Ild, jord, luft og vand (på pause)

Når man bliver femten, skal man igennem "prøven", der skal vise hvilken faktion, man skal slutte sig til. Der findes i alt 4 faktioner nemlig: Ild-, jord-, luft- og vandfaktionen. Laura er femten og skal igennem prøven for at få billetten. Hun regner med at blive vander ligesom sine forældre.. Men det viser sig, at hun bliver det, hun regnede sidst med.

30Likes
59Kommentarer
2903Visninger
AA

1. Ventetiden.

 

Hundredeafvis af unge ligesom mig, står i kø for at få deres billet. Når man bliver femten, skal man igennem ”prøven”, og derefter ud fra resultatet får man billetten. Billetten vil vise fremtiden ved at udpege, hvilken gruppe man skal slutte sig til.

   Der findes i alt fire faktioner, man kan blive sluttet til, nemlig ild-, jord-, luft- og vandfaktionen. Lige fortiden er der en stor strid mellem ildmændene og vanderne. – Faktisk har de to kredse altid hadet hinanden. Ingen ved rigtig hvorfor. Der er mange rygter om det, men det er svært at finde ud af hvilket der passer. Det er ligesom at finde en nål i en høstak.

  Nå, men min mor er vander, min far er vander og min storebror er vander, så jeg regner ligesom ikke med at blive andet. Den eneste i vores familie (så vidt jeg ved) der er blevet noget andet, er min tiptiptipoldemor Grete, som blev lufter mere end en æra siden.

   Spændingen her i salen er gevaldig stor. Man betragter også denne dag og ceremonien efter, som årets begivenhed. Hvert år får faktioner nye unge medlemmer, som trænes og oplæres.

  Sidste år viste det sig, at vandfaktionen (altså min families faktion) havde fået, den hidtil stærkeste og modigste vander nogen sinde. Han hedder Dallas, og var oprindeligt fra jordfaktionen. Men nu er han vander, og det er jeg glad for. Han bruger nemlig meget af sin tid på at være hjemme hos min familie på grund af Travis, min storebror. De to er åbenbart blevet slyngveninder. Og nu er han som en ekstra bror for mig.

   ”LOUIS HOPKINS!!” brøller stemmen i højtalerne.

En lyshåret spinkel dreng rejser sig med det samme op og går med hurtige skridt hen til døren. Hans ben er så lange, at han når der over med mindre end ti skridt (det ved jeg, fordi jeg tæller dem), hvor derimod en som mig ville nå der over med det tredobbelte. Normalt vil jeg ikke beskæftige mig med sådan nogle kedelige ting, som at tælle andres skridt, men her er virkelig ikke noget at lave. Jeg kender ingen her, bortset fra mine kammerarter fra vandfaktionen, som også skal have billetten. Men de sidder desværre så langt væk, at jeg ikke bare kan gå over til dem, uden at vække folks opmærksomhed (og det vil jeg helst undgå). 

 

For at få tiden til at gå, kaster jeg mig ud i en snak med ham, der sidder ved siden af mig. Han hedder tilfældigvis det samme som min bror og ser mindst lige så nuttet ud. ”Du hedder Travis? Sikke et sammentræf, det hedder min storebror også!” siger jeg forundret. ”Er du ikke ham fra drengeskolen ved siden af vores skole? Altså Hansens skole.” Han nikker og svarer: ”Jo, jeg synes nu også, jeg har set dig før.. Sådan en smuk pige som dig glemmer man ikke bare.” Hans kompliment får det til at trække på mit smilebånd. ”Tak,” svarer jeg med blussende kinder. Det er ikke så tit, jeg får komplimenter. Og især ikke nogen der vedrører mit udseende... Men hvis jeg selv skal sige det, er jeg en køn pige. Mit bedste træk er mine store grøngule øjne. Mit værste er min næse, der er lidt for rund og stor. Det kan godt være jeg er pæn. Men ligefrem smuk? Nej, men gid jeg var.. ”Nå, men hvor kommer du fra?” spørger han. Jeg bliver med et revet ud af mine egne tanker. ”Vand, hvad med dig?” svarer jeg lykkelig over, at jeg havde hørt efter. Jeg har det tit med at gå ind i mine egne tanker. ”Luft. Hvad regner du med, at du bliver?” spørger han. ”Vand, hvad med dig?” gentager jeg dumt. Hvis der er noget jeg misunder min mor, er det at tale.. Hun ved nemlig altid, hvad hun skal sige. Altid, og hele byen elsker hende for det. ”Luft..” griner han. Travis tager sin sorte rygsæk på skødet og lyner den op. Han trækker en pakke chokoladekiks op og rækker den til mig. ”Gider du pakke den op?” Jeg nikker forsigtigt. Han lyner sin rygsæk og sætter den ned på gulvet igen. 

