Writing Love - 1D

Elisa Lieght, en glad pige, eller det giver hun sig ud for at være, men der skete noget for tre år siden som gjorde at hun aldrig nogensinde troede hun kunne blive glad igen. Hun bor i London sammen med sin veninde Marleena, som hun går i skole med. Hun arbejder i en boghandel nær centrum, og har selv et brændende ønske om at være forfatter. Men hvad sker der, når der en dag kommer en blond dreng ind og spørger grædefærdigt om han må gemme sig der? hvorfor gemmer Elisa sig bag de brune kontaktlinser?

6Likes
2Kommentarer
1191Visninger
AA

5. 4. Broken

 

4. Nialls P.O.V

Drengene og jeg havde bestemt os for at komme lidt ud, efter to hårde dage i studiet. Jeg havde forslået at vi kunne tage ud og spise på Nandos, jeg mener jeg har ikke spist der i to dage!! Hvilket slet ikke var til at forstå! De andre gik heldigvis med til det og Liam forslog vi kunne gå igennem parken som ligger bag vores hus, folk var i skole så der var nok ikke så mange fans der omme. Misforstå mig ikke, jeg elsker mine fans, men når de forhindrede mig i at få mad, så er det for meget. Hey måske kunne vi tage forbi boghandlen, jeg gemte mig i forleden? Jeg bed mig i læben mens jeg så den blonde pige for mit indre blik. Hendes øjne skinnede af glæde og sendte mig et sødt smil, det samme smil som hun havde på læben, mens hun havde læst historie. Jeg blev revet ud af mit dagdrømmeri da jeg blev skubbet ned i sneen af Louis og Harry, som sædvanligt stod og sloges for sjov. ’’Hov, sorry Nialler’’, grinede Louis og sendte mig et undskyldende smil, som jeg hurtigt gengældte. Liam rakte mig en hånd og hjalp mig op at stå, mens han sendte Louis og Harry et strengt blik. Jeg fnes og rakte tunge af dem bag Liams ryg og flækkede da jeg så hvordan deres øjne blev store, hvorefter at blive til små sprækker mens de skulede til mig. ’’Hvor er det dejligt endeligt med lidt fri’’, sukkede Zayn glad og kiggede op på den overskyede himmel. ’’Det begynder nok snart at sne’’, tænkte jeg højt og fulgte Zayns blik opad. ’’Hvorfor fanden skal det også være så koldt om vinteren’’, klagede Harry og trykkede sig op ad Louis, som hurtigt slog armene om ham. Det var faktisk pænt koldt, jeg vil skyde på at det er omkring de ti-tolv minusgrader lige nu.

 ’’Hey folkens prøv lige at se der over’’, lød det bekymret fra Liam. Jeg fjernede blikket fra Louis og Harry, som stod og hviskede til hinanden, og kiggede over søen på det sted Liam pegede på. En gruppe mennesker kom gående, det var lidt svært at se om det var drenge, piger eller begge dele, fordi det var så langt væk. De stoppede ved kanten af søen og stod nogle få sekunder, før de smed noget ud på søen. ’’For fanden, er det en person de smed der ud?!’’, råbte Zayn vantro, og hev hurtigt sin Iphone frem. Jeg sendte ham et forvirret blik, mens han så det ikke, da han havde travlt med at zoome ind på personerne der over. ’’Det er en person som er ude på isen, en pige’’, mumlede han, og vi gispede alle. Før jeg vidste af det, begyndte jeg at løbe alt hvad jeg kunne langs stien der førte rundt om søen. Drengene fulgte efter og vi spurtede af sted, så hurtigt som vi overhovedet kunne. Minutterne tikkede af sted, men pigen blev liggende helt stille ude på den skrøbelige is. Liam overhalede mig, han var i meget bedre form, men jeg pressede mig selv til det yderste, og glemte for anden gang i denne uge at jeg var sulten.

