Trouble Maker - One Direction(SLETTES MÅSKE)

To helt forskellige piger, tager til to helt forskellige One Direction koncerter, på helt forskellige tidspunkter. Hver især møder de Harry Styles, som tager dem med om backstage. Han flirter lidt med dem, og de holder kontakten. De mødes med ham, på forskellige tidspunkter, og de ved overhovedet ikke, at han faktisk har noget kørende med dem begge, på samme tid, men de to piger møder hinanden, og begynder at snakke sammen. Hvad vil der ske? Vil Harry blive opdaget? Vil pigerne blive bedste venner? Følg med i - Trouble Maker - One Direction.

Hailey Allen, skrives af Lauraen.

Emily Green, skrives af Sylt.

Harry Styles, skrives af Regine.

God fornøjelse.

38Likes
40Kommentarer
4397Visninger
AA

4. Flirt - Emilys synsvinkel.

Emilys Synsvinkel.

For første gang længe var jeg glad. En følelse, som vred sig i min mave og truede med at blive større, hvis jeg tænkte mere på det. Var det virkelig sandt? Skulle jeg virkelig til en One Direction koncert? Jeg gik stille over til spejlet og stillede mig roligt foran det. Det var ikke længere en trist pige, jeg så foran mig, det var nu en spændt og glad pige. Mit lange, rødbrune hår hang foran mine øjne, og jeg skubbede det irriteret til side, før det faldt ned i ansigtet på mig igen. Jeg fandt lidt creme frem og gned det forsigtigt på mit ansigt. Selvom drengene sikkert ikke ville ligge mærke til mig, måtte man da stadig se lidt godt ud.

Jeg kunne mærke min mors øjne hvile på mig. Jeg vendte mit hoved imod hende og sendte hende et stort smil, imens jeg prøvede at lave en fletning på mig selv. Det var ellers noget min søster plejede at gøre, men hun havde valgt at blive hjemme, da hun mente, at One Direction ikke er noget for hende, og at jeg skal have dem for mig selv. Hun blinkede til mig, som et tegn på, at jeg så smuk ud. Igen smilede jeg til hende og vente mig derefter igen imod spejlet. Jeg satte et hårelastik i fletningen og lod den derefter hænge. Den var nok ikke ligeså god som min søsters, men den var tilpas. Jeg skulle jo bare sove med den. Ingen andre end min mor og jeg skulle se den. 

Jeg lagde hovedet på skrå, rettede min blå natkjole og kiggede ind i mine store blå øjne. Jeg gik væk fra spejlet og satte mig ned på vores store hotelseng. Jeg slukkede min lampe og lagde mig under dynen. Min mor var dog stadig vågen, hun lå og læste, så hendes lampe var stadig tændt. Klokken var kun 20:09, men jeg var så spændt, at jeg bare ville sove, og når jeg så vågnede igen, skulle jeg til koncert, og hvis jeg var heldig, fik jeg måske en autograf. Den truende spænding havde nu bredt sig og var klar på at overtage hele min krop. Mit hjerte bankede hurtigt, og det føltes som om, jeg ikke kunne få vejret. Efter lidt tid slukkede min mor lampen, puttede sig under dynen og lagde armen omkring mig. 

Jeg havde sat vækkeuret til klokken 09:00, så vi kunne komme okay tidligt op. Jeg skulle i bad, vælge tøj, sminkes, sætte mit hår op og så skulle vi også køre i en times tid, hvor vi derefter skulle på café, og så direkte videre til koncerten. Min mor skulle ikke med til koncerten, hun mente, det så for mærkeligt ud, hvis en 45 årig kvinde stod og dansede til et ungt boyband, derfor skulle jeg mødes med min veninde, ude foran det kæmpe hus, hvor koncerten skulle foregå. Koncerten startede først klokken 14:00, så vi havde masser af tid. Mine øjne lukkede i, og før jeg vidste af det, sov jeg som en sten

Jeg vågnede ved at min mor ruskede hårdt i mig. Hun løb rundt på hotelværelset, imens hun gjorde sig klar. Jeg satte mig op, min krop var tung, og det hele virkede uvirkeligt. 

"Klokken er elleve. Du skal skynde dig, hvis vi skal nå det hele," forklarede min mor. Jeg gjorde store øjne. Havde vækkeuret overhovedet ringet? Eller havde vi ikke hørt noget? Min mor kiggede på mig og smilede stort. 

"Undskyld jeg vækkede dig sådan, men vil du ikke gerne nå koncerten?" spurgte hun. Jeg nikkede og løb ud på badeværelset. Jeg startede med at børste tænder. Efter et hurtigt bad tog jeg tøj på, sminkede mig og satte mit hår. Efter fletningen jeg havde sovet med om natten, havde jeg fået små, fine krøller. Jeg kørte min hånd op over hovedet og lod mit hår hænge. Jeg regnede med at det nok skulle nå at tørre i bilen, så jeg lod det være som det var. Klumpet og hængende. 

