Sorgens brev (oneshot)

Jeg går en smule på bar bund her, og ved ikke om det overhoved er noget der passer ind på movellas, men her kommer det alligevel.
En sørgelig sang greb mig meget voldsomt, og inspirerede mig til at skrive dette brev, fra den knuste pige, til sin store kærlighed.

9Likes
8Kommentarer
593Visninger

1. ..

Forstår du virkelig ikke hvad du har gjort? Ved mig? Ved du overhoved ikke, hvor knust jeg blev, de utallige gange du droppede mig, igen og igen? Lagde du aldrig mærke til grådens tårer på mine røde kinder? Hørte du aldrig smertens skrig? Så du ikke, hvordan jeg krummede mig sammen, knugede armene om mit bryst, hver eneste gang vores blikke mødtes? Lagde du aldrig mærke til den åbenlyse smerte jeg følte?

Et år siden. Hele 12 måneder er det siden vi sidst havde nogen form for kontakt. Man skulle tro jeg var okay. At jeg var kommet videre. Tænk, selv jeg troede på det. Jeg troede jeg havde det godt igen. Men den éne sang, gjorde en ende på lykken. Den éne sang, sprang hvert eneste sår op, som jeg så længe har kæmpet for at hele. Den éne sang, trak mig ned i dybet jeg kender så godt.

Jeg skulle aldrig have gjort det. Jeg skulle aldrig have kigget ind i dine øjne, for allerførste gang. Men dengang var jeg uvidende - det kan jeg tilgive mig selv for. Hvad jeg derimod ikke forstår, er hvad jeg lavede de andre gange. De andre gange, hvor jeg lykkeligt sprang ind i din favn igen, velvidende om at du var dén, der knuste min verden. Velvidende om at du allerede havde gjort det, at du var igen med at gøre det igen, og at du ville gøre det utallige gange i fremtiden.

Jeg kunne se det i dine øjne. Jeg vidste det. Jeg frygtede det. Frygtede at blive revet itu endnu engang. Jeg vidste det ville ske, ventede kun på at du så din chance til at gå. Forlade mig. Og du gjorde det. Igen og igen. Som om jeg var dit reservedæk, når din drømmepige ikke havde tid til dig.

For jeg betød aldrig noget vel? Ikke ligesom hun gjorde. Jeg var blot et plaster på såret. Som i børnehaven, når man fik en is hver gang man slog sig, for at distrahere fra smerten. Jeg betød aldrig noget. Det ved jeg nu. Som jeg læser vores gamle samtale igennem igen, og hører din hårde stemme sige ordene du skrev, ved jeg det. Jeg var ingenting for dig. I dine øjne var jeg uden betydning, uden værdi. Jeg var bare det latterlige offer.

Jeg har været så til grin, på grund af dig. For alle vidste det, gjorde de ikke? Alle vidste hvad du havde gang i, alle havde gennemskuet dit lille spil, alle bortset fra mig. For alle vidste noget om hende. Alle undtagen jeg. Har jeg ret? Udtrykket 'Kærlighed gør blind' giver først rigtig mening for mig nu. For det var det jeg var. En blind, lille dukke, som du kunne lege med, og kaste rundt med som du ville, ligeglad med om du ødelagde mig.

Måske.. Måske, hvis du havde nogen anelse om, hvad du gjorde ved mig.. Måske ville du have stoppet hvad du gjorde. Måske ville du have tænkt dig om. Men så igen, du var jo ligeglad. Mine følelser ville ikke ændre dine handlinger. Du er hård. Kold. Kynisk.

Hvis du så, hvordan tårerne i dette øjeblik triller febrilsk ned af mine kinder, og jeg desperat kæmper for at stoppe dem i at tvære bogstaverne ud, ville du måske forstå. Hvis du så, hvordan hver muskel i min krop går i kramper, på grund af den smerte dine ord giver. Hvis du hørte mine halvkvalte råb, hvis du hørte gråden overtage min stemme. Hvis du mærkede bare en lille bid af den smerte, jeg går igennem hver eneste gang du snakker til mig. Ja, så ville du måske forstå. Og måske ikke.

Ved du hvad der gør allermest ondt? Ved du hvad der knuser mig så groft indvendigt, at jeg knap kan skrive dette? Tanken om, at du har løjet. Spillet skuespil. For du var så god, så god til at lade som om. Så god, at jeg aldrig ville have haft mistanke. Jeg ville aldrig have troet, at du virkelig ikke bekymrede dig om mig. For du lyttede. Du hjalp. Du holdt mig beskyttende i din favn. Minderne bringer så meget smerte frem, at jeg ikke kan trække vejret. Måske ville det være bedre, hvis jeg bare lod være. Hvis jeg lod det sidste luft sