Mad world - One Direction (13+)

Lola Green lever et svært liv. Hun er 18 år, har mange personlige problemer og har det svært derhjemme - hendes mor er gift med en mand Lola ikke kan klare synet af, hun har intet forhold til sin mor, hendes far svigter hende gang på gang, og hendes søskende er begge ældre end hende og flyttet hjemmefra.
Lola færdes i det helt forkerte selvskab, hun drikker for meget, ryger sig ofte skæv og flere af hendes venner har en straffeatest man ikke ligefrem kan kalde ren.
Da det hele en dag bliver for meget for hende, og hun flygter gennem Londons gader en tidlig morgen - beruset af lidt af det hele - kommer en grå bil med høj fart kørende rundt om hjørnet, idét hun krydser vejen..
Føren af bilen bliver første skridt mod Lola's nye liv. Men kan hun lukke nye folk ind i sit liv? Og vigtigst af alt, kan hun holde sig fra hash og alkohol?
* Sproget kan være stødende, og kapittlerne kan indeholde anstødelige scener*

39Likes
38Kommentarer
2749Visninger
AA

4. You're just like everyone else?

”Er du fuldstændig sindssyg?!” lød en ung mandestemme, som helt bestemt ikke var glad.
”Jeg har ikke slået mig, men tak fordi du spørger!” svarede jeg flabet tilbage, selvom det var løgn. Jeg kunne tydeligt mærke stor smerte i mine ben, men det behøver han jo ikke vide, han er sikkert også ligeglad med mig.
Fuldstændig ligesom alle andre er.

”Det kan godt være at klokken er 3 om natten, men man ser sig sgu da for inden man går over vejen..” Han lød underligt nok ikke så sur som før, men jeg kunne alligevel ikke lade være at svare hårdt tilbage, ”Og som billist skal man kraftedeme også se sig for selvom klokken er 3 om natten!!” Typisk sådan en som ham. Fordi man har en fed bil og noget fedt tøj, - indrømmet, hans  tøj var ret fedt – så mener de at de ejer det hele? Tsh, rend mig..

Så tænker i nok, har hun ikke kun kendt ham i 3 minutter? Og se, der har i jo så ret, men! – Jeg er efterhånden blevet god til at læse folk meget hurtigt, og han er ikke en undtagelse..

Før han nåede at svare, besluttede jeg mig for at smutte, at diskutere med ham var nok det sidste jeg orkede, bare i dag har jegoplevet drama nok for det næste lange stykke tid tak.


Da jeg forsøger at gå, må jeg stoppe op igen. Mit knæ giver efter, og at jeg er fuld hjælper mig ikke ligefrem med at holde balancen,  så jeg vælter halvt ned på asfalten.
Godt nok ramte han mig ikke specielt hårdt, men han har sgu ramt plet!
Suk.. Her forsøger jeg at lave en exit der siger spar to, men så går det galt.
Et par arme løft mig op og stå, og en arm lægger sig bag min ryg og støtter mig.
”Du har vidst slået dig..” siger han, og kigger på mig med et skævt smil.
Eeeehm ja?? Du kørte ind i mig, arrogante fjols, selvfølgelig har jeg slået mig!!
Tænkte jeg.
Jeg rykkede mig ud af hans greb, så han ikke længere støttede mig,
”Tak, men jeg kan fint holde balancen selv..”, jeg sendte ham et falsk smil, og prøvede ikke engang at få det til at se ægte ud.
”Du er fuld.” Det var satme godt set min dreng!
”Ja gu fanden er jeg fuld!” fik jeg hurtigt spyttet ud.
”Drop nu det der, og lad mig køre dig hjem i stedet for..” han lød bekymret. Fuldstændig ligesom Jim havde gjort.. Skuespil hele lortet!
”Nej tak, jeg går.”
Og med de ord drejede jeg rundt igen, men  stoppede op da jeg kunne mærke en vibreren i min lomme. Hvem sender sms’er langt ud på natten, og så til mig.
Jeg hev mobilen op og læste sms’en.

