Ild, jord, luft og vand (på pause)

Når man bliver femten, skal man igennem "prøven", der skal vise hvilken faktion, man skal slutte sig til. Der findes i alt 4 faktioner nemlig: Ild-, jord-, luft- og vandfaktionen. Laura er femten og skal igennem prøven for at få billetten. Hun regner med at blive vander ligesom sine forældre.. Men det viser sig, at hun bliver det, hun regnede sidst med.

30Likes
59Kommentarer
2835Visninger
AA

2. Simulationen.

 

Dørmanden i rød fra top til tå åbner døren og nikker til, at jeg skal gå ind. Der går ikke særlig lang tid inden jeg er inde i rummet. Rummet er slet ikke, som jeg forventede. Jeg havde regnet med, at det var stort og smukt… Men det er åbenbart stik modsat. ”Velkommen, tøs. Gør venligst det vi beder dig om,” siger en mandestemme. Jeg vender mig med det samme om og stirrer på ham.

   Han har snavset hvidt tøj og et sort fransk forklæde på. Hvis jeg skal være helt ærlig, ligner han mere en slagter end en professor eller doktor (eller hvad han nu end er). ”Sæt dig ned,” siger han venligt og peger ned på briksen. Det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg tøver dog kun i et sekund, inden jeg gør, som jeg blev bedt om. ”Det var godt, min pige,” siger han tilfredst, som er jeg en baby. ”Du ved jo, at vi ikke kan finde på at skade dig,” beroliger han mig. Sjovt nok får det mig rent faktisk til at slappe mere af. ”Godt, nu skal du hører, hvad det her går ud på,” begynder han. ”Prøverne forgår, som sådan psykisk og ikke fysisk. Vi sætter et apparat fast på dit hoved ved hjælp af en hjelm. Så enkelt er det. Bare slap af.” Han sætter en tung grå hjelm på mit hoved. Hvis jeg ikke tager fejl af vægten, kan min nakke brække når som helst, men jeg undlader at sige noget. Bare slap af, bare slap af, bare slap af, siger en stemme i mit hoved igen og igen. ”En sidste ting. Lov mig nu at gøre det rigtige, Laura." Jeg nikker og med det samme føles mine øjenlåg sært tunge. Jeg når lige at skimme en ekstra skikkelse inden alt bliver sort.

 

Jeg ser mig forbløffet omkring. Landskabet.. Det hele er bare så forbandet smukt. Træerne er store med kroner så grønne som Travis’ (min brors) yndlings trøje. - Og ja, den er så grøn, at det nærmest skærer sig ind i øjnene. Himlen er skyfri og har en dejlig babyblå farve. Duften af blomster er så stærkt, at jeg nærmest bliver ør af glæde. Aldrig har jeg set magen til skønhed. Men med et føles det hele så uvirkeligt. Hvordan i alverden er jeg havnet her? Var jeg ikke lige før... Hvor var jeg egentlig?Jeg kan faktisk ikke huske det. Men jeg ved bare, at det ikke var her. ”Laura!” råber en gammel dame hæst. ”Ja?” svarer jeg. ”Har du lyst til noget vand?” spørger hun smilende. Jeg er faktisk tørstig, og jeg er lige ved at svare ja, da jeg kommer på andre tanker. Hvorfor tage imod noget fra en gammel sød dame, som selv har brug for det, hun lige er ved at give mig? Det burde være mig, der skal hjælpe hende. Ikke omvendt. ”Nej, tak, frue. Jeg klarer mig uden,” svarer jeg taknemligt. Kvinden kigger på mig med opspilede øjne. ”Er du virkelig sikker?” spørger hun. Jeg nikker, selvom min hals brænder efter væske. ”Jeg er helt sikker. Er der mon noget jeg kan hjælpe dig med?” svarer jeg smilende. Hun ser forundret på mig, men kun et øjeblik, for derefter nikker hun og siger: ”Min have ligger lige derovre til højre. Kan du gå over og plante et lynfrugtetræ for mig?" Jeg svarer: ”Selvfølgelig.” Og går straks til værks. 