Jeg havde en helt almindelig blå trøje på, et par stramme jeans og en hvid, hullet cardigan hængende over min bluse. Jeg trak alt mit hår over til den ene side og placerede mine øreringe i hullerne i mine ører. Jeg gik ud til min mor, som havde pakket alle vores ting. Vi bookede os ud og satte os ind i vores bil. Endelig kunne man slappe af, og måske snakke lidt med sin mor, men hun var stille det meste af turen.

Efter der var gået lidt tid, gik det op for mig, at jeg virkelig skulle til en One Direction koncert! Jeg tjekkede uret på min mobil og slap den bagefter ned i mit skød. Kokken viste 12:11. Hvis det var rigtigt, skulle klokken have været 10:11. 

Køreturen gik langsomt, og det føltes, som om vi kørte i en evighed. Der var selvfølgelig masser af kø og forvirrede mennesker. Min mor skulle på toilet, og senere skulle jeg også. Flere gange havde jeg kigget på uret, klokken viste; 12:23, 12:47, 13:02, 13:25, 13:41. Vi kørte ind i en af Londons mange gader og sukkede begge i kor. Vi lod vores blik  falde på to damer, som sad og snakkede ved en café. Det skulle have været os. 

Min mor parkerede ude foran det store teater, hvor koncerten skulle foregå. Jeg kyssede min mor på munden, og hun klappede mig derefter på kinden.

"Hyg dig nu skat. Og undskyld for det med vækkeuret. Pas på dig selv, elsker dig," sagde hun og smilede. 

-"Skal jeg nok mor, det gør ikke noget, og jeg skal nok passe på mig selv, elsker også dig!" svarede jeg hurtigt og gik ud af bilen. Jeg lukkede ihærdigt døren i og begyndte at løbe hen ad gaden op til teateret. En tanke slog mig, og jeg stoppede op. Har jeg billetten på mig? Jeg puttede mine hænder ned i mine lommer og fiskede efter billetten. Jeg fik fat i noget papir og åndede lettet ud, da jeg opdagede, at det var min billet.

Nu var der ikke langt igen. Jeg skulle bare rundt om hjørnet, og så måtte jeg bare håbe, at de ikke havde lukket af. Jeg løb hurtigere og hurtigere, men hjørnet forblev stadig længere og længere væk. Ved min højre side kom der pludselig en flot, hvid limousine kørende imod mig. Fem drenge, der hver især bar deres egen hætte, som gemte deres ansigt væk, hoppede ud af bilen. De sprang over på min side af fortovet, og lige ind foran mig, som også løb. Drengene, der løb forrest, kom ind ad en nødudgangs dør, som jeg ikke havde lagt mærke til. Den sidste dreng tabte en ting foran mig mig, bag ham, og vendte sig om for at tage det op. Da han vendte sig om, smadrede han hovedet op i mig, og jeg væltede ned på den kolde, hårde asfalt. 

"Åh, det må du meget undskylde!" sagde han og hjalp mig op at stå. Jeg nikkede og sendte ham et dræberblik. 

"Jeg har meget travlt, okay? Jeg skal nå til den her koncert, så jeg har ikke tid til at sludre," mumlede jeg og satte i løb igen. 

"Åh, vent!" Råbte han efter mig. Jeg stoppede op og vendte mig irriteret om. Han kunne ligesom se på mig, at jeg havde travlt, så hvorfor stoppe mig? Han løb hen til mig og tog den stribede hætte af. Et velkendt ansigt dukkede frem, og han smilede.

"Harry.. Harry Styles?" stammede jeg og måbede. Han nikkede og lagde en finger foran sine læber, som tegn på, at jeg ikke måtte skrige op eller sige noget til nogen. Jeg nikkede hurtigt, og han tog sin hætte på igen.

"Her," sagde han og puttede noget i mine hænder. Jeg kiggede efter hvad det var, og så en VIP Backstagebillet til koncerten ligge i mine hænder.

"Som undskyldning for, at jeg kom til at vælte dig," sagde han og slap min hånd igen. Jeg rødmede måske lidt, men jeg fattede intet. Jeg kiggede flere gange mellem passet og ham. Jeg skulle lige til at takke ham, da en dreng stak hovedet ud ad døren. Han var ikke iført en hætte mere, men et fint, sort jakkesæt. 

"Kom nu Harry! Vi skal virkelig skynde os! Pigerne i salen, begynder altså snart at kalde på os," halvt råbte han og gjorde tegn til, at han skulle komme. 

"Jeg kommer nu Louis! Vi ses senere, bare kom hen til os efter koncerten," sagde han hurtigt, det sidste henvendt til mig. Jeg nikkede og forstod langsomt hvad der skete. Jeg havde lige set to drenge fra One Direction, helt tæt på mig! Han blinkede til mig og løb hen imod Louis. Det var ikke til at fatte, at jeg skulle mødes med drengene efter koncerten, og så kunne jeg måske endda få lov til at møde de andre drenge også. Og jeg havde lige rørt en kendt! De fleste andre piger, som virkelig går op i One Direction, har højst kun set dem på en skærm, eller måske været heldige nok at komme med til en koncert. Var det virkelig sandt? Skulle jeg virkelig mødes med dem?

