Writing Love - 1D

Elisa Lieght, en glad pige, eller det giver hun sig ud for at være, men der skete noget for tre år siden som gjorde at hun aldrig nogensinde troede hun kunne blive glad igen. Hun bor i London sammen med sin veninde Marleena, som hun går i skole med. Hun arbejder i en boghandel nær centrum, og har selv et brændende ønske om at være forfatter. Men hvad sker der, når der en dag kommer en blond dreng ind og spørger grædefærdigt om han må gemme sig der? hvorfor gemmer Elisa sig bag de brune kontaktlinser?

6Likes
2Kommentarer
1190Visninger
AA

6. 5. Lad mig hjælpe dig!

 

5 Nialls P.O.V.

Jeg kunne ikke lade vær med at stirre på hende. Hun lagde der midt i det falmede hvide sengetøj som man altid så på hospitaler. Hendes hår skinnede svagt i skæret fra bordlampen, og jeg fik den største lyst til at lade mine fingre løbe igennem hendes hår. Jeg lænede mig tilbage i stolen og slugte hver eneste detalje ved hende med øjnene, mens dagen kørte på replay inde i mit hoved. Da vi kom til Hospitalet, havde Elisa ikke kunne kæmpe imod mere, og var faldet i søvn, selv om vi alle råbte hendes navn. Hurtigt kom en sygeplejerske med en seng, som jeg forsigtigt lagde hende ned i, og så blev hun ellers kørt ind på et værelse. En anden sygeplejerske kom løbende med favnen fyldt med varmedunke og placerede dem strategisk omkring Elisa. En læge kom ind, og tog Elisas puls og temperatur, og vi blev bedt om at vente udenfor. Liam og Zayn hviskede lavmælt sammen og kastede bekymrede blikke hen på rummet hvor Elisa var. Jeg var på en måde gået i choktilstand, Elisas historie kørte stadigvæk rundt i mit hoved, mens det vendte sig indeni mig, ved tanken om at det første jeg ville se var min familie døde.

 

En time efter kom en sygeplejerske ud, og jeg åndede lettet op da jeg så smilet på hendes læbe. ’’Hun skal nok klare den’’, sagde hun beroligende, og sendte os alle et forsikrende smil. Hun åbnede munden for at fortsætte, men blev afbrudt af et skingert råb. ’’Er hun okay? Hvor slemt er det, please sig at hun er okay!’’, kom det desperat fra Marleena, der kom løbende ned af gangen, med Harry, Louis og, til min store irritation, drengen som havde smidt Elisa i vandet. ’’Rolig, hun skal nok klare sig’’, sagde sygeplejersken en anelse stramt, hun var nok irriteret over at blive afbrudt. ’’Gudskelov’’, sukkede Marleena og faldt ned på stolen lige ved siden af mig. ’’Hendes kropstemperatur var helt nede på 28, men vi har fået den op på 31 nu, så hun er ude for livsfare’’. Den trykkede stemning lettede lidt, og Zayn slog armene om mig og gav mig et lettet kram. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, selv om jeg mærkede en klump i halsen, ved tanken om at hun faktisk kunne have været død. ’’Hun sover lige nu, men i er velkommen til at kigge ind til hende, dog kun tre af gangen’’, sagde sygeplejersken og sendte os et strengt blik. ’’Og jeg har lige brug for en der kan give mig nogle oplysninger om hende, og måske lige ringe efter hendes forældre’’. Marleena skyndte at melde sig selv ind, og fulgte med sygeplejersken ned af gangen. ’’Når jeg går altså lige ud og tager en smøg’’, sagde Zayn og strakte sig, før han rejste sig om og gik. Jeg fulgte ham med øjnene, og så ham placere sig selv lige udenfor de gennemsigtige døre, hvor efter han tændte sin cigaret.

 

 ’’Han må snart stoppe med det der’’, mumlede Liam, halvt irriteret og halvt bekymret. ’’Når drenge, skal vi ind og se hvordan hun har det?’’, spurgte Louis og hoppede nærmest op af sin stol. ’’Hvad var det nu hun hed?’’, spurgte Harry mens han også rejste sig op. ’’Elisa’’, svarede jeg, måske en anelse for hurtigt, men whatever. ’’Jeg bliver bare her drenge, vi måtte jo kun være tre der inde’’, sagde Liam klogt, mens han satte sig bedre til rette i stolen, og hev sin mobil op, sikkert for at skrive til Danielle. ’’Hey hvad er klokken for resten?’’, spurgte jeg, og følte mig pludselig tidløs. Hvor lang tid var der egentligt gået fra vi var gået hjemme fra til nu? ’’Den er snart tre’’, svarede Liam uden at fjerne blikket fra skærmen. Jeg nikkede lidt for mig selv, og gik så hen til døren hvor Elisa lå bag ved.

