Writing Love - 1D

Elisa Lieght, en glad pige, eller det giver hun sig ud for at være, men der skete noget for tre år siden som gjorde at hun aldrig nogensinde troede hun kunne blive glad igen. Hun bor i London sammen med sin veninde Marleena, som hun går i skole med. Hun arbejder i en boghandel nær centrum, og har selv et brændende ønske om at være forfatter. Men hvad sker der, når der en dag kommer en blond dreng ind og spørger grædefærdigt om han må gemme sig der? hvorfor gemmer Elisa sig bag de brune kontaktlinser?

6Likes
2Kommentarer
1185Visninger
AA

7. 6. Mareridt

 

     ’Elisaaaaaaaaaaaaa!’‘, kom det ude fra gangen, og afbrød Niall der var i gang med at fortælle om noget der engang var sket mens de var på tour. Marleena sparkede nærmest døren ind og kastede sig om halsen på mig, uden at tage nogen form for hensyn til de ledninger jeg var spændt fast til. ’’Marley, luft!’’, gispede jeg svagt, mens hun slap mig med et undskyldende grin. ’’For helvede da, da de slæbte af sted med dig, blev jeg skrækslagen, endnu være da jeg så dig blive tævet ude i skolegården’’. Jeg frøs, og skævede hurtigt på Niall der stirrede på mig, mens jeg så vreden bluse i hans øjne. Okayyy det havde jeg så lige glemt at fortælle, faktisk havde jeg fuldstændigt undgået det emne! ’’Hvad?!’’, lød det bag Marleena, der endeligt slap mig. Louis stirrede med åben mund på mig, mens hans øjne skinnede rasende. Jeg trak undvigende på skuldrende, og begyndte at tegne cirkler på mit sengetæppe med min pegefinger. Mine arme var faktisk forbundet, har jeg helt glemt at nævne det? Det samme gælder min mave, jeg tror at en eller to af mine ribben er forstuvet. ’’Elisa, blev du seriøst tævet af de der muskelbund?’’, spurgte Liam alvorligt, og kiggede gennemtrængende på mig. Jeg sukkede, men kom til at fnise da en tanke slog mig. ’’De kan da ikke være helt så stærke når i kunne klare dem’’, sagde jeg og smilte drillende, mens min stemme mest lød som om der var nogen der havde smidt metal i en blænder.

 

 Ingen grinte, de kiggede alle bare afventende på mig, de var alle her inde nu, og mit smil falmede langsomt. ’’Ja’’, sukkede jeg endeligt, og lænede mig tilbage i puderne, mens jeg irriteret stak underlæben frem. Nu havde jeg endeligt følt mig nogenlunde ok igen og så skulle de spørge om dét. Typisk. Nogen tog min hånd, og jeg kiggede til siden for at se Niall, der kiggede bekymret på mig. ’’Helt ærligt, det er ikke noget i skal bekymre jer om’’, sagde jeg, mens jeg prøvede at skjule min utilpashed. Jeg er ikke van til at folk bekymre sig for mig, jeg plejer altid at klare mig selv og det går altså fint! (okay det var måske ikke gået så godt i dag, men det er en mindre detalje vi lige glemmer). ’’Hallo, vi kan da ikke bare vende den anden kind til når nogle drenge lammetæver en lille pige,’’. ’’Hey, jeg er bestemt ikke lille, og jeg kan passe på mig selv’’, snerrede jeg rasende og hev min hånd ud af Nialls greb, selv om det ikke var ham der havde sagt det. ’’Tydeligvis ikke’’, sagde Zayn og jeg kunne spore en hånlig tone i hans stemme. Jeg stirrede koldt på ham, og han veg ufrivilligt nogle skridt tilbage. ’’Hvis jeg tævede dig ville det være bevis nok?’’, spurgte jeg om, med tvunget rolig stemme. Zayn grinte svagt, Liam sendte ham et advarende blik, men Zayn ignorerede ham. ’’Du kommer bare an’’, sagde han, og sendte mig et, hvad jeg tror, skulle forstille et blændende smil. Jeg hævede øjenbrynene, uden at blive det mindste påvirket af det. Louis grinede og rakte hånden frem for high five, som jeg hurtig slog. ’’Det er fand’me i orden’’, jeg satte mig op, og et gisp undslap mine læber da et jag af smerte kom fra mine ribben.

