Writing Love - 1D

Elisa Lieght, en glad pige, eller det giver hun sig ud for at være, men der skete noget for tre år siden som gjorde at hun aldrig nogensinde troede hun kunne blive glad igen. Hun bor i London sammen med sin veninde Marleena, som hun går i skole med. Hun arbejder i en boghandel nær centrum, og har selv et brændende ønske om at være forfatter. Men hvad sker der, når der en dag kommer en blond dreng ind og spørger grædefærdigt om han må gemme sig der? hvorfor gemmer Elisa sig bag de brune kontaktlinser?

6Likes
2Kommentarer
1184Visninger
AA

2. 1. storyteller

 

’’Elisa, Elisa, HEY SWEET E!’’. Jeg løsrev mig fra min skærm og kiggede op på en meget misfornøjet Marleena. ’’Sorry Marley’’, jeg sendte hende et undskyldende smil, og gemte det jeg lige havde skrevet på computeren. ’’Hvor langt er du kommet?’’, spurgte hun, og glemte et sekund at være fornærmet. Jeg kunne ikke lade vær med at smile da jeg svarede: ’’Jeg er næsten færdig!’’. Marleena begyndte at hoppe og klappe i hænderne af begejstring og jeg kunne ikke lade vær med at grine. ’’Så du vil altså ikke med ned på Costa?’’. Jeg kunne se at hun allerede kendte mit svar. ’’Okay skattemus 1 2 3, så går jeg bare selv der ned. Men bare vent til jeg siger ’hvad sagde jeg’, når jeg møder One Direction, som jeg må pointere for hundred og hvem ved gang, at de er de skønneste skabninger der nogensinde har eksisteret’’. Som altid lyttede jeg kun til med halvt øre, da jeg var van til hendes pladren om One Direction. Hun gjorde et kast med sit lange rødfarvede hår og stak næsen i sky. Jeg prøvede at tilbageholde mit grin, men det slap alligevel ud. ’’okay Dramaqueen, du hygger dig bare med Wrong Direction’’. Hun sendte mig et dræberblik inden hun pustede et luftkys til mig og forsvandt ud af døren, der ringede da hun åbnede.

 

Jeg kiggede rundt i boghandlen, og mærkede den fredfyldte fornemmelse af at være her. Jeg åbnede dokumentet igen, og stirrede et kort øjeblik på det, før jeg igen begyndte at skrive på det. Fingrende fløj over tastaturet, og jeg kunne ikke lade vær med at smile da jeg kastede et blik på antallet af sider. 246 sider, hvilket svare til omkring 500 sider i en bog. Jeg elsker at skrive, det er noget af det bedste jeg ved. Døren fløj op og fik mig til at lette en halv meter, da en lyshåret dreng kom styrtende hen mod skranken hvor jeg sad. ’’Må jeg ikke godt gemme mig her inde. Please!’’, hans stemme rystede, præget af en irisk accent og han så ud til at kunne græde når som helst. Jeg kiggede bag ham og så en horde af piger der råbte og skreg. Jeg nikkede hurtigt, og hev ham med mig gennem en dør hvor der stod KUN FOR PERSONALE. Vi var inde i, efter min mening, verdens sejeste personale rum, og jeg skyndte mig at føre drengen hen til en sofa, for det lignede seriøst at han kunne bryde sammen når som helst. Han kollapsede på sofaen og gemte sit ansigt i hænderne. ’’Hvad er der sket?’’, spurgte jeg forsigtigt og klappede ham akavet på skulderen. Han rystede bare på hovedet og begyndte at ryste som om han græd. Jeg bed mig i læben og følte mig virkelig akavet, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. ’’U-undskyld, men jeg er klaustrofobisk, og der v-var bare så-å mange…’’. Han stemme var grøden og så fortvivlet at jeg selv fik lyst til at græde.