 Lyden af noget der gik i stykker fik mig til at kigge ud mod søen igen, og hvis jeg ikke allerede hev efter vejret, ville jeg ha’ gispet. Isen revnede under pigen, vi var så tæt på nu at jeg godt kunne se at det var en pige med langt blondt hår. Hun skrev ikke, hvilket overraskede mig, mens jeg fortsatte, nu som bagtrop. Mit hjerte hamrede i brystet på mig, mens jeg ventede på at hun ville dukke op igen, hun har bare at komme op igen! ’’Fuck’’, lød det chokeret fra Louis som var lige foran mig, og som, ligesom mig, havde øjnene rettet mod det sted pigen var forsvundet. Jeg åndede lettet da pigen kom op, men noget forhindrede hende i at bruge armene. Hun røg under vandet igen, men kom hurtigt op til overfladen, mens hun langsomt bevægede sig ind mod kanten, hvor drengene stod og stirrede på hende. Jeg mærkede et had begynde at brænde indeni og tvang mig selv til at sætte farten op igen, så jeg overhalede Louis og Harry og kom op til Zayn og Liam. Pigen havde fået kæmpet sig op på noget holdbar is der udgjorde kanten af søen, og lagde nu med hænderne på ryggen, mens hun hev efter vejret. Du må ikke sove! Råbte jeg inden i mig selv, og lagde mærke til hendes hår havde en nærmest hvid farve. Pigen hev sig langsomt ind på land, (tænk at hun havde kræfter til det!) og kom hen til det sted hvor idioterne stod. ’’Hey er det ikke’’, pustede Zayn, som kiggede nærgående på pigen, med en bekymret rynke malet i panden. ’’Hende fra boghandlen’’, afsluttede Liam, som også havde sit blik fæstnet på pigen. ’’Elisa!’’, råbte jeg, og så pigen blikket fra stodderen der stod bøjet over hende. Jeg skubbede drengen til siden, og bøjede mig ned over den skrøbelige lille, men velkendte, skikkelse. Hun havde kun T-shirt og cowboybukser på, og hendes arme var bundet på ryggen. Jeg rakte hurtigt ud mod hendes arme og bandt en meget besværlig knude op. Drengene var gået løs på de andre syge stoddere med næver og ben.

 

’’Vent’’. Hendes stemme var kun en hvisken, men det var som om alle hørte hende. ’’Vil i ikke nok finde Marleena i stedet for’’, spurgte hun næsten lydløst og kiggede for første gang mig i øjnene siden jeg nåde her hen. Hendes øjne var bedende, mens også fyldt med udmattelse og smerte jeg havde en følelse af ikke var forsaget fysisk. Jeg kiggede spørgende op, og så Harry slippe fyren han lige havde slået løs på og hurtigt udveksle et blik med Louis, der gjorde det samme. ’’Hvilken vej’’, spurgte Harry hæst. ’’Jeg viser jer det’’. Det var drengen jeg havde skubbet til siden, og hans øjne lyste af anger, mens han kiggede på Elisa, der kiggede uudgrundeligt på ham. ’’Okay’’, hviskede hun, og lagde hovedet tilbage i sneen. Drengen løb op af bakken mod en stor bygning, der nok var deres skole, med Louis og Harry lige i hælende. Zayn og Liam slap også dem de havde været i gang med at lammetæve, og kom i stedet hen til Elisa, som havde lukket øjnene. Jeg ruskede hurtigt i hende, og i et panisk sekund troede jeg det værste, indtil hun åbnede øjnene og kiggede på mig med tomme øjne. Hun manglede den ene af de brune kontaktlinser som jeg havde set med først, den var nok faldet ud da hun kæmpede for at komme op af vandet. Jeg skyndte mig at lyne min jakke op, og med Zayn og Liams hjælp, fik jeg hende svøbt ind i den. Vinden skar mod min ud, men jeg var ligeglad, lige nu galt det bare om at få Elisa et sted varmt. ’’Hun må på hospitalet’’, konstaterede Liam og Zayn nikkede i enighed. Jeg tog hende op i mine arme, mens mine øjne var låst fast i hendes blik. Hendes øjne begyndte at blive blanke, og små tårer begyndte at trille ned af hendes lyseblå kinder. Hun var iskold i mine arme, og Liam tilbød at tage hende, men jeg rystede på hovedet, uden at fjerne blikket fra hende. ’’Elisa, nu skal du høre på mig. Du. Må. Ikke. Sove’’, sagde Zayn og lagde tryk på hvert ord. Hun kastede et blik på ham, og hendes blik var så fyldt af smerte, at jeg instinktivt trykkede hende tættere ind til mig. ’’Hvorfor?’’, spurgte hun svagt, mens vi hurtigt gik med stien mod hospitalet der lagde lige ved siden af vores lejligheder. Jeg kiggede vantro på hende, det kunne hun ikke mene seriøst?