 

Mit hjerte satte farten op og jeg lagde mig hastigt tilbage igen, mens jeg tvang mig selv til at tage dybe indåndinger. Det var jo direkte pinligt når de alle bare stod og stirrede! Jeg kastede et blik på Zayn, der provokerende hævede det ene øjenbryn. Hvis ikke jeg var så irriteret, ville jeg være vildt misundelig på ham over at han kunne det. Jeg har altid gerne villet kunne løfte det ene øjenbryn, jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid syntes at det var mega sejt. I know, wierdo. ’’Okay, jeg tæver dig lige når jeg er kommet ud af hospitalet’’, sagde jeg og alle begyndte at grine. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, og mærkede en følelse af at være en del af noget. Hov Elisa, lad dem nu ikke komme for tæt på, hviskede en lille stemme indeni, og jeg mærkede en mærkelig kold følelse brede sig indeni. De ville jo tage hjem i dag og nok aldrig komme tilbage. Jeg bed mig i læben, mens de deprimerende tanker begyndte at komme. Jeg rystede hurtigt på hovedet, så kraftigt at mit hår slog mig i ansigtet.

 

 Nej! Jeg skal ikke tilbage i det hul af elendighed! Kom nu Elisa, lad det ikke slå dig ud! Jeg lagde slet ikke mærke til at alle stirrede på mig før der var en der rømmede sig. Jeg kiggede op, og kom pludselig i tanke om at jeg egentligt skylder Harry og Louis en undskyldning. Jeg tog en dyb indånding og vendte mit blik hen mod Louis og Harry, der begge så lettere forvirret ud. ’’Undskyld’’, sagde jeg, klart og tydeligt og mente det. ’’For hvad dog?’’, spurgte Harry forvirret, mens Louis spærrede øjnene op i overraskelse. ’’Fordi jeg skreg af jer før. Det var ikke fair gjort af mig’’, mumlede jeg, og mærkede at jeg faktisk skammede mig lidt over det. De vidste jo slet ikke det med min familie, eller hvilket helvede jeg levede i normalt. Ingen vidste det, bortset fra mig, og Niall nu jo. ’’Det er i orden Eli, vi forstår dig godt. Eller vi forstod dig ikke først, men Liam og Zayn fortalte os det’’. Jeg kunne se medfølelsen i deres øjne og sukkede. ’’Hey, skal vi ikke snakke om noget andet?’’, spurgte jeg og prøvede at smile, selv om jeg havde fået en lille klump i halsen. Niall tog endnu engang min hånd og gav den et trøstende klem. Jeg vendte mig om og sendte ham et kærligt smil, jeg var allerede begyndt at holde af ham. Han gengældte det med det største smil jeg nogensinde har set og jeg kunne ikke lade vær med at grine.

 

’’Jeg er sulten’’, udbrød Niall pludseligt og hoppede op af sin lænestol, som hurtigt blev taget af Zayn. Niall rakte tunge af ham, men Zayn smilede bare triumferende og lagde sig til rette. Nialls hånd var stadigvæk i min, han holdt om den som om det var noget helt normalt at gøre, mens jeg skævede til de andre. Jeg så Liam skæve til hånden uden at kommentere det, mens Harry og Louis grinede smørret og Marleena bare smilte mildt. ’’Skal vi ikke have noget at spise?’’, spurgte Niall, mens han aede sin mave kærligt. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, men skyndte mig at slå en hånd for munden, da Niall sendte mig et fornærmet blik. ’’Fed idé Niall’’, sagde Harry, der havde taget plads i den anden lænestol. Louis satte sig mageligt ovenpå ham, og Harry slog hurtigt armene om ham. Gay! Ej driller bare! ’’Vi kan ikke bare forlade Eli her’’, sagde Louis og sendte mig et stort smil. Vent, Eli? Var det mig?? Jeg kunne ikke lade vær med at smile, da det gik op for mig at det var et kælenavn han havde givet mig. Det her kommer måske til at lyde lamt, men jeg elsker at have kælenavne, det er derfor Marleena kalder mig sweet E og Cassandra kalder mig Lys. ’’Nåååååårh ja’’, sagde Niall rynkede tænksomt på panden. Det så virkeligt ud som om tandhjulene arbejdede på højtryk der inde, og jeg begyndte at fnise.

