Guldtårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang
Andromeda er en ung staldpige, som arbejder på familien Holzenbergs herregård i landet Riverland. Hun aner intet om sin fortid, for hun har været på gården så længe, hun kan huske. En følelse inden i hende fortæller dog, at hendes skæbne ikke ligger i at arbejde som staldpige.
En dag opdager hun, at hun ikke er som alle andre mennesker. Hun gemmer på kræfter og evner, hun aldrig havde troet muligt. Men hvad skal man gøre, når intet er, som man troede, når man bliver holdt fanget på en herregård, og når man ved, at man bliver nødt til at flygte?

16Likes
47Kommentarer
1879Visninger
AA

4. Bortført

Andromeda smækkede den sidste låge til den sidste boks i og sørgede for, at den var lukket forsvarligt. En lille dråbe af sved trillede ned ad kinden på hende, så hun blev nødt til at tørre den væk med skjorteærmet. Den kølige vind føg ind ad den åbne stalddør og lagde et slør af tiltagende døsighed over de udmattede arbejdere. Aftenen var så småt ved at falde på, og kulden fandt derfor hurtigt vej ind gennem den tynde skjorte. En gysen løb ned gennem Andromedas krop. Hun havde kun lige præcis nået at snige sig ind blandt de andre staldfolk, før de opdagede hendes fravær. Både det og den lille episode ved asketræet rystede hende. Hvad i alverden var der sket? tænkte hun og blinkede et par gange. Stemmer og andre overtroiske ting havde aldrig plaget hende før, så hvorfor fanden skete det nu?

Renny skævede til hende ovre fra hjørnet, mens han var i gang med at polere en smuk saddel for Herrens søn. Andromeda lod som om hun slet ikke bemærkede ham, selvom hun allerhelst bare ville løbe hen og sige undskyld for sin mærkelige opførsel.

En af de største staldarbejdere, de var seks i alt, kom hen til Andromeda. Han hed Es, og det var ham, som styrede teamet. Fordi Andromeda var den eneste kvindelige staldarbejder, var hun i starten blev kostet rundt med af de andre. Es var den eneste, der prøvede at behandle hende ordentligt, udover Renny selvfølgelig. Folk havde heldigvis så meget respekt for ham, at de hurtigt havde ladet Andromeda være – i hvert fald på en måde.

”Du kan godt gå ind nu, Andromeda. Ren og jeg skal nok lukke resten ned,” sagde Es med sin dybe stemme. Han var meget høj og havde en arret muskuløskrop, som fortalte om et langt liv med hårdt arbejde.

”Tak skal du have Es,” svarede Andromeda og strøg en løbsk rød lok bag øret. Hun skulle lige til at gå, da Es fortsatte:

”Og en anden gang vil vi gerne se dig til tiden.” Selvom han lød streng, blinkede han til hende. De vidste det altså, tænkte hun og sendte et lille undskyldende smil tilbage. På vejen ud kiggede hun hen mod Renny og rakte tunge. Han grinede bare og fortsatte sit arbejde.

 

”Gå ud og vask dig! Ellers kan du godt glemme at få så meget som en krumme,” sagde Kokkemor og sendte Andromeda ud mod vandpumpen i baggården. De andre arbejdere sad allerede midt i havresuppen. Gården var ekstremt stor, så derfor var der også mange til at holde den. Der var både tjenestepiger, stuepiger, staldfolk, gårdarbejdere, gartnere og kokke. Andromeda havde ikke mange venner blandt forsamlingen. Der var sådan set kun Renny, Es og Flomme, for de fleste andre behandlede hende som Rødtoppen Med Det Store Temperament Uden Fortid. Men hun tog sig som regel ikke af det.

Det kolde vand fossede ud ad pumpen, og Andromeda vaskede hurtigt sine hænder og sit ansigt. Derefter traskede hun ind i det store køkken igen. Der lød en irriterende lyd af skeer, der skraber bunden af skåle. Kokkemor langede en halvfyldt skål med den klæbrige havresuppe ind i hånden på hende. Så spottede hun en tom plads ved siden af Berida, en stuepige, som Andromeda godt kunne snakke lidt med. Hun viste i det mindste ikke tegn på foragt, da Andromeda satte sin skål ved siden af hendes på langbordet.

”Hej Andromeda!” sagde hun muntert og rykkede en balle. Andromeda satte sig med et suk af lettelse. Det havde været en hård dag.  