 

Jeg åbnede den forsigtigt, og gik langsomt ind, med Louis og Harry lige bag mig. Hele lokalet var hvidt, og meget hospitalsagtig. Elisa lagde der blandt alt det hvide, og da jeg så hende, kunne jeg ikke lade vær med at spærre øjnene op. Hendes våde hår var spredt ud bag hende, og hun lignede virkeligt en prinsesse. ’’Wow, jeg havde regnet med at hun ville ligne et eller andet der var løgn, jeg mener det vil alle efter det hun prøvede, men hun er sku’ en skønhed’’, mumlede Harry lavmælt, og jeg kunne ikke lade vær med at grine lydløst af hans chokerede tone. ’’Jamen det siger jeg da tak for’’. Jeg tog mig til hjertet, mens Louis hoppede op i Harrys arme af forskrækkelse. Hendes stemme var helt ødelagt, men ikke des tro mindre smilede hun stort, og begyndte at grine da hun så Harry og Louis. Men hendes øjne afslørede hende. Hendes øjne var fyldt med smerte og en frygt som jeg ikke kunne placere. ’’Jamen der er nogen der vidst har det bedre’’, sagde Louis og lod som om han var fornærmet, mens Harry slap ham så han landede på gulvet med et bump. ’’HEY!’’. Harry og Louis skulede til hinanden, jeg kunne ikke lade vær med at grine, mens jeg vente mit hoved mod Elisa igen. Hun kiggede der hen, men skævede i stedet rundt i lokalet, mens hendes ansigt blev mørkere og mørkere. ’’Har du det bedre?’’, spurgte jeg og sendte hende et stort smil, jeg ville så gerne gøre hende gladere. SÅ stopper du Niall James Horan, du kender hende knap nok, vi har snakket om det der unge mand! Men hun har da for fanden lige krænget sit eget hjerte ud da hun fortalte at det første hun så var hendes forældres lig! Jeg bed mig i læben mens jeg skændtes med mig selv indeni.

 

’’Jeg har det af helvedes til, fuldstændigt smadret, men hey’’, hun sendte os et drillende smil, der ikke nåde øjnene. ’’Jeg burde også tænke mig om, og lære at styre min trang til at ekstrem vinterbade’’. Hun grinede uden glæde og kiggede ud af vinduet, mens hendes ødelagte smil langsomt forsvandt fra hendes ansigt. Jeg kiggede selv ud og så at det sneede, ret så meget faktisk. ’’Vi så dem godt smide dig i’’, sagde Harry og kiggede alvorligt på Elisa, som fastholdt sit blik mod vinduet. ’’Det er lige meget’’, mumlede hun, og kastede den glade facade helt af. ’’Det er da slet ikke lige meget!’’, udbrød Louis og gik hen til hende. Jeg slog mig ned i en af de to lænestole her inde, mens jeg holdt øje med Elisas reaktion. ’’Kan i ikke bare glemme det? I kender mig ikke, så kan i ikke bare være ligeglade?’’. Louis stirrede chokeret på Elisa, der bare kiggede bedende på ham, mens en tåre pludseligt gled ned af hendes kind. ’’Elisa, sådan noget er man ikke bare ’okay’ bag efter, du var for fanden ved at dø!’’, nu var det Harry der hævede stemmen, og jeg tyssede hurtigt på ham, mens jeg kastede et blik hen mod den lukkede dør. ’’Det ville ikke være første gang! Jeg har prøvet værre, og tro mig, jeg ville ønske jeg var død!’’. Louis og Harry slog hænderne for munden på samme tid, mens tårerne bare begyndte at trille ned af hendes kinder i stride strømme. ’’Smerten er aldrig blevet bedre, jeg er tvunget til at smile hver dag, mens jeg bliver ædt indeni!’’. Hun hulkede og gemte sit ansigt i sine hænder. Louis og Harry havde et ens forvirret udtryk i ansigtet, og jeg gik hurtigt hen til dem og hviskede lavmælt: ’’Gå ud til Liam, han kan forklar jer det hele’’. De nikkede og kastede et sidste bekymret blik på Elisa, før de gik ud af døren. Jeg vendte mig langsomt om, og tog mig god tid til at finde de rette ord, mens jeg kiggede på hende. Hun var spændt til alle mulige maskiner med ledninger, og en regelmæssig bip’en fyldte stilheden.

