Guldtårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang
Andromeda er en ung staldpige, som arbejder på familien Holzenbergs herregård i landet Riverland. Hun aner intet om sin fortid, for hun har været på gården så længe, hun kan huske. En følelse inden i hende fortæller dog, at hendes skæbne ikke ligger i at arbejde som staldpige.
En dag opdager hun, at hun ikke er som alle andre mennesker. Hun gemmer på kræfter og evner, hun aldrig havde troet muligt. Men hvad skal man gøre, når intet er, som man troede, når man bliver holdt fanget på en herregård, og når man ved, at man bliver nødt til at flygte?

16Likes
47Kommentarer
1879Visninger
AA

5. Gyldne lys

Da alvoren for alvor gik op for Andromeda, begyndte hun at skrige, så det rungede udover markerne.

”Hold så mund, tøs, eller jeg flår dig i stykker,” snøvlede manden så faretruende, det kan lyde, når man er fuld. En frygt begyndte at brede sig inde i hendes krop. Hun vidste alt for godt, hvad dette her ville ende med. Pusten gik ligesom fra hende, da erkendelsen nåede hjernen. Men det skulle ikke blive uden kamp!

Hun besluttede sig for at tage det roligt og slappede af i alle muskler. Det ville være dumt at bruge sine kræfter på unødig kamp, så hun lod bortføreren bære hende hen til det sted, hvor forbrydelsen skulle foregå. Det eneste Andromeda kunne tænke på lige nu, var hvordan hun skulle bære sig ad med at flygte, så hun prøvede at orientere sig om, hvor hun var på vej hen. Det fik hun hurtigt svar på, for manden satte ned mod staldene. Ikke den nye stald med alle Herrens heste, men stalden med alle arbejdshestene. Der var en masse tomme båse, vidste Andromeda, for hun arbejdede jo dernede det meste af dagen.

Månen skinnede ned på dem. Andromeda kunne mærke, at den var på hendes side, så hun samlede et lille lager af mod. Manden åbnede en skæv dør ved staldens bagside og trådte ind i mørket. Hestene prustede utilfredse over de nyankommne.

Andromeda blev ført ned ad hovedgangen og videre ind i en af de tomme båse. Han smækkede lågen i bag sig selv og lagde Andromeda ned på en stak hø.

”Nå, lille Rødtop, skal vi så se at komme i gang.” Indtil videre havde Andromeda ikke skænket bortførerens navn en tanke, men hun havde svagt på fornemmelsen, hvem det kunne være. Stemningen blev mere og mere trykket inde i den lille boks, og Andromedas blik flakkede rundt for at finde et lille håb. Lyset fra et vindue faldt rigtigt et øjeblik, så det oplyste mandens ansigt.

Greg.

Den klamme skid, tænkte Andromeda og skulle lige til at kaste op. Håbet brændte væk uden nåde, for han var ikke kendt for at være hverken blid eller rar. Greg var næsten lige så stor som Flomme, havde brunt hår med grå stænk i og så i al almindelighed hæslig ud. Også stank han af sprut.

En pludselig raslen fortalte hende, at han var i gang med at fjerne sit bælte. Du kan tro nej, Greg. Den leg leger jeg ikke, tænkte hun og rykkede sig langsomt væk. Det lykkedes hende at komme på benene og få kantet sig hen til lågen. Med et lille klik lykkedes det hende også at få lirket slåen fra, men ikke hurtigt nok til at kunne nå ud. Greg greb om hende bagfra og strammede så meget om hendes arme og mave, at hun knapt kunne få vejret. Han hviskede noget i hende øre, men det forsvandt i raslen af hø og vrinskende heste. Han rev og flåede i hendes skjorte, men nu kunne det være nok.

Andromeda lagde hånden om Gregs arm og udtalte de første ord, der faldt ind i hendes hjerne:

”Erasus ellé Harvand!”

Alt sitrede inde i hendes krop, og noget fremmed løb gennem hendes årer. En kildende fornemmelse dukkede op i hendes håndflader, så det føltes ubehageligt og dejligt på samme tid. Det hele eskalerede i det, et gyldent lys blev skudt ud gennem hendes hånd, så Greg udstødte et skrig af smerte. På hans arm brændte huden, der hvor hendes hånd havde været. Ynkelig som manden var, gik han helt i panik og kastede sig ned på jorden. Det var det tidspunkt, Andromeda havde ventet på. Hun spurtede ud af båsen og videre gennem stalden. Hestene vrinskede, som om selve djævlen havde rørt ved dem. Hun sparkede den skæve dør op og løb derudad.

”Hekseunge!” lød det svagt indefra staldens mørke. Men hun var ligeglad og var tilbøjelig til at give Greg ret i sit udsagn. Hendes blik søgte febrilsk ned mod sine hænder, som glødede gyldent i den unge nat. Rædslen bølgede gemmen alle celler i hendes krop, og hun vidste, at noget var grueligt galt.