 

 ’’Hey hvis du kalder mig Eli, hvad skal jeg så kalde dig’’, spurgte jeg uden at tænke. ’’Boo Bear’’, Sagde Zayn højt før Louis nåde at åbne munden, og Louis sendte ham et dræberblik. ’’Nej, du kan bare kalde mig hr. Awesome’’, sagde Louis, mens han lavede et arrogant ansigtsudtryk. ’’Så syntes jeg Boo Bear lyder mere sandsynligt’’, sagde jeg, og Louis sendte mig et påtaget såret blik. ’’Ej Jeg kan kalde dig Lou’’, sagde jeg smilende. ’’Eller Cool B’’, sagde han med et udspekuleret smil. ’’Cool B, hvad står B for?’’, spurgte jeg forvirret. ’’B for bror, du ved’’, han smilte begejstret mens han talte, og min mave slog en kolbøtte da det gik op for mig hvad halv havde sagt. Bror? Så han ville være venner med mig!! Man kalder jo venner sin familie. ’’Hey det vil jeg også hedde’’, Udbrød Liam barnligt. ’’Nej det vil jeg!’’, sagde Harry og lod som om han begyndte at græde. ’’Jeg kan nøjes med Sexede Zayn’’, sagde Zayn og blinkede uskyldigt med øjnene. ’’Hmm du har ret, selvglade Zayn lyder eget godt’’, svarede jeg flabet, og fik et surt blik til gengæld, mens de andre grinte. En bølge af udmattelse skyllede pludseligt over mig og jeg kvalte et gab. ’’Niall, du går bare ned og får dig noget mad, der er nok en sygeplejerske der vil snakke med mig, eller en læge’’, sagde jeg fornuftigt, selv om jeg faktisk helst ville have at han blev. Meeeeeen på den anden side, så tror jeg ikke det er godt for Niall ikke have noget mad, så måske ikke alligevel…

 

’’Jeg sagde at der kun måtte være 3 besøgende ad gangen’’, lød det strengt henne fra døren, og en surt udseende sygeplejerske kom ind. Da hun fik øje på mig lyste hun op i et smil og sukkede lettet. ’’Endelig Frøken Lieght, jeg var lige ved at blive bekymret’’. Hun havde et clipboard trykket ind til sig, sikkert med noget der skulle udfyldes. ’’Så må jeg bede jer om at gå ud, mens jeg undersøger frøken Lieght’’, sagde hun og sendte et kommanderende blik rundt. Modvilligt begyndte de alle at gå, Marleena gav mig et hurtigt kys på kinden, inden hun tog Harrys fremstrakte hånd og lod sig hive ud. ’’Så frøken Lieght, din veninde har givet mig det meste information, og jeg har fundet dig i registret. Men der er intet navn under værge, som du nok ikke har fået udfyldt efter din families gik bort’’. Jeg bed mig i læben, og kiggede ud af vinduet. Der var ikke rigtig nogen vej udenom, så jeg blev nød til at sige det. ’’Mine værge er Richard Michaelson, men du skal ikke regne med at få fat i ham, for han er nok ude at rejse’’, svarede jeg ærligt og blottet for følelser. ’’Jeg er nu sikker på at han vil vide hvad der er sket’’, sagde hun, mens hun skriblede ned på clipboardet. ’’Lige siden mine forældre døde har alt min familie skåret kontakten og gjort mig til en udstødt. Richard gik med til at være min værge, hvis jeg bare fik mig et job når jeg var femten, så jeg selv kunne tjene penge. Han ville ikke have at jeg havnede på et børnehjem, men han ville heller ikke tage sig af mig’’, svarede jeg mens jeg mærkede en vrede begyndte at røre på sig indeni. Jeg hadede min familie for deres svigt, de var en af grundende til at mit liv var så ødelagt. ’’Så der er ingen jeg skal kontakte’’. Jeg skulle til at ryste på hovedet, da et ansigt poppede op for mit indre blik. ’’Der er én’’, sagde jeg tøvende, ikke helt sikker på om han overhovedet ville vide det. Men på den anden side, så havde han jo sagt at jeg skulle kontakte ham hvis der nogensinde skete mig noget.

 

’’Øhm, Jack Russel’’. Hun nikkede og skriblede det ned. ’’Så skal jeg bare lige tage din temperatur, den var meget lav for en times tid siden’’. Jeg nikkede og lod hende gøre det. ’’Du er stadigvæk nede under det normale, faktisk en del’’. Hun skævede endnu engang til termometeret, før hun også skriblede det ned. ’’35 kropstemperatur, så du mangler tre grader. Vi beholder dig indtil din temperatur er normal, men der vil komme en ind om et øjeblik og fjerne alle ledningerne for dig’’. Hun sendte mig et sidste venligt smil før hun gik ud af døren. Jeg følte mig selv synke længere ned i puderne, og holdt ikke gabet tilbage denne gang. Hele min krop var udmattet, hvordan har jeg ikke kunne lægge mærke til det før? Jeg lukkede øjnene og faldt næsten med det samme i søvn, ligesom når man slukkede på en kontakt.

 

’’Jeg skal nok blive her’’, lød det fjernt, i mit ellers fredfyldte mørke. ’’Er du sikker Nialler, måske skulle du hjem og sove’’. ’’Ja du ser ret udmattet ud’’. Stemmerne blev fjernere, og blev mere til en summen. Jeg faldt hen igen, og da jeg vågnede igen, var der mørkt i hele lokalet og jeg var badet i sved.

