Trouble Maker - One Direction(SLETTES MÅSKE)

To helt forskellige piger, tager til to helt forskellige One Direction koncerter, på helt forskellige tidspunkter. Hver især møder de Harry Styles, som tager dem med om backstage. Han flirter lidt med dem, og de holder kontakten. De mødes med ham, på forskellige tidspunkter, og de ved overhovedet ikke, at han faktisk har noget kørende med dem begge, på samme tid, men de to piger møder hinanden, og begynder at snakke sammen. Hvad vil der ske? Vil Harry blive opdaget? Vil pigerne blive bedste venner? Følg med i - Trouble Maker - One Direction.

Hailey Allen, skrives af Lauraen.

Emily Green, skrives af Sylt.

Harry Styles, skrives af Regine.

God fornøjelse.

38Likes
40Kommentarer
4499Visninger
AA

12. I know we only met, but lets pretend it's love- Harrys synsvinkel

Jeg grinte en smule hæst: "Det gør ikke noget babe". Emilys kinder blev straks en smule pink, hvilket bare gjorde hendes ansigt endnu kønnere. Jeg kunne ikke fatte, hvor dumme vi begge havde været. Vi havde siddet i samme rum og ventet på hinanden i 10 minutter. Det var endda et tilfælde, at hun overhovedet havde opdaget mig.

"Hvad skal du så have?", spurgte jeg, og gav hende det lille menukort. Emily tog et hurtigt blik på menukortet og satte en fast finger på den varme kakao. Overraskende nok var det præcis, hvad jeg havde regnet med, og jeg er altså ikke god til at forudse ting.

Jeg kaldte tjeneren hen, så vi kunne bestille. Han stod lidt og kiggede på os, inden han smilte stort og tilfreds. Vi havde sikkert været nogen rigtig besværlige kunder, før vi altså havde opdaget, at vi begge sad her. Gad vide om han ville tænke anderledes, hvis han vidste, hvem jeg var - hvis han da overhovedet kendte til bandet overhovedet.

I et kort sekund overvejede jeg at fortælle ham det, men gik alligevel hurtigt væk fra den idé. Det her skulle være en lille, hyggelig og intim date, hvis det begyndte at sprede sig, hvem der i virkeligheden sad under hætten og solbrillerne, ville den være ødelagt på nul komma fem.

"En varm kakao, en latte og to stykker af dagens kage", sagde jeg, mens Emily gav ham menukortet. Hendes kinder havde stadig antydningen af pink, men det kunne på nuværende tidspunkt let forvekles med, hvad det nu end er, piger putter på kinderne. Noget med ro... Ro-che, ro-se, ro-age? Pludseligt kom ordet bare til mig, rouge! Hendes blide rødmen kunne let forvekles med rouge!

Okay, jeg har vidst været lidt for meget sammen med piger... Sådan noget burde jeg altså ikke vide, og da slet ikke være stolt over at vide.

Jeg rystede tankerne ud af hovedet og sendte Emily et stort smil. I samme øjeblik kom den selv samme tjener som før og stilte, to kopper og to tallerkener foran os. Jeg sendte ham et svagt smil, inden jeg igen gav Emily min fulde opmærksomhed.

"Jeg ved du ikke havde bestilt kagen, men jeg tænkte bare, at den søde skulle have lidt sødt", sagde jeg og hentydede til kagen. Nu kunne hendes rødmen ikke forveksles længere, og man kunne hellere ikke ligefrem kalde mit smil svagt længere.

"Og det skulle komme fra dig?", grinte hun og tog en slurk af sin kakao.

Jeg tog en bid af kagen, som var præcis, som jeg havde forudset - overraskende nok igen - ret så sød. Dog ikke så sød, at den var kvalmende, bare tilpas sød:

"Det ser sådan ud, gør det ikke?". 