”Hej Berida. Hvad står menuen på i dag?” svarede hun uden at kigge op på Berida.

”Havresuppe til arbejderne, flæsk og skinke til Herskabet. Hvor er Renny?”

Berida havde vist et godt øje til Renny, men han viste ingen interesse overhovedet.

”Ude i stalden med Es. De skulle gerne komme snart…” sagde Andromeda, og lige i det ordene havde forladt hendes mund, blev køkkendøren åbnet, og de trådte ind. Renny og Es blev ligeledes gennet ud til pumpen af Kokkemor, som hun selv var blevet. Lidt efter kom de ind igen og tog plads ved den anden ende af langbordet. Renny begyndte at tale med et par af stuepigerne ved sin højre side. Berida sukkede dybt og begyndte så at skovle havren i sig.

”Tag dig ikke af den skid,” hviskede Andromeda, så Berida slap et lille fnis. ”Han er slet ikke det værd.”

”Nej, lille Berida kan da bare kigge ned i tilbygningen i aften, så skal hun opleve rigtige mænd!”

Det var gårdens yndling, som havde udtalt ordene. Hans navn var Greg, og han var gårdarbejder sammen med Flomme. Han og hans tilhørende slæng var kendt for at være Herrens små skødehunde, men samtidig almindelige menneskers største skræk.

Berida og Andromeda vekslede blikke, rystede på hovedet og spiste videre.

 

Småsnakken omkring bordet ophørte, eftersom flere og flere blev færdige med maden. Så blev der sagt tak for mad, og man fandt lige så stille ud af køkkenet. Til sidst var der kun de stuepiger, Renny havde snakket med, Berida, Kokkemor og Andromeda tilbage.

Resterne fra smovsebordet kom svævende på store sølvfade oppe fra de finere gemakker. Andromeda så på fadene med et tilfreds blik, da de blev sat på langbordet. På dem lå store lunser af skinke, flæsk og andet godt. Straks snuppede hun noget af det og proppede det ned i sin ransel. Der var ikke meget udbytte, men det var trodsalt bedre end ingenting. Kokkemors rødmossede ansigt stod bøjet over den store opvask, så hun så ikke, at der lige røg et par brød med i forbifarten. Hun sagde ikke noget til, at Andromeda stjal af resterne fra smovsebordet, men hun ville helt klart blive oprevet over, at hun tog noget af hendes smagfulde flerkornsbrød, så Andromeda passede på, da hun smuglede dem ned i ranslen.

Natten slog som en pisk mod Andromedas ansigt, da hun åbnede døren ud til baggården. Det var bidende koldt, faktisk så koldt at det gik helt ind til knoglerne. Hun smed ranslen om bag på ryggen og skuttede sig, før hun gik ud på de hårde brosten. På den mørke himmel stod månen højt og oplyste gårdspladsen. Et par stjerner blinkede i det fjerne, men det var sådan set også det eneste liv, der var.

Andromeda fortsatte hen over stenene, ud igennem en lille port og videre ned til en af de gamle tilbygninger. Der lød et brøl derinde fra. Arg… Så er de sikkert allerede lidt fulde, tænkte hun og skuttede sig endnu mere. Men der var ikke noget at gøre, hun måtte gå derind, selvom det virkelig ikke var rart.

Hun skubbede forsigtigt til døren og tittede ind. Der var cirka femten mennesker derinde. Hovedparten var mænd. Der lugtede stærkt af røg og sprut, og det gik lige i lungerne, så hun måtte hoste.

”Andromeda!” råbte de alle sammen i kor, da de fik øje på hende. Hun gik med faste skridt ud i midten af lokalet. Der var meget støvet, og gamle bredder lå henne i hjørnet og rådnede. Der stod et par lygter i vindueskarmene for at lyse det hele op, men det flakkende lys fik skyggerne til at virke længere end ellers, og Andromeda gjorde sig klar til at forsvare sin krop. Hun trak ranslen ned foran sig og tog et af Kokkemors brød op. Mændene slog til som gribbe, og hæv det ud af hendes hænder. Ikke længe efter var hele ranslen tom. Nu kunne hun endelig trække sig tilbage i skyggerne, hvor hun hørte hjemme. Hun modtog et par skillinger for sit smugleri, og så gik mændene ellers i gang med at æde og drikke. Et par af gårdens kællinger og et par af pigerne fra nabogården stod og gjorde sig til for de yngre mænd. Andromeda fik øje på Renny, som stod ovre i et hjørne for at udse sig aftenens godte. Han deltog sjælendt i sådanne arrangementer, men nogle gange blev han tvunget med af de andre staldfolk og for ikke at miste status, måtte han altså tage med.

