Wherever i go

Kastalie og Emma er bedsteveninder, og har været det siden de var 3 år. Nu er de 21 år og stadig ligeså tætte. De har begge hver deres kæreste, Kastalie og Marko Emma og Tyler, som de elsker virkeligt højt. -Og deri ligger problemet. For Marko modtager en pladekontrakt, i USA, og han bestemmer sig for at tage den, og flytte dertil. Hvad gør Kastalie så?

Flytter hun med?
Eller bliver hun sammen med vennerne og familien i Danmark, og opgiver sin eneste ene?
Om ikke andet, hvad gør Emma så hvis Kastalie flytter med?

Hele deres liv forvandler sig, på få dage, til et mareridt, fuld af store beslutninger og store tab.

*Frække tekster kan forekomme*

13Likes
12Kommentarer
1670Visninger
AA

2. Are you ready

"Det er dig næste gang Em. Are you ready?" Siger jeg med et smil spillende på mine læber, og omkring 7 marsvin i maven(Endnu større grund til at hade dem!). Hun smiler over joken. Den er vores interne joke, den og alle andre Miley Cyrus sange. Vi elsker hendes musik. Det er endnu en af de mange ting vi har til fælles.

"Emma Bruun Meyer" *Så det nu* mimer hun til mig, og går op mod depotet med rank ryg, og et nervøst smil. Da hun træder op på scenen, hvor depotet er placeret præcist på midten, får jeg et sug i maven, af.. Ja, hvad kalder man det når man er stolt af en? Sådan virkeligt stolt?.. Glæde? Njaa.. Stolthed? Nej, det er vist om en selv. Nå det er ligemeget. Uanset hvad er det en ukendt følelse for mig. 

"Marko Dahl Vinther"  Straks bliver jeg revet ud af mine tanker. Er det allerede ham? Jeg kigger op mod scenen hvor Marko med målbevidste skridt, et selvsikkert smil og et charmerende udtryk i øjnene, er på vej op. Jeg elsker det udtryk. Når han har det på, betyder det han er oprigtigt glad. Det udtryk har jeg ikke set i lang tid. Han står nu oppe på depotet, med sit afgangsbevis i hånden og er i færd med at trykke inspektørens hånd. Igen optræder den der underlige stolthedsfølelse.

"Anne-Maria Frost" Jeg kigger med det samme over mod min veninde, og ser som forventet, et irriteret udtryk i øjnene, over at høre hendes rigtige navn. Hun hader det. Derfor har hun bedt alle på hele skolen kalde hende Ann, men det ved hendes forældre ikke, og skal heller ikke finde ud af. Ann rejser sig op, retter lidt på hendes nederdel og fjerner den tot hår som altid ryger ned i hendes øjne om bag øret, og så går hun med raske skridt op mod scenen, får sit bevis, og småløber over til den gruppe som allerede havde fået deres bevis. 3 mere og så er det mig. Jeg mærkede marsvinene i min mave vokse fra 7 til 14. Dobbelt op, dobbelt så forfærdeligt. Da de 3 andre var blevet råbt op, fordoblede marsvinene sig igen. Nu er det mig.

"Kastalie Harth Nymann" Fuck! Nu er det mig! Hvordan fanden overlevede de andre det her? Langsomt begynder jeg at hyperventilere. Jeg rejser mig langsomt, og begynder at møve mig ud gennem stolerækken. Jeg kommer til at skubbe til et par stykker undervejs, som kommer med forargede små udbrud og lyde. Jeg mimer *Sorry* til dem alle, og får 4 ud af 5 gange et dødsblik tilbage. Da jeg endelig er kommet ud fra rækken, bliver jeg rædselslagen! Alles blikke hviler på mig! Lille mig! For hvert skridt jeg tager hen mod scenen føles mine ben tungere og tungere, næsten som var de lavet af ren bly. Nu er måske et godt tidspunkt at fortælle jer at jeg er sceneskræk. Da jeg endelig kommer til trappen op til depotet, efter hvad der synes som flere timer(Men faktisk kun var et halvt minut) sker det værst tænkelige. Jeg snubler og falder på trappen. Hvor klodset kan man være? Jeg skynder mig på benene og lunter over til inspektøren, som rækker mig mit afgangsbevis og trykker min hånd. Jeg tør ikke kigge på publikum af 2 simple grunde. 1 jeg er bange for at de allesammen sidder og griner af mig. 2 jeg er sikkert helt rød i hovedet.

Jeg skynder mig over til de andre, og finder hurtigt Emma og Marko. På vejen er jeg så uheldig at passere Cilia og hendes flok. Skolens *dronninger* som mobber alt og alle. Cilia hvisler ondt til mig "Godt klaret fjumrehoved"  og Karoline og Alicia griner hysterisk. Heldigvis bliver jeg reddet af Karla og Agnes, som er de eneste der tør sige Cilia og hendes flok imod. Karla       hvæser bare "Hold nu bare kæft, Cilia!". "Hov! Er det ikke Rasmus der sidder og flirter med Karolines storesøster derovre?" Udbryder Agnes og peger over mod nogle af de andre stole. Hun får straks Cilia og de andres opmærksomhed, og Agnes vifter med hovedet af mig,  i retning mod Emma og de andre. Jeg skynder mig vidre. Godt tænkt af Agnes. Cilia og Rasmus er nemlig kærester og Rasmus er skolens lækreste fyr, og hun vil ikke miste ham for alt i verden. Det betyder nemlig mindre popularitet til hende. Jeg når den plads Emma har spæret til mig, mellem hende og Marko, og jeg ånder lettet op. Marko ligger en arm og mig og kysser mig blidt på panden. Emma begynder at hviske med mig om dem der går op mod depotet, om deres tøj og sko. Det elsker hun, og hun gør det nok også for at få mig på andre tanker, end da jeg dummede mig på scenen foran alle. Det virker. Det er endnu en af de grunde til at jeg elsker hende så højt. Hun er bare den bedste!

Da det hele er overstået og vi har kastet vores hatte i vejret og fået taget billeder, begiver Marko,Tyler, Emma,Karla, Agnes og jeg os over mod vores yndlings resasturante, ved furesøen(Skal lige siges at vi bor i furesø-kommune) Vi bestiller en afgangs menu hver, og snakker om alt mellem himmel om jord.

                                                                                                                                                                   

 

Are You Ready-Miley Cyrus

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...