 

 Jeg var lige ved at skrige da jeg så den mørke silhuet ved siden af mig, men beherskede mig, da jeg anede noget blond hår. Niall? Jeg kiggede rundt, mens jeg lige så stille vendte mig til mørket og så at jeg var blevet koblet fra den der ting der målte hjerterytmen. Faktisk var jeg ikke længere koblet til noget, så jeg kunne frit bevæge mig! Yay! Jeg satte mig op, og blev så mindet om at jeg så stadigvæk havde mine skadede ribben. Noget vådt ramte min hånd, og først nu lagde jeg mærke at jeg havde grædt. Jeg prøvede at tænke på noget andet, men min hjerne var ikke så samarbejdsvillig, så drømmen begyndte at genspille, og jeg så det som, har hjemsøgt mig siden mor, far og Claire døde. Først så jeg Claire, jeg prøvede nu desperat at tænke på noget andet. Men jeg blev tvunget til at se det, for jeg vidste udmærket at jeg snart skulle se far. En tåre gled ned af min kind, mens han lå der livløs for mit indre blik. Da jeg så mor kunne jeg ikke holde et hulk tilbage, og slog armene om mig selv, mens jeg håbede at billederne snart ville forsvinde. Det var faktisk noget tid siden at mareridtet havde optaget mine drømme, normalt kom den efter deres dødsdag, eller… Eller når jeg har feber!! Jeg kunne med det samme mærke koldsveden der dækkede min krop, og jeg blev fyldt med frygt.

 

Jeg ville for alt i verden ikke sove, så ville jeg bare gennemleve ulykke igen og igen og igen. ’’Elisa?’’. Jeg fór sammen og ømmede mig da mine ribben igen gjorde mig opmærksom på deres eksistens. ’’Hej Niall’’, svarede jeg lige så lavmælt, mens jeg hurtigt tørrede tårerne væk. Han rettede sig op, mine øjne havde nu vænnet sig til mørket, og jeg kunne se hans ansigt tydeligt. ’’Er du okay?’’, spurgte han, mens han gned sig i øjnene som et lille barn. Hvor var han dog søøøød! ’’Ja fint’’, løj jeg hurtigt, og forbandede min stemme for at ryste. ’’Hvad er der galt?’’ spurgte han, mens han rejste sig og strakte sig, så selv jeg kunne høre hans led knække i protest. ’’Ikke noget’’, svarede jeg, mens jeg med besvær rykkede mig til siden så han kunne sætte sig i sengen. Han tændte for lampen på bordet så rummet blev oplyst i et behageligt skær, og tog plads ved siden af mig. Jeg greb fjernbetjeningen til sengen, og kørte sengen op så jeg kunne sidde lænet tilbage. Vi sad lidt og kiggede på hinanden, og jeg prøvede at ignorere hvordan min hofte stødte mod hans, selvom bare tanken fik mit hjerte til at sætte farten om. ’’Du ser lidt bleg ud søde’’, sagde han, og strejfede min kind med hans hånd. Jeg havde det som om der kunne være sprunget gnister, men ignorerede stædigt følelsen. Jeg så hvordan han rynkede på panden, og placerede sin hånd på min pande, med en bekymret mine. Jeg lænede mig mod hans hånd og lukkede øjnene, mens hans tommelfinger lige så stille aede min venstre tinding.

 

 ’’Du er brandvarm søde’’, mumlede han, mens han kiggede mig i øjnene. Jeg trak på skuldrende og sagde: ’’Jeg har feber’’, som om det var ligegyldigt. ’’Ej så skal du da sove så du kan få det bedre’’, sagde han, men jeg rystede ihærdigt på hovedet. ’’Nej! Jeg får mareridt’’, klynkede jeg med en lille stemme, og følte mig som en skræmt lille pige. Han sendte mig et lille smil, før han rykkede nærmere og, efter en tøven, lagde armene om mig og trykkede mig forsigtigt ind til sig. ’’Prøv’’, hviskede han i mit øre så det kildede. Jeg rystede på hovedet, mens jeg lænede mig ind mod ham, og nød følelsen af hans arme omkring mig. Han lagde sig lidt bedre til rette, og begyndte stille at synge. Jeg blev helt tryllebundet af hans stemme, mens han svagt sang Stereo Heart, og meget mod min vilje, begyndte mine øjenlåg at falde i. ’’Snyder’’, mumlede jeg. Han rystede mens han grinte, og sang så videre, mens jeg til sidst faldt i søvn i hans arme.                                          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...