#2 timer Lola, 2 timer har du til at komme hjem, hvis ikke du overholder det, så kan du godt gå i gang med at finde eget sted at bo. Jeg håber for dig ikke at du IGEN har drukket dig pisse fuld!  Din opførsel tidligere i dag var dråben, mig og Tom har diskuteret det, og vi synes det er bedst du flytter. Mor #

Mine ben stoppede brat op da jeg havde læst sms’en igennem;  igen og igen og igen.
En masse tanker kørte rundt i mit hoved, og jeg havde fuldstændig glemt alt om Harry og det faktum at jeg stadig stod på vejen. Tror hun helt ærligt selv at jeg har lyst til at komme hjem? Hun må da have spist søm, eller det der er værre. Dét med at flytte, det er jeg med på, men om jeg kommer hjem om 2 timer, tsk, glem det!

Selvom jeg har et stort had, til både min mor og tom, så ramte hendes ord mig hårdt.
Alkohol hjælper heller ikke i sådanne situationer som denne, og før jeg vidste af det rendte der tårer ned af mine kinder, og min mobil gled ud af min hånd og lande på asfalten. Jeg rykkede mig stadig ikke en millimeter, jeg stod bare der, forstenet og stirrede ud i luften mens tanker stadig kørte rundt i mit hoved, og tårerne fortsat trillede ned af mine kinder.

Jeg kunne hører skridt komme nærmere og gik ud fra at de tilhørte føreren af bilen, for så vidt jeg ved var der ikke andre end ham og mig i miles omkreds, jeg havde i hvert fald ikke set nogen.
Jeg stod stadig som forstenet, og kunne hører ham snakke til mig, men jeg kunne ikke hører sætningen, mine tanker overdøvede alt. Fodtrinene var nu lige bag mig, og kort efter kunne jeg se en skikkelse i øjenkrogen, og fodtrinene stoppede. Først nu lagde jeg mærke til hans store krøllede hår, noget man ikke ser tit.. Og hvorfor ryger mine tanker nu over på hans udseende? Stop Lola, han er bare ligesom alle andre, tænker kun på sig selv.
Da jeg endelig stoppede med at tjekke hans udseende ud, stod han helt henne foran mig og kiggede ned i min mobil. Jeg ville hive den ud af hånden på ham, men hvad nytter det.
Jeg orker intet lige nu, og jeg har helt ondt i hovedet, om det kun er pga. alkoholen eller om det er dét blandet med alle tankerne, det ved jeg ikke, men ondt det har jeg.

”Er du blevet smidt ud hjemmefra?” han kiggede op fra mobilen, der lyste hans ansigt op. og hans grønne øjne borede sig ind i mine, men jeg slog hurtigt blikket ned.
”Måske..” mumlede jeg, selvom han jo godt kendte det rigtige svar.
”Vil du godt lige forklare mig hvad der foregår her? Hvorfor er det helt præcist du render rundt alene i Londons gader midt om natten?” Det lykkedes ham at holde sin stemme rolig, men jeg kunne tydeligt hører at han ville have svar, og han ville nok ikke give op så let.
”Du vil ikke kunne sætte dig ind i det..” Og med de ord begyndte mine øjne igen at løbe i vand, og jeg lod tårerne få helt frit løb, hvorfor prøve at holde dem inde?
”Hvad mener du med det? Du kender mig ikke?” Han lød stødt. På en eller anden måde kan jeg da også godt forstå det, for han har jo ret. På en måde..
”Jeg kender din type!” – ”Hvordan er min type?!” Han trådte et skridt frem mod mig, så vi næsten stod ansigt til ansigt, og igen borede han de grønne øjne ind i mine, og denne gang holdte jeg blikket.
”Tænker ikke på andre end sig selv.. Og ja, hvis du så gerne vil vide det, så er jeg blevet smidt ud hjemmefra.” De ord fik hans blik til at ændre sig, så han nu så på mig med et blik fyldt med medlidenhed. Det er der ellers ingen grund til, jeg skal nok klare mig, på den ene eller den anden måde.
Han sagde intet, det behøvede han såmænd heller ikke, hans blik sagde nok.
”Og du må have mig meget undskyldt, men jeg vil finde et sted jeg kan sove min brandert ud.”
Jeg nåede akkurat kun lige at vende mig, før jeg kunne mærke en hånd der tog fat i min underarm,
”Du sover hos mig.” Jeg vendte mig ikke rundt, men kunne tydeligt mærke hans blik hvile på mig.
 Jeg fik rystet hans hånd af min arm, ”Tak.. Men nej tak. Jeg skal nok klare den” Jeg top en dyb indånding og forsøgte at samle mig selv igen. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det at vende mig om og sige ja til hans tilbud ikke var fristende, for det var det, virkeligt.
Inden jeg fik kontakt til mine ben og bede dem fører mig væk, havde han taget fat om mine skuldre og vendt mig rundt,
”Jeg bryder mig ikke om at tvinge folk til ting, okay? Men du skal med, jeg efterlader dig ikke her alene. Så enten tager du med hjem og sover dejlig komfortabelt eller også følger jeg med dig hele natten, lige meget hvad. Hvad vælger du?” Han stod med et skævt smil på læben, der ikke lagde skjul på hans tænder.

