Dyrebar.

Artemis bliver sat til at passe på at hendes families hoppe foler ordentligt. Men ikke alt bliver som hun havde regnet med. Overhovedet ikke...

Føllet har nemlig et lillebitte, kort, snoet horn lige midt i panden. Og hvordan mon det vil gå dette føl? Og hvad er årsagen til dens unikke horn?

Vi følger den hårde fortælling om en 15 årig pige og den smukke enhjørning. En fortælling fuld af overnaturlig mystik og kærlighed.

22Likes
34Kommentarer
2599Visninger
AA

3. At navngive et vidunder.

Tak for alle de venlige kommentarer gutter! Husk at like mange tak <333 Og eventuelt også fav, hvis i lyster.

-------------------------

At navngive et vidunder

***

 

Artemis stod op næste morgen. Hun børstede sit lange lysebrune hår og satte det op i en hestehale. Derefter løb hun buldrende ned ad trappen og ind i køkkenet.

"Hej Art!" grinede hendes far.

"Hvordan gik folingen igår?" spurgte han hende og hældte en kop kaffe mere op.

"Den gik vel ok. Jeg tror der var noget der sad fast på et tidspunkt, men ellers... og føllet er meget lille og skrøbeligt. Et hvidt hingsteføl." sagde hun. Hun smilede bedende.

"Nu holder du da hvad du lovede, ikke far?"

Faderen brummede i skægget. "Selvfølgelig. Hvis han overlever til toårs-alderen, er han din. Dit ansvar hvis han brækker noget, og dit ansvar at give ham motion. Han kan stå i boks sammen med alle de andre heste." sagde han og fandt avisen frem.

"Nå min pige, smut så ud med dig. Fodr hønsene først. Så kan du gå ud og se til ham når du er færdig med dine pligter." sagde han og gav hende et kys på kinden.

"Selvfølgelig far." råbte hun på vej ud af døren.

 

 

Artemis klappede gamle Sergent på halsen. Han var en skimmel vallak. Clydesdale ligesom alle andre heste her på ranchen. Det var ikke så tit at man faldt over er ranch der avlede Clydesdale, men de var gode i marken og solgte godt. Og desuden var de kønne at se på.

Art kyssede Sergent på mulen og trak ham ud af boksen. Der var cirka 5 minutters gang til folden. Da han var sat ind sammen med de andre, spænede hun tilbage til hoppestalden.

 

Det lille føl stod og diede hos sin mor Monroe Mystery. Dens lille hvide hale vrikkede op og ned...

Artemis gispede.

Halen var ikke normal. Den var ikke en lille normal uldtot. Den var længere end normale føls haler. Den mindede lidt om en løvehale. Håret var kort hele vejen ned med en lille tot nederst. Den hest var fuld af skavanker. Hun havde drømt om at kunne avle føl med den hingst. Det kunne hun jo ikke med sådan en! Alle føllene ville jo blive skøre!

Hovene var også forkerte. De havde en revne i midten af dem, som gik hele vejen ned, alle sammen. Lidt ligesom en halvt hov, halvt... klov?!

Og den havde tilmed også en lille klump skæg under hagen. Det var besynderligt for Clydesdale... måske ville den forsvinde med tiden.

Artemis sukkede dybt. Han var hendes ansvar, hvad enten hun ville det eller ej. Hun klappede sørgmodigt det lille myr på bagdelen.

"Vi skal nok klare det os to, ikke?"

Føllet kiggede på hende. Dens øjne. De var som en nattehimmel på en stjerneklar aften. Sorte, skinnende og mystiske.

"Jep. For du er min snart. Om kun to år er du helt min." sagde hun og smilede lidt. Føllet lagde sig ned ed siden af hende.

"Du skal da have et navn, ikke? Hvad med... Snevejr?" Føllet kiggede på hende med hovedet på skrå.

"Ikke? Nå, hvad så med... Ginger? Narh, det går jo ikke. du er jo slet ikke rød." sukkede hun. Hun tænlte sig om et minuts tid.

"Jeg hedder Artemis... så du skal hedde... Apollon." Føllet småvrinskede begejstret.

"Det er dét! DU hedder Apollon! Min Apollon." grinede hun og nussede Apollon's hoved.

"Til døden os skiller." sagde hun mens føllet kiggede hende dybt i øjnene.

 

Og sådan skulle det være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...