Den Udvalgte

Den handler om Kaya, som mister sin familie i en tidlig alder. Den eneste hun har tilbage er hendes morfar. Heldigvis møder hun Johan, der fortæller hende om hendes stedbror, der bor i Rom. Efter morfarens død tager Johan og Kaya ud på jagten efter Kayas bror. Men det skal vise sig at Johan ikke er den person Kaya tror han er...

2Likes
9Kommentarer
783Visninger

1. Historien

 

Den udvalgte 

 

Hun kunne høre skrig overalt. Folk løb ud af deres huse. Der kom mennesker fra hele byen med spande med vand i, for at få ilden slukket, så den ikke bredte sig til de andre huse. Der var kaos overalt. Det var næsten bedre at være inde i laden, som også brændte. Der var så stille, så dejligt roligt. Det var som om, at ilden sang en smuk afslappende vuggevise. 

Kaya så på sine forældres brandende hus. Hun var faldet i søvn i laden igen. Hendes far skældte hende altid ud, fordi han mente, at det var farligt for en 8-årig pige at sove alene i laden, men hun kunne ikke gøre for det. Hun elskede at være ude ved hestene. 

Pludselig var der én, som tog fat i hende og løb. Kaya begyndte at skrige. Hvor var hendes forældre? Skulle hun ikke være sammen med dem? Og hvad med hendes søster? Hendes elskede lillesøster, der næsten lige var fyldt 3 år. Hvad skulle der ske med hende? Kaya kiggede op, og så at det var hendes morfar, Torval, som havde samlet hende op. Han, hendes forældre og hendes søster, var hendes eneste familie. 

Kaya faldt i søvn i hans arme. 

 

Næste dag, da hun vågnede, så hun sin morfar stå ved vindueskarmen. Han kiggede ud på alle de glade børn, som legede i gårdhaven med kæppe og kæmpede mod hinanden. Når de ramte hinanden i maven, lagde de sig ned på jorden og legede døde. Kaya rejste sig op i sengen, og gik forsigtet over til ham. Hun standsede et par meter fra ham, fordi han havde vendt sig om. Han så på hende, med et skræmt udtryk i øjnene, som om at den 8-årige, slanke pige med rødt krøllet hår og blå øjne var mere værd end hele hans liv. Han gik lige så stille hen mod hende og krammede hende, som kun en far kan gøre det, eller som hun troede kun en far kunne gøre det. Med en kærlighed, som var så stærk at intet kunne få den til at forsvinde. Efter at de havde stået sådan i lang tid, brød Torval tavsheden: 

"Jeg er virkelig ked af det," sagde han, "men din mor, far og din... din... søster overlevede ikke ilden. Kaya, jeg er virkelig ked af det." 

Kaya rev sig ud af hans arme og løb ud af huset. Da hun kom ud, så hun, at de drenge, der havde stået og leget med kæppe, stod og kiggede på hende. Hun begyndte at løbe igen. Hun løb og løb. Hun stoppede ikke, før hun var nået til sit hus. Hun gik ind i det, der engang havde været deres køkken. Alt var blevet til aske bortset fra et billede, som var gemt under en knust tallerken. Billedet havde de fået taget 2 måneder forinden til hendes lillesøsters 3 års fødselsdag. Hendes ben kunne ikke holde hende længere. Hun faldt ned på sine knæ og begyndte at græde. Alle tårerne strømmede ud af hende. Hun græd og græd. Da hun havde siddet der i 4 timer, var der en, som blidt rørte hendes ene skulder. Kaya fór op og krammede personen. Da de havde stået der i nogen tid, kiggede Kaya op og så, at der stod en dreng på hendes alder. Hun så på ham med de mest chokerende øjne. 

"Er du okay?" spurgte han, "er det her dit hus?" Han kiggede rundt i rummet, men holdt stadig fast rundt om hende. "Eller var det?" 

Kaya nikkede. "Mine forældre er... døde," sagde hun. 

"Det er jeg virkelig ked af at høre." 

