Trouble Maker - One Direction(SLETTES MÅSKE)

To helt forskellige piger, tager til to helt forskellige One Direction koncerter, på helt forskellige tidspunkter. Hver især møder de Harry Styles, som tager dem med om backstage. Han flirter lidt med dem, og de holder kontakten. De mødes med ham, på forskellige tidspunkter, og de ved overhovedet ikke, at han faktisk har noget kørende med dem begge, på samme tid, men de to piger møder hinanden, og begynder at snakke sammen. Hvad vil der ske? Vil Harry blive opdaget? Vil pigerne blive bedste venner? Følg med i - Trouble Maker - One Direction.

Hailey Allen, skrives af Lauraen.

Emily Green, skrives af Sylt.

Harry Styles, skrives af Regine.

God fornøjelse.

38Likes
40Kommentarer
4404Visninger
AA

10. Sing it - Harrys synsvinkel.

Det var lige så svært som forventet. Jeg var ikke typen, der bare droppede piger. Alligevel havde jeg måtte træffe en beslutning og dermed droppe en af pigerne.

Jeg havde endnu ikke sagt det til Zayn, men jeg tror alligevel, han havde regnet det ud. Han havde i hvert fald sendt mig et par opmuntrende blikke og hentydet til, at han gerne vil snakke med mig under fire øjne. Men ærlig talt var han den sidste, jeg havde lyst til at snakke med lige nu, så jeg undgik hans alene-snakke og lod som om, jeg ikke forstod hentydningen.

En viberende fornemmelse i min lomme afbrød mine tanker, og jeg førte fumlende min hånd ned i lommen for at stoppe den irriterende vibration. Det viste sig - typisk nok - bare at være en sms fra Louis, hvilket var ret underligt, eftersom han højst sandsynligt var i lokalet ved siden af mig. Jeg trykkede mig en smule irriteret ind på sms'en og læste: "Hazzaaa, vi mangler dig i studiet... Sådan næsten i hvert fald. Kom nu, vi er på vej derhen!".

Det her var åbenbart en af de der gange, hvor vi bare bestemte os for at indspille lidt, selvfølgelig med tilladelse og sådan noget. "Lou din gris, det kunne i godt have sagt lidt før! Er på vej," skyndte jeg mig at skrive, inden jeg hurtigt sendte den afsted.

Studiet var heldigvis ikke langt væk, og jeg var snart fremme. Heldigvis var jeg ikke blevet stoppet af nogle skrigende piger, måske pågrund af mine store - og ret så grimme - solbriller og den endnu større hue, jeg havde taget på i farten. Det gik også overraskende let med at komme ind, drengene plejede altid at drille mig ved at låse døren og ikke lukke den op, hvis de var her før mig - men ikke denne gang.

"Drenge?" råbte jeg en smule forvirret. De havde ikke været i studiet. "Vi er her," lød Louis' stemme pludseligt, og underligt nok kom den fra det lille rum, der fungerede lidt som et pauserum. Jeg traskede en smule langsomt derind. "I kunne altså bare være begyndt uden mig." De småmumlede lidt og sendte mig af og til et nik, inden de alle sammen rejste sig op og gik tavst mod studiet.

Jeg vil egentligt have sagt noget mere, men der var noget ved deres ansigtsudtryk, der afholdt mig fra det.

Vi fandt hurtigt teksterne frem og begyndte at synge, dog startede vi selvfølgelig med lidt lydtesting og opvarmning, ved at synge vores gamle sange. Men det var ikke normalt, det var det bare ikke. Drengene plejede at fjolle rundt, skubbe og grine, men ikke denne gang. Tilsidst kunne jeg ikke holde det inde mere, jeg måtte bare spørge: "Hvad sker der med jer drenge? Hvorfor er i så stille?!"

Men de svarede ikke, de trak bare på skuldrene og mumlede noget usammenhængende. Men de behøvede ikke at forklare, jeg havde forstået det. Forstået hvorfor de var så stille og underlige. Det var fordi de vil være sød mod mig. "ZAYN," råbte jeg surt, mens jeg irriteret smed alt jeg havde i hænderne og stormede ud.

"Harry... Come on," råbte Zayn efter mig. Men jeg vendte mig ikke om for at tale med ham, lige nu var han den sidste, jeg havde lyst til at at tale med. Det kan godt være, at han bare havde gjort det for min egen skyld, så drengene ikke gned salt i såret. Men jeg vil virkeligt have fortrukket, hvis han ikke havde sagt noget; så hellere få salt i såret!