 

 ’’Hvorfor forlod i mig?’’. Jeg frøs, mens Elisa stille mumlede det til sig selv. ’’Jeg savner jer så meget!’’. Der var så meget smerte og fortvivlelse i hendes stemme, at det skar lige ind i hjertet. Jeg gik ligeså stille hen til hende og trak en lænestol med mig. Hendes hoved fløj op, og jeg kunne se forvirringen glide over hendes ansigt. ’’Du bliver simpelthen nød til at komme ud med alt det der’’, sagde jeg og pegede mod hendes hjerte uden at tænke over det. ’’Hvordan skal jeg kunne det, når det hele er så ødelagt og rodet?’’, spurgte hun modløst. Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, greb jeg fat i hendes og kiggede hende direkte ind i øjnene. ’’Prøv’’, hviskede jeg. Hun skulle til at protestere og prøvede at hive sin hånd til sig, men jeg strammede grebet og fastholdt hendes blik. ’’Elisa, du bliver nød til at prøve. Lad os hjælpe dig. Lad mig hjælpe dig!’’. Hun bed sig i læben, og tøvede. Så nikkede hun endeligt og tog en dyb indånding.

 

Elisas P.O.V.

Jeg sukkede og lagde mig udmattet tilbage i hospitalssengen, mens mine kinder stadigvæk havde spor af indtørret tårer. Niall aede blidt min hånd og for første gang i tre år, føltes det som om jeg kunne trække vejret igen. Jeg havde fortalt alt, alt der var sket efter mor, far og Claire døde. Han havde haft ret, ligeså Harry. Jeg følte mig lettet, som om nogen havde mast mit hjerte og endeligt fjernede trykket. Niall begyndte ligeså stille at snakke om hvordan de fik øje på mig, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage, et rigtigt fucking smil!! der ikke var tvunget. Jeg var forbløffet over mig selv, jeg troede aldrig at jeg skulle komme til at smile igen, men se mig lige! Jeg kunne ikke tage øjnene fra Niall mens han snakkede, og studerede nysgerrigt hvert eneste ansigtstræk. Jeg kom til den konklusion at han var ret lækker, jeg mærkede en svag varme stige mig til kinderne, og rystede hurtigt tanken væk. Det gik op for mig at Niall var stoppet med at snakke, og i stedet kiggede på mig, med et forundret glimt i øjet. ’’Hvad?’’, spurgte jeg, og kørte nervøst min anden hånd igennem håret, den uden drop, for den havde Niall. ’’Jeg kan ikke lade vær med at syntes at du ligner noget der burde være med i et eventyr’’, mumlede han, og rødmede let. Jeg kunne heller ikke lade vær med at rødme, men mine kinder var i forvejen røde, så det kunne man ikke så godt se. ’’Hehe, mor plejede også at sige at jeg var mere fe end menneske’’, smilte ved mindet, selv om smertet rørte på sig. Nej! Mine minder skal ikke være smerte, for det var lykkelige tider! Jeg skubbede smerten væk og bød lykken ved mindet velkommen. Niall grinte med, og vi sad begge lidt og grinede, og jeg nød følelsen af at trække vejret igen. ’’Tak’’, sagde jeg lavmælt og prøvede at lægge alt min taknemlighed i dét ord. Niall sendte mig et stort smil, som automatisk fik mig til at smile. Jeg satte mig langsomt op, skar en grimasse da et smerte jag gik igennem min rygrad, og rakte armene ud mod Niall. Uden tøven, som jeg ellers forventede, tog han mig i sine arme og krammede igen. ’’Altid prinsesse’’, hviskede han i mit øre, og gav mig unødvendige kuldegysninger. Mit hjerte satte farten op, og det kunne tydeligt høres, for lokalet blev fyldt af bip’en. Forbandede maskine! Jeg trak mig langsomt ud af krammet, min ryg var helt bar og det var faktisk ret så koldt inde i værelset. Niall sendte mig et sødt smil, før han hev dynen helt op under min hage, som om han puttede mig. Den tanke lød faktisk ikke så ringe endda…. Stop så Elisa, ellers falder du jo bare for drengen! Men ville det egentligt være så slemt? Ja da! Der er millioner af piger som vil have ham, så no hope for mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...