Flomme stod og snakkede med nogle af sine kammerater. Der lød et brøl af grin fra dem, efter at han havde fortalt en af sine vittige historier.

 

Andromeda satte sig på en tom trækasse i sit yndlings hjørne og kiggede på den sølle forsamling. Hun smilede lidt over det og tænkte på, hvor dumme de i bund og grund så ud. Så kom hun i tanke om dagens mærkelige hændelse, og det fik hendes straks til at miste sit genvundne humør. Træerne havde hvisket Erasus ellé Harvand, som betød vogt dig for faren. Hvilken fare? Hvad skal jeg vogte mig i mod, tænkte hun og fattede intet. Og hvor i himlens navn vidste hun fra, at ordene betød, hvad de betød? Spørgsmålene summede ind og ud af hendes forvirrede hjerne.

I mellemtiden havde Renny revet sig løs fra sin udkigspost og bevægede sig gennem mængden. Han ålede sig uden om et par plørefulde oldsager og listede sig om bag en bjælke. Lyden fra hans støvler blev druknet i larmen af fuldskab, og som en kat bevægede han sig om bag Andromedas ryg.

Det røde skær fra hendes hår blev reflekteret op i hans ansigt. En lille spøg ville ikke gøre noget, så han førte sine læber helt hen til den tænksomme piges øre og hviskede:

”Hvad tænker du på?”

Andromeda fløj op fra sin kasse, så den væltede. De grønne øjne glødede af forskrækkelse, og et kvalt skrig sad fast i halsen. Raseriet kogte allerede i hendes indre.

Det eneste fjolset gjorde, var at slå en stor latter op. En smuk latter.

”Undskyld jeg forskrækkede dig, pus. Betragt det som gengæld for denne her,” sagde Renny og løftede på sin brune hat. Der var kommet en lille bule, ikke noget farligt eller stort, men den var der. Andromeda rødmede og tabte raseriet på gulvet.

”Din idiot! Det må du altså undskylde… Jeg blev bare så pokkers sur på dig,” svarede hun. En tanke opstod pludseligt. Hun kunne jo fortælle Renny om hændelsen! Men var det nu klogt? Ville han sladre? Nej, Renny var hendes bedste ven på dette gudsforladte sted, så han skulle nok holde kæft. Men hun kunne ikke sige det her.

”Jeg må fortælle dig noget, men det kan ikke være herinde. Hør, du har vel ikke drukket?” spurgte Andromeda klogt. Han rystede på hovedet, så det brune vilde hår fløj ind i øjnene på ham. Alligevel duftede hun til hans ånde, og den duftede bestemt ikke af sprut. Konklusionen blev, at hun ville fortælle sin hemmelighed. Hun viftede med hånden og pegede hen mod døren. Et smil dirrede i Rennys mundviger, og hans øjne glimtede frækt, som når et barn vil stjæle lidt honning fra krukken.

Pludselig mærkede Andromeda en hånd om hendes liv, og hun blev trukket væk. Verdenen snorede rundt et kort øjeblik, og fødderne forsvandt fra jordens overflade. Hun var blevet svunget op på en mands skulder, så hendes hoved hang nedad. Inden hun nåede at reagere, var hun låst fast i et jerngreb. Som en ren forsvarsmekanisme bankede hun sine knyttede næver ind i bortførerens ryg, mens benene sparkede vildt i luften.

”Rolig nu, Rødtop!” snøvlede en fordrukken stemme. ”Ellers gør det bare mere ondt.”

”Slip mig, dit svin, eller jeg flår dig i stykker,” hvæsede Andromeda af hendes lungers fulde kraft. Manden begyndte at gå hen mod døren, og lige inden hun blev båret ud i natten, så hun sin ven kæmpe med et par af mændene. Kvinderne hvinede af fryd, for det gjorde de som regel, når der var en slåskamp i opsejling. Det sidste Andromeda så inden mørket opslugte hendes udsyn var, at Flomme blandede sig i kampen.

Ellers hørte hun kun bortførerens tunge åndedrag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...