"Kaya?" Drengen slap taget om Kaya, og hun gjorde det samme. Da hun vendte sig om så hun at hendes morfar stod i døråbningen. Hun gik over til ham, og de begyndte at gå ud af det brændte hus. Da de næsten var nået ud, vendte hun sig om, og gik over til drengen igen. "Hvad hedder du?" spurgte hun. 

"Johan, "sagde han nærmest glad, "hvad hedder du?" 

"Kaya," svarede hun og gik. 

 

"Johan! Kom her. Johan!" 

"Du fanger mig ikke." Johan sparkede sin hest hårdt i siden for at få den til at løbe hurtigere. 

"Jo, jeg gør." Kaya var stædig, og ville ikke indse at hun havde tabt væddemålet. 

Da de kom ind i gården kunne man høre hestenes prusten, og Johans jubelskrig. 

"Du vandt kun, fordi din hest er størst," sagde Kaya, imens hun var i gang med at sadle sin hest af, "den har også flere benmuskler end min har." 

"Okay, i morgen kan vi da bare skifte hest? Og så vil du se, at jeg stadig er den bedste til det her!" 

"Godt så, det gør vi, men jeg vinder," sagde hun med et smørret smil på læben. 

"Næh, det gør..." I det samme blev døren sparket op, og byens lokale doktor kom ud af Torvals hus, hvor Kaya havde boet siden branden. 

"Hvad fortager du her doktor?" spurgte hun. 

"Det gør mig meget ondt, men din morfar er blevet alvorlig syg. Jeg er bange for, at han ikke har mere end et par dage endnu." 

"Hv... hvad er det du siger?" Inden han havde nået at svare løb Kaya ind i huset, og ind til sin morfars seng. "Morfar, morfar er du okay? Skal jeg hjælpe med noget? Er der noget du har brug for? Morfar, jeg er så ked af det. Jeg burde have været her!" Hun kunne mærke at tårerne pressede på, "undskyld morfar. Jeg forlader dig ikke igen. Jeg lover det!" 

"Stop Kaya! Det er ikke din skyld, at jeg er syg. Det er der ingen, der kan gøre for. Det er sådan det går, når man er gammel," sagde han så roligt, han kunne, "om en uge er jeg sikkert på benene igen." 

"Hørte du slet ikke, hvad doktoren sagde!?" Kaya blev vred. Ikke på sin morfar, men på det faktum, at han snart skulle dø, "han sagde, at der ikke ville gå lang tid, førend du går bort." 

"Kaya, du skal lade din morfar sove nu," det var Johan, der stod bag Kaya, som talte. 

"Ja Kaya. Jeg vil gerne sove nu," nærmest hviskede Torval. 

"Okay morfar, men kald, hvis du mangler noget," Kaya kyssede ham blidt på panden, og gik ud. 

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis han dør, Johan," hun kunne mærke, at hun var ved at græde, "det var hårdt nok for 6 år siden, da mine forældre og søster døde. Han er alt jeg har tilbage." 

"Det passer ikke, du har stadig mig." 

"Det ved jeg, men... Er der ikke noget der lugter brændt?" Kaya så ud af døråbningen til deres stald, som lå lige ved siden af huset. "Min morfar! Vi må gå ind i huset, og se om han er okay." 

Da Johan og Kaya nåede ind, hvor Torval lå, så de at hans seng brandte. De skyndte sig at smide vand på, men det var for sent. Han var død. 

"Nej, nej morfar! Du må ikke forlade mig. Du må ikke," hviskede hun grædende. 

"Kaya, vi bliver nødt til at forlade byen, du kan ikke blive her." 

"Hvorfor ikke Johan? Hvorfor ved du lige pludselig alt, hvad jeg skal gøre, og hvad jeg ikke skal?" råbte Kaya, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. 

"Hvis du bliver her, vil de sende dig på børnehjem," sagde han så stille han kunne. Men han var sikker på, at hun havde hørt det. Han gik ud og satte sig ved spisebordet. Der faldt han i søvn.  

Næste morgen vågnede Johan ved, at Kaya rørte ham blidt på skulderen. Han rejste sig op og krammede hende. 