 

’’Du vil kunne dø!’’ udbrød jeg, forfærdet bare ved tanken om det. ’’Og, de her tre år har alligevel ikke medbragt andet end smerte’’, mumlede hun svagt mod mit bryst. ’’Hvordan kan du sige sådan noget!’’, sagde Liam chokeret, mens tårerne på Elisas kinder blev flere og flere. ’’Fordi jeg savner dem så fandens meget!!’’, råbte hun, og forskrækkede os alle med sin ødelagte stemme. ’’Der er ikke gået én dag, hvor smerten er blevet bedre, kun da jeg mødte Marleena, men det har alligevel kun været minimalt’’. Jeg var lige ved at stoppe op, mens Zayn gav mig et blidt skub, så jeg skyndte mig at fortsætte. Elisa hulkede og hendes anden kontaktlinse faldt ud og landede på min T-shirt. ’’Hvorfor så lide, når jeg ligeså godt kan gøre en ende på det?’’. ’’Hvordan kan du sige sådan noget’’, råbte Liam forfærdet, mens Zayn tyssede på ham. ’’Du har ingen idé om hvordan, om hvordan det er!’’ skreg hun tilbage, og rystede i mine arme, mens hun græd lydløst. ’’Så forklar det’’, hviskede jeg, desperat efter at hjælpe hende. Jeg kunne se hvordan hun protesterede, men jeg tvang hende til at se mig i øjnene, og jeg så hvordan hun langsomt overgav sig. ’’For tre år siden døde min mor og far og søster i en bilulykke’’, hviskede hun og jeg så hvor svært det var for hende at sige. Uden at tænke over det, løftede jeg hende op så jeg kunne presse mine læber mod hendes pande, mens jeg mærkede et inderligt ønske om at være i stand til at få hendes smerte til at forsvinde. Hendes pande var iskold, og jeg kunne se hvordan hendes hår havde små isflager viklet ind i sig. Jeg rettede mig op igen, og ignorerede det blik Zayn sendte mig. Mine øjne borede sig ind i hendes, og jeg så et stort omfang af smerte. ’’Fortæl’’, hviskede jeg stille. Hun lukkede øjnene, jeg var lige ved at ruske i hende, da hun åbnede dem igen, og jeg så et fast udtryk midt i alt smerten. Hun tog en dyb indånding og begyndte.

 

