Take my hand (1D) (Pause)

Emma Moore er en smuk pige på 18 år, som bor i London. Hendes far døde i en bil ulykke, da hun var 10 og hun får kun smerten af savn væk, ved at forvolde sig selv smerte. Emma og hendes mor har ikke haft et så nært forhold, siden hendes fars død. Inklusiv at hun ikke har det så godt i skolen. Sophie Moore, hendes lillesøster på 9 år, var tre da det skete, så hun tænker ikke lige så meget over det. Sophie elsker de 5 drenge, fra One Direction højt og en dag er hun så heldig at vinde en dag med dem. Hun må tage en ven med og vælger Emma.

19Likes
12Kommentarer
1826Visninger
AA

2. Daddy

Jeg bed mig i læben for at holde det skrig inde, der banede sig frem i min hals, da jeg skar mig i armen. Jeg var nået til det sidste D, i Daddy og havde allerede skreget to gange. Der var ingen i huset der var hjemme, så jeg kunne sidde på mit værelse med kniv og papir. Hver gang jeg skar mig i armen fór smerten igennem min arm. Jeg fik lavet den sidste streg fra Y'et og kiggede i lidt tid på det jeg havde lavet. Hver gang jeg blev færdig, tænkte jeg altid om hvorfor jeg dog gjorde dette. Det havde jeg jo svaret på. Mit liv stank. Ingen far, en snot dum mor og en dejlig lillesøster. Okay, det sidste hørte måske ikke til den del af at mit liv stank. Jeg elskede skam min lillesøster. Kun hende.

Jeg lagde kniven fra mig i en lille hvid plastikpose, som jeg gemte godt under min seng, under et sengebræt. Jeg tog papiret og tørrede det blod der uheldigt var landet på gulvet op og gik neden under for at smide det i skraldespanden.

Jeg gik op på værelset igen, for at finde en langærmet bluse, som kunne dække mit værk. Jeg havde lyst til at fortsætte med at skære i mig selv, men det kunne jeg ikke. Jeg havde lovet mig selv ikke at skære mere end Daddy. Det skulle være til minde for ham og kun ham. Jeg kunne jo også altid skære det op, når det var ved at blive helt igen.

Der lød en banken fra døren og jeg gispede. Hvem skulle være hjemme nu? Min mor ville da aldrig komme til mit værelse, og Sophie var i skole. Jeg gik forsigtigt hen til min værelsesdør og lagde min hånd på håndtaget. Der lød en utålmodig sukken fra personen på den anden side.

"Hvem er det?" spurgte jeg forsigtigt.

"Sophie! Luk mig ind!" svarede hun mig gnavent og jeg åbnede straks døren og kiggede undskyldende på hende.

"Det må du virkelig undskylde! Det kunne jo sagtens have været en fremmed, søde!" sagde jeg og krammede hende. Hun krammede med, så jeg regnede med at hun ikke var sur på mig. "Hvad laver du så her?" Hun kiggede lidt skyldigt på mig og så så ned i gulvet.

"Sophie?" spurgte jeg bekymret. Hun kiggede op på mig.

"Jeg gik selv" sagde hun og gik hen og satte sig på min seng, imens at jeg bare stod der med åben mund.

"Hvorfor?" spurgte jeg og satte mig hen ved siden af hende. Hun kiggede bekymret på mig. Hun var kun 9, for fanden! Hun burde slet ikke have den her opførelse. But alright, Sophie var bare ikke som andre yngre børn

"Jeg.." svarede hun."Jeg havde en undelig følelse i min mave. Det var som om at jeg kunne mærke at du ikke havde det godt. Så tog jeg hjem, for jeg havde ikke lyst til at være på skolen mere." Hun kiggede kærligt på mig og jeg kiggede kærligt tilbage.

"Der er ikke sket mig det mindste, overhovedet" lovede jeg og kyssede hende på panden. Hun kiggede pludselig sjovt på mig.

"Hvad?" spurgte jeg forvirret.

"Hvad med din date i aften?" sagde hun og kiggede drillende på mig. Jeg sukkede opgivende og himlede med øjnene. Jeg havde rent faktisk glemt at jeg skulle på date. Det var en eller anden dreng fra skolen, som havde inviteret mig ud. Han hed Kevin. Hvis at jeg huskede rigtigt.

"Ikke så meget?" svarede jeg og smilede falsk.

"Joo! I skal et fint sted hen! Hvilken kjole skal du have på? Må jeg se, må jeg se?!" spurgte hun og klappede nærmest i hænderne af glæde. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hun var nu også lidt sjov nogle gange. Jeg rejste mig og kiggede tøset på hende.