"Så har jeg pakket," sagde hun med hovedet hvilende mod hans hals. 

Hun havde altid syntes, at Johan var køn, sådan lidt kønnere end de andre drenge, hun kendte, men da hun så op på ham, så hun først rigtigt, hvor smuk han i virkeligheden var, med sine brune øjne, det nøddebrune hår og smukke ansigt. Hun følte sig pludselig rigtig grim i forhold til ham, med hendes lange skrigrøde krøllede hår, og lidt spinkle krop. Hun havde aldrig rigtig syntes, at hun var grim, men i forhold til ham, følte hun sig pludselig en lille smule grim. 

"Er du sikke på, at du vil af sted?" spurgte han tøvende. Kaya nikkede. 

"Du må altså undskylde min opførsel i går, det var ikke min mening, at..." 

Kaya viklede sig ud af hans arme og gik et skridt tilbage for at se, hvorfor han ikke fortsatte sin sætning. Da hun så på ham, kunne hun se, at han bare stod og stirrede. 

"Johan?" sagde hun lavt. 

"Han er derude," sagde han bare. 

"Hvem Johan? Hvem er derude?" 

"Drengen. Han kæmper. I en krig. Han er i Rom." 

"Hvilken dreng?" spurgte hun vredt. 

Efter lang tids venten, hvor Johan bare stod og stirrede, brød han endelig 

tavsheden: "Han hedder Carlo. Han er din..." lige pludselig så det ud som om, Johan - på et split sekund - vågnede op fra en dyb søvn. "Kaya, han er din bror." 

"Hvad er dét, du siger? Hvorfor stod du og stirrede på den dér mærkelige måde?" 

"Jeg gik i trance, det... sker en gang imellem. Hør her, Kaya, vi bliver nødt til at gå nu. De, der skal hente dig, kan være her når som helst." 

"Okay, vi tager til Rom, ned til din bror, men på vejen må du altså fortælle mig, hvad det er der foregår." 

"Okay, det lover jeg. Kom! Lad os skynde os." 

 

Kaya stoppede på bakken og vendte sin hest om, for at kigge på deres brandende hus. Johan havde sagt, at det var bedst, at det så ud som om, at de alle var døde i ilden. 

Det eneste, hun havde fået lov til at tage med, var et sæt rent tøj, 

noget mad og så 2 heste, som de skulle ride på. 

"Hvis vi er hurtige, og ikke har for mange stop, kan vi nå til Rom om 7 dage," råbte han til hende, men hun reagerede ikke. Som forstenet kiggede hun ud over dalen. Tænk, hvis hun ikke ville komme til at se dette sted igen? Den lille by, Luco i området Toscana. Hvor hun tog sine første skridt. Der, hvor hendes families minder var, hvad skulle der ske med dem? 

"Kommer du Kaya? Vi skal jo nå det inden næste år." Johan kaldte på hende inde fra skoven. 

"Ja, jeg kommer nu." Kaya hev i tøjlerne, og hesten satte i gallop ind i skoven. 

 

Kære dagbog. 

Det har været vores første dag, på jagten efter min bror. Johan har fortalt mig alt, eller det siger han i hvert fald, at han har. Jeg tror ham. 

Han fortalte mig, at han nogle gange for nogle syner, som kan svare på de spørgsmål, livet stiller os. Da jeg spurgte ham om, hvordan jeg kunne have en bror, forklarede han, at min mor havde haft en affære med én fra byen. Barnet hun fik, kunne hun ikke beholde, så de havde sendt det til Rom. Er det ikke vildt? Jeg kan slet ikke være sur på min mor. Jeg glæder mig bare sådan til at møde min bror. 

Nå, kære dagbog, jeg må hellere gå i seng, Johan sover vist allerede. 

 

Kaya lagde dagbogen fra sig og pustede det stearinlys ud, der stod ved siden af hendes soveplads. Hun så en sidste gang på Johan og lagde sig derefter til at sove. 

Hun var næsten faldet i søvn, da hun pludselig hørte en raslende lyd, og derefter en 'krrag' lyd, som når en gren knækker. Hun fór op og så, at Johan var på vej væk fra deres lejr. Hun var lige ved at råbe efter ham, men hun ombestemte sig og fulgte i stedet efter ham. 

