Guldtårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 aug. 2012
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang
Andromeda er en ung staldpige, som arbejder på familien Holzenbergs herregård i landet Riverland. Hun aner intet om sin fortid, for hun har været på gården så længe, hun kan huske. En følelse inden i hende fortæller dog, at hendes skæbne ikke ligger i at arbejde som staldpige.
En dag opdager hun, at hun ikke er som alle andre mennesker. Hun gemmer på kræfter og evner, hun aldrig havde troet muligt. Men hvad skal man gøre, når intet er, som man troede, når man bliver holdt fanget på en herregård, og når man ved, at man bliver nødt til at flygte?

16Likes
47Kommentarer
1864Visninger
AA

2. Andromeda

Vinden ruskede voldsomt i de store asketræer, som fyldte det meste af den prægtige baghave, som tilhørte familien Holzenbergs store herregård. Blade faldt jævnligt af og blev båret af sted med bølgende og hvirvlende bevægelser. Det var længe siden, at det havde blæst så kraftigt på egnen. Blomsterne ville snart knække midtover, hvis det ikke snart tog af, og gartneren ville om alle omstændigheder få en masse at lave de efterfølgende dage.

Inde i den store herregård sad en pige i alderen 16 år. Hun sad med korslagte arme på en stenhård træstol og så mut ud i luften. Blæsten fik hende til at skutte sig af kulde, for det lille vindue var ikke isoleret ordentligt. Sulten gnavede, som et egern gnaver i et agern, og hun tænkte på, hvordan Herskabet havde siddet og smovset i lækkerier, mens hun sad her og ikke kunne få noget i skrutten. Hun tjente som staldpige på gården og stod for at holde staldene rene og passe de smukke heste, men lige nu var hun sat ind i sit kammer på grund af dårlig opførsel.

Ude i det store køkken lød en klirren af tallerkener og kopper, der blev stoppet tilbage i de rengjorte træskabe.

Kammeret, hun sad i, var mørkt. Man kunne kun lige skimte den dårlige seng og det vakkelvorne natbord til højre for hendes træstol. Vinduet var som sagt ikke meget værd, og det var utroligt lille og højtsiddende. Pludseligt åbnede den spinkle dør indtil rummet sig, så en kegle af lys faldt ned på gulvet og oplyste sengen og natbordet. Hun kneb øjnene sammen.

”Andromeda!” råbte en fordrukken stemme. En stor mand kom til syne og skyggede lidt for lyset. Af alle ulykker skulle denne ramme hende, tænkte Andromeda. Manden stank langt væk af whisky, hans beskidte arbejdstøj sad i uorden, og hans hår var tjavset.

”Flomme!” råbte Andromeda igen, og klaskede sig hårdt i panden på grund af sin dumhed. ’Flomme’ var mandens øgenavn. Egentligt hed han Trey, men fordi han fra spæd var blevet stopfodret og aldrig havde prøvet at mangle noget, blev han blandt tjenestefolkene og gårdarbejderne kaldt Flomme.

Som svar gryntede han en smule og bøvsede derefter højt. Klamt.

”Må jeg komme lidt ind?” snøvlede Flomme og satte hen mod sengen. Nej, egentlig ikke, tænkte Andromeda.

”Ja, hvorfor ikke. Bare tag plads i sengen.”

Han smed sig ned i den, og havde det ikke været for mørket, havde man kunne se dellerne hoppe. Andromeda sukkede dybt og lukkede øjnene for en kort bemærkning. Så åbnede hun dem igen og drejede hovedet, så hendes ildrøde lokker dansede omkring hendes smalle hoved. Hendes mandelformede øjne skinnede grønt i lyset fra døren, og hendes læber blev til en tynd streg. Hun orkede virkelig ikke Flomme lige nu.

”Har min lille fregne lavet noget uartigt, siden hun sidder her i mørket?” snøvlede Flomme og vendte sig, så sengen knirkede. Hans øjne borede sig ind i hendes.

”Hvad rager det dig?” svarede hun stift og tog sig til kinden, hvor Kokkemors hånd havde ramt den.

”Høm… Tja, bare almindelig nysgerrighed. Vi manglede dig ude i gården.”

Tavshed.

Normalt kunne hun tjene en lille ekstra skilling ved at smugle lidt rester fra middagsbordet ud til en lille forsamling bestående af Flomme og en række af de andre gårdarbejdere. Det var ikke særligt behageligt, for de var alle sammen ubehøvlede, fulde og nærgående. Det hændte tit, at hun fik et lille klask i rumpen, eller nogen tog om hende bagfra. Heldigvis havde hun lært at forsvare sig selv, ellers var hun blevet med barn for længst.

”Tjo, jeg kom bare til at smide en lille kommentar om Herskabet. Kokkemor blev meget forarget, gav mig smæk og låste mig inde i dette fængsel,” svarede Andromeda muntert. Sarkasmen skinnede dog tydeligt igennem.

”Dejlige Kokkemor. Altid så omsorgsfuld!” grinede Flomme smørret. Kokkemor var husets førstekok, og hendes ord var lov.

”Ja, ja,” mumlede Andromeda. Dog kunne hun ikke lade være med at smile lidt bag håret. Bag fuldskaben var Flomme god nok.

 

Pludselig hørtes tunge skridt ude på gangen, og Flomme kom hurtigt på benene. Det var ikke velset, at gårdens mænd besøgte pigerne i deres kamre, og han ville ikke bringe Andromeda ind i flere ulykker, end hun var i forvejen. En bred skygge føj hen ad gulvet i kammeret, og ikke længe efter sås Kokkemors rødmossede ansigt i døren. Flomme var hoppet i ly i et mørkt hjørne.

Kokkemors dybe kvindestemme bredtes ud i kammeret, da hun spurgte:

”Har du nu tænkt dig om, Andromeda? For du ved udmærket, at vi ikke tolerer kritik af Herskabet i vores køkken!”

Andromeda mærkede mærket på kinden brænde op igen. Hun havde åbenlyst stået og kritiseret mængden af madvarer Herskabet indtog i forhold til, hvor meget tjenestefolket fik til gengæld. Bare Kokkemor ikke ville slå igen, tænkte hun og svarede:

”Jeg står stadig ved min kommentar.”

Kokkemors ansigt blussede op som ild. Hun hævede hånden til slag, den kødfulde hånd, som havde slået så mange kinder i tidens løb. Med en hurtig bevægelse undveg Andromeda slaget ved at kaste sig ned på gulvet. Hun slap en lille snerren af sig og kiggede med had i øjnene op på den store kvinde.

”En dag mere i eftertænksomhed kan vel få dig på bedre tanker, horeunge!” råbte Kokkemor, drejede om på hælene og marcherede ud af kammeret. Hun skulle lige til at smække døren i, da Flomme trådte frem fra sit skjul og satte sin fod mellem dør og karm. Det var på et hængende hår for ham, tænkte Andromeda, som var rasende over Kokkemor. Hun lukkede øjnene og ventede på, at Kokkemor var færdig med at skælde Flomme ud for dårlig og upassende opførsel.

Låsen blev drejet om, og mørket føltes endnu mørkere end før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...