Merlin- Dragens kald

Merlin season 1 episode 1

7Likes
11Kommentarer
1348Visninger
AA

3. There is no right or wrong, only what is and what is'nt

Merlin gik ud på gårdspladsen. Han gik forbi de mange folk der skulle købe ting fra boderne. Arthur så Merlin. “Hvordan går det med at gå på knæene?” spurgte Arthur drillene. Merlin ignorerede ham og gik videre. “Årh løb ikke væk.” sagde Arthur med en trist stemme. Merlin vendte sig om. “For dig” sagde han. “Åh gud, jeg troede du var død - desværre..” sagde Arthur. “Hør jeg har sagt du er en nar, jeg vidste bare ikke du var en royal en af slagsen.” sagde Merlin modigt. Arthur kiggede mistroisk på ham. “Åh hvad vil du gøre, har du ikke så mange mænd til at beskytte dig.” sagde Merlin. Arthur grinede. “Jeg kunne slå dig med bind for øjnene,” sagde Arthur. “Jeg kunne slå dig med hvad som helst for øjnene.” sagde Merlin hurtigt. “Når så det tror du” spurgte Arthur. Merlin tog sin jakke af for at virke mere truende. Arthur grinede endnu mere end før.  “Her grib store fyr.” sagde Arthur, og kastede et slagvåben til Merlin, som uheldigvis tabte det. Merlin bukkede sig ned og samlede det op. Arthur svingede slagvåbnet truende op over hoved. “Bare så du ved det, jeg er blevet trænet i at dræbe fugle.” sagde Arthur og smilede. “Når hvordan er du blevet trænet i at være en idiot?” spurgte Merlin bare. “Du ved godt du ikke må tale sådan til mig ikke.” sagde Arthur. “Undskyld..” sagde Merlin sødt, “hvordan er du blevet trænet i at være en idiot? Herre.” spurgte Merlin. Arthur fyrede slagvåbnet mod Merlin, der lige nåede at dukke sig, så var kampen i gang. Merlin svingede slagvåbnet, samtidig med at han uindviede Arthurs slag. Merlin gik baglæns en i en af boderne. Hans våben sad fast, men han nåede lige at hive det fri. Arthur svingede slagvåbnet, Merlin faldt bagover på den anden side af en frugt bod. Arthur sprang over men Merlin nåede igen at undvige. Henne ved smede sad en klo, Merlin brugte sin magi til at få Arthurs slagvåben til at sidde fast. Merlins øjne ændrede farve, en kasse rykkede sig, så Arthur kom til at gå ind i den. Merlin kravlede videre, og fik øje på et reb. Merlins øjne ændrede igen farve, rebet blev til en line, som Arthur faldt over. “Har du endelig fået nok?” råbte Merlin. Arthur væltede, og Merlin svingede truende med våbnet. Han kiggede op men blev distraheret af Gaius der stod i mængden af menneskerne, og så skuffet ud, så han nåede ikke at reagere på at Arthur nu var på benene med en kost i hånde. Slam i maven, slam i hoved. Merlin faldt. Nogle vagter kom hen og samlede ham op. “Vent, lad ham gå, han er måske en idiot men han er en modig idiot. Der er noget ved dig Merlin, men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det er.” sagde Arthur.

“Hvad tænkte du dog på?” råbte Gaius da Merlin kom ind i det lille rum. “Han skulle have en lærestreg!” sagde Merlin forpustet. “Hvordan kan du være så dum, at bruge magi, du har brug for en lærer.” sagde Gaius. “Hvem har brug for en lærer, jeg kunne flytte ting før jeg kunne tale.” sagde Merlin. “Du skal lære at kontrollere dine kræfter.” sagde Gaius bestemt. “Jeg vil ikke, hvis jeg ikke kan bruge magi hvad har jeg så..” sagde Merlin, “Så er bare et nul, og det vil jeg altid være.” Han vendte sig om og smækkede med døren til sit værelse. Da Gaius kom ind til Merlin, lå han på sin sengen. “Sæt dig op og tag blusen af.” sagde Gaius til Merlin. Merlin gjorde som han sagde og satte sig op. Han havde fået et sår på ryggen fra sin lille kamp med Arthur. “Du ved ikke hvorfor jeg var født sådan her?” spurgte Merlin Gaius, han lød lidt trist i stemmen. “Nej” svarede Gaius, og rensede såret på Merlin. “Jeg er ikke et monster, er jeg?” spurgte Merlin lidt for sjov. “Tro aldrig det” svarede Gaius alvorligt “Så hvorfor er jeg sådan her, jeg har brug for at vide det,” sagde Merlin. “Måske er der en der ved det bedre end mig,” sagde Gaius. “Du kan ikke fortælle mig det, det er der ingen der kan.” sagde Merlin bedrøvet. Gaius fandt en flaske, og gav den til Merlin. “Her drik det, det hjælper.” sagde han. Merlin tog i mod den og drak. Gaius klappede Merlin på låret, tog sine ting, og gik stille og roligt ud af værelset. Merlin sad lidt og kiggede ud i intetheden.

