Guldtårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang
Andromeda er en ung staldpige, som arbejder på familien Holzenbergs herregård i landet Riverland. Hun aner intet om sin fortid, for hun har været på gården så længe, hun kan huske. En følelse inden i hende fortæller dog, at hendes skæbne ikke ligger i at arbejde som staldpige.
En dag opdager hun, at hun ikke er som alle andre mennesker. Hun gemmer på kræfter og evner, hun aldrig havde troet muligt. Men hvad skal man gøre, når intet er, som man troede, når man bliver holdt fanget på en herregård, og når man ved, at man bliver nødt til at flygte?

16Likes
47Kommentarer
1881Visninger
AA

6. Markedsdag

Efteråret bragte nye kolde tider med sig. Alle på gården arbejdede hårdt for at nå årstidens gøremål, inden vinteren ville indfinde sig. Høsten skulle fordeles i salg og forbrug, der skulle tættes tag på en af tilbygningerne, dyrene skulle fedes op, og gården indvendig skulle have den helt store tur. Kokkene og tjenestepigerne saltede kød og fisk, og gartneren samlede konstant blade sammen. Også blandt staldfolkene var stressfaktoren høj. Staldene skulle ordnes, hestene passes og høet skulle oplagres forsvarligt, så der var mad nok til hele vinteren. Desuden var tiden inde til den store Markedsdag. Det var den dag på året, som var allermest spændende, fordi der kom boder fra nær og fjern, underholdning og sidst men ikke mindst musik og dans. Alle glædede sig til at møde venner og bekendte, smage på de eksotiske varer og indtjene gode skillinger.

Andromeda havde nok at tænke på. Der var gået en måned siden, hun var blevet bortført, men det tyngede hende stadig. Greg havde været ubehageligt tavs og stille på det seneste – i hvert fald overfor hende. Han kommenterede hende aldrig, så aldrig direkte ind i hendes øjne, var aldrig ret længe ad gangen i samme rum som hende… Det virkede mistænkeligt.

Gårdspladsen var tom, da hun traskede hen mod køkkentrappen. Det var en kold morgen, og hun havde været nede i staldene for at muge ud. Nu ville hun ind i og få lidt varme, inden hun skulle derud igen. Himlen var stålgrå, faktisk næsten lige så grå som Herrens øjne. Et par løbske blade fejede hen langs husmuren, så det skramlede.

Facaden på selve gården var storslået. Herrens gård var ikke bare en lille hovedbygning med et par omkringliggende tilbygninger, nej, denne her gård var helt speciel. Hovedbygning var en toetagers, hvidkalket og firkantet bygning med indviklede og snørklede detaljer. Døren var smukt udskåret og importeret direkte fra Kongens egen arkitekt. Taget havde en brunlig farve, og to store spir prydede de to tårne. I forlængelse med hovedbygning, var op til flere tilbygninger – både gamle og nye, så der var plads til opbevaring og andre lignende formål. Som sagt, lå staldene lidt derfra.

Hele den prægtige bygning var omgivet af tilhørende marker, en stor have og en lille, men charmerende sø. Længst ude, næsten helt ned til grænsen af nabogården var alle de store aksetræer.

Al skønheden lå gemt bag bakker, så den lå så langt væk fra hovedvejen som muligt. Men bag alt det skønne hvilede en vis autoritet, frygten og respekten. Man frygtede den og dens ejere mere end noget andet.

Andromeda hostede og prøvede at banke lidt varme i sine stivfrosne fingre. Inden hun gik indenfor i varmen, skævede hun ud over gårdspladsen – og det havde nær givet hende et hjertetilfælde.

Pludseligt blev hun overfaldet af en stor lodden køter. Den havde næsten væltet hende bagover, hvis ikke hun hurtigt havde grebet fast i et jerngelænder nær køkkendøren. En ru tunge begyndte at slikke hendes røde næse og følelsesløse kinder. Andromeda prøvede at skubbe den væk, men det var helt umuligt. Til sidst løb den væk af en naturlig årsag: Kokkemor kiggede strengt ud ad døren.