Disse ord fik Emily til at grine højt og hjerteligt. Men hendes grin var ikke som før, denne gang lød det ikke kontrolleret og tøset. Nej, denne gang lød det præcist som et grin skulle lyde; en smule dumt og sødt. Jeg kunne ikke holde mit eget dumme grin inde, og snart sad vi og hylede af grin over, hvor dumme vi lød.

Det var faktisk ret dumt. For nu mere vi grinte, nu mere dumme lød vi, og nu mere dumme vi lød, nu mere grinte vi. Det hele var faktisk en ond cirkel, som sikkert aldrig ville have stoppet, hvis ikke tjeneren var kommet hen og surt havde bedt os om at stoppe, da vi åbenbart skræmte gæster væk.

Faktisk fik det os til at grine endnu mere, men efter lidt tid tog vi os sammen og stoppede det vilde latteranfald. Vi var begge helt røde i hovedet, men hvem bekymrede sig om det? Jeg tog bare en stor bid af kagen og rykkede lidt tættere på hende. Emily fniste lidt, men stoppede så pludseligt og så alvorligt på mig:

"Jeg skulle jo nødig skræmme flere gæster væk".

Disse ord fik bare mig til at grine højt, inden jeg kunne nå at tage min hånd op til munden. Dog nåede tjeneren at høre det og sendte mig et surt blik. Jeg lavede hurtigt en mental note om, at jeg ikke skulle gå ind på denne café igen, medmindre det var virkeligt nødvendigt. For selvom jeg ville have noget andet tøj på, vil tjeneren stensikkert kunne genkende mig - det er bare typiske tjener skills - også ville han med garanti spytte i min latte eller sådan noget.

"Du har ret, jeg tager mig sammen nu", småfniste jeg og tog en dyb indånding. Inden i flækkede jeg godt nok stadig af grin, men uden på havde jeg taget mig sammen og var nu i mit es.

Snart var kage, kakao og latte da også væk, og eftersom jeg blev nød til at huske på min mentale note, kunne jeg ikke rigtigt bestille mere. Så istedet bad jeg om regningen, mens jeg prøvede at holde masken, da tjeneren så surt på mig igen.

"Jeg tænkte på", startede jeg og sendte Emily et stort smil: "Om vi ikke skulle gå hen til parken? Bare fordi tjenerne er lidt sure, behøver det ikke at være enden".

Emily så op på den stadig sure tjener, der var igang med at få lavet en bon til os, og derefter på mig igen. I lidt tid sad hun bare og så på mig, men jeg kunne tydeligt se på hendes levende øjne, at hun ligesom jeg var ved at bukke sammen af grin. Dog tog hun sig ligesom jeg sammen og åbnede munden for at sige noget. Men tjeneren - hvem ellers - afbrød hende:

"Her er jeres regning, jeg håber i nød maden og", han så tøvende på os, men fortsatte eftersom vi trods alt var kunder og kunder var lig penge: "Kom endelig igen".

Jeg nikkede og smilte anstrengt til ham, inden jeg rejste mig op og gik hen vedsiden af Emily.

Sammen gik vi ud af resturanten og bare for at irritere tjeneren, råbte vi begge, at det var den dårligste service ever, inden vi skyndte os ud og smækkede døren i efter os. Nope, her skulle jeg absolut ikke komme igen.

Vi løb indtil, vi nåede parken, hvor vi forpustede satte os på en bænk. Hun lænte sig op ad mig, og jeg lagde armen om hende, som om vi havde kendt hinanden i evigheder.

Sådan sad vi lidt, i fuldstændig stilhed og kiggede på menneskerne, der gik forbi os. Det var ikke en spor akavet stilhed, det føltes faktisk helt naturligt og godt. Så godt, at jeg simpelthen ikke nænnede at stoppe den. I stedet lænte jeg mig bare ned til hende og pressede mine læber imod hendes.

Hun virkede en smule overrasket, men ikke så overrasket, at hun ikke kyssede tilbage. Faktisk var det hende, der tog mod til sig og lod kysset udvikle sig til en blid snav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...