En Kejsers Liv (færdig)

Den her historie har virkelig lagt i gemmerne. Den har været brugt til en aflevering i skolen, hvor vi havde noget omkring H.C. Andersen, så vidt jeg husker. Hvor vi med inspiration fra hans historie om: Grantræet, skulle tage en ting og gøre den levende. Det sjoveste jeg kan huske med den her historie, er at den blev skrevet aftnen før den skulle afleveres og da jeg fik den tilbage, havde jeg fået en mega god karakter:) men jeg håber I vil nyde den lille fortælling, jeg vil ikke rette det store i den, for så mister den sin charme.

1Likes
0Kommentarer
520Visninger
AA

1. Loftet & skabet

 

 

Mørke, støv og kulde..

 

Det eneste jeg længe havde set og følt fra bunden af mit ”fængsel”. Indtil lyset kom tilbage til mine øjne. Først hørte jeg dog kun en værre knagen, pludselig holdt lyden op og lyset brød ind. Som lyn mod mine trætte øjne, det fik mig efterhånden til at glippe. Og midt i mit glippen blev jeg pludselig taget forsigtigt op af noget, der føltes trygt og varmt. Op mod lyset blev jeg løftet. Op til farverne. Op i en mere ren (forhåbentlige) verden. Da jeg igen kunne se noget, så jeg direkte ind i et par himmelblå øjne. Jeg må indrømme at det var en forskrækkelse, jeg aldrig vil glemme! For det som disse øjne tilhørte var: Et menneskebarn..

 

”Åh nej, bare den ikke så at jeg blinkede”, tiggede jeg tavst, men heldigvis lod det ikke til at barnet lade mærke til det, for det fik pludselig travlt med at rynke på sin krumme og røde næse, holde mig dinglende ud fra sig mens den udbrød: ”add.. Et misdannede firben… som en porcelænsfigur. Ej de er da ikke for kloge dem, der har haft den ”ting”.. add.. ” I det øjeblik den sagde det, frygtede jeg for mit liv. ”Bare det bliver en mild død” jamrer jeg stille, men jeg var faktisk mere fornærmet over det den havde sagt: Et Misdannede firben! Må jeg da være fri for dens slags vrøvl. Hrmf..!

 

Heldigvis i mit tilfælde satte den mig pænt ned ved siden af mit ”fængsel”, som jeg nu efter lang tids indespærring kunne se nærmere på. En kæmpe stor, tung trækiste, med beslag af jern og støv. Hader støv, det ligger over det hele. Mens barnet gav sig til at rode videre i den med sveden drivende ned ad ansigtet og det lyse, krøllede og tykke hår gjorder nu heller ikke nemmere at finde mere. Hvis den havde spurgt mig, kunne den have taget det med ro. Der lå kun mig deri. Der gik så et par min. inden det også op gik for den, at der ikke var mere deri, for pludselig greb den mig igen og ville til at sænke mig ned i mørket igen. Her var jeg utrolig fristet til at skrige og græde om nåde, ikke mere mørke og kulde til mig igen. JEG VIL IKKE! Som om den havde hørt, hvad jeg tænkte, gik den helt i stå og holdt mig pludselig op over sit hoved, som at få mest muligt lys på mig som muligt også måbede den.

 

”Hvad nu?” tænkte jeg overrasket, men det fik jeg hurtigt svar på. For nu hev barnet et rødt og hvidt tørklæde frem, begyndte at gnubbe og gnide mig. ”Hihihihi.. Ej stop det kilde!” Fniste jeg indvendigt, men det lagde barnet heller ikke mærke til, for den var færdig med mig og kiggede beundrende på mig. Ikke fordi at jeg følte renere efter den behandling, men jeg kunne godt mærke, at jeg var et par støvkorn lettere. Da troede jeg faktisk, den ville stoppe mig ned i kisten igen alligevel, men det gjorder den ikke. Men svøbte mig langt blidere ind i sit tørklæde, end den havde behandlet mig indtil videre. Uheldet var bare at jeg igen var indhyllet i mørke. JEG GENTAGER, JEG HADER MØRKE! Det hjalp heller ikke det mindste at det pludselig begyndte at gynge og svinge. Ulk… blev helt søsyg af det… Det gyngede op og ned, en lyd som når man går på en gammel, knirkende trappe nåede mine spidse ører.

 

Pludselig holdt det op med at gynge og svinge, jeg blev sat pænt ned på noget hårdt og køligt, langsomt foldede barnet mig ud i friheden, og lyset vendte endnu en gang tilbage. Jeg så diskret rundt, hvor var jeg nu henne? Det rum jeg nu var kommet til var faktisk enormt stort, nej, KÆMPE, efter min mening - jeg er kun 8 cm høj og 14 cm lang, skal lige siges – og var i min ynglings farve: solgul. Alt inde i rummet var gult, selv møblerne var beklædt i gult stof. Undtagen et møbel.

