Ild, jord, luft og vand (på pause)

Når man bliver femten, skal man igennem "prøven", der skal vise hvilken faktion, man skal slutte sig til. Der findes i alt 4 faktioner nemlig: Ild-, jord-, luft- og vandfaktionen. Laura er femten og skal igennem prøven for at få billetten. Hun regner med at blive vander ligesom sine forældre.. Men det viser sig, at hun bliver det, hun regnede sidst med.

30Likes
59Kommentarer
2836Visninger
AA

3. Inddelingen.

 

Jeg vågner fra simulationen med et sæt. Hjelmen ryger af mit hoved og lander på gulvet med et brag. Doktoren (eller hvad han nu end er) betragter mig nøje. ”Hvad?!!” hvæser jeg. Han tager hænderne beskyttende foran sig. ”Rooolig nu,” siger han. ”Kom tilbage til dig selv.” Jeg lukker øjnene, tæller til ti og åbner dem igen. ”Er du færdig?” spørger han. Jeg nikker træt. Jeg er HELT færdig. ”Her er din billet,” siger han og rækker mig en strimmel, som netop da printes ud. Jeg tager rystende imod den. Den er glohedende varm, men det irriterer mig egentligt ikke. Ingen skolede hænder, hvilket var endnu et tegn på, at jeg var ildmand.. Simulationen åbner op for ens kræfter. Ikke meget, men nok til, at man kan blive overbevidst. Resten af kræfterne er forseglede inden i én ved hjælp af en formular, som De Ældste har fået lavet. De er nemlig imod, at børn udøver magi og kender til deres skæbne, fra når de bliver født. ”Alle skal have ret til at bo med sin familie,” plejer De altid, når de skal holde taler. Men jeg fatter så ikke, at de alligevel får skilt familierne ad. Det er lidt dobbeltmoralsk.. 

  De Ældste er fire mænd og fire kvinder, to af modsat køn fra hver en faktion, som kaldes de kloge hoveder. De Ældste er udødelige og formår stadig at skabe ændringer, der kan bruges til noget. Dagen efter man har fået billetten, åbner man op for resten af magien i en stor ceremoni, som De Ældste sørger for og er med til. Det er den eneste begivenhed på året, hvor man rent faktisk har mulighed for at se Dem. 

”Er jeg virkelig en ildmand?” spørger jeg med bævrende stemme. ”Jeg ved godt, at det er overraskende.. Jeg er selv overrasket. Du er den eneste vander, som er blevet ildmand i de seneste hundrede år. Men sådan er det. Jeg er ked af, hvis det ikke blev, som du ønskede,” svarer han stille. Han lyder tværtimod som én, der fryder sig over min reaktion. Det pisser mig lidt af. Jeg rejser mig op og tager fat i hans skuldre med begge hænder. ”Jeg forstår det simpelthen ikke,” siger jeg og ryster på hovedet. Mine ben skælver under mig, men jeg tvinger mig selv til ikke at bukke under for fristelsen af bare at falde sammen. Stay strong. ”Du kommer snart til at forstå,” svarer han og sender en vagt et hårdt blik. Jeg stirrer vagten direkte i øjnene. Han er ung af en vagt at være. 16 måske 17 år gammel, når jeg frem til. Det må være ham, jeg havde set, inden jeg røg ind i simulationen, tænker jeg pludseligt. Han tager straks fat min arm og følger mig ud af lokalet. Hans hænder er iskolde, da de rammer min hud, men så snart jeg kommer ud af rummet, slipper han sit tag i mig. Jeg hoster og tager mig til halsen. Den er fuldstændig sammensnøret. Forræder, siger en stemme i mit hoved igen og igen. Nej, jeg er ikke nogen forræder! Jeg er en fighter. Jeg må accepter, at jeg er ildmand, det bliver jeg nødt til. Mine forældre vil kunne forstå, eller det bør de i hvert fald kunne, hvis de er de forældre, jeg kender. Vagten følger mig hen til en stor rød dør, hvor der med tydelige blokbogstaver står: ILDFAKTION.  Jeg gyser. Jeg har stadig ikke rigtigt klaret tanken om, at jeg er ildmand. Det hele føles bare så… uvirkeligt. Så underligt. Som et stort mareridt, jeg aldrig vil vågne op fra. ”Billetten skal ind i maskinen, så kommer du ind,” siger vagten monotont og går. I starten står jeg bare og kigger på døren. Min hjerne er blottet for tanker. Netop da føler jeg intet. Ingenting overhovedet. Efter et stykke tid kommer en pige hen og prikker mig på skulderen, så jeg forskrækket hopper op. Pigen smiler undskyldende og spørger: ”Skal du ind?” ”Øm.. Ja,” svarer jeg, da jeg kommer til mig selv. Pigen tager billetten ud af hånden på mig og stikker den ind i maskinen, hvor den får et stort sort stempel. Hun tager den ud igen, da døren automatisk åbnes. ”Gå ind, jeg kommer snart.” Hun rækker mig billetten, som jeg med det samme tager imod. Jeg skynder mig ind af døren, uden at kigge mig tilbage.

