Guldtårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang
Andromeda er en ung staldpige, som arbejder på familien Holzenbergs herregård i landet Riverland. Hun aner intet om sin fortid, for hun har været på gården så længe, hun kan huske. En følelse inden i hende fortæller dog, at hendes skæbne ikke ligger i at arbejde som staldpige.
En dag opdager hun, at hun ikke er som alle andre mennesker. Hun gemmer på kræfter og evner, hun aldrig havde troet muligt. Men hvad skal man gøre, når intet er, som man troede, når man bliver holdt fanget på en herregård, og når man ved, at man bliver nødt til at flygte?

16Likes
47Kommentarer
1881Visninger
AA

3. Erasus ellé Harvand

Andromeda løb så stærkt fødderne tillod det. Hjertet sad helt oppe i halsen på hende og raseriet med. Der var ikke gået mere end to timer siden, at Kokkemor havde lukket hende ud af sit kammer, så hun havde en masse energi at skulle løbe af.

Andromeda havde aldrig vidst noget om sin fortid, for hun havde boet og tjent på gården så længe, hun kunne huske. Men noget, der altid havde siddet i hende, sagde, at hun ikke skulle blive ved med at arbejde som staldpige, selvom det var det eneste sted, hun følte sig hjemme lige i øjeblikket. Derfor gik hun ud til hestene i staldene, som lå et lille stykke fra selve herregården. Det var på en måde befriende at komme tilbage til lugten af stald og heste. Lyset faldt så smukt ind ad de beskidte ruder, støvet lå, som det plejede, og inde i båsene stod hestene opstaldet. En af hestene, som hed Brixton, vrinskede af glæde ved synet af hende. Andromeda elskede Brixton. Han var en flot hingst og far til flere af føllene, som var kommet til verdenen denne sommeren. Pelsen var blød og kulsort. Hun klappede ham, børstede ham grundigt og fodrede ham. Der havde ikke været andre mennesker end hende i stalden, men lige i det hun skulle til at lukke boksen indtil Brixton, var selveste Hr. Holzenberg dukket op sammen med et par andre mænd, deriblandt Flomme. De havde udvekslet sigende blikke til hinanden, da han passerede. Selvfølgelig værdigede Herren hende ikke et eneste blik.

Herren var fin som en i helvede. Rideudstyret var af de fineste stoffer og hjælmen, han havde under armen, glimtede i solen. Håret var lige så sort som Brixton og redt pænt tilbage, og et perfekt lille overskæg med krøller sad over hans læber. Øjnene var hårde som stål. Han var og lignede en rigtigt gentleman – udadtil. Men alle på egnen vidste, at han styrede stedet med hård hånd, retfærdig men hård. Han var gift med Alma Holzenberg, som var smuk som et morgengry med blondt hår og grønne øjne, men sky som en blå viol. Hun var meget fingernem og elegant. Alle med lidt respekt for dem selv opførte sig pænt i hendes selvskab.

Sammen havde de en søn på Andromedas alder. Han var en miniudgave af sin far bare med blondt hår fra sin mor og uden overskægget. Men en ting var sikkert: Man respekterede familien, når man arbejdede for den - ellers blev det værst for en selv. Den straf, Andromeda havde fået for sin lille udtalelse, kunne nemt have kostet hende en meget dyrere pris. Kokkemor havde været mild.

Riverland var et kongedømme, som blev styret hårdt af Kongen. Ude i de små landevejssamfund var mennesker som Holzenberg-familien ansvarlig for, at alle regler blev håndhævet. Derfor var Holzenberg en vigtig familie på egnen. Straffen i at fornærme en af Kongens undersåtter kunne blive målt i penge, pisk eller sågar menneskeliv. En gang for mange år siden blev en hel familie henrette på grund af en enkel kommentar om styret, men det havde været den kommentar for meget. Offentlige henrettelser var aldrig noget, man spøgte med.

 

Hr. Holzenberg valgte en prægtig hest og uden at sige så meget som et ord, begyndte mændene at sadle den op. Andromeda stod i et hjørne og betragtede deres arbejde, mens hun flyttede rundt på nogle tinspande. Indenfor fem minutter var hesten klar, og de trak den udenfor. Hr. Holzenberg gik fornemt bag dem.

Da han også var ude, åndede Andromeda lettet op. Der blev altid koldt og dødt, de steder Herskabet kom. Ingen var, som de plejede at være. Magterne tager over, som Flomme ville udtrykke det. Hun begyndte at grine højt over udsagnet, for det passede vel meget godt. Hun kunne slet ikke stoppe igen og måtte holde sig på maven. Hestene gloede på hende, som om hun var en skabning fra skoven. Også var det, at Renny kom ind. Andromeda stoppede brat og rettede lidt på sine bløde uldbukser og stoppede den grå skjorte ned i dem.