”Hvad lavede det rakkerpak her? Hvor har du fået fat i den henne?” spurgte hun og så bebrejdende på Andromeda, som hurtigt puttede alle skjolde op omkring sig.

”Fra himlen,” svarede hun koldt, kort og præcist. Kokkemor brummede bare og gjorde en håndbevægelse som tegn til, at hun skulle skynde sig ind. Med et irriteret suk kom Andromeda på benene. Inden længe sad hun foran den dejlige kakkelovn. Et par andre forfrosne sjæle sad allerede og varmede deres lemmer op. Berida kom vuggende hen til hende med en dampende kop i hånden.

”Hvad er det?” spurgte Andromeda og nikkede i retning af koppen. Berida smilede sit dejlige smil, så et par smilehuller dukkede frem. Hun havde et vidunderligt langt blondt hår, som normalt var sat op i en knold. Øjnene var funklende blå, og kroppen var tilpas buttet på de rigtige steder. Mange af mændene begærede hende på en eller anden måde.

”Urtesuppe. Frisk lavet,” svarede hun og gav Andromeda koppen. Så vuggede hun tilbage til komfuret for at skænke en ny kop. Andromeda lukkede sine fingre omkring den nye varmekilde og sugede energien til sig. En fantastisk duft af urter og grøntsager nåede hendes næsebor, og ikke længe efter sluprede hun det hele i sig. Hun lukkede øjnene, da den varme suppe løb ned igennem hendes hals. Lige hvad hun manglede.

Småsnakken gik på kryds og på tværs om den kommende Markedsdag, og en lunefuld stemning dannede sig i køkkenet, også selvom Kokkemors ravneblik hvilede på det hele.

På et tidspunkt var Greg kommet ind efterfulgt af en mand, som hed Richard, der blandt andet var blandt Flommes kammerater og en dygtig sælger. Egentlig flink nok, men ikke noget udover det sædvanlige. De kom ind for også at få lidt urtesuppe. Andromeda prøvede at opfange, hvad de snakkede om, men kunne ikke høre det hele, fordi Kokkemor skramlede med nogle gryder og pander. Hun sukkede og lagde de to mænd bagerst i sit hjernekartotek.

 

***

Arbejdet kaldte, så Andromeda måtte springe ind i sit kammer for at hente et par vander og et tykt og uldet halstørklæde, som Kokkemor havde strikket til hende for et par år siden. Så trak hun i sine ruskindstøvler og sin varme overfrakke. Ikke længe efter stod hun ude i stalden for at udse de bedste arbejdsheste til at trække kærren med alle de varer, der skulle sælges om få dage.

Redan, en af de andre stalddrenge, hjalp hende med at tjekke en af de stærke hopper efter for eventuelle skader. Tavsheden var larmende i den støvede stald, og Andromeda overvejede, om hun skulle komme til at sparke til en spand med vilje for at bryde den. Redan var simpelthen den allermest lukkede person i hele verdenen.

Udover Es, Renny og hendes selv, var der atter tre andre stalddrenge. Den ene hed Per, han var den anden ældste efter Es. Den anden hed Doug, han var den som havde sværest ved at acceptere Andromeda. Den tredje var så den lukkede Redan.

”Hvem synes du, vi skal anbefale til Es?” spurgte Andromeda og rømmede sig efter tavshedens kløer. Hun børstede noget hø af skjorten og rettede lidt på bæltet, mens hun ventede på svar. 

”Ester her og Flan er perfekte til kærren. De tre vallakker ville være gode til at bære det overflødige,” svarede Redan efter en tids pause. Hun nikkede kort til svar og klappede Ester. Tavsheden kom igen væltende som en bølge, og da ingen af dem vidste, hvad de skulle sige til hinanden, gik Andromeda i gang med at strigle de benævnte heste, mens Redan gik ud for at planlægge de sidste detaljer omkring transporten af landbrugsvarer.

