Den umulige og forbudte kærlighed.

Natalie er 17 år gammel.
For to år siden, blev hendes mor brutalt myrdet af hendes far, der flygtede og siden meldte sig selv. Nu sidder han i fængsel på livstid, som dog kun er 16 år.
Natalie bor i plejefamilie i København og hader det. Hun glæder sig som et lille barn til hun bliver 18 og kan flytte ud for sig selv. Og alligevel frygter hun det.

En dag Natalie er i byen med sin veninde Josefine, møder hun Josefines kæreste Karim Ali. Han er muslim og ekstremt tiltrækkende. Hun bliver ved med at sige til sig selv at det er forkert at hun forelsker sig i sin eneste venindes kæreste, men hun kan jo ikke selv bestemme over kæreligheden. Og da hun en dag bliver fuld og havner i sengen med Karim, overgiver hun sig. Men Karim og Natalie er forsigtige med hvem der ved det.
Bare ikke forsigtige nok, for Natalie er gravid og efterhånden som hendes mave vokser, vokser også Josefines mistanke.

0Likes
0Kommentarer
738Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Det var i vinteren 2011 jeg flyttede i plejefamilie i København.

   Jeg ankom i min sagsbehandlers bil til en plejefamilie med kun tre medlemmer, hvoraf det ene medlem var flyttet ud for sig selv.

   Familien Rasmussen var en meget troende familie. De stod op meget tidligt, klokken seks hver morgen, og gik i kirke søndag. De bad bordbøn og holdt fast i gamle traditioner. Ikke lige min kop the.

  

”Se, Natalie.” sagde min sagsbehandler Kim begejstret og pegede ud af mit vindue. ”Der skal du bo.”

   Jeg så op fra min bog og kiggede ud af vinduet. En stor gammeldags villa tronede sig op foran mig og gjorde mig nervøs. Men jeg skjulte min nervøsitet godt og smilede påtaget begejstret.

   ”Ej, hvor er det nice.” sagde jeg og kiggede på Kim.

   Han så forvirret på mig.

   ”Nice er lidt ligesom fedt eller cool.” forklarede jeg.

   Han nikkede gravalvorligt og jeg kunne se at tandhjulene knagede.

   ”Ja, det er … nice.” sagde han så.

   Jeg smilede lidt, for det lød meget sjovt at en ’gammel’ mand som ham, brugte ordet nice. Smilet forsvandt dog hurtigt da jeg så på den gamle villa igen. Jeg kunne se et ægtepar stå på trappeafsatsen foran hoveddøren. De ventede uden tvivl på mig.

   ”Skal vi?” spurgte Kim og et øjeblik var jeg forvirret.

   Hvad mente han? Jeg så uforstående på ham, indtil min hjerne havde forstået hentydningen. Så nikkede jeg med et stramt smil og åbnede bildøren.

   Kulden udenfor var så strid, at det føltes som om mine kinder blev pisket. Jeg havde allermest lyst til at sætte mig ind i bilen igen og køre væk, med eller uden sagsbehandler. Desværre gjorde jeg det ikke.

   ”Natalie!” hvinede kvinden og gjorde mig så forskrækket at jeg standsede op midt på havegangen.

   Var det mig hun snakkede sådan til?

   ”Ej, søde, hvor er jeg bare totalt happy over at se dig!” kvidrede kvinden og jeg begyndte faktisk at blive lidt skræmt af hende.

   Hvornår var folk som hende, begyndt at bruge ord som happy og ej?

   ”Tak … Og i lige måde.” sagde jeg tøvende.

   ”Kom her, søde, lad mig se på dig engang.” sagde hun og hendes stemme var tyk af bekymring.

   Okay … Nu var jeg ikke længere skræmt. Jeg var rædselsslagen for hende. Tøvende gik jeg hen til hende. Hun tog fat om mine overarme og studerede mig nøje, noget der føltes som en kropsvisitation i stedet.

   ”Min stakkels lille pige, du er jo ikke andet end skind og ben. Kom du hellere indenfor og få en kop varm kakao. Der er også flødeskum.” sagde hun og hun prøvede helt sikkert at være sød, men jeg syntes ikke rigtig det virkede.

   Hun var mere et sukkersødt monster af en slags. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...