Dyrebar.

Artemis bliver sat til at passe på at hendes families hoppe foler ordentligt. Men ikke alt bliver som hun havde regnet med. Overhovedet ikke...

Føllet har nemlig et lillebitte, kort, snoet horn lige midt i panden. Og hvordan mon det vil gå dette føl? Og hvad er årsagen til dens unikke horn?

Vi følger den hårde fortælling om en 15 årig pige og den smukke enhjørning. En fortælling fuld af overnaturlig mystik og kærlighed.

22Likes
34Kommentarer
2515Visninger
AA

4. Apollon på fold.

Apollon på fold

***

En uge senere...

 

 

Artemis sad inde i Monroe Mystery og Apollon's boks. Det lille hvide Clydesdale-føl vrikkede med ørene og viftede med sin deforme hale. Artemis kiggede medfølende på ham med tårer i øjnene. Han ville aldrig blive som alle de andre føl. Men det skulle ikke stoppe hende fra at elske ham.

Apollon kiggede på hende og gik over til hende. Han placerede sine bittesmå hove på hendes ben og snusede hende i ansigtet.

Apollon var utroligt tillidsfuld når det kom til Artemis. Han begyndte at vrinske skingert af frygt når hendes far eller hendes to søstre prøvede på at røre ham eller give ham mad. Ja, selv hendes tvilling Jonathan ville Apollon ikke lade røre sig. Og han var ellers hendes bedste ven.

Artemis kyssede føllet på panden, rejste sig op og børstede halm af sine bukser. Hun åbnede boksdøren og tog Monroe's grime og træktov, i mørklilla farve. Hun spændte det fast, klappede hoppen på kinden og trak hende med ud af boksen. Hun vidste at Apollon ville følge med selv uden træktov, da han ikke var vænnet til det endnu.

Monroe og Apollon havde siddet inde i boksen hele ugen. Apollon var meget skrøbelig af en Clydesdale at være, så han havde ikke været stærk nok til at komme ud endnu. Men efter en uge var han endelig klar til at lade sine store sorte øjne misse mod den direkte sol for første gang.

Han løftede forskrækket hovedet da han mærkede den uvante følelse af den hårde cement på staldgangen mod sine egne hove. Han trådte forsigtigt et skridt fremad, og derefter et mere. Hans næsebor var fuldt udspilede og han slugte hvert et indtryk.

Artemis trådte ud på gårdspladsen med Monroe roligt traskende bag sig. Apollon trådte ekstremt forsigtigt på de højlydt knasende småsten. Han blinkede op mod solen før han bestemte sig for at det nok ikke var det bedste sted at kigge hen. Artemis betragtede ham lamslået. På trods af hans hale var han utroligt smuk. Som solen ramte hans skinnende hvide krop med de lange tynde lemmer, perfekt formede. Hans lille elegante hoved med de udspilede næsebor og de store smukke stjernehimmel-øjne. Måden han spændt svingede med sin lille løveagtige hale frem og tilbage. Hans spinkle elegante lemmer. Alt på ham var formet til totalt perfektion.

Og han var hendes.Artemis fløjtede blidt og Apollon løftede hovedet imod hende. Han travede hen mod hende med et føls kluntede hop, men samtidigt også meget elegant og smukt. Han pressede sig ind mod Monroe's side og fulgte tæt med resten af vejen.

 

Artemis stod foran lågen til den store fold. Hun tog træktovet af Monroe og lukkede hende ind på folden. Apollon fulgte med sin mor, selvom han stadig holdt øje med Artemis. Eter et stykke tid slap han hende med øjnene og løb efter sin mor. Monroe bukkede og løb, ved at sprænges af indeholdt i energi. Hun sørgede dog for at holde det lidt under kontrol for Apollon's skyld. Apollon løb efter sin mor. 

Efter lidt tid lagde han sig ned midt i det grønne græs og sukkede. Hans ører hang slapt og fornøjet ned til hver sin side. Han glippede søvnigt med øjnene med en sommerfugl siddende på næsen. Han kiggede lidt på den. Monroe tordnede rundt i folden med hundrede kilometer i timen. Hendes kulsorte man blafrede i vinden og hun blev hilst på af alle de andre heste i folden. Artemis smilede og hang Monroe's træktov hen over lågen. Det så ud som om at Jonathan  allerede havde sat sin hest Zeus ud. Melba og Dorthea's heste var også ude. Hendes far havde taget resten.

Artemis gik nynnende tilbage til gården.

 

Efter at have samlet æg ind, fodret Sergent, lappet hønsenettet, samlet brænde til bålet og have motioneret en tre-åring, satte hun sig op på sit værelse. Hun tog et blad frem og læste lidt i det, liggende på sin seng.

Det bankede på døren og en stemme spurgte: "Må jeg komme ind Art?" Artemis genkendte den smilende som hendes tvilling Jonathan's.

"Selvfølgelig. Ikke at du ville have været blevet ude hvis jeg havde bedt dig om det." drillede hun smilende. Selvom hun var fem minutter ældre end Jonathan så hun ham som sin storebror. Han passede altid på hende og holdt bøllerne på afstand. Når hun gjorde noget dumt var han der altid for at trøste hende.

"Hør her Art..." sagde Jonathan akavet.

"Jo altså, du ved godt det der føl-"

"Apollon." afbrød hun ham brat.

"Ja. Apollon. Han er jo en meget smuk hest. Og der er jo hesteauktion her på lørdag..." sagde han, bed sig i læben og kiggede ned i gulvet.

"Lad mig komme til sagen. Vi ved begge to at han ikke er meget værd. Han er køn, men alt for spinkel. Du kan stadig nå at sælge ham og få penge nok til at købe en ny en! Måske en kastanjefaret hoppe som du altid har ønsket dig? Altså jeg mener..."

"Nej." sagde Artemis kort og tvag ham til at kigge hende i øjnene.

"Han er min hest. MIN. Og det bliver han ved med at være indtil hans død." sagde hun og nikkede mod døren.

"Gå så."

Jonathan traskede ud af døren. Han lukkede den efter sig og Artemis bed sig i læben. Selve tanken om at leve uden Apollon var...

Forfærdelig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...