Trouble Maker - One Direction(SLETTES MÅSKE)

To helt forskellige piger, tager til to helt forskellige One Direction koncerter, på helt forskellige tidspunkter. Hver især møder de Harry Styles, som tager dem med om backstage. Han flirter lidt med dem, og de holder kontakten. De mødes med ham, på forskellige tidspunkter, og de ved overhovedet ikke, at han faktisk har noget kørende med dem begge, på samme tid, men de to piger møder hinanden, og begynder at snakke sammen. Hvad vil der ske? Vil Harry blive opdaget? Vil pigerne blive bedste venner? Følg med i - Trouble Maker - One Direction.

Hailey Allen, skrives af Lauraen.

Emily Green, skrives af Sylt.

Harry Styles, skrives af Regine.

God fornøjelse.

38Likes
40Kommentarer
4430Visninger
AA

5. She makes me wanna - Harrys synsvinkel

Emily var virkelig let at snakke med, på den gode måde altså. Jeg følte virkeligt, at hun havde kendt os i årevis, og dette bare var et normalt besøg. Men det var selvfølgelig langt fra virkeligheden.

Måske var det, fordi der var noget specielt ved hende, et specielt glimt i øjet. Jeg gik selvfølgelig ikke og gav backstagepas til alle, jeg kom til at støde ind i. Faktisk var hun den første, jeg havde givet det til, men jeg mener, at Niall har gjort lidt det samme før. Det ændrede dog ikke, at jeg ikke syntes, Louis burde finde ud af det. Efter koncerten i London havde jeg virkeligt prøvet at tone det lidt ned, og jeg syntes ærligtalt, at jeg var blevet bedre til det.

Denne invitation var bare et svagt øjeblik, og det ville helt klart ikke gentage sig, håbede jeg i hvert fald. For jeg kunne sagtens se, hvad Louis mente, når han nævnte det for mig. Jeg havde bare ikke lyst til at indrømme det overfor ham. Zayn havde lagt to og to sammen og forstået, hvad det var der skete. Heldigvis for mig, havde han taget det til min fordel og prøvede nu at springe elegant over emnet, hver gang Louis bragte det på banen.

"Nå", spurgte Zayn med en drillende stemme, "har du så en favorit?". Vi kunne ikke holde grinet tilbage, det her var typisk Zayn. Hver gang der kom en pige fan ind backstage, spurgte han hende hurtigt, hvem der var hendes favorit, og hvis det ikke var ham, blev han helt rød i hovedet og forholdt sig forholdvis stille resten af samtalen, medmindre hun var et vaskeægte hug selvfølgelig. Det var blevet virkeligt sjovt, dengang der, til en forandring, var kommet en dreng ind. Det var ikke fordi, at vi havde noget imod drenge directioners, vi kunne faktisk meget godt lide dem. Men Zayn havde hele dagen snakket om, at han havde fornemmelsen af, at det ville blive en virkelig lækker pige, der kom backstage. Så da han så drengen, blev han helt stille og rød i hovedet.

Emily så tøvende ned i gulvet, men kiggede så igen op med et fortryllende smil: "I er så forskellige og dog så ens, jeg har ingen favorit".

Svaret burde egentligt gøre Zayn tilfreds, da det jo betød, at han trods alt var 1/5 del favorit. Men Zayn fik bare et lidt fjernt blik i ansigtet. Jeg rystede grinende på hovedet og sendte et strålende smil til Emily, som straks smilte tilbage. Jeg sad lidt og betragtede hende, indtil Zayn, som åbenbart havde fået en ny idé, begyndte at tale igen: "Okay så... Hvem er så den lækreste? Alle har en de synes er lækrest!".

Selvom jeg ikke kunne holde mit høje og gennemtrængende grin tilbage, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, at det Zayn sagde faktisk var rigtigt. Det var måske ikke alle fans, der havde en favorit, ellers ville de i hvert fald ikke indrømme det. Men de fleste, sådan set alle, havde en de syntes var lækrest. Jeg tror, det er fordi vi er så forskellige, i hvert fald på udseendet. Så i mange tilfælde er der altid en af os, som passer til ens smag i drenge.

"Øh...", mumlede Emily og så rødmende ned i gulvet, "det må jo nok være Harry".

Jeg prøvede ikke engang at holde grinet inde; jeg vidste på forhånd, at det var umuligt. Zayn håbede altid så meget, at han ville være den, pigen syntes var lækrest, men det var det jo ikke altid.