Jeg løb rundt om hjørnet, og en stor, mørk mand, skulle til at gå indenfor, da jeg sprang ind foran ham og viftede med min billet til koncerten. Han sendte mig et irriteret smil, men jeg fik dog lov til at komme ind. Da gik det op for mig, at min veninde ikke stod og ventede på mig. Var hun bare gået ind, fordi jeg kom for sent? Det må have været det, tænkte jeg og smuttede igennem dørene ind til koncerten.

Koncerten gik strålende. Jeg hoppede, skreg og sang med, som de tusinder af andre piger. Jeg prøvede hele tiden at komme i kontakt med Harry, som virkelig morede sig, men det var umuligt. Jeg var jo bare én ud af tusinde piger. Drenge lagde tit armene omkring hinanden og sang, imens de pegede ud på pigerne, og dansede små danse hver for sig. Niall sprang rundt og satte sig ned på knæ foran pigerne, hvor han derefter blinkede. Det fik alle piger til at skrige. Zayn dansede rundt på scenen og kiggede Liam i øjnene. Louis lagde sin arm over Harrys skulder og sang med på sangen.

Da koncerten var slut, kunne man skimte grædende piger, der stod foran scenen og ventede på, at drengene kom ned, imens de andre gik roligt, nogle masende, ud ad dørene i den store sal. Jeg gik op til scenen og viste en mand mit VIP pas. Han lod mig passere, og nogle andre piger, der havde stået og ventet på drengene, sendte mig nu dræberblikke, og jeg kunne endda høre dem sige noget med: ''Oh gosh, hun er heldig, men hun er heldigvis så grim, at drengene kommer løbende ud derfra.'' Bagefter pegede hun op på mig. De andre piger grinte og begyndte at synge ''One Thing''. 

Jeg gik om bag scenen og stod nu foran en sort dør. Jeg begyndte at få sommerfugle i maven og kunne ikke klare det længere. Tag dig nu sammen Emily, det skal nok gå. Nu har du endelig chancen for at mødes med drenge, og så spilder du tiden foran døren, tænkte jeg. Jeg bankede roligt på, og der gik ikke lang tid før Niall åbnede døren. Han så lidt skuffet ud, men han lod mig komme ind.

"Hvad så Niall, er du bange for piger?" spurgte Liam ovre fra en en sækkestol i hjørnet. Zayn begyndte at grine og Liam med. 

"Nej, nu troede jeg bare lige, det var pizzamanden," forklarede Niall skuffet. Jeg smilede til ham og så grinte Niall med de andre drenge. 

"Hejsa," lød det glad ovre fra en hjørne sofa. Jeg vendte mig imod stemmen og så Louis og Harry sidde sammen. Det var helt klart Harrys stemme, der havde hilst, det kunne man høre på hans accent. Jeg begyndte at vakle og svarede roligt tilbage.

"Hvordan har du det?" spurgte Harry og gjorde tegn til at jeg skulle komme over til ham. Rummet var ikke særlig stort og for det meste sort. Gulvet var gyldent brunt, og væggene hvide, men med en masse sorte tæpper hængende foran. Der stod to sorte sofaer foran hinanden, og imellem dem lidt snacks og noget vand på et bord. Alle drenge havde en vandflaske i hånden. Det så ret sødt ud.

"Jeg har det godt. Eller, faktisk har jeg det fantastisk, har aldrig haft det bedre," svarede jeg. Han nikkede forstående, sendte mig et smil og rakte ud efter lidt chips. Niall havde sat sig i en sækkestol sammen med Zayn og Liam med sin helt egen chipsskål. Jeg gik hen til den anden sofa og satte mig roligt ned. Louis var i fuld gang med at tjekke sin facebookprofil, men han kiggede dog stadig op på mig nogle gange.

"Hvad hedder du?" spurgte Louis, og tog en slurk af sit vand.

"Emily.. Emily Green," svarede jeg. Niall kiggede op på mig.

"Ligesom farven grøn? Altså Green, grøn? Er det ikke rigtigt nok, og hvorfor har du en farve i dit navn?" spurgte han forvirret, og alle grinte af ham, så selv Niall hoppede med på det. Vi hyggede os alle sammen, og det endte endda med, at drengene kom over og sad hos mig i sofaen, imens Louis havde lagt sin computer væk.

"Vent.. Jeg troede ikke at vi skulle have nogle backstage idag?" sagde Louis og kiggede på Harry. Han løftede sit ene øjenbryn og fik et smørret grin på læben. Harry kiggede på sine hænder uden at svare, og Zayn skiftede hurtigt emne.

"Hvor kommer du fra? Din accent er ikke engelsk," forklarede han spørgende. Jeg rettede mig op. Sommerfuglene i min mave var blevet mindre, da det nu var mere naturligt for mig at snakke med dem.

"Jeg kommer fra USA," forklarede jeg. Drengene kiggede på hinanden med et interreseret blik. 

"Vi elsker at der kommer folk fra andre lande, og ser vores koncert. Det er fantastisk," forklarede Liam og sendte mig et smil.

Det her var det bedste der nogensinde var sket for mig, den bedste dag i mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...