Johan stoppede ved en lysning og stod der i et par minutter. Kaya var lige ved at gå tilbage til lejren, men idet hun var ved at vende sig om, kom der et svævende væsen, med en sort kappe på, så man ikke kunne se dets ansigt, hen imod Johan. 

"Ved hun det?" spurgte det svævende væsen, med en lys stemme. 

"Jeg blev nødt til at fortælle hende en lille smule, for at få hende til at komme med mig, deres excellence," sagde han, med en næsten ydmyg stemme. 

"Hvad fortalte du hende?" sagde væsnet med en stram stemme. 

"Jeg sagde, at hun havde en bror, og at han kæmpede for Romerriget, og..." 

"Hvad gjorde du?" råbte hun, "hvad har du tænkt dig? At hun bare vil dræbe sin bror nu? Du ved så godt som jeg, at hun bliver nødt til, at gøre det!" 

Det svævende væsen tog en dyb indånding, og spurgte: "Ved hun hvad, og hvem hun er?" 

"Nej frøken, det gør hun ikke," sagde han stille, "men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at få hende til at skifte kurs." 

"Bare få hende til at drikke det her, så løser det hele sig." Hun rakte ham en flaske med en skrigrød væske. 

Kaya skyndte sig at løbe hen til lejren igen. Hvad var det, hun skulle drikke? Ville Johan dræbe hende? Og hvad var det for en skabning? Hun kendte ikke svaret på nogen af spørgsmålene. Hun vidste bare, at hun skulle væk, og at det skulle være med det samme. Hun pakkede sine ting, satte sig op på sin hest, slap den anden fri, så Johan ikke kunne indhente hende og red afsted. 

Hun havde reddet hele natten uden at stoppe. Klokken var omkring seks, og solen var ved at stå op. Det var et smukt syn, syntes Kaya, men lige pludselig så det ud som om der var en tingest, der fløj hen over solen. Kaya rystede på hovedet for at få hende til at vågne lidt op. Hun tænkte, at Johan nok var langt væk nu, så hun kunne godt lige tage 5 minutters pause. Hun steg af sin hest, bandt den til et træ, gav den noget vand og mad og lagde sig derefter ned på et tæppe, hun havde haft i sin rygsæk, og faldt i søvn. 

Hun vågnede med et sæt. Hvad var det? Hun kiggede sig omkring, men så ingenting. Hun ville ellers have svoret på, at hun havde hørt noget. Da hun så op på solen stod den næsten højt på himlen. Hun skyndte sig op at stå, men så så igen noget, der fløj hen over solen. Det så ud som om, det der var fløjet over den kom tættere og tættere på, da det vær tæt nok på kunne Kaya se at det var et stor sort fuglelignende væsen. Væsnet stoppede ikke, det fløj bare tættere og tættere på. Kaya kunne ikke flytte sine ben, hun ville gerne, men kunne ikke af bare rædsel. Det store væsen fløj direkte ind i hende. Kaya faldt omkuld ind i sin hest, som rev sig fri af sit tov, og løb sin vej. 

 

Alt var sløret, lige da hun åbnede øjnene, men lidt efter lidt kunne hun se hvad der lå, og sov lige foran hende. Hun skyndte sig at gribe det første hun kunne få fat i, som kunne slå. Hun så sig lidt omkring, solen var ved at gå ned, ellers var alt som hun kunne huske før hun besvimede. 

Hun gik tættere på det sovende væsen, som tidligere var fløjet ind i hende. Da hun så ordentligt på det, kunne hun se, at det havde en kattekrop, med en krokodillehale, og to store vinger. Lige så forsigtigt prøvede hun at røre den. Hun kunne mærke, at dens hud var meget rug, lidt ligesom hun forstillede sig, at et krokodilleskin føltes. Hun tog mod til sig, rakte forsigtigt ud for at røre ved den ene vinge. Væsenet sprang op. 

