Merlin- Dragens kald

Merlin season 1 episode 1

7Likes
11Kommentarer
1289Visninger
AA

2. Lady Helen

 

Langt ude i skoven, stod et telt. De fleste af skovens lyde kom fra vagternes støvler og rustninger. “Hvornår er vi der?” spurgte Lady Helen, en af sine vagter. “Vi vil være ved Camelot snart,” svarede han. “godt,” sagde Lady Helen. “Jeg er lige udenfor hvis du har brug for mig,” sagde vagten. Lady Helen smilede. Lady Helen kiggede rundt i teltet, hun satte sig ved sit sminke bord og kiggede ud i luften. Pludselig lød der en lyd udenfor. Lady Helen rejste sig op, gennem teltdugen kunne hun se en skygge. Et væmmeligt ansigt kom til syne, det var den gamle dame. Hun stirrede på Lady Helen. “uk va ha sin soo do,” hviskede damen, mens hun stak en kniv ned i noget der lignede en voodoo dukke. “Uk va ha sin soo do,” hviskede damen igen. “Uk va ha sin soo do.” Lady Helen faldt om på sengen, hun var død. Den gamle dame satte sig på stolen hvor Lady Helen lige havde siddet. Frem fra sine gevandter tog hun fat i den halskæde hun havde om halsen. “If al holiens if dran si dan voar da..” hvislede damen. Straks blev hendes ansigt forvandlet til Lady Helens. Den gamle dame rakte ud efter spejlet som lå på bordet, men i spejlet var det ikke Lady Helens ansigt hun så. Det var hendes egen blege hud og grå hår hun kunne se.

 

“Merlin, Merlin..” Merlin åbnede øjnene. Han lå stadig i det lille værelse, men han var helt alene. Han stod op og tog tøj på. “Jeg har fundet noget vand til dig” sagde Gaius, da Merlin kom ud fra værelset. “Her er der noget morgenmad”, sagde Gaius, og stillede en skål med noget der lignede muddergryde på bordet. Merlin skar en grimasse bag Gaius’ ryg, og begyndte at spise. Gaius kiggede lidt på Merlin, så skubbede han til spanden der stod på bordet. Vandet var næsten ude af spanden, Merlin rejste sig op, hans øjenfarve ændrede sig, og spanden hang forstenet i luften. Merlin kastede et blik på Gaius og lod spanden falde. “Hvordan gjorde du det?” spurgte Gaius, “sagde du en besværgelse inde i hoved.” “Jeg kender ingen besværgelser.” sagde Merlin og rystede på hovedet.  “Så hvad gjorde du egentlig?” blev Gaius ved. “Du må have gjort noget.” “Det skete bare,” sagde Merlin, han gik hen og hentede moppen og begyndte at tørre vandet op. “Når vi må hellere holde dig væk fra ballade, du kan hjælpe mig til jeg finder noget du kan lave, her.” sagde Gaius og lagde en flaske ned på bordet. “Holy Holkins, tro mit ord på at den mand er blind som en tudse, så sørg for at han ikke drikker det hele.” Sagde