***

At have ham til at følger efter mig hele natten? Ellers tak, og jeg kunne måske også godt bruge noget koldt på mit knæ.
Men ja, her sidder jeg så, i fed, nok også utroligt dyr bil, på vej hjem til en fremmed fyr.
Med hovedet mod vinduet, og kiggede ud på Londons natteliv, hvilket der mærkeligt nok ikke var specielt meget gang i.
”Du har slet ikke fortalt mig hvad du hedder..” Jeg fastholdte mit blik ud af vinduet.
”Du har heller ikke fortalt mig, dit.” Svarede han tilbage, og selvom jeg ikke kiggede på ham, kunne jeg fornemme et smil på hans læber.
”Det var en hentydning til at du skulle fortælle mig dit navn, skank..” Spørg mig ikke hvorfor jeg skulle kalde ham skank, men det passede altså bare lige ind..
Jeg vendte mit hoved mod ham, og lagde som det første mærke til det flabede smil han nu havde plantet på læberne.
”Skank siger du? Du kan bare kalde mig Harry, hvilket også er mit navn, så det vil jeg egentlig sætte meget pris på hvis du vil gøre.” Jeg forsøgte at holde et grin inde, men det lykkedes mig ikke.
Harry kiggede på mig med et løftet øjenbryn, men udstødte også selv et lille grin.
”Okay så, Harry, jeg hedder Lola..” Jeg vendte mit hoved tilbage mod vinduet og bemærkede at vi var kørt ind i et ad de finere boligkvarterer i London. Med den bil, ville det ikke undre mig hvis Harry boede her.
Før jeg vidste af det var bilen parkeret.
”Har du tænkt dig at sidde herude og beundre bygningerne hele natten, eller vil du med ind?” Han kiggede på mig med et mærkeligt blik, og denne gang var det ham der ikke kunne holde et grin inde.
Jeg himlede med øjnene af ham, spændte selen op og gik ud af bilen. Det samme gjorde han, på nær delen med øjnene, hvilken også bare ville have været underligt..

Vi gik ind ad en stor dør, og fortsatte direkte over til en elevator der var placeret modsat for døren.
Der var en smule akavet stemning, men jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige eller spørge om, så hvis stilheden skulle brydes måtte Harry jo sige noget.
Drengen må kunne tankelæse, for umiddelbart efter brød han tavsheden.
”Du er godt klar over at du har en helt masse du skal forklare mig, ikke?”
Jeg løftede hovedet, og kiggeder over på ham. Hvad mente han med det?
”Hvad i alverden mener du med det? Jeg vil ikke mene jeg skylder dig nogen forklaring..”
Han svarede ikke men kiggede bare ligefrem.
Jeg forstår simpelthen ikke den dreng.