Elisas P.O.V. Elisa mindes mens hun fortæller

’’Mor, hvornår er vi der’’, spurgte jeg for hundrede og gud ved hvilken gang. ’’Om en halv times tid, min utålmodige lige skat’’, svarede mor tålmodigt, og for et kort øjeblik, var alt blåt. Sådan var det altid når folk snakkede, farver ville præge mit ellers sorte syn. ’’Hva’ søs, hvorfor så utålmodig? Er der en hvis person som også venter på dig?’’, drillede Claire mig, og grøn omgav mig, men bare for at efterlade mig igen. ’’Jeg savner sandet der kærtegner mine fødder, jeg tror seriøst at jeg kan mærke hvert enkelte sandkorn’’, sagde jeg mens jeg smilte. ’’Pralhals’’, mumlede hun, og forgav at være irriteret. Hele bilen blev fyldt med latter, og for et kort, men fantastisk øjeblik, blev jeg omgivet af en regnbue. Mors blå, Claires grønne og fars brune. Okay mærkelig og ret lam regnbue, men stadigvæk. Vi kørte videre, mens Claire og jeg drillede hinanden frem og tilbage. Jeg havde seriøst verdens bedste familie en blind pige kunne ønske sig. Mor tog sig altid tid til at beskrive alle tingene der omgav mig, og når hun endeligt gav op, tog Claire eller far over. Claire fik mig til at føle mig normal, og tog mig tit ud at opleve til. Hun tog mig engang til en forlystelsespark, hvor jeg prøvede alt muligt og spiste candyfloss, og kom hjem til en ordentlig skideballe bag efter. ’’Når Lys, glæder du dig ikke til at kunne se?’’, spurgte Clair spændt, hvilket fik mig til at smile. ’’Det er kun måske’’, rettede min far, mest af alt så jeg ikke skulle blive skuffet hvis operationen failede. ’’Far det er lys vi snakker om, manden i det høje må have en skrue løs hvis han ikke giver hende synet’’, sagde hun og sagde det sidste med en højtidelig stemme. Vi begyndte alle at grine af hende, mens jeg mærkede mit hjerte sætte farten en lille smugle op, ved tanken om snart at kunne se de ting, jeg så tit har fået beskrevet. Men mest af alt glædede jeg mig til at se min familie, deres ansigter og deres smil. Jeg sad og smilte for mig selv, men stivnede da lyden af hjul der skred nåde mine øre. ’’Far pas på!!’’, skreg jeg. ’’Jamen dog lille skat, hvad er der?’’, spurgte min far forskrækket, og bilen slingrede let. Lyden af to biler der kollidere ramte mig som et slag, og jeg pegede automatisk frem ad mod lyden, som om jeg kunne se. Min søster skreg, et skrig der skar helt ind til knoglen, og mor råbte panisk til far at han skulle stoppe. Men det var for sent. Jeg blev slynget rundt, og var helt lammet af frygt, mens lydende hamrede mod mine trommehinder. Der lød skrig af frygt og smerte, nogle var fra mig selv, andre var fra folk omkring mig. Jeg røg igennem noget, der splintrede og skar i min krop, før verden omkring mig forsvandt.

Jeg åbnede svagt øjnene, en vane jeg havde, som gjorde at jeg følte mig mindre sær, og gispede højlydt, da lys og farver strømmede ind. Jeg lukkede dem hurtigt igen, mens mit hjerte hamrede af sted, og uden at anse den store smerte som havde taget plads i min krop. Jeg kunne svagt lugte jern og et eller andet som jeg ikke lige kunne sætte fingeren på. Jeg åbnede endnu engang øjnene, og beundrede et kort øjeblik farverne. Der var en grå-sort farve, som blandede sig med en mørkerød farve. Der var faktisk meget af den røde farve. Langsomt begyndte farverne at tage form, og jeg så hvordan det røde var noget der lagde ovenpå den grå-sorte. Jeg gispede da det gik op for mig hvad det var, og skreg da jeg så en person ligge lidt derfra. Jeg kom i tanke om hvad der var sket, og begyndte at hyperventilere, mens tårerne pressede på. Jeg kiggede desperat rundt, og så at der lagde mere end én person lidt herfra. Nærmest i slowmotion kravlede jeg hen imod dem, mens jeg mærkede hvordan alt indeni mig blev iskoldt.

 ’’Mor’’, hviskede jeg forsigtigt, og kiggede på den lyshåret dame, der så ud til at være midt i 40’erne og på en eller anden måde vidste jeg det bare. ’’Mor’’, sagde jeg med rystende stemme, og ruskede let i kvinden. Hendes øjne var åbne og stirrede tomt ud i luften, men den blå farve var ikke til at tage fejl af. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder, mens jeg vendte mig mod ung kvinde, mit hjerte smertede da det gik op for mig at det var Claire. ’’Søs, vågn op!’’, Hulkede jeg og prøvede også at ruske hende vågen. Men ligesom ved mor stirrede hendes grønne øjne tomt ud i luften, og mindede mig smerteligt om at jeg aldrig ville se et lys i dem. ’’Far!’’, skreg jeg nu, men der var heller ikke nogen. De var alle væk. Langsomt gik det op for mig, og jeg slog armene om mig selv, mens jeg hulkende kaldte skiftevis på dem. De svarede mig aldrig, de ville aldrig nogensinde svare mig. Jeg ville aldrig se dem smile, aldrig se dem med et glimt i øjet, som min mor så mange gange har beskrevet for mig, men som jeg altid har hungret efter at se. De var væk. Jeg var alene…….. Jeg er alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...