Jeg bliver helt rundtosset, da jeg ser hvor mange mennesker, der sidder i det store værelse. Selvom der er godt med plads, virker det alligevel så trængt, at jeg nærmest får klaustrofobi. De kigger alle op på mig, og deres blik bliver hængende. Nogle piger begynder at grine og hviske, men jeg tager mig ikke af det. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Selvfølgelig får jeg det en anelse dårligt, men jeg prøver at ignorere det. Jeg føler mig malplaceret. Jeg bør ikke stå her.. Det her føles forkert på så mange måder. ”Prøv at se hendes halskæde! Hun har været vander!” hvisker en blond pige hvinende. Jeg river med det samme halskæden af og putter den i min lomme. Der er ingen fordel i at lade alle ildmændene dømme og hade mig fra første dag. ”Undskyld,” siger en dreng kækt. ”Er du gået forkert, dumme vandtøs? Vandfaktionen ligger i den anden gangen. Den til venstre.” Folkemængden bryder grinende sammen og peger ad mig. Følelsen af ydmyghed fylder min krop. Tårerne hober sig i mine øjne, men jeg blinker dem hurtigt væk, inden nogen lægger mærke til noget. ”Nej, jeg ved, at jeg er gået rigtigt.. Måske skulle man spørge dig om, hvorfra du ved, at vandfaktionens dør ligger? For det vidste jeg ikke engang,” svarer jeg igen, da jeg får talens brug tilbage. Spydighed har altid været lige mig. Jeg ved godt, at det lyder underligt, men det har det altså. Jeg er god til at svare igen, men alt andet sprogligt kommunikation stinker jeg til. Alle stopper med at grine og vender deres blik imod ham. Han får rødbederøde kinder, men rejser sig alligevel op og går helt hen til mig. ”Du ved ikke hvem, du taler til!” siger han højt og peger truende med sin finger. ”Jeg er Steve, Hugins søn.” Hugin? Hvem er det? Da Steve lægger mærke til, at jeg ikke rigtig forstår, hvad det er, han mener, bryder han grinende sammen. ”Du ved ikke hvem Hugin er? Det er Den Ældstes ildmand Johns afkom.” Hvad? Er han i familie med en af De Ældste? Det her er bare så typisk. Hvad er det, du roder dig ud i, Laura? ”Ja, okay.. Undskyld,” siger jeg og bakker væk fra ham og hans ondsindede latter, der runger kraftigt i mine ører. Ham kan jeg ikke lide, beslutter jeg mig for. Nu håber jeg, at jeg kan holde mig på afstand af problemer. Jeg orker simpelthen ikke modgang. Dem har der været for mange af i mit liv.

   En dame i fyrrene med knaldrødt hår kommer smilende ind og vinker forsigtigt, som en dronning. ”Goddag! Mit navn er Sarah. Velkommen til ildfaktionen! Jeg håber i vil nyde det, i er blevet.” ”Vi deler jeg op i hold, nu hvor alle er blevet inddelt i de forskellige faktioner.” Hun begyndte at læse op fra et papir, efter at hun siger mit navn, kigger hun op fra papiret og spørger: ”Hvem er Laura?” Jeg rækker tøvende hånden op. Hun nikker bare og fortsætter med at remse op. Jeg er kommet på hold med nogle piger ved navn Nina, Karla, Sila, Molina og en del andre, som jeg ikke rigtig kan huske. Noget jeg lægger mærke til er, at vi alle sammen slutter med a i den gruppe. Besynderligt.. ”Gå alle sammen op på værelserne. Om lidt får i tildelt en mentor, som skal forklare jer om simulationerne, træne og snakke med jer som gruppe og individuelt,” siger hun og kigger direkte på mig, så jeg føler mig sårbar og helt nøgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...