Breath of life - {1D}

Adrienne bor sammen med en af sine bedstevenner, Colin, i en lejlighed. En dag, da Adrienne kommer hjem fra arbejdet, så det første hun ser er en kat foran hendes dør. Hvad sker der da hun finder ud af hvem der ejer den?

Well you're the charming type
That little twinkle in your eye
Gets me every time
And well there must have been a time
I was the reason for that smile
So keep in mind
As you take what's left of you and I.

10Likes
22Kommentarer
1185Visninger
AA

5. I know you.

"Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg elsker dig Adrienne. Jeg elsker dig højere end mit liv." Hans stemme knækkede over, hans tårer ramte min svigende kind. Hans tårer var som healing i mod min kind. Alt i mit sind var mørkt, og hans ord bragte lys over mørket. "Uanset hvad andre siger, eller om de overhoved vil sige om jeg fandtes elsker jeg dig. Jeg behøver dig. Vi har altid været 'to dråber vand', det sagde alle, og det ved du også. Jeg føler et stik i hjertet hver gang jeg ser noget der minder om dig. Liam siger jeg ikke skal give mig selv hele skylden, for det var lige så meget den anden parts skyld. Faktisk mere, da jeg bare ville have dig hjem ude fra skoven. Jeg vidste du var bange for at være der. Det var mørkt og det regnede, derfor gik det sådan. Enne, du må aldrig glemme at jeg elsker dig. Jeg var i en hård tid, men du gjorde den hårde tid lettere. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage havde jeg gjort det. Du ved lige så meget som mig, at din tid ikke er kommet. Så du overlever. Med eller uden amnesi; du vil overleve. Jeg håber at du en dag genkender mig, når vi ses en dag rundt i gaderne, for jeg vil lede efter dig i Londons gader hver dag. Selv hvis jeg ikke finder dig, vil du altid være min eneste ene. Dine forældre kommer nu, jeg må væk. Husk jeg elsker dig, og kun dig. Uanset hvad de siger, må du aldrig glemme mig. De vil ikke fortælle dig om ulykken, så når du en dag finder mig, vil jeg fortælle dig hele historien fra top til tå." Hans stemme knækkede over igen. Den her gang, mærkede mine kolde læber, en varm og blød aroma fra ham. Et kys, som var min grund til at leve. For så snart han var væk, satte hans kys min krop i start. Jeg vågnede. Og alt lyset omringede mig...

Jeg vågnede med et brag. Jeg svedte. Tårene gled ned af mit ansigt. Det var mit sidste øjeblik i koma. Men hvem var ham, der konstant sagde de ord til mig. Hvem var der elskede mig ubetinget? Stemmen virkede bekendt, men så alligevel ikke. Han ville prøve at finde mig, han ville prøve at få mig til at huske. Måske var han også den eneste ene? Jeg kastede et blik på klokken. Halv et. Fuck, jeg havde travlt!

***

Jeg var ret så stolt af mig selv, havde fået gjort rent, spist morgenmad, og været i bad, og klokken var nu lige præcis klokken 13. Klokken ringede med det samme nede i opgangen.

"Bare kom op!" sagde jeg ned i dørtelefonen. Jess løb med det samme hen til køkkenet, underligt nok. Jeg stod faktisk bare og ventede ved døren, som jeg havde åbnet. Jeg gik længere ud fra døren, og jeg så en skikkelse, som skyndte sig ind af trapperne. Jeg drejede om ved døren, og ventede faktisk bare han kom op.

"Hej! Jeg er..." han stivnede lige pludselig. Det samme gjorde jeg. Lyshår. Blå øjne. Jeg kunne genkende hans stemme. Var det ham?! Var det løsningen på alle mine problemer, der stod lige foran mig som forstenet.

"Du er ham fra hospitalet for et år siden." var det eneste jeg kunne sige. Vi stod bare og gloede på hinanden. Jeg overvejede at trække på smile båndet. Jeg var sikker på det var ham. Mine læber dirrede, det samme gjorde hans.

"Adrienne Florence Millows. Er det virkelig dig?" sagde han. Tårene var parat til at tage løb, og han lignede en.. der bare kunne kramme hver og en. Var jeg grunden til at han så så lykkelig ud. Det eneste jeg gjorde var at nakke. Jeg overvejede egentlig om jeg burde trække ham ind til et kram, eller mærke hans bløde læber mod mine.

"Hørte du alt, hvad jeg sagde på hospitalet?" spurgte han mig igen. Jeg svarede med et nik. Tårene havde taget løb ved mig. Jeg følte mig som en lille pige igen. Alle mulige minder fløj i mit hoved igen, jeg var ved at huske. Hospitals scenen fra i nat.. den blev tydeligere.. jeg så ham, ved min seng, og holdte min hånd. Kun ham. Ingen andre. Og her stod vi igen. Stille, og nu var det mig mere tårene. Jo længere, jeg kiggede på ham.. jo flere minder kom der.

Der sidder to små børn i en sandkasse og leger med sand. "Jeg hedder Niall. Vil du være min bedsteven?" spurgte han. Jeg kunne tydeligt se ligeheden ved den lille dreng, og ham der står foran mig. De er de samme. Den lille pige der sidder ved siden af ham. Ligner mig.

"Jeg kender dig. Du var min bedsteven gennem altid. Vi gjorde ingenting uden hinanden. Du elskede Nando's, og fodbold. Du ejer katten Jess, jeg var den der gav hende til din fødselsdag. Derfor betyder hun så meget for dig, fordi du fik hende fra mig. Efter tiden blev vi mere end venner. Mere end bedstevenner. Du tog mig med på stranden. Vi var på en slags midnats picnic. Du tog mig med ud i vandet. Det var koldt i starten. Du fik mig til at vove mig længere ud. Så kyssede du mig." Min stemme dirrede. Hvordan kunne jeg huske det nu? Hvordan vidste jeg nu hvem han var? Og hvorfor bankede mit hjerte hårdere end nogensinde.

"Du sagde du elskede mig.." sagde han lavt.

"Og du skal du elskede mig.."

"Jeg elsker dig stadig."

"Er du sikker?"

"Skal jeg bevise det?"

"Hvordan?" spurgte jeg til sidst. Han trak sig i mod mig. Dernæst kyssede han mig. De samme bløde læber imod i hospitalsnatten. Jeg kæmpede ikke imod, jeg holdte kysset, og slog armene om hans nakke, imens han tog mig rundt ved livet. Verden forsvandt rundt om os.. som om vi var de eneste mennesker på jorden.

"Adrienne! Hvad laver du?" udbryder en stemme.. og dernæst er vi ikke de eneste længere..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...