“Kom nu, syng.” plagede Uther Lady Helen. “Nej, jeg redder mig selv for min optræden i morgen.” svarede hun smilende. De lo. “Vil alle være der?” spurgte Lady Helen, “Ja svarede Uther, og tog en tår af vinen. “Hvad med din søn, du virker skuffet over at du ikke har nævnt ham.” sagde Lady Helen, med et hemmeligfuldt smil på læben. “Nar.. Det er Arthur” svarede Uther hende. “stakkels barn” sagde Lady Helen. “Hvad?” spurgte Uther. “Stakkels barn, det er virkelig svært ikke at have nogen mor.” sagde Lady Helen. “Ja, det har ikke været let,” sagde Uther. “Det bånd mellem en mor og hendes søn, er svært at ødelægge.” Hun smilede, og Uther smilede igen. “Måske hvis du fandt nogen, hvis du var gift.” sagde Lady Helen og lo, “jeg er sikker på at en masse kvinder ville stå i kø.” hun smilede til ham. Uther tog sit glas og sagde, “Jeg tror ikke jeg finder kærlighed igen.” De spiste videre mens mørket tog fat udenfor.

 

 

Merlin lå i sin seng, han sov. “Merlin, Merlin.”  Merlin satte sig op, han rejste sig stille fra sengen, og gik ud af værelset. Han listede lydløst forbi den snorkende Gaius, men han kiggede sig ikke for og kom derfor, til at vælte nogle gryder der stod på bordet. Han holdt vejret, og kiggede hen på Gaius, der stadig lå og snorkede. Merlin gik videre, men så stoppede han op. Han fokuserede på Gaius. Merlins øjne skiftede farve, og med et flyttede Gaius’ dyne sig, så han nu kunne holde varmen bedre. Merlin smilede og gik stille ud af døren. Han gik hen over gårdspladsen, og ned ad kældertrappen. Der sad to vagter og spillede. Merlin kunne ikke gå forbi uden at blive fanget. Da den ene vagt slog med terningerne, brugte Merlin sin magi og terningerne trillede videre. Vagten der havde slået, rejste sig og bukkede sig ned efter terningerne. Merlins øjne ændrede farve og terningerne trillede videre. Nu rejste den anden vagt sig for at hjælpe sin kollega. Men terningerne trillede bare længere væk. Merlin så sit snit, og skyndte sig ned af trappen. Han tog en fakkel, satte ild til og fortsatte ligeud. Merlin gik ned ad en trappe, hvor der for enden var bælg mørkt. Han lyste frem for sig. Han var kommet til en slags kældergrotte. Han holdt faklen frem for sig og drejede til venstre. “Merlin, Merlin” lød den mystiske stemme igen. Merlin kom til en klippe afsats, frem for ham kunne han se et stort klippestykke, og en stor sten i midten. “Merlin, Merlin.” lød det igen. Merlin lyste med faklen. “Hvor er du” kaldte han. Pludselig kom en stor drage frem mod Merlin og landede på stenen i midten. “Jeg er her,” sagde Dragen. Der gik lidt tid, så sagde den, “sikke lille du er, for sådan en stor skæbne.” “Hvorfor, hvad mener du? Hvilken skæbne?” spurgte Merlin, han var helt målløs. “Din gave, Merlin, blev givet til dig af en grund.” sagde dragen. “Så der er en grund” sagde Merlin spændt og samtidig skræmt.  “Arthur er Camelots fremtidige konge, som vil erobre Albien.” sagde dragen. “Okay” sagde Merlin, “Arthur vil møde mange farlige udfordringer på sin vej.” sagde dragen.  “Men jeg forstår ikke hvad det har med mig at gøre.” “Alting, uden dig vil Arthur aldrig gennemfører, uden dig Merlin, vil Arthur aldrig blive konge.”  sluttede dragen af.  “Nej, du må tage fejl.” sagde Merlin og rystede på hoved. “Der er ikke noget rigtig og forkert, kun hvad der er, og hvad der ikke er.” svarede dragen irriteret. “Jeg er seriøs, hvis der er nogen er vil dræbe Arthur, gør de det bare, faktisk vil jeg give dem en hånd med.” sagde Merlin, han kunne ikke forstå hvorfor han skulle beskytte Arthur. “Ha ha, ingen kan vælge sin skæbne Merlin, og ingen kan undgå den.” sagde dragen klogt. “Nej, næ slet ikke, der må være en anden Arthur, for ham her er en idiot.” sagde Merlin bare. “Måske..” sagde dragen, “er det din skæbne at ændre det.” merlin tænkte, det kunne selvfølgelig godt være, men han sagde det ikke højt. Drage spredte sine vinger, og lettede fra stenen. Den fløj op og gemte sig bag klipperne. “Nej, vent, jeg er nød til at vide mere.” råbte Merlin efter den. Men dragen hørte det ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...