***

”Bare lad som om du er hjemme” Han åbnede døren, der afslørede en stor entre.
Det tror jeg ikke du ønsker Harry, for havde jeg været hjemme lige nu, var jeg løbet direkte ud og knækket mig i toilettet. Den elevator tur matchede altså ikke lige det alkohol der stadig kørte rundt i min krop.
”Så jeg må godt gå ud og knække mig i toilettet?” Jeg forsøgte at fange hans øjne da han gik forbi mig, og det lykkedes. Jeg tror ikke han opfattede at jeg mente det, han grinte bare og gik videre.
Jeg stillede langsomt mine sko på gulvet, og tog mine sjask våde strømper af og hang min våde jakke op. Jeg havde ikke på noget tidspunkt orket at tage hverken min jakke eller mine sko på.
Jeg gav mig god tid at kigge rundt i entreen, der virkelig var stor, hvilket må betyde at resten af lejligheden er enorm. Jeg gik langsomt samme vej som Harry havde gjort, og trådte på den måde ind i stor stue, med lækre møbler.
Fed bil, og lækker lejlighed i den dyreste del af London? Hans familie har et tæt forhold til penge..
Jeg følte mig ikke tilpas et sted som her. Alt for flot, og dyrt.
Der kan umuligt kun bo én person her, det er jo enormt.
Jeg hoppede nærmest en meter op i luften, da jeg hørte en høj lyd, efterfulgt af Harry der kom ud fra det jeg går ud fra var køkkenet. Han havde et glas vand og en panodil i hånden.
Jeg går ud fra at han så mit undrende blik, ”Det kan måske lindre de tømmermænd du vågner op med i morgen” han satte sig i den ene sofa, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig.
Jeg har aldrig været helt god til at håndtere når folk er søde ved mig, og har til vane at skubbe folk fra mig når de bare viser en smule interesse for hvordan jeg har det. Derfor satte jeg mig i en stol overfor sofaen. Harry smilede bare til mig, og rakte mig glasset og pilen. Jeg tøvede på ingen måde med at tage i mod det!
”Den der sms fra din mor.. Hvad var det for noget?” Han kiggede mig i øjnene, med et blik der ikke var svært at tyde, han var oprigtigt bekymret.
”Ikke rigtig noget specielt..” Jeg kiggede ned på mine hænder, der gned sig nervøs mod hinanden, ”Sådan er det altid med mig og min mor. Vi har intet mor-datter bånd, som de fleste andre har..”
Jeg kiggede over på Harry, men da hans øjne, der stadig var fulde af bekymring og medlidenhed, fangede mine, slog jeg hurtigt blikket ned på mine hænder igen.
”Ikke rigtig noget specielt? Hun smed dig ud hjemmefra..” Han blev nærmest sur på min mor, på mine vegne, hvilket han slet ikke behøver, jeg er vant til at det er sådan her mellem mig og min mor.
”Harry du behøver ikke hidse dig op på mine vegne, jeg er vant til at det er sådan her.. Eller, normalt bliver jeg ikke samlet op af en tilfældig fyr.” Jeg tvang et smil frem, og håbede det ville få Harry til at falde lidt ned igen.
”Vil du ikke gøre mig en tjeneste Lola?” denne gang var det ham der legede nervøst med sine hænder. ”Fortæl mig hvorfor du gik rundt midt i London, Alene og beruset.”
Jeg sukkede. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at fortælle ham det, for det havde jeg, jeg ville virkelig gerne ud med det hele, men det ville betyde jeg også skulle nævne nogle ting jeg ikke ligefrem føler for at komme ud med. Og specielt ikke til Harry.