Renny var en af de unge stalddrenge, der ligesom Andromeda skulle vogte hestene. Han var alt taget i betrækning meget køn. De brune lokker var gemt væk under en brun hat, og den muskuløse krop var spændt under en lignende beklædning som Andromeda selv. Hans smil var perfekt, og hvide tænder tittede frem.

”Hva’ så, grinebider,” spurgte han med sin smukke stemme. Andromeda rødmede, hvilket hun ellers aldrig plejede at gøre. Lyset faldt stadig smukt ind ad ruderne.

”Magterne tog over,” svarede hun og gengældte hans smil. Renny var kun to år ældre end hende, men ellers var de meget ens. Han havde heller aldrig vidst noget om sin fortid udover et svagt minde om et andet liv et andet sted. Det var den ting, de to havde allermest tilfældes.

Andromeda kiggede ned i jorden og rodede lidt i noget hø med skosnuden. Hvorfor blev hun altid så forlegen i Rennys selvskab? Normalt var hun kold og utilnærmelig, men Renny kiggede igennem det som glas.

De stod og kiggede på hinanden et lille stykke tid uden at sige noget.

”Jeg savnede dig ellers i går og i forgårs. Hvor var du henne?” spurgte han og så på hende med sit mest drillende blik.

”Kokkemor varmede kinden op for mig og smed mig i kammeret. Ingen mad i fireogtyve timer, det eneste selvskab var Flomme i et par underholdende minutter. Men det var nu min egen skyld. Jeg smed en kommentar om Herskabet, resten kan du selv gætte dig til,” svarede hun. Hans smil falmede lidt, og der faldt en skygge om ham.

”Det kan ikke blive ved på denne måde… På et tidspunkt holder Kokkemor ikke hånden over dig længere. Du kender historierne. Herskabet ville ikke finde sig i det, og straffen, tja, den kan ikke være god.” Han kiggede alvorligt på hende, så hun faldt tilbage i de kølige folder.

”Du kan da blande dig fuldstændigt uden om! Jeg skal nok passe mig selv,” råbte hun og lagde armene over kors. Renny trak på skuldrene og smilede så sit englesmil igen. En rasende varme bølgede gennem hende og slugte alt fornuft. Hun trådte lynhurtigt et par skridt frem og gav ham et pap på lampen. Derefter løb hun ud af staldene.

På vejen ud løb hun forbi et par gårdarbejdere, som piftede efter hende. Lugten af sprut fyldte luften.

”Rødtop! Kom herover og leg med os!” råbte de efter hende og grinede smørret. Bare Herskabet havde set dem, tænkte Andromeda og løb hen over markerne. Røde totter fløj om hendes hoved, mens hun løb, men vinden fik hende i det mindste til at køle lidt af.

Renny var den, der kunne gøre hende glad, men på samme tid skide sur. Nu ville hun bare løbe det hele væk.

 

Andromeda lænede sig op ad et stort asketræ. Det kølede hendes varme ryg efter løbeturen. Hun vidste udmærket godt, at det havde været dumt bare sådan at løbe fra pligterne – og Renny. Men hvad kunne hun gøre ved det nu? Ingenting. Desuden måtte hun slet ikke være i baghaven, for den var kun forbeholdt Herskabet.

Et dybt suk trængte op gennem hendes hals. Klokken måtte være blevet mindst fem, for solen stod lavere på himlen. Hun måtte hellere se at løbe tilbage, hvis hun skulle nå at lukke heste ind og få noget i skrutten. Andromeda lagde nakken tilbage og kiggede op. Himlen lyste blåt over asketræets krone, og en fugl sang i det fjerne. Andromeda kendte kun til dette sted plus et par få steder inde i bymidten, men udeover Hr. Holzenbergs territorium havde hun aldrig været.

Det var ikke fordi, det var forbudt, men havde man et arbejde, gjaldt det om at holde på det, ellers ville man ende på et usselt lille herberg med fattige mennesker, sygdom og klatarbejdere. Nej, det gjaldt om at holde på et job, for tjente man ikke Kongen og hans forbistrede regler, kunne ens liv let blive et helvede. Høje skatter skulle konstant betales (arbejdsløshed sås næsten som en dødssynd), tyveri var bandlyst, onde eller kritiserende ord om styret skulle straffes, og Kongens bedrifter skulle der tales lystigt med om. Kongen nød sin magt og var bestemt ikke bange for at bruge den.

Andromeda rejste sig op fra jorden og kiggede ned mod herregården. Stalden og hestefolden stod og ventede på hende, staldfolkene var allerede i gang. Hun skulle lige til at tage det første skridt, da hun fornemmede noget. En hvisken trængte igennem hendes øregang og ind i hendes hjerne.

Erasus ellé Harvand… Erasus ellé Harvand…

Af en eller anden grund vidste Andromeda, hvad de fremmede ord betød. Det var træerne, som talte gennem vinden.

De advarede hende mod en fare. En stor, stor fare…      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...