"Rolig, jeg gør dig ikke noget," hviskede hun, for at få den til at falde til ro igen, "er du sulten?" Hun prøvede at finde noget mad i sin taske. 

"Nej tak," sagde den med en dyb stemme, "men vi bliver nødt til at tage af sted, før Johan finder os." 

"Du kan tale?" Kayas hoved føltes, som skulle det eksplodere. Hun sank en klump i halsen, før at hun kunne fortsætte: "Hvorfor kan du tale?" 

"Jeg kommer fra en magisk verden. Der er mange af os rundt omkring." 

"Okay. Hvad hedder du?" 

"Jeg hedder Dragon, deres excellence," svarede han med en nu meget ydmyg stemme. 

"Hvorfor kalder du mig det?" 

Han fik et udtryk i ansigtet, som havde han sagt noget, der aldrig skulle have være sagt. 

"Fordi du er min dronning. Dit ord er min lov," sagde den og bukkede. 

De pakkede tingene sammen og inden der var gået mere end et par minutter var de klar til at tage af sted. Da Kayas hest var løbet væk blev hun nødt til at ride på Dragon. Selvom at hun ikke var særlige meget for det i starten, kunne hun faktisk godt lide det, da de kom op over træerne, og alle menneskerne lignede små myrer. Det var også meget hurtigere end at ridde på hest. Dragon havde sagt at de ville kunne være i Rom inden næste dag. 

 

Kaya vågnede med et sét. Hun så sig omkring, og så at hun lå i et stort telt, med en masse skadede mennesker omkring hende. Hun rejste sig op, og gik ud af teltet. 

Da hun kom ud så hun en masse krigere, der kæmpede imod hinanden. Kaya gættede på, at det var en træningslejr for romerne. 

"Der er nogen, som gerne vil tale med dig." Dragon var kommet over til hende. 

Han viste hende ind i et finere. I teltet stod fire store mænd rundt om et bord. 

"Kaya?" En af de yngste af mændene vendte sig om mod Kaya. "Kaya, det er mig. Din bror. Dragon fortalte mig om dig," han gik hen og gav Kaya et kram, "jeg hedder forresten Carlo." 

"Carlo betyder den unge" sagde hun kærligt og mærkede tårerne presse sig på. 

"Kaya, du skal gå nu." En af de andre mænd kiggede insisterende på hende. Han så tyk og ond ud, syntes hun. 

Kaya listede ud, og Dragon fulgte efter. Da teltindgangen var lukket efter dem, skyndte Kaya sig at gå hen til teltet igen 

"Hvad laver du?" spurgte Dragon. 

"Jeg vil lige se, hvad det er for nogle store planer, de har, siden jeg ikke kan være der inde," sagde hun, imens hun lagde sit øre, helt tæt på teltet. 

Sådan stod hun i et par minutter, uden at fortrække en mine. Da hun havde hørt nok, gik hun lidt væk fra teltet. "Hvor lang tid vil det tage dig at flyve over til en ø, der hedder Masak?" Hun kiggede spørgende på Dragon. 

"En halv time, hvorfor?" 

"Det er dér, vi skal hen. Jeg fortæller dig alt senere." Hun satte sig op på Dragon, og de fløj af sted mod Masak. 

"Vil du fortælle, hvad de snakkede om i teltet?" Dragon kiggede nysgerrigt på hende. 

"De sagde, at de ville bruge mig mod Masakerne, fordi de vidste, de ikke ville skade mig," sagde hun trist. "Jeg vil finde ud af, hvem Masakerne er, og hvem, der er de gode," hun tørrede en tåre af sin kind, "og du skal ikke spille så hellig. Jeg ved udmærket godt, at du er en Masaker." 

"Ja, jeg er, men du må forstå at... Jeg burde nok ikke sige det her, men Masakerne har ikke altid været her. Vi kom først, da Romerriget blev lavet. Masakerne er en del af en profeti, der siger, at vi skal kæmpe mod Romerriget, så verden vil blive fredelig, og udvikle sig som det er forudbestemt. Der er dig, som skal lede os i kampen." 