 

Et mørkt, bøgetræs skab med glasruder i. Hvilket i sig selv var et imponerende syn mente jeg, men da jeg ved et tilfælde kommer til at kigge på håndtagene, var jeg ved at le. Håndtagene skulle ligne udskårne løvehoveder af guld. Men selv her hvor jeg stod 7 meter væk, kunne jeg se at det ikke var ægte guld, begge hoveder var gået i stykker. Så var det lige at jeg kom i tanke om barnet, ”hvor mon det lige var blevet af?” spekulerede jeg, vendte mig forsigtigt om på min sokkel og havde nær fået et hjerteanfald. Der stod et fint guldkantede spejl bag mig og viste et højst udsædvanlig væsen på en sort sokkel. Væsnet havde et hoved som en løves, bortset fra at lange, bløde knurhår bølgede omkring og var yderst gylden, nærmest guldagtigt at se på, dens krop var lang og smidig bygget, lignede et firben eller en slange, der kunne lette når som helst, men dens øjne var yderst fascinerende. Så grønne som smaragder, varme og livlige, ja nærmest magiske at se ind i.

 

Jeg kiggede overraskende ind i spejlet og blinkede til væsnet, det blinkede også. Der gik lidt tid inden jeg opdagede at det var mig selv, ”idiot” mumlede jeg, stirrede igen ind i spejlet. Pludselig lød der en knirken og jeg krøb tilbage til en statuette igen, lod øjnene følger barnet rundt i værelset, der rendte lidt små forvirrende rundt og kiggede over alt, den kunne komme til. Til sidst efter endnu et par runder rundt, lod det til at den havde fået styr på sig selv, gik målrettet hen mod hvor jeg stod og greb mig med den ene hånd, mens den med den anden hånd tog tørklædet. Så gik den ellers roligt hen mod skabet, som hævede sig over os begge og åbnede glasrude dørens låge, og satte mig på en af de mellemste hylder. Glaslågen smækkede i med et smæld, jeg stod og følte mig lidt ensom til en spinkel stemme pludselig afbrød min ensomhed: ”Hvem er de?”

 

Overrasket kiggede jeg rundt omkring og fik så øje på det yndige væsen, der havde spurgt. Jeg sagde yndig for det var hun, hun lignede en ung hyrdepige med sin lange hvide stok af porcelæn, hendes hat og kjole var påske gule, men de røde bånd på kanterne, gjorder hendes porcelæns hud hvidere og hendes runde hoved med det perfekte sorte, krøllede hår klædte hende. Men hendes ansigt var en anden sag, sådan et yndigt ansigt kan jeg umuligt beskrive bedre end, at hun havde øjne så blå som himlen udenfor på en skyfri sommerdag og ligeså levende. Forbløffet stirrede jeg på hende, men pigen blev tydeligvis genert over min stirren og gav sig til at stirrer ned i hylden, ”Orv det må de undskylde frk. det er bare så længe siden at jeg har snakket med andre, at jeg havde glemt det. Hæhæ” sagde jeg fjoget, kravlede af min sokkel og nærmest gled over til porcelænspigen og lod min hale spids tage fat i pigens kjole i nakken, rystede hende blidt til, at hun så op igen og sendte mig et forsigtigt smil. Der gik lidt tid, inden jeg afbrød tavsheden: ”du ville vide hvem jeg var? Så skal jeg fortælle dig det, men min historie er lang og måske for trættende at høre på lige nu? Men jeg må først have dit navn?” jeg tav, pustede ud, en lille røgsky væltede ud af mit næsebor. Pigen kiggede forvirret på mig et øjeblik, svarede en smule genert: ”jeg hedder Hilda Hyrdinde, nej jeg tror bestemt ikke deres historie bliver trættende at høre, de er så… Speciel” og satte sig ned ved siden af mig og kiggede afventende på mig.. ”Æh hvad siger man så?”, tænkte jeg fortumlet, men fik taget mig sammen til, at ligge mig ned ved siden Hilda. Jeg kiggede på hende, pigebarnet mente det virkelig, ”Ok da frk. Hilda så skal jeg fortælle dig min historie, men du skal være stille under den ellers stopper jeg!” sagde jeg en smule tøvende. Hilda nikkede og så spændt på mig med sine blå øjne, vippede lidt frem og tilbage og så ventende på mig. Jeg sukkede dybt og begyndte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...