Gaius med et lille smil på læben, “og her” sagde han og rakte Merlin en sandwich. Merlin smilede taknemligt, og gik ud af døren. “Og Merlin, jeg må advare dig om at enhver form for magi kan få dig dræbt på stedet.” sagde Gaius. Merlin nikkede, og gik. Merlin gik ned ad trapperne og udenfor, over gården. Så gik han ind på slottet igen. Der fandt han Holy Holkins værelse. Merlin bankede på, og en skaldet mand med øjnene knibende sammen åbnede. Det måtte være Holy. “Jeg har din medicin med hr.” sagde Merlin. Manden kiggede ned på Merlins hænder, mens han famlede efter den lille flaske. “Her” sagde Merlin og førte Holys hånd over til medicinen. Holy tog i mod den, og tog proppen af. Merlin vendte sig om, men så vendte han sig mod Holy og sagde, “du skal ikke drikke det..” men Holy havde allerede tømt flasken. “Hele” sluttede Merlin sin sætning af. Holy kiggede bare på Merlin. “Det er sikkert fint,” sagde Merlin lidt forvirret. Så gik han udenfor i det dejlige vejr, der så han en høj muskuløs fyr, med lyst hår og blå øjne, måske lidt ældre end Merlin, råbe ad en brunhåret dreng, med en skydeskive i hænderne. “Det her vil lære ham” sagde den lyshåret dreng til sine venner. Han tog en lille kniv og fyrede efter skiven. Han ramte plet. “Hey, jeg er ikke klar,” sagde drengen. Men fyren fyrede bare endnu en kniv efter skiven. Drengen gemte sig så godt han kunne, bag skiven. Sådan blev det ved inddtil drengen faldt. Skiven gled videre men Merlin stoppede den med sin fod. “Kom nu det er nok,” sagde han til den lyshåret fyr. “Undskyld mig” sagde fyren. “Kom nu du har haft din sjov min ven,” sagde Merlin til ham. “Hvem er du?” spurgte fyren. “Og kaldte du mig lige ven.?” Han talte nu direkte til Merlin. “Jeg hedder Merlin” svarede Merlin “undskyld, jeg ville aldrig kunne have en ven der var sådan en nar.” sagde Merlin frygtløs. “Tænk du kan være så dum,” sagde fyren. “Undskyld mig Merlin, kan du finde ud af at gå på dine knæ?” spurgte fyren. “Nej” svarede Merlin, “når vil du have mig til at hjælpe dig?” spurgte fyren, han gik tættere på Merlin. “Jeg ville ikke gøre det hvis jeg var dig,” sagde Merlin. “Når og hvad vil du gøre ved mig!” blev fyren ved. “Du har ingen ide.” sagde Merlin. “Kom nu, se om du kan slå mig.” sagde fyren en smule truende til Merlin. Merlin rystede på hoved. “Kom nu, prøv!” Merlin vendte sig om, så snurrede han rundt, og slog ud efter fyren. Men fyren var hurtigere og tog Merlins arm om bag hans ryg. “Hvem tror du, du er, kongen?” spurgte Merlin. “Nej, jeg er hans søn, Arthur.”