"Den er mørkeblå og den er såååå flot!" udbrød jeg med en tøse grin og hoppede hen til mit skab, åbnede det og tog kjolen ud. Den var lårkort, glimtede lidt og havde en pæn, naturlig mørkeblå farve. Den havde en slags krave, i en endnu mørkere blå, og så var den stropløs. Det var min yndlings kjole og jeg håbede lidt på at den bragte held. Jeg hev også hurtigt min pæneste, sorte cardigan frem, med lange ærmer, så jeg kunne dække mit.. værk. Sophie gispede.

"Hvor er den bare smuk! Hvor bliver du bare smuk!" udbrød hun og smilede stort. Jeg smilede tilbage som tak og fandt mine machende, blå, høje hæle frem. Jeg fandt mit smykkeskrin frem og fandt nogle runde, sølv øreringe og en tynd sølv halskæde. Det skulle nok blive pænt. Jeg fandt også mig sølv og glimmer øjenmakeup frem og min mascara.

 

"Jeg er blevet sulten. Vil du have nudler?" spurgte jeg hende, da vi havde siddet i et stykke tid og snakket om kjolen, daten og min make up. Dejligt med sådan en lillesøster, i know. Hun nikkede og vi rejste os begge, for at gå ud i køkkenet.

 

"Så er der nudler!" sagde jeg glad og stillede Sophies nudler foran hende og vendte mig for at tage mine egne fra køkkenbordet. Da jeg havde sat mig kiggede jeg ned på mine nudler. De var nok stadig lidt for varme, til at jeg kunne spise dem, men jeg tog alligevel en på gaflen og tog den i munden. Jeg brændte mig, så dum som jeg nu var, og skyndte mig hen til vasken for at få noget at drikke. Sophie grinede bare og pustede på sine nudler.

"Haha, meget morsomt" sagde jeg og kiggede surt på hende.Hun smilede bare endnu mere en tidligere og begyndte at spise sine nudler.

 

Jeg trådte ud fra badeværelset og gik ind på mit værelse. Der kom et lille gisp fra Sophie.

"Hv-hv-hvor er du smuk!" stammede hun og rejste sig fra min seng og gik hen for at kramme mig. Jeg krammede med og smilede for mig selv. Skøn lillesøster.

"Nå, hjælper du mig med håret?" spurgte jeg og gik hen foran mit spejl og satte mig ned.

"Hvis mig så dit skjulte talent!" sagde jeg for sjov og klappede i hænderne af spænding. Sophie gik hen til min seng og tog en masse hårspænder, hårelastikker, en hårbørste og en hårlak. Derefter tog hun det med hen til mig og begyndte at rede mit hår.

"Hvor er dit hår altså smukt" sagde hun og smilede til mig i spejlet.

"Tak" svarede jeg og smilede tilbage. Hun satte en stor knold på mig, som blev virkelig smuk. Den sad.. perfekt!

"Waow! Du har virkelig et skjult talent!" sagde jeg og grinede lidt. Hun smilede til mig og gik hen til sengen og fandt en sort, lille blomst frem. Hun kom hen til mig igen og satte den i mit hår.

"Tak" sagde jeg, vendte mig og krammede hende. Jeg fandt derefter min make up og lagde selv et pænt, naturligt og smukt lag øjenskygge, mascara og foundation. Jeg kiggede mig tilfredst i spejlet da jeg var helt færdig og kiggede så på Sophie.

"Jeg skal faktisk gå nu. Tak for hjælpen, Søs" sagde jeg og krammede hende farvel.

"Held og lykke!" sagde hun og vinkede med sin lille hånd. Jeg gik ud af mit værelse og ud i køkkenet. Min mor sad der.

"Kommer sent hjem, farvel" mumlede jeg og gik så ud af hoveddøren.

 

* * *

 

"Hey" sagde Kevin og krammede mig. Jeg krammede igen og smilede stille.

"Skal vi gå ind og sætte os?" spurgte han og nikkede mod indgangen til restauranten. Jeg nikkede som svar og vi gik inden for. Vi blev vist hen til et lille bord med en hvid dug og en stol på hver side. Kevin kom hen og trak stolen ud for mig og hjalp mig til rette på stolen. Derefter satte han sig selv på sin plads og kiggede på menu kortet, som jeg nok også skulle kigge på. Jeg tog det andet menu kort og studerede det nøje. Jeg besluttede mig til sidst for at bestille en pastasalat med pomfritter. Sund i usund. Kevin havde vist også bestemt sig, for han nikkede til en tjener, som tegn på at han skulle komme herhen.

"Hvad skal du have?" spurgte han mig smilende. Jeg kiggede en ekstra gang på menu kortet for at være sikker på at jeg sagde det rigtige nummer.

"Nummer 47" svarede jeg ham og smilede tilbage. Tjeneren kom og Kevin bestilte min mad og hans, som var en salatburger, efter hvad jeg kunne læse på menu kortet. Okay, nu kunne jeg lige så godt indrømme det. Jeg havde verdens største prut siddende i bagdelen og den ville virkelig gerne ud. Jeg bed mig i læben og håbede inderligt på at den ikke ville komme ud. Det gjorde den heldigvis ikke. Tjeneren var gået og Kevin sad og kiggede på mig.