 

En tanke løb igennem mit hoved og jeg gik hurtigt hen til køleskabet og hev en Kit-Kat chokolade ud og gik tilbage til drengen. Jeg satte mig ned ved siden af ham og han løftede forsigtigt hovedet. Han havde et meget attraktivt ansigt og de smukkeste blå øjne jeg nogensinde har set, som var lettere røde og blanke lige nu. ’’Du kender godt Harry Potter ikk’?’’, spurgte jeg forsigtigt og smilede lidt over det forundrede og lidt forvirrede udtryk i hans ansigt mens han nikkede. ’’J.K. Rowling havde fat i noget, da hun skrev at Chokolade hjælper hvis man er nedtrygt, eller lettere skræmt’’. Jeg rakte ham chokoladen og han tog tøvende imod den. ’’Oooooooooooog så smager det bare godt’’, sagde jeg med et grin. Han smilte lidt og kiggede på chokoladen med et sultent udtryk. ’’Hvorfor var de piger efter dig?’’, spurgte jeg nysgerrigt, mens han åbnede chokoladen og proppede et stykke i munden. ’’Genkender du mig ikke?’’, spurgte han med munden fuld af chokolade. Det var godt nok et humørskift der ville noget’ tænkte jeg, mens jeg rystede på hovedet. ’’Når, men jeg er kendt og mig og drengene var nede i byen, da en masse fans kom’’, han rynkede på panden, mens han mindes det. ’’De ville ikke lade os være og jeg gik helt i panik. Så jeg løb væk’’, han rødmede lidt og det så ud som om han skammede sig. Jeg nikkede bare og snuppede et stykke af chokoladen. ’’Hvad er du kendt for?’’, spurgte jeg og tog mig selv i at stirre på hans ansigt. Han grinte, et grin der fik mig til at smile over hele ansigtet. ’’Jeg må sige at jeg ikke kan forstå at du ikke kender mig’’. Jeg fnyste og hævede mit ene øjenbryn. ’’nej nej, det var ikke sådan ment, det er bare fordi at One Direction er ret så stort, og jeg har aldrig mødt nogen der ikke kendte til os. Det er i hvert fald lang tid siden’’. Jeg begyndte at grine, og smækkede hurtigt hænderne for munden, da jeg har et mega sært grin. ’’Nååååååååårh, så det er jer Marley snakker om’’, udbrød jeg og tænkte tilbage på alle de gange hun havde nævnt dem, hvilket vil sige, hver eneste gang vi var sammen. ’’Hvem af dem er du så?’’, spurgte jeg og kunne ikke lade vær med at smile. Han smilte også mens han rettede sig op og satte hænderne i siderne. ’’Jeg er Niall James Horan, den flotteste irlænder i bandet’’. Han sagde det med stemme der kunne høre til på et TV, sådan en der introducere folk i realityshows. Jeg fnes, ikke sådan et tøset tihi fnis, men sådan et fnis du kan mærke i næsen. Klamt, jeg ved det. Han smilte og vi fik et kort sekund øjenkontakt. Hele verden stod et øjeblik stille, mens jeg stirrede ind i hans øjne og forsvandt helt i den fantastiske blå farve. Lyden af en mobil der ringede fik os til at bryde øjenkontakten og jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder. Niall så ud som om han lige var vågnet fra en drøm, og mobil nåde at ringe flere gange før han kom til sig selv og tog den. ’’Niall hvor fanden er du!’’, lød det råbende fra mobilen. Niall holdt den et stykke væk fra øret, og sendte mig et lille smil før han svarede. ’’Jeg er okay nu, jeg er i en boghandel’’. Det lød til at personen han snakkede med var faldet ned. Jeg kiggede lidt rundt og mit blik fladt på det store ur der hang over døren. Pis, min pause var forbi. ’’Niall, jeg bliver nød til at tilbage til arbejdet, jeg er ude ved skranken hvis du har brug for mig’’, halv hviskede jeg, for ikke at forstyrre deres samtale. Han nikkede og vinkede, før han vente tilbage til sin samtale, noget om hvornår de kunne komme og hente ham.