Et sekund senere blev Merlin slæbt ned af en trappe, af nogle vagter. De smed ham ind i en lille celle.

 

Det var næsten morgen, men stadig mørkt udenfor. Lady Helen og hendes vagter kom ridende. Den gamle dame forvandlet til Lady Helen, kom ind gennem en stor dør, der førte ind til tronsalen. “Lady Helen,” sagde Uther, “tusind tak fordi du vil komme og synge for os.” fortsatte Uther. Lady Helen bukkede. “Fornøjelsen er helt på min side” sagde Lady Helen. “Hvordan var turen her til?” spurgte Uther. “Årh alt for langt..” smilede Lady Helen, “vi ser frem til en fantastisk aften.” sagde Uther. “Det bliver det.” sagde Lady Helen, og tog hånden op til sin halskæde.

 

Merlin lå og sov, med jakke trukket godt op om ørene. “Merlin, Merlin..”  Merlin vågnede med et sæt. Lyden kom fra gulvet. Merlin rejste sig op, men gik derefter hen og lagde sig ned på alle fire, og lyttede. “Merlin” lød Gaius’ stemme, “du overrasker mig ikke det mindste, man beder dig holde sig fra ballade, og hvad gør man, finder dig i en celle næste morgen.” “Undskyld” sagde Merlin og kiggede ned i jorden. “Jeg hat trukket i et par tråde, så du kan godt komme ud” sagde Gaius.. “Åh tak, tak, tak..” sagde Merlin begejstret, men lod straks hver da Gaius kigge mistroisk på ham. “Du vil ikke glemme det her vel?” spurgte Merlin, men han smilede stadig. “Nej, men visse ting har sine straffe.” “Åh nej..” tænkte Merlin “ha ha.” lød det fra byens børn. De kastede tomater og salat efter Merlin.. Han var i gabestokken og kunne ikke forsvare sig. Ad de kastede også med kartofler og så tomat, der splattede igen. Gaius gik forbi, mens han grinede. En ung pige gik hen til Merlin, hendes smukke brune øjne glimtede i lyset af solens stråler. “Hej jeg er Guinevere, men de fleste mennesker kalder mig for Gwen, jeg er Lady Morganas tjenestepige.” ”Klart jeg er Merlin, men de fleste mennesker kalder mig, idiot.” sagde Merlin, lidt forlegent. ”Nej.. Nej jeg så hvad du gjorde, det var modigt.” svarede Gwen sødt. ”Det var dumt,” sagde Merlin, lidt flovt. ”Når men jeg er glad for at du kom til fornuft, jeg mener du ville ikke kunne slå ham.” sagde Gwen. ”Oh jo, jeg kunne slå ham,” forsikrede Merlin hende. ”Tror du, for du ligner ikke en af de der muskelbundter” blev Gwen ved. ”Tak” sagde Merlin, lidt fornærmet. Der gik et lille sekund. ”Nej, jeg mener du er sikkert stærkere end du ser ud til, det er bare.” Merlin rynkede lidt på næsen. ”Arthur er en af de der, stærke jeg vil redde verden mænd, og..” ”Hvad?” spurgte Merlin, ”du ligner ikke sådan en.” sagde Gwen og rystede blidt på hoved. Merlin kiggede rundt for at være sikker på at de var alene, så gjorde han et håndtegn og Gwen bukkede sig frem mod ham. ”Jeg er i forklædning” hviskede han.. Gwen grinede, og Merlin smilede til hende. ”Når men det var godt du gav ham en lærestreg,” sagde Gwen. ”Synes du,” spurgte Merlin lidt undrende. ”Ja Arthur er en rod, og alle synes du var en rigtig helt.” sluttede hun af.  Nogle børn kom løbene med frisk frugt og grønt. ”Øh undskyld mig Gwen, mine fans venter.” sagde Merlin. Gwen sendte ham et smil, og løb hurtigt forbi så hun ikke blev ramt af en tomat, der netop ramte Merlin i håret.

Merlin satte sig ned på bænken inde i den hyggelige stue. ”Vil du have lidt grønsager til din suppe?” spurgte Gaius, Merlin grinede, og sagde, ”jeg ved godt du stadig er sur på mig,” ”din mor bad mig se efter dig, hvad sagde hun til din gave..?” spurgte Gaius. ”Hun sagde at jeg var speciel!”, svarede Merlin. ”Du er speciel, på en måde jeg aldrig har set før.” ”Hvad mener du?” spurgte Merlin. ”Jeg mener at, magi tager lang tid at studere, men det jeg så dig gøre var, en tilfældighed.” ”Det er pointen med at det ikke må bruges..” sagde Merlin, han syntes det var underligt med Gaius’ opmærksomhed. ”Og det er nemlig derfor du skal være forsigtig,” fortalte Gaius. ”Har du nogensinde studeret magi?” sagde Merlin håbefuldt. ”Uther  har forbudt magi i de sidste tyve år,” sagde Gaius.. ”Hvorfor” spurgte Merlin. ”Folk brugte en forfærdelig ond slags magi dengang, Uther destrueret alt der førte til magi, selv dragerne.”  ”Hvad alle sammen?” spurgte Merlin rystet. ”Næ der var en Uther valgte ikke at dræbe, han beholdte den som et symbol, i en grotte dybt nede i kælderen, hvor ingen kan befri den. Når spis op, du skal bringe noget medicin ned til Lady Helen, det er godt for hendes stemme.” Merlin spiste færdigt, og gik.  Merlin åbnede døren til Lady Helens værelse. Der var ikke nogen derinde. Merlin gik hen til et bord der stod i midten af det lyse rum, stillede flasken. Han skulle lige til at gå da hans øjne fangede et glimt af en dukke der lå på bordet, han begyndte at rode i bøgerne. Ude på trappen lød der fodtrin, Merlin skyndte sig at ligge bøgerne på plads. ”Hvad laver du herinde?” spurgte Lady Helen. ”Jeg skulle aflevere denne her,” sagde Merlin, han tog flasken, og nåede heldigvis for den gamle dame, ikke at se ind i spejlet. Hun tog i mod flasken, Merlin smilede skævt og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...