 

Månen skinnede hele vejen tilbage til køkkendøren. Andromeda rystede som en våd hund, da hun trådte ind i det mørke køkken. Der hang stadig en duft af mad i rummet, men Andromeda havde mere lyst til at kaste op. Hun lirkede sine fødder fri af de slidte læderstøvler, hun brugte, når hun arbejdede, og tog dem op i hånden, så hun bedre kunne liste sig uopdaget indtil sit kammer.

Der var en klar adskillelse af mændenes og kvindernes sovekamre. Mændene sov i en gammel lade, som var blevet indrettet til et stort fælles sovekammer, mens kvinderne sov i små kamre omkring køkkenet. Og som tidligere nævnt var det ikke velset, at mændene befandt sig i kvindernes kamre, når mørket var faldet på – eller omvendt for den sags skyld.

Hænderne glødede stadigt svagt i mørket, så Andromeda lod skjortens ærmer dække dem, mens hun bevægede sig ned ad en smal gang.  

Hun trådte forsigtigt ind i sit kammer og kastede skoene hen i et hjørne. Langsomt begyndte hun at klæde sig af og lagde efterfølgende tøjet på træstolen uden at gøre noget ud af det. Gulvet var meget koldt, så hun skyndte sig hen til sengen. Den knirkede lidt, da hun lagde sig ned i den. Tankerne fløj som fugle i hele hendes hoved, og hun håbede inderligt, at Greg ikke ville sladre om denne lille episode, for det ville kun gå ud over hende selv.

Hun klemte øjnene hårdt i og trak det lette tæppe helt op til hagen. Ikke længe efter faldt hun udmattet i søvn.

 

***

 Næste morgen ved morgenbordet var der en anspændt stemning. Der havde været slagsmål i tilbygningen, efter Andromeda var forsvundet. Heldigvis havde Herren ikke fået besked endnu til stor lettelse for de medvirkende.

Det hele var opstået, fordi Renny var kommet til at skubbe til en af de fulde gårdarbejdere i forsøget på at komme Andromeda til hjælp. Manden havde så tændt fuldstændigt af og slået ud efter Renny, som heldigvis havde gode reflekser. De skulle for alvor til at gå på hinanden, da Flomme, der stadig var så meget ved sig selv, fik det stoppet, inden det udviklede sig til noget mere alvorligt. Ingen havde fået alvorlige skræmmer. Men Andromedas tanker gik i en helt anden retning.

Greg sad for enden af bordet og skulede ondt til hende. Det generede hende grusomt. Han havde viklet en grå klud rundt om armen, der hvor hun havde skudt lyset ud. Han havde ikke sladret, men der stod malet en stor advarsel i hans ansigt. Hævn, tænkte Andromeda og huskede sig selv på ikke at gå alene nogen steder de næste ti år. Bare han ikke ville sladre om hendes lille hemmelig. Det ville være en katastrofe, hvis han gik til Herren. Hvad ville han ikke gøre, hvis han vidste, at han havde en særling i blandt sine arbejdere, en person, med unaturlige evner? Andromeda vidste ikke en gang selv, hvad der skete med hende, eller hvad hun var. Straks kom hun til at tænke på sin fortabte fortid og ærgrede sig helt ind til knoglerne.

I en alder af to år var Andromeda blevet anbragt på Holzenbergs herregård, efter at hun efter sigende skulle have overlevet en kraftig brand i en af de nærliggende landsbyer. Der var ikke et eneste herberg i hele området til at tage sig af hende, for de var proppet til randen på grund af branden, så hun var blevet sendt til familien Holzenberg, fordi de havde en plads. De tog modstræbende den lille pige til sig og anbragte hende blandt arbejderne, så de kunne oplære hende i at tjene på en gård. Andromeda voksede op og prøvede i mellemtiden et par forskellige erhverv. Man fandt hurtigt ud af, at hun ikke egnede sig til det huslige, men at hun klikkede rimeligt godt med dyr. Es havde taget imod hende og oplært hende sammen med de andre stalddrenge. Ingen havde nogensinde ulejliget sig med at fortælle hende noget om hendes fortid eller forældre, derfor herskede der et stort sort tomrum inde i hende. Mange gange havde hun længtes efter at vide, hvem hun var, for en ting havde hun lært i den seneste tid: Hun var ikke normal.  

Andromeda skovlede det sidste mad i sig og skyndte sig ud mod staldene. På vejen blev hun indhentet af Renny.

”Hvad skete der i aftes, efter du forsvandt?” spurgte han skeptisk, tog fat i hendes ømme arm og drejede hende rundt, så hun så lige ind i hans mørke øjne. Andromeda slog hurtigt blikket ned.

”Det hele gik så stærkt… ” mumlede hun lidt forlegent over at fortælle om bortførslen og det, der skete bagefter.

”Fortæl det,” svarede han insisterende. Andromeda sank en klump.