Normalt var det nu, at jeg ville kigge hen på Zayn, som altid fik et vildt sjovt, tomt ansigtsudtryk. Men ikke denne gang. Denne gang kiggede jeg hen på Emily, som underligt nok også kiggede på mig. Vi sad bare der og kiggede hinanden i øjnene. Det burde føles underligt, men det gjorde det ikke, det føltes naturligt og vidunderligt.

Jeg vidste ikke, hvad det var, der var ved Emily. Måske var det, fordi jeg ikke havde behøvet at tage hende med i et andet rum, fordi hun var genert. Måske var det hendes røde hår, som, på en eller anden måde, fik mit hjerte til at springe et slag over af og til. Det kan også være, at det var fordi, hun havde det så godt med drengene. Det var ikke akavet, overhovedet ikke, det føltes faktisk helt naturligt.

Pludseligt lagde jeg mærke til den dybe stilhed og brød hurtigt vores øjenkontakt for at se, hvorfor det hele var blevet så stille.

Jeg fandt hurtigt ud af hvorfor. Louis, Zayn, Liam, ja, selv Niall sad og kiggede underligt på os. Mit blik faldt hurtigt ned imod gulvet, hvor det hurtigt fandt en lille plet at fokusere på. Det var ikke meningen, at de skulle have set det. Men på den anden side, vi sad jo i samme rum som dem, så kunne jeg heller ikke forvente, at de blot ville vende det blinde øje til. "Nå", sagde jeg, egentligt bare for at afbryde stilheden. Men Louis lod mig ikke afbryde den alt for sigende stilhed så let: "Nå hvad?".

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. Faktisk er jeg ret sikker på, at min hjerne i samme øjeblik slog fra. Mit blik vandrede hurtigt væk fra pletten på gulvet og rundt i rummet for at finde noget at fokusere på. Tilsidst endte mit blik på min egen vandflaske, som jeg stadig havde i hånden. "Nå", gentog jeg denne gang mere selvsikkert, "er du blevet tørstig?". Jeg rakte min vandflaske hen imod Emily med et skævt smil. Louis fniste højlydt, hvilket fik et smil frem på de andres læber, men det valgte jeg er overse.

Emily kunne nu heller ikke lade være med at smile stort, men det valgte jeg nu også at overse. Men hun tog dog imod den, sikkert for at jeg ikke skulle se for dum ud, sådan som jeg sad og strittede med vandflasken. "Jeg er nu ikke specielt tørstig", mumlede hun med et lidt for stort smil, "men okay". Det fik ikke ligefrem Louis til at stoppe med at grine, det gjorde det faktisk meget værre.

Men hvad er der at gøre, det er jo Louis der griner. Og snart havde han smittet alle os andre, så selv jeg grinte med. For selvom det nu var ret pinligt, så kunne jeg jo godt se det sjove i det. Hvis det havde været en af de andre, der havde gjort det samme, havde jeg nok også ligget flad af grin på gulvet ligenu.

Tilsidst havde vi grint så meget, at vi simpelthen ikke kunne mere. Jeg så med et kæmpe smil på Emily, men hun havde travlt med at kigge på sit ur: "Jeg skal vidst til at gå nu, har lovet ikke at komme forsent hjem". Jeg kunne tydeligt se på hende, at hun virkeligt gerne ville blive her, men bare ikke kunne.

"Det er okay", sagde jeg og satte mig hurtigt hen ved siden af hende. Der var noget, jeg simpelthen var nød til at gøre. Emily kiggede afventende på mig; kunne åbenbart se, at der var noget, jeg gerne vil sige. "Du skulle vel ikke have et...", mumlede jeg tøvende, "mobilnummer?". Hun sendte mig et stort smil, som nåede helt op til hendes strålende øjne. Hun fumlede kort med et eller andet i lommen, men fik så trukket et lille papir og en blyant op, hvorpå hun hurtigt skrev sit nummer, som hun gav til mig.

"Du skriver bare", sagde hun, som om det var noget af det mest naturlige i verden. Jeg nikkede og lagde det hurtigt i lommen, så drengene ikke ville se og tage det.

"Det har været hyggeligt, jeg håber, jeg ser jer igen", sagde hun med et lille vink, i det hun gik ud af døren. Jeg klappede lommen, hvori hendes nummer lå. Jeg var ret sikker på, at vi skulle ses igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...