 

Jeg gik tilbage til skranken, og kunne slet ikke holde op med at smile. Hvad fanden var der galt med mig? Jeg rystede på hovedet, og sendte et venligt smil til en lille pige der var på vej herhen. ’’hej’’, sagde hun med en spinkel lille stemme. ’’Hej’’. Jeg smilte et venligt beroligende smil til hende, og hun svarede med et usikkert smil. ’’Hvornår er det der er eventyr?’’, spurgte hun om, mens hendes øjne lyste at begejstring. Jeg skulle lige til at sige at det kun var mandag og fredag der var eventyr, men da jeg så hendes begejstrede ansigt, kunne jeg ikke nænne det. Jeg kiggede hurtigt engang rundt, og fik øje på Cassandra i den næsten tomme boghandel, som også arbejdede her. ’’Kom Prinsesse, så skal vi begive os hen på eventyr’’. Jeg rakte hende min hånd, og vi gik sammen over til Cassandra. ’’Hej Cassy’’, sagde jeg smilende. ’’Hej Lys’’, svarede hun smilende. Mit navn Elisa betyder lys, ifølge Cassandra gør det. Cassandra var fem år ældre end mig, og hun havde langt brunt hår, der nåde ned til taljen. Hun var meget pæn, og en helt vild sød pige. Hun gik også med briller og læste en masse, ligesom mig. Eller jeg går ikke med briller, men jeg kan bare godt lide at læse. ’’Kan du holde øje med skranken, mens jeg tager den unge dame her på eventyr’’. Cassandra blinkede indforstået og nikkede. ’’Selvfølgelig, bare i ikke tager for langt væk’’. Jeg grinte, og kom så i tanke om Niall. ’’Hov, Cassy der er en dreng inde i personalerummet, Niall fra…’’, pis nu havde jeg glemt det igen, hvad bandet hedder. ’’Vel ikke Niall fra One Direction!’’, udbrød Cassandra og slog hænderne op for munden. ’’Jo, præcist! Men i hvert fald lod jeg ham bare blive der inde, mens han venter på sine venner’’. Cassandra var lige ved at hyperventilere, og jeg sukkede. Så vildt kunne det da heller ikke være? ’’Hvis det er i orden vil jeg gerne vente her ude’’, lød det henne fra personale døren. Både Cassandra og jeg blev forskrækket, mens den lille pige bare stirrede utålmodigt på mig. ’’Skulle vi ikke på eventyr?’’. Hun lød helt ked af det, og jeg skyndte mig at forsikre hende om det skulle vi. ’’Eventyr! Fedt!’’, råbte Niall og løb hen til mig som et lille barn. Cassandra stirrede på ham som om han var gud, men jeg valgte bare at lade hende stå og løftede i stedet pigen op. ’’Når prinsesse, hvad for et eventyr skal vi tage på i dag?’’. Vi gik hen til børnebøgerne, og Niall begyndte med det samme at hive bøger ud. ’’Hvad med den her’’, sagde han, og hev en tyk bog ud. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, da jeg læste titlen. Harry Potter og De Vises Sten. ’’Ej den er altså for lang’’. Niall stak underlæben frem og sagde små klynkende lyde, mens han satte bogen på plads igen. ’’Og Niall, det er altså…’’, jeg kiggede spørgende på den lille pige. ’’Maria Flower’’, sagde den lille pige og smilede stolt. ’’Det er altså Prinsesse Maria der skal vælge’’. Niall smilte pludseligt, og løb hen til der hvor forfatterne starter med H. Han lod fingrende glide over bøgerne mens han ledte efter én bestemt bog. Han hev en stor bog ud, som jeg med det samme kunne genkende. ’’Prinsesse Maria, må jeg foreslå en historie?’’. Spurgte han, mens han pressede H.C. Andersens Samlede Værker ind til sig. Hun nikkede genert, og kiggede som hypnotiseret på Niall. Niall bladrede i bogen og fandt frem til Prinsessen på Ærten. ’’Ååååh ja den, den!’’, råbte Maria glad og klappede i hænderne. Jeg grinte og vi gik hen for at sætte os i sofaen. Det var den sofa jeg plejede at sidde når jeg læste op, og det var sådan en stor hjørnesofa, hvor der var plads til ti, mindst! Jeg satte Maria ned, og satte mig ved siden af hende, mens Niall tog den anden side.

 

Jeg tog en dyb indånding og begyndte at læse historien. Det var noget af det bedste ved det her job, at jeg skulle løse historier op. Jeg elsker det simpelthen! Jeg fulgte en ukendt rytme og læste op som om det var noget jeg selv kunne ha’ skrevet. Før jeg vidste af det, var historien færdig, både Maria og Niall sad med et drømmende udtryk i ansigtet. Jeg så mit snit til at kigge nærmere på Niall, og kunne ikke lade vær med at konkludere at han nok var det hotteste jeg nogensinde har set. Niall mødte mine øjne og smilte sit dejlige smittende smil. ’’Det her er meget pinligt, men hvad er dit navn enligt?’’, spurgte han mens han rødmede let. Det gik op for mig at jeg slet ikke havde sagt mit navn! Hvor er du dog dum Elisa!!!

 

’’Jeg hedder Elisa’’. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver nærmest genert da jeg siger det. ’’Vil du ikke nok læse en historie til?’’. Marias stemme skære igennem til mig. Jeg kigger ned på hende og ser ind i et par store bedende brune øjne. ’’Okay, men så er det Nialls tur til at vælge’’. Niall jubler og hopper op og ned i sofaen. ’’Så skal det være fyrtøjet!’’, nærmest råber han. Jeg griner og begynder så at læse fyrtøjet.

Da jeg når til slutningen, afbryder en svag snorken mig. Jeg kigger op og ser at Maria og Niall sover op ad hinanden. Jeg kan ikke dy mig, det er noget af det sødeste jeg nogensinde har set! Så jeg hiver min Iphone frem og tager et par billeder. Jeg rejser mig ligeså stille op, for ikke at vække dem, og går hen mod skranken. Jeg skæver til uret over skranken og ser at klokken er ved at være fem. Gad vide hvor Marleena var henne? Cassandra er ingen steder at se, men der er heller ikke så meget at lave, så jeg regner med at hun er inde i personale rummet. ’’Har du set et barn?’’. Jeg kigger op og ser en bekymret ung kvinde stå foran mig, med tårerne løbende ned af hendes kinder. Det gik hurtigt op for mig hvem hun er. ’’Hey er du Marias mor?’’, spørger jeg, og jeg kan se lettelsen malet i hendes ansigt, da hun kollapser på gulvet. ’’Miss, din datter sover henne i hjørnet, hun kom ind for at få historie’’, sagde jeg forsigtigt, mens jeg bøjede mig ned for at hjælpe hende op. Kvinden nikkede og tørrede tårerne væk. ’’Jeg har bare været så bekymret! Vi var ude at handle, da hun sagde et eller andet om eventyr. Jeg nikkede bare, men så pludseligt var hun væk!’’. Jeg gav hendes skulder et akavet klem, som skulle forstille at være trøstende og følte mig malplaceret for anden gang i dag. Tavsheden var også ret akavet, så jeg bestemte mig for at hente Maria. Hun og Niall lå stadigvæk og sov, jeg stod bare et par sekunder og beundrede synet, før jeg fik mig taget sammen til at vække Niall. Han mumlede først og faldt til den anden side, så jeg opgav midlertidigt at vække ham, for nu kunne jeg tager Maria op. Jeg bar hende hen til sin mor, som kyssede og krammede det sovende barn. Hun takkede mange gange før hun forsvandt ud samme vej som hun var kommet ind. Mærkelig dag egentlig, tænkte jeg, mens jeg stirrede på døren. Der kom fem personer gående længere nede af gaden, der efterhånden var ved at blive mørk. Det skal jo lige siges at det er vinter. Jeg begyndte at smile, da jeg genkendte den skikkelsen der gik forrest.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...