"Smut Malik!" råbte jeg surt, imens jeg fortsatte væk. Men det fik vidst ikke Zayn til at stoppe, i hvert fald fortsatte fodtrinene bag mig. De gik dog ikke mere, de var faktisk begyndt at løbe. Hvilket selvfølgelig bare fik mig til at løbe. Han skulle ikke have lov til at indhente mig, det fjols!

Det endte med, at jeg sank sammen bag en sofa. Forhåbentligt vil han ikke kunne finde mig. "Harry..?" lød Zayns tøvende stemme. Det var så nu, jeg skulle sige noget, men jeg sagde intet, det her var bare ikke okay. Man kunne på ingen måde sammeligne det med at spise det sidste slik, smådrille hinanden eller gå efter én i en vandkamp. Det her var personligt og skulle have været en hemmelighed, men det var det ikke mere.

"Hazza?" spurgte Zayn endnu mere tøvende, inden han fortsatte til det næste rum.

Jeg sank endnu mere sammen bag sofaen, vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne selvfølgelig gå ind og fortsætte med at synge, men det kunne jeg bare ikke få mig selv til at gøre. Al opmærksomhed ville være rettet mod mig, og det ville være vildt pinligt. Istedet blev jeg bare siddende, så vil alt måske løse sig.

Måske ville jeg, når jeg åbnede øjnene, ikke have slettet hendes nummer, men faktisk være igang med at skrive til hende. Måske ville Zayn ikke have tvunget mig til at vælge, men støttet op om fortsat at have kontakt med begge. Måske ville mit liv være perfekt.

Men det ville selvfølgelig ikke ske. Når jeg åbnede mine øjne, ville alt være ligeså dumt som før, og jeg ville stadig sidde bag en sofa, for at gemme mig for en af mine bedste venner. Tåbeligt.

"Harry," afbrød Zayn mine tanker. Denne gang var stemmen bare ikke langt væk, denne gang var den lige over mig. Jeg kiggede forvirret og en smule skræmt op, og så Zayn, som stod og kiggede på mig. "Zayn..." mumlede jeg og løftede min hånd, som en lille, plat hilsen. Zayn sukkede dybt og undgik kort mine øjne. "Undskyld Harry, virkeligt undskyld! Det var ikke meningen at gøre dig ked af det, jeg troede det her ville være bedst."

"Men det var det ikke!" hvæsede jeg surt, mens jeg lod mine hænder skjule mit ansigt. Jeg havde ærligtalt både troet og håbet, at Zayn ikke kunne finde mig og bare var gået ind til drengene igen. Men intet gik efter mit hoved for tiden, så selvfølgelig skulle det her også gå galt!

Endnu engang sukkede Zayn dybt, men nu så han i det mindste mig i øjnene; eller prøvede. Nu kiggede jeg nemlig væk, måske fordi jeg kunne mærke tårerne presse på. "Jeg ved godt, det var dumt..." mumlede han, "men... Jeg tænkte mig bare ikke om, okay?!" Jeg kiggede op og så på ham med et sårbart blik, som egentligt skulle se surt og utilfreds ud, men som sagt; ingenting gik godt for mig i dag.

Pludseligt afbrød min mobil mit stirrende blik ved at viberere højt. Jeg gav Zayn et sidste sigende blik, før jeg kiggede ned på min mobil. Det var et nummer, jeg ikke havde kodet ind... længere. Selvom jeg ikke havde skrevet med hende i særlig lang tid, kunne jeg straks genkende hendes nummer.

Hej :D

Det var faktisk kun et ord og en tåbelig smiley. Men ordet skar i mig, og det var som om, at smileyen kiggede ondt på mig og hånede mig. Jeg klikkede hurtigt ud ad beskeden, så kunne jeg forhåbentligt hurtigere glemme det. Endnu engang blev mine tanker afbrudt, denne gang var det dog af Zayn.

"Var det hende?" spurgte han tøvende. Jeg sukkede dybt, men nikkede så. Der var ingen grund til at lyve mere; han havde allerede gennemskuet mig for mange gange. I det mindste fik mit lille nik ham til at lukke munden - bare han dog havde gjort det noget før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...