***

.. ”Så jeg tog min jakke og mine sko og smuttede, og kort tid efter, havde du nær kørt mig ned.”
Det havde været overvældende og grænseoverskridende at fortælle Harry hvad der var sket, og hvorfor jeg nu var her. Det var samtidig også skræmmende. Det var som om det havde åbnet mine øjne en tand mere, og virkelig banket ind i hovedet på mig, at jeg efterhånden var alt for langt ude, helt ude hvor jeg ikke kan bunde. Det var også derfor jeg nu sad med tårer ned ad kinderne, og med et tæppe rundt om mig. Jeg havde ikke bare fortalt Harry om hændelsen tidligere, men også om hvordan det stod til derhjemme, med min mor, ham, min far og mine søskende. Jeg havde praktisk talt fortalt Harry alt, og han havde på intet tidspunkt tvivlet, eller stillet spørgsmålstegn ved noget af det jeg sagde, han lyttede bare til alle de ord jeg kom ud med.

 

Lyden af en dør der åbnede sig bag mig, fik mit hjerte til at flyve helt op i halsen. En brunhåret fyr med sove hår, et par shorts og en stribet T-shirt, stod i døren til det jeg næsten kunne regne ud var hans værelse. Hans blik var let at tyde, utroligt forvirret og meget træt, han halvsov sikkert stadig.
Jeg skyndte mig at kigge på Harry der indtil videre ikke havde sagt noget, men da han så at jeg kiggede på ham skyndte han sig at bryde den meget mærkelig stilhed der havde lagt sig over rummet.
”Godmorgen Louis, du ser ikke helt frisk ud” Han smilede et utroligt charmerende smil. Nej vent, et normalt smil, altså det var det. Slet ikke charmerende. Fokuser Lola! Ja, Harry smilte til drengen jeg kunne regne ud hed Louis.
”Det er jeg bestemt heller ikke Harry, for hvis du ikke har lagt mærke til det, så er klokken næsten halv 5” hans blik ramte nu mig, ”jeg skulle egentlig bare på toilet, men så finder jeg dig sidende her, med en pige der ligner en du har samlet op på gaden?”. Den måde han sagde det på, var forfærdelig. Mere nedladende end jeg nogensinde har hørt nogen sige en sætning. Hvad bilder han sig ind?!
Af ren refleks tørrede jeg mine øjne, i håb om at det ville få mig til at se bare lidt bedre ud.
Mit blik landede på Harry, men han gengældte det ikke, han sad derimod med et blik fuld af vrede, rettet mod Louis.
”Så syntes jeg egentlig bare du skal gå på toilet.” Harrys stemme var kold, og vred, mere vred end jeg troede den kunne blive.
Inden Louis fik sagt mere, rejste jeg mig op og rettede kort på mit tøj.
Hvor ville jeg ønske at min facade ikke svigtede mig lige i dette øjeblik, men efter snakken med Harry, kunne jeg bare ikke bygge den op så hurtigt som jeg plejede.
Jeg kunne derfor tydeligt mærke at mit kropsprog viste hvor utilpas jeg var ved situationen, men det kunne jeg altså bare ikke gøre noget ved.
”Han har ret Harry, hvad laver jeg her?” så snart jeg åbnede munden rettede han sit blik mod mig,” Tak fordi du gad hører på alle mine problemer, og slå fast for mig, at jeg virkelig er ude hvor jeg ikke kan bunde.”  min stemme knækkede, og det var tydeligt for en hver at jeg virkelig var trist, men Louis skulle ikke se mig græde, i hvert fald ikke på grund af ham, jeg slog derfor blikket ned i gulvet, og uden at sige mere bevægede jeg mig hen mod entreen hvor vi kom ind.
Jeg nåede dog ikke særlig langt, før jeg kunne mærke en hånd tage fat om mit håndled og vende mig rundt.
Jeg mødte ikke de grønne øjne jeg havde forventet, men derimod et par blå.


DA DA DA DAAAAM!
Undskyld ventetiden, men jeg har både hest, skole, arbejde og fitness der skal passes, så min tid er meget knap :(
Dette er ikke hele kapitlet, så i får meget snart resten. Håber i kan lide det! Kom endelig med konstruktivt kritik!!
Møs!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...