt bande min skæbne langt væk. Efterhånden som tiden gik blev jeg opmærksom på at bølgende blev voldsommere, men det var også blevet koldere. Det skyldtes nok det snart var vinter. Så det var flere måneder siden at jeg blevet bortført. Denne tanke gjorder mig nogle gange trist, men så tænkte jeg altid på, at jeg nok ville komme til at bo hos mandens fornemme familie, jeg hørte nemlig en af mandens underordnede omtale ham som Baron von Lilje. Jeg vidste kun, at baroner var en slags adelige.

 

Da vi endelig kom til mandens verden: England. Ordet smagte mærkeligt på tungen og foråret var på vej, men luften her føltes ikke forfriskende, snarere kvælende og jeg havde kvalme. Da han selv og hans mandskab forlod skibet + deres bagage. Var mit første indtryk af hans verden, var at jeg ikke følte mig på nogen måde hjemme her, alt var gråt og tåget og ikke et spor af forår var at skue. Det blev kun værre, da Baronen von Lilje og jeg tog hjem til ham selv. Det var ikke fordi at jeg blev skuffet over at han ikke boede i et slot, men på noget der mindede i den grad om en kæmpe, hvidkalket klods med tusinde små balkoner stikkende ud fra anden etage. Men snarer fordi at hans familie ikke brød sig særlig meget om hans medbragte gaver til dem og jeg fik mig snart en dødsfjende: Baronesse von Lilje. Ikke en særlig rar kvinde, hun var dog meget smuk, hendes hår var bølget og rødt, skinnede gyldent og hendes øjne brød jeg mig ikke om, de var sorte som kul, var dybe og kolde. Hun kunne ikke se det særlige i mig, ville straks have mig smidt ud, hendes holdning smittede desværre af på deres to børn, begge lyshårede, var vel omkring de 7-10 år og kønne. Den ene gav sig til at græde, da den så mig, hvilket gav baronessen et point for at smide mig ud i kulden. Det ville baronen i første omgang ikke høre tale om, men gik dog med til, at jeg kunne stå i gæsteværelset. ”Så kunne firbenet altid skræmme livet af gæsterne” lød det en anelse ondskabsfuldt fra baronessen. En kvinde, der altid fik sin vilje til sidst, fik jeg erfaret senere.

 

Gæsteværelset var dog heller ikke værst at være i, men der var bare så koldt, ensomt og mørkt. Værelset havde i hvert fald charme det indrømmede jeg gerne, farven herinde var tydeligvis gul, selvom man havde forsøgt at lysne det mere op ved hjælp af hvide møbler. Hjalp det ikke ret meget. Jeg følte mig forladt og glemt af alle, var rasende over min skæbne. ”Hvorfor var dette sket for mig? Hvorfor ikke en anden?” Spurgte jeg flere gange mig selv om. Men hvis jeg troede jeg var glemt, tog jeg gruelig fejl. For tre dage efter min indflytning kom børnene ind på liste tæer, tog mig ned fra min hylde, jeg havde stået på og gav sig til at kaste mig ned i gulvet. ”Av!” skreg jeg højt, da jeg ramte gulvet. ”Nej nu kunne det være nok!” Tænkte jeg, inden jeg mærkede efter om havde brækket noget og opdagede, at jeg var landet på et tykt, blødt og hvidt tæppe. En af  de ”sindssyge”  unger samlede mig op, kiggede lidt på mig og løftede så sin arm højt over sit hoved for at kyle mig ned igen. ”Her er min chance” tænkte jeg hævntørstigt, pustede en byge af gnister ud i barnets lyse hår. Jeg fandt hurtig ud af det var letantændeligt, for ligeså snart gnisterne faldt i håret gik der ild i det, barnet slap mig skrigende og fulgt tæt af det andet barn, flygtede de begge ud af værelset og jeg lå endnu en gang på gulvet. Jeg tænkte ved mig selv, mens jeg lå der, hvordan hævnen kunne formørke ens tanker? Og det gik op for mig at nu havde baronessen vundet, da de to børn kom igen med deres forældre forrest nærmede de sig forsigtigt. Baronen samlede mig roligt op og så efter ridser, dem var der ingen af, vendte sig om mod sin familie. Baronessen lignede djævlens højre hånd, som hun stod der med raseriet malet i sit ansigt, med skinger stemme forkyndte, at hvis han ikke havde fået det ulykkes bringende monster ud, ville hun personligt sørger for det. Sådan blev det, næsten. Baronen havde ikke kunne nænne at smide mig ud, så han forviste mig ned i en gammel, kæmpe stor kiste med jernbeslag på og op på loftet. Hvor jeg faldt i en lang uforstyrrende dvale. Indtil kisten igen på ny åbnede sig.

 

*1644-1912 også kaldet Manchu-dynastiet, var kejser lungen især kendt som kongelig værdighedstegn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...