”Jeg kan ikke fortælle dig det her. Kom med, vi går ned bag staldene.”

De satte ned mod staldene og fandt en et ødet sted nær en stor høstak. Andromeda anså sig stedet og rystede på hovedet. Heftigt trak hun Renny længere væk, indtil de nåede helt hen til et lille tomt skur. Hun smækkede lågen i og slog en slå ned, så den var låst.

”Okay. Det var Greg. Han skulle lige til… Du ved…” hviskede Andromeda. Renny fik et mørkt skær over sit ansigt, og han lignede en, hvis indre begyndte at koge. Han vendte sig væk fra hende og sparkede til noget skidt, som lå på jorden.

”Den skødehund! Jeg skal nok hævne dig, Andromeda. Om det så skal koste mig ti pisk. Jeg er ked af, at jeg ikke var der tids nok til at stoppe ham.”

Renny mente, hvad han havde sagt.

”Det ved du udmærket, at jeg ikke vil tillade, og desuden bebrejder jeg ikke, at du var ude af stand til at hjælpe mig. Det eneste jeg er bange for, er at han vil sladre om det til Herren,” hviskede Andromeda med en tydelig bekymring i stemmen. Hun kiggede ham lige i øjnene og fortsatte:

”For det var ikke det eneste, der skete i går aftes.” De udvekslede sigende blikke, og Renny gjorde en håndbevægelse, som ville have hende til at fortælle mere.

”Jeg tror, at der er noget galt med mig, Renny. Jeg hører stemmer, som fortæller mig, at der er en stor fare på vej, og efter Greg prøvede at trække mig med ned i høet, skød et gyldent lys ud fra mine hænder.”

Der opstod en lang tavshed, hvor Renny bare gloede på hende. Andromeda begyndte at tænke, at han ikke ville tro hendes ord, indtil han efter nogle minutter sagde:

”Kan du gøre det igen?”

”Det ved jeg ikke. Jeg aner ikke, hvordan jeg gjorde. Det skete ligesom bare, efter jeg havde udtalt ordene,” svarede Andromeda og rynkede øjenbrynene for bedre at kunne huske.

”Prøv,” hviskede Renny med en virkelig fascination i stemmen.

Andromeda tænkte sig grundigt om. Hun vidste ikke, hvilke kræfter det ville frembringe, eller om det i det hele taget var farligt. Men hun var selv nysgerrig og besluttede sig for at prøve det.

”Erasus ellé Harvand,” sagde hun stille.

Der skete absolut intet.

Hun prøvede at gentage ordene med lidt mere sikkerhed i stemmen, men hendes hænder skinnede hverken gyldent eller på en anden magisk måde. Renny tog forsigtigt om dem, og hun prøvede at sige ordene en sidste gang.

Denne gang var der bid. En lille gnist blev antændt mellem dem, så Renny slap hende og gik så mange skridt tilbage, som det usle skur tillod.

”Av! Hvad i Herrens navn skete der?” Han så oprigtigt skræmt ud. Det søde i hans ansigt var blevet erstattet af frygt og en lille snert af fascination.

”Jeg aner det virkelig ikke.” Andromeda kiggede ned på sine hænder, der oplyste det halvmørke skur. De glødede, som de havde gjort aftenen før. ”Jeg ved bare, at ingen højere magter må vide det. De slår mig ihjel Renny. Forstår du det? De vil nyde det.”

”Ja, eller så vil de anvende dig til noget,” sagde han klogt og overvejet. Sådan havde Andromeda aldrig tænkt på det i den korte tid, hun havde kendt til sine evner. Men det var kun endnu værre.

”Åh nej!” gispede hun og holdt hænderne for munden. Gløderne fra dem gav genskær i hendes øjne, så de lyste klart. Renny kiggede forundret ind i dem og smilede så sit smil igen. Han tænkte grundigt over tingene, kunne hun fornemme.

Mens magien stadig sad i hendes hænder, placerede hun to fingre på tindingerne. En fornemmelse trængte sig på inde i hendes hoved. Det var en form for bølger, der slog mod hendes sind. Bølgerne havde en blid kurve, som slængede sig op og ned uden at lave små afhop på vejen eller have små skarpe kanter. Umildbart ville hun skyde på, at de havde en grøn farve, men mere nåde hun ikke at opfange, før kræften forlod hendes hænder.

”Vi må hellere komme ind igen. Jeg skal ikke have noget med Es at gøre, fordi jeg ikke kan passe mine tider,” sagde Andromeda og mærkede et lille stik i siden af dårlig samvittighed.

”Du har ret, vi tager det her op igen senere. Brixton og Ophelia skal gøres klar til ridt, og alle båsene i arbejdshestenes stald trænger til en ordentlig omgang rengøring,” tilføjede Renny som en lille information om dagens gøremål.

Hun trak bare på skuldrene og håbede ikke, at man kunne se spor efter hendes kamp med Greg.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...