 

Endelig kom dagen, de alle havde ventet så spændt på. Der var ikke rigtig nogen, der gjorde noget ud af deres arbejde – i hvert fald ikke dem, der tog med til Markedsdagen – og en sitren af glæde bølgede gennem gården. Det var selvfølgelig ikke alle folk på gården, som bare kunne forlade den, derfor var opgaverne streng delt ud mellem de mest erfarne, hvilket ikke ville sige Andromeda. Så hun gik fornøjet rundt og fløjtede en lille melodi. Hun hjalp de andre staldfolk med at få ro på hestene og få pakket de sidste genstande ansvarligt ned.

Renny gik rundt om Ester, den store trækhest, og tilså hende med hjælp fra Redan og Doug. Es og Per stod et stykke derfra og diskuterede, hvilken oppakning der ville sikre den bedste tur for hestene. Ja, det var sørme en kunst at have ansvaret for selve pakningen af dyrene.

Andromeda strammede et reb omkring kærren og sukkede dybt. Viden legede med hendes ildrøde hår, der roligt løftede sig fra hendes skuldre. Fint tøj ejede hun ikke, så hun havde lidt primitivt iført sig et par rene bukser, en uldtrøje og et bælte flettede af pilegrene. Om hendes hals hang en fin hjemmelavet halskæde af nyplukkede blomster. Egentlig var hun meget tilfreds med sit resultat.    

Normalt, når der var Markedsdag, gjorde man lidt ud af sig selv ved at hoppe i de fine klæder. Man tog gerne sine smykker på, eller satte håret op på en anderledes både end man plejede. Mændene kom også i fint tøj – eller i hvert fald noget rent og presset.

”Andromeda, kan du ikke lige springe hen og hente noget vand til hestene inden vi tager af sted. Og sørg lige for at det går hurtigt,” beordrede Per, som var kommet hen til hende efter at have diskuteret færdig med Es.

”Den ordner jeg, Sir,” svarede hun drillende og rykkede en sidste gang i et reb. Per sendte hende et skævt smil og viftede med hånden. Hun vendte sig en omgang og marcherede med rank ryg hen til nærmeste vandtrug. En træspand stod ved siden af, så hun tog den op og kørte den langs vandets overflade, så spanden flydtes til randen. Den var en smule tung, men hun lod sig ikke mærke med det. Hestene drak villigt, og hun måtte fylde den op et par gange mere.

Til sidst var alt klart, og folk havde samlet sig i store klumper på gårdspladsen. Traditionen lød sådan, at Herskabet først forlod gården, hvor efter folkene fulgte trop. Der var nemlig stor adskillelse af tjenestefolk og Herskab. Også på selve markedspladsen var der bevogtede telte til de fine og ganske almindelige telte til de mindre fine – uden bevogtning eller anden luksus.

Det summede af snak rundt omkring Andromeda. Hun prøvede at gætte sig til, hvor mange der tog med, og det fik hun til cirka halvdelen af folkene på gården. Det var flere end sidste år, lagde hun mærke til, og vejret så ud til at holde sig på den gode side. Hun nød det og lukkede øjnene et kort øjeblik for at suge det hele til sig. Et strejf på hendes håndryg vækkede hende fra sin trance.

”Nyder min lille rødtop markedsstemningen?”

Det var selvfølgelig Renny. Han så fantastisk ud, nu hvor han var vasket og havde taget noget rent tøj på. Han lugtede også anderledes.

”Du ved, jeg hader, når folk kalder mig det der…” svarede Andromeda studst. Måske lidt hårdere end hun mente. Han lukkede sine øjne til smalle sprækker og gentog præcis de samme ord, som hun havde sagt.

”Pas på! Eller vil du gerne have en bule til?” advarede Andromeda alvorligt. Renny løftede kasketten og kiggede op mod det sted, bulen havde siddet.

”Tja, du kan da bare prøve,” svarede Renny drilskt. ”Men helt ærligt tror jeg ikke, du får noget ud af det.”

Andromeda kiggede overvejende på ham og svarede:

”Det skal du ikke sige. Jeg har forandret mig siden den dag.”

Renny forstod hendes hentydning, nikkede og gik så hen i mod Redan og Doug.