"Hvad?" spurgte jeg og smilede svagt.

"Du har nogle virkelig smukke øjne" svarede han og smilede charmerende. Hmf..

"Hvor mange gange har du brugt den på en pige?" spurgte jeg ham og fniste lidt. Ham smilede. Han var opdaget, haha.

"Mange. Men jeg mener det hver gang" svarede han og blinkede til mig.

Pludselig slog jeg en prut. Lige i det sekund tjeneren kom hen til os med maden og der var blevet stille imellem mig og Kevin. Den var ikke så høj som jeg tidligere havde regnet med, men den kunne høres. Kevin kiggede først underligt på mig og derefter slap der et lille grin forbi hans læber. For at redde den, svarede han: "Hellere ud end ind, er det ikke det man siger?" Jeg var helt sikker på at jeg havde knald røde kinder og jeg kiggede på den mandlige tjener som stod ved siden af. Han kunne ikke lade være med at smile. Irriterende.

"Nummer 47?" spurgte han og jeg rakte min hånd op. Måske lidt for højt op, for jeg ramte tallerkenen med min mad på. Tjeneren nåede heldigvis at balancere tallerkenen i orden igen og så gav han mig den. Jeg smilede undskyldende til ham og kiggede på Kevin. Han sad bare der og smilede.

 

Vi havde siddet et stykke tid og spist og snakket lidt, da to drenge, - pæne drenge - kom forbi og fløjtede af mig. Vi sad jo uheldig vis ved en vindues plads. Jeg rødmede lidt og kiggede på Kevin som bare sad og kiggede efter drengene.

"Det er jo derfor jeg har inviteret dig ud. Du er jo virkelig lækker! Det ved du godt, ikke?" spurgte han og kiggede charmerende på mig. Det skulle han da aldrig have sagt. Han dater mig fordi at jeg er pæn? Tak for komplimenten dú, men betyder det så at du slet ikke kan lide mig som den jeg er? Jeg skulle lige til at spørge, men droppede det. I stedet rejste jeg mig.

"Tak for middag, det har været hyggeligt" sagde jeg, nikkede som farvel og forlod ham med regningen. Så kunne han tage den.

"Jeg lover at jeg ringer i morgen!" råbte han efter mig for at redde situationen. Et lille håb sitrede i mig, men jeg vidste jo godt inderst inde, at han bare var en idiot og at han aldrig ville ringe.

 

* * *

 

Han ringede aldrig tilbage. Præcis som jeg havde forudsagt. Der var gået fire dage siden daten nu og jeg havde opgivet ham. Jeg gik ind på mit værelse og tændte min bærbar. En lille besked dukkede op til venstre på min skærm. "Fødselsdag om: 28 dage - Alder: 18" stod der. Det havde jeg jo helt glemt! Jeg havde snart fødselsdag! Så kunne jeg flytte hjemmefra.. Væk fra mor og vores skænderier! Sophie vil jeg selvfølgelig savne lidt, men hun kan jo bare besøge mig. Mor kan blive hjemme, kan hun. Og nej, det er ikke fordi at jeg hader hende, jeg er bare ret så sur på hende.

"Heeeej!" råbte Sophie da hun braste ind på mit værelse.

"Heej" svarede jeg hende og vendte mig fra min computer. Hun kom hen til mig og smilede stort. "Hvad er der?"

"Kan du huske da jeg deltog i den der konkurence om en dag med One Direction?" spurgte hun og klappede glad i hænderne.

"Ja selvfølgelig har jeg da ikke det! Hvordan skulle jeg dog kunne glemme det?" svarede jeg hende og smilede. "Hvad så med det?"

"Jo.. du ved.. JEG VANDT!" råbte hun, nærmest skreg hun og hoppede op og ned af glæde. One Direction havde aldrig rigtig interesseret mig, men jeg var da glad på hendes vegne.

"Ej hvor fedt!" råbte jeg højt og smilede stort. "Tillykke!"

"Og ved du ellers hvad? Jeg må tage en ven med!" sagde hun og klappede mig på låret.

"Fedt, tager du Fellicia med?" spurgte jeg hende. Fellicia var en pige fra hendes klasse.

"Nej.. jeg tager dig med. Hvis du vil!" sagde hun og smilede stort og stolt. Hvordan kunne jeg sige nej? Selvfølgelig ville jeg gøre hende glad og tage med.

"Jo, selvfølgelig vil jeg da med! Det bliver da super fedt!" svarede jeg hende og krammede hende.

"Tusinde tak, Em." sagde hun og gik ud af mit værelse. Nå, nu skulle jeg så møde One Direction, fordi at min lillesøster vandt en konkurence om en dag med dem. Jeg ville gøre mig så umage for at virke som et godt forbillede, for Sophie's skyld.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...