Haven viser sig at være en stor køkkenhave med masser af eksotiske frugter, jeg aldrig nogen sinde har set før. Men det er vel ikke så mærkeligt. De eneste frugter jeg kender til er: pærer, lynfrugter, bananer, æbler, blommer, ferskner og mangoer. For de er de eneste min far kommer hjem med. Jeg finder en trækurv ved havelågen og bukker mig ned for at åbne den. Inden i er der frø. Masser af frø. Så det tager mig et stykke tid at finde lynfrugtsfrøet, men da jeg finder det, er jeg stensikker på, at det er det rigtige. Jeg lægger den forsigtigt ned i jorden og vander… Men der sker ingenting. Lynfrugtetræet er kendt for sin udsædvanlig korte tid til at gro. Normalt vokser den sig 1 meter første gang man vander den.. Det er jeg sikker på, for far fortalte mig det for under to uger siden. Det er et friskt minde, som stadigvæk kan huskes. ”Sker der ingenting, min pige?” spørger den gamle dame. Jeg ryster på hovedet så mine små krøller hopper og danser. ”Nej, desværre. Jeg er ked af det, men det virker ikke,” svarer jeg. ”Nej? Tag dig ikke af det, lad os gå ind i min stue og tænde op for pejsen,” siger hun. Normalt vil jeg aldrig gå med til at gå ind i et fremmedes menneskes hus, men denne gang fortæller min hjerne mig, at jeg SKAL gøre det. ”Okay, så,” svarer jeg.

 

Hun fører mig ind i sit lille gule hus. ”Hvordan kan det være, at du er så sød?” spørger den gamle nysgerrigt. ”Tja.. Jeg synes nu ikke selv, jeg er særlig sød. Men jeg vil vædde med, at det godhed jeg har i mig stammer fra min familie.” svarer jeg og trækker på skuldrene. ”Du er da meget sød.” siger hun. Jeg takker hende grinende. ”Hvorfor griner du?” insisterer hun på at vide. ”Du er bare… Du minder mig om min farmor,” svarer jeg. ”Okay, tak. Det tager jeg som en kompliment.” Hvis farmor stadig var i live, ville jeg aldrig have været ked af det i mere end 2 minutter.. For hun vidste lige hvordan man skulle trøste og få mig i bedre humør. Jeg elskede hende sådan. Jeg elsker hende stadigvæk. ”Kom så i gang tøs! Tænd kaminen!!” beordrer den gamle mig til. Okaay, så. Hun minder mig kun liiiiidt om farmor. For farmor ville aldrig udnytte mig sådan. ”Fint så!” Jeg går med tunge skridt hen til kaminen. Intet brænde er af syne. Jeg er ved at blive syg ved tanken om at gå ud for derefter at komme ind igen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kommer i tanke om noget så latterligt som at bede ilden komme, men det gjorde jeg til min egen overraskelse. Kom så ild, kom så ild, kom så ild. Men intet sker. Kom så ild, kom så ild, kom så ILD! Og der.. Det er i starten næsten ikke til at se, men derefter vokser en lille glød sig til et kraftigt bål. Min pande sveder, og jeg tager hånden for munden. Har jeg virkelig? Det kan ikke passe. Har jeg virkelig lavet.. ild? Ikke vand, men ild.. Ingen vander er nogen sinde blevet ildmand. Jeg falder sammen på gulvet og stirrer ind i kaminen. Mine forældre vil blive så skuffede, når de finder ud af det. De har altid sat deres lid til mig. Og nu skal jeg ligesom bare forråde dem? Kan jeg virkelig gøre det efter alt?

Den gamle dame klapper i hænderne. ”Godt, min pige! Sådan skal det gøres!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...