”Hvad hedder du egentlig?” spørger han og stryger hånden igennem sit lyse hår. ”Prøv at gætte,” svarer jeg. Jeg har altid ELSKET gættelege. Da jeg var yngre, beskæftigede jeg mig næsten kun med dem. Det er egentligt sjovt, men selv da jeg var yngre, har jeg haft en vis logik. Jeg legede aldrig med dukker eller legetøj. Næh, nej.. Jeg spillede skak, gættelege og hørte/spillede musik. Hm, gad vide hvad der forgik oppe i mit hoved dengang. ”Okay, okay. Sarah? Louise? Caroline? Marie? Anja? Martha? Ophelia? Åse?”Jeg griner. De sidste navne han nævner er så sjældne, at jeg ikke kan forstå, hvordan han overhovedet husker eller kender dem for den sags skyld. ”Nej, nej og atter nej. Jeg hedder Laura.” Han nikker tilfredst. ”Det vidste jeg godt. Du ligner så meget en Laura!”

   ”KASSANDRA WEGNER!!” brøller stemmen, denne gang endnu højere end før. Kassandra er vander.. eller nej, hendes forældre er vandere. Det er jo ikke sikkert, at hun bliver det samme som sine forældre (selvom der er størst sandsynlighed for det). Nå, men Kassandra kender jeg fra skolen. Hun er en lav og virkelig sød pige. Engang for længe siden lånte hun mig en blyant, som jeg aldrig har fået afleveret tilbage. Det må jeg huske til næste gang, vi ses.

   ”Laura? Jorden kalder Laura,” siger Travis og vifter med hånden foran mit ansigt. ”Åh, und-undskyld.. Jee-eeg hørte ikke efter,” stammer jeg. Nej, hvor jeg HADER mig selv lige nu!! Jeg udstiller mig som en taber med stort T. Hvorfor, Laura? Hvorfor kan du ikke være normal? spørger jeg mig selv. ”Det lagde jeg mærke til,” svarer han. ”Vil du ikke have en kiks?” ”Jo, tak. Du må undskylde mig. Jeg er lidt væk i dag, du ved, alt det her har en underlig virkning på mig.” undskylder jeg og tager hurtigt en kiks. Travis nikker og svarer: ”Det gør skam ikke noget. Jeg har det selv på samme måde.” Det letter stemningen, og alt er godt igen.

   Jeg lover mig selv, at jeg ikke må være så åndsfraværende åndsvag. ”Tror du vi mødes igen en dag?” spørger jeg. ”Hm.. Ja, det håber jeg da.” svarer han. ”Det gør jeg også. Du er sikkert en rigtig god og trofast ven.” Han smiler skævt og tager sig til hjertet. ”Tak. Det varmer mit hjerte, som ellers er iskoldt!” Jeg griner og tager en bid af kiksen, som smager virkelig godt! ”Den smager….” mumler jeg overrasket. ”Udsøgt.” slutter han. Jeg smiler og svarer: ”Nemlig!”

   ”LAURA WHITE!!!”

Det giver et sæt i mig, da jeg hører mit navn blive nævnt. Jeg kan ikke engang finde ud af, hvad jeg føler, så omtumlet er jeg. Jeg rejser mig op fra bænken og kigger ned på Travis. ”Så er det vist min tur.. Håber vi ses igen engang!” Så traver jeg af sted. Mit blik er limet fast til gulvet. Jeg har det som om, alle stirrer på mig. Som om de iagttager hver et skridt, jeg tager (hvilket de sikkert også gør).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...