Amadrienia

Historien foregår i et univers med eventyr væsener som man aldrig nogensinde kunne forestille sig. Amadrienia, som man også kalder Amadri, er en elver født langt væk fra sin hjemby. Hun er født hos Tauren'erne, de ligner lidt kentaurer, men tænker ikke på samme måde i nogen retning. En dag da hun går forbi et af deres huse, hører hun uheldigvis hvem hun i virkeligheden er. Denne Movella foregår i W.O.W Universet (World Of Warcraft) Jeg kunne desværre ikke dy mig, og er blevet nød til at skrive en.

4Likes
5Kommentarer
927Visninger

1. I smug.

Amadrienia gik stille ind på sit lille værelse, som hun delte med fem andre taurener.

Hun listede stille henover de små tauren børn som lå på gulvet med deres små ny ud voksede horn, og deres bløde ører, og de små hove der lå ud af tæppet.

Hun smilede da hun kiggede på dem. De var så klodsede i den alder. Hun rystede på hovedet og listede over og hentede sin trøje, som hun brugte til træning.

Hun listede hen over dem igen, da hun mærkede en lille hånd der rørte ved hendes ben.

Hun kiggede om bag sig og så en lille Tauren ved navn Poyr kigge på hende med søvnige øjne ,,Amadri hvad laver du?'' hviskede han snøvlet.

Hun smilede og tog hans hånd hvor der kun var fire store fingre, som der kun var hos Taurener, og sagde ,,Jeg skal bare lige ud og træne, for du ved jeg ser bedre en jer i mørke.'' hun blinkede til ham med sine lysende øjne, der lyste med det forsigtige lys som fra en måne.

 Hun klappede ham på hånden ,,Sov nu inden du vækker de andre.'' han nikkede langsomt og der lød et bump da han lagde sig ned. Hun smilede igen. Sikke nogle søde unger, tænkte hun imens hun listede stille ud af døren på sine lange ben.

Amadri gik ud til skyde banerne og tog så sit kogger frem, og sin specielt lavede bue. Hun elskede at skyde i mørket, især når der var fuldmåne.

Hun følte sig hjemme herude i mørket, med stjernerne på himlen der blinkede ned til hende, og lyden af dyr og væsner der listede rundt og udforskede området, som om de var et par turister i de store bjerge med græs og træer, og blomster der udsendte lys, og endda også nogle der åd andre.

Hun hørte en prærie ulv hyle langt væk, og mærkede vinden der fik hendes grønne hår til at røre hendes hud så det kildede, og stjernerne der sendte sit lys ned og rørte ved hende. Hun kunne ikke lade være med at lukke øjnene og nyde øjeblikket, bare lidt.

Hun hørte en gren knække, og med et var øjeblikket ødelagt, og hun vendte sig hurtigt om med buen spændt parat til at skyde enhver ned der var en trussel.

Hun åndede lettet op da hun så det bare var en af de Ældre druider.

Druiderne var en slags der beskyttede naturen, og kunne styre vand, vind, jord og planter. Og nogle kunne endda noget med stjernerne, månen og solen. De kunne tage forme som dyr, og kæmpe som en bjørn, eller svæve som en ørn. Og noget af det vigtigeste, at heale de sårede.

Hun bukkede da den Ældre Tarras kom over til hende.

,,Ude og se på stjernerne igen, unge ven?'' Amadri nikkede ,,Ja, og øve sig i at beskytte vores by.''

Tarras smilte ,,Du behøver skam ikke være så formel overfor mig, Amadri. Jeg undrer mig bare over hvorfor du ikke vil sidde sammen med os druider, og se Elune, Moder Måne. Og blive velsignet af Moder Jord.'' 

Han rørte ved hendes grønne hår ,,Du har håret som en druid.'' Amadri vendte hovedet lidt på skrå.

Hun var speciel i den her by fordi at hun ikke lignede dem i nogen retning.

Hendes lange ben, lysende øjne som månen, det grønne hår som friske grønne skove, og de lange spidse ører med små måne formede øreringe i, og den blege hvide hud, og de spidse hjørnetænder som en panter. Hun lignede lidt det de kaldte mennesker, men alligevel ikke. Hun var højere end mændene, og smidigere og listigere , også var der selvfølgelig også hendes udseende.

,,Jeg ligner skam ikke en druid! Og fordi jeg ikke er en druid syntes jeg det er upassende at jeg sætter mig sammen med jer når jeg ikke er en af jer.'' lød det trist fra hende.

Hun vendte sig hurtigt om og skød udi natten og ramte perfekt så der lød et ''Boooiiingg!!''

Hun lagde sit kogger og sin bue, og bukkede for Tarras ,,Du må undskylde mig!'' sagde hun hurtigt, og var så væk i mørket. 

Tarras sukkede ,,bare hun vidste sandheden...'' han rystede på hovedet og gik tilbage til tæltet med druiderne.

Amadri mærkede varme tårer kravle nedad hendes kinder. Hun tørrede dem trist væk. Selvfølgelig ville hun være ligesom dem! Det var hendes drøm! Bare at kunne røre ved himlen med vinger, forsvinde i skovene som en panter, at mærke den kildrende fornemmelse af magien og naturen i kroppen, som de nye druider havde snakket om. Og det der var det bedste ved det hele, at stjernerne kom til en. Og månen snakke til en.

Hun listede forbi et af druidernes telt, og hørte så Tarras derinde. De snakkede om hende!

,,Hun bliver nød til at høre sandheden snart! I kan ikke holde det fra hende!'' lød det vredt fra Tarras

,,Det er det er det bedste for hende!'' lød det fra en af de Ældre. Det var sjældent man hørte dem vrede

,,Hvis hun får af vide hun er en Nat Elver OG en druid! Hvordan tror du så hun vil reagere?'' knurrede den Ældre

,,Og hvad tror du hun vil gøre!?'' 

Amadri stivnede.

Nat Elver? Hvad var det? Er det det hun er? Er hun en druid? Er hendes største ønske om at vide hvem hun var lige gået i opfyldelse?

Hun lyttede da Tarras fortsatte stille ,,Hun ville forlade os, og begynde at lede efter sin race, og prøve at rejse ud i verden og sikkert blive slået ihjel første dag.'' hun gjorde store øjne.

Møde sin egen race. Slå sig selv ihjel? Hun mærkede sit blod fryse til is, og hvordan alt blev sløret. Der lød et bump fra hende, da hun besvimede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...