Ikke længe efter blev de tunge trædøre til herregården åbnet, og Herskabet trådte udenfor i dagslyset. Alle lukkede munden som én. Selv børnene stoppede deres leg.

Herren var prægtig klædt. Han så forfærdelig respektværdig ud, som han stod der i de fineste stoffer med de dyreste syninger. Store guldringe sad op og ned ad de lange fingre, som så helt spøgelsesagtige ud på lang afstand. I det hele taget et syn som ikke mange fik lov at opleve. Andromeda så et par stykker af de tjenestefolk, der stod tættes på, bukke hovedet for at vise deres respekt.

Alma Holzenberg lignede en engel. Hun var klædt i den smukkeste og mest elegante kjole, Andromeda havde set i hele sit liv, og hver gang hun bare avede én bevægelse, smøg det smukke stof sig indtil hendes ben og fik hende til at skinne i den kølige efterårssol. Andromeda så ned af sig selv og ønskede for en eneste gang i sit liv, at hun var klædt bedre. Alma førte sin hånd ind under armen på sin mand, så han kunne føre hende ned til den sorte hestevogn med Brixton, Andromedas yndlings hingst, i spidsen. Han stop perfekt og var helt sikkert Herren værdig. Hans sort manke rørte sig næsten ikke i vinden.

Folk rykkede hurtigt til siden, som en flok køer, der havde fået øje på en ulv, da det fine par gik ned ad trappen og videre henover gruset. De så så fine ud, at Andromeda næsten ikke kunne holde det ud, og hun fornemmede klart en vis frygt blandt alle omkring hende.

Greg sprang selvfølge hen for at åbne døren til vognen, og det lignede, at han rent faktisk havde gjort noget ud af sig selv i dag. Men det var meget bevidst, for når man skulle tæt på Herren, måtte man være præsentabel. Han så ud til at nyde det, observerede Andromeda og rynkede øjenbrynene sammen. Hun huskede sig selv på at være på vagt de næste par timer.

Til sidst trådte deres unge søn ud. Det blonde hår var trukket elegant tilbage med en kam, og tøjet var både nyt og prægtigt. Slægtskabet skinnede klart igennem, og Andromeda var fuldstændig klar over, at han en dag ville blive lige så respekteret, som Herren var blevet det gennem så mange år. Han havde et glimt i øjet, som de fleste piger ville give deres liv for at få til at opleve. Desværre påvirkede dette ikke Andromeda, for der skulle mere end et par vidunderlige øjne og et godt udseende til at vække hende. Personligheden var mindst lige så vigtig.

Sønnen gik med lange skridt hen til hestevognen og satte sig ind lige efter sin mor. Til sidst gjorde Herren en gestus ud mod tjenestefolket og satte derefter sin finskab ind på de bløde sæder. Greg trak sin tunge krop op for at sætte sig på det lille sæde, der var indrettet til en kusk. Han tog tøjlerne og satte gang i Brixton og hans følge. De store hjul gik i omdrejning næsten uden en eneste lyd.

Folk vinkede høfligt efter vognen, da den faretruende hurtigt rullede ned ad grusvejen og videre ud på hovedvejen. Andromeda kiggede rundt omkring, mens hun selv stod og vinkede. Flomme, Berida, Es, Kokkemor, Richard… Alle stod i godhedens tro og vinkede. Sikke en syg tanke, tænkte hun og tog forsigtigt hånden ned.

En mild brise føg lige pludselig ind mellem folk. Andromeda skuttede sig over det lille kuldepust og trak skjorten tættere sammen omkring sin hals. Hendes fødder skridtede hen mod Es, Doug og Redan.

”Magterne tog vist over,” sagde hun sagte til sine arbejdskollegaer, som straks fik et forfærdet udtryk i øjnene. Doug skulede forarget til hende.

”Så, Andromeda, pas nu på hvad du siger højt,” advarede Es. Han rykkede med hovedet som tegn til, at de skulle følge efter Herren.

Så forlod de gården for at begive sig hen til det store marked.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...