"Hvad er det, du siger? Skal jeg i krig!?" råbte Kaya. I skolen havde hun været den bedste til at skyde med bue og pil, men at gå i krig, hvad hun aldrig troet, hun skulle. 

"Ja, det er det, jeg siger," nærmest hviskede han. 

"Er alle Masakere magiske?"  

"Ja, de er. Det er ikke alle, der ligner magiske væsner, men alle har en speciel evne." 

Der gik lidt tid - ingen sagde noget, men så brød Dragon tavsheden: "Så er vi der." 

Dragon landede på en stor plads, hvor der stod en masse mennesker og andre væsner. 

En høj smuk svævende kvinde, kom frem mod hende. "Velkommen, Kaya. Jeg hedder Musuvi, og jeg er Masakernes dronning." Kaya bukkede, men Musuvi slog ud med hånden som tegn på, at hun skulle lade være. "Det er dejligt at have dig her Kaya, men lad os nu lige gå ind i mit telt, så vi kan snakke fredeligt." 

"Kun hvis Dragon må komme med," sagde Kaya strengt. 

"Som De vil," sagde Musuvi bare og gik. Kaya fulgte efter hende. Rundt omkring på pladsen var der en masse telte. Da de var nået ind i at af dem standsede Musuvi, satte sig ned på en stol og sagde: "Hør Kaya, det er meget vigtigt, at vi kan stole på dig. Du vil blive nødt til at gøre noget, du helst ikke vil, men som du..." 

En mand kom stormende ind i teltet og råbte: "Vi har fået brev fra vores vestlige udkigstårn. Der står, at Romerne er på vej....de...de..er her allerede, hvad gør vi?" 

"Få alle børn væk herfra, sæt alle i gang, de ved, hvad de skal gøre," befalede Musuvi hurtigt og tydeligt, så ingen var i tvivl om, hvad de skulle gøre. "Få generalen herind. Det var alt!" Hun vendte sig om mod Dragon. "Dragon, du gør dig klar!" 

"Javel," sagde Dragon lydigt og gik. 

"Kaya, du skal bliver her, indtil generalen kommer og viser dig, hvad du skal gøre. Lov mig, at du lytter til ham, lige meget hvad, okay?" 

"Ja jeg lover det." Musuvi gik. Kaya kunne høre skrig udenfor, og svær, der stødte mod hinanden. Lige pludselig åbnede teltdøren og generalen kom ind. 

"Johan? Hvad laver du her?" Kaya var glad for at se ham - hun havde savnet ham. 

"Hej Kaya. Du må altså undskylde at jeg... det var ikke meningen," Johan rystede på hovedet, "Du skal tage det her på," han rakte hende noget kamptøj, en bue og nogle pile i et hylster, "Jeg bliver nødt til at gå nu. Når du er klar, skal du gå over i teltet lige overfor." Kaya nikkede blot, "fint," sagde han og gik. Da han næsten var helt ude af teltet kunne Kaya ikke styre sig længere. 

"Johan, jeg har savnet dig." Hun gik hen og kramede ham. 

"Undskyld Johan, undskyld, at jeg bare løb væk." 

"Rolig Kaya. Vi bliver altså nødt til at tage den her, når det hele er overstået." Kaya nikkede, gav ham et sidste klem, inden hun slap taget om ham. Han strøg hende blidt over kinden og gik. 

Da Kaya var færdig med at klæde om, gik hun ind i det telt over for. Da hun kom ind så det ud som om alle var begyndt at pakke sammen, og var på vej ud. 

"Er du klar," spurgte Musuvi. Kaya nikkede. 

Idet de var på vej ud, var der noget, som lyste op i det ene hjørne. Det var ild, nogen havde sat ild til teltet. Alle løb ud. Alt var kaos. Folk kæmpede, og mennesker og væsner blev dræbt. Dragon, som nu også havde rustning på, kom flyvende imod Kaya, og landede lige foran hendes fødder. Kaya steg op på hans ryg , og de fløj op, over alle menneskene. Kaya skød alle de Romere, der var i gang med at dræbe nogle af Masakerne. Hun kunne se alle, Johan, Musuvi og alle andre Masakere, men hun kunne ikke finde sin bror. Hun skød videre. Hun kunne ikke lide det, men hun gjorde det, som Musuvi havde sagt, hun skulle gøre. Pludselig kunne hun mærke noget ved sin arm. Det var en pil, der havde ramt hende. Hun skreg og hev den ud. Hun rev et stykke af sit ærme af og viklede det rundt om sin højre arm. 

"Er du okay?" råbte Dragon, imens han forsøgte at lande. 

"Ja, det er fint. Dragon, du skal ikke lande. Vi har ikke vundet den her krig endnu!" Hun rev i Dragons tøjler og fik ham på rette kurs igen. Kaya følte sig svimmel, hun havde mistet meget blod. Hun prøvede at holde sig oppe, men alt gik i sort. 

 

"Kaya?" der var nogen, som ruskede i hende. 

Hun åbnede forsigtigt øjnene. Det var Musuvi, der stod foran hende. 

"Hvor er jeg," spurgte hun. 

"Du er i vores lægetelt. Vi vandt krigen," sagde hun glad, "og det var kun på grund af, at du skød deres leder. 

"Hvor lang tid har jeg været væk," spurgte hun og mærkede på sin arm for at sikre sig, at den stadig var der. 

"Ikke så lang tid, en halv time vil jeg tro. Du har fået syet din arm. Det var et stort sår du havde fået, og det var tæt på at du ikke klarede den." 

"Hvad med Johan, og min bror? Hvor er de?" 

"Det ved jeg ikke, men der er nogen der siger at de har set Carlo forlade kampene, og Johan fulgte efter." Kaya fór op af sengen, skyndte sig ud, selvom Musuvi sagde at hun skulle blive i sengen, fandt Dragon og fløj afsted for at finde dem. Der gik ikke lang tid før hun så de to stå, og kæmpe oppe på en bakke. Hun fik Dragon til at lande tæt på dem. Hun løb ind mellem dem, forsøgte at stoppe dem, men hun blev bare puffet væk. 

"I kan ikke gøre det her," tiggede hun, "krigen er slut. I behøver ikke..." 

"Kaya du skal gå tilbage igen. Det her er mellem mig og Carlo," Johan prøvede at sige det på den venligste måde han kunne, men Carlo afbrød ham. 

"Hold nu bare kæft, Kaya og skrid," udbrød han. Kaya lyttede ikke, hun stillede sig lige imellem dem, og denne gang puffede de hende ikke væk. 

"I kan ikke være det her bekendt. Ikke mod mig. Johan, vil du ikke nok?" Hun kiggede bedende på ham. 

"Hun har ret. Vi skal ikke gøre det her, og krigen er slut." sagde Johan 

"Krigen er ikke slut, før alle romerne er døde, og jeg lever stadig," råbte Carlo, tog sit svær, og stak det direkte ind i maven på Johan. Uden at tænke over det, tog Kaya sværet ud af Johans hånd, og skar hovedet af Carlo. Hun vendte sig om, og satte sig på knæ ved siden af Johan. 

"Du må ikke dø Johan, du må ikke..." grædende lænede hun sig ind over ham. 

"Det gør jeg heller ikke." Han kiggede roligt på hende, mens han prøvede at få vejret, "Jeg forsvinder blot til en anden verden." 

"Men du forlader mig." 

Johan prøvede at nå sin lomme, men måtte til sidst give op. 

"Drik..." han prøvede at sige mere, men han kunne ikke få vejret. 

"Johan! Johan, vågn op igen, Johan!" Kaya lagde sit hoved ned mod hans bryst. 

'Drik' havde han sagt. Hvad mente han med det? Med ét fandt hun ud af, hvad han havde ment. I Johans lommen fandt hun flasken. Det var den flaske, Musuvi havde givet ham, den nat i skoven. Hun kiggede en ekstra gang på Johan, og så at hans krop var ved at forsvinde. Hun skyndte sig at drikke af flasken. I starten smagte det lidt af jordbær, men bagefter skar smerten igennem hendes krop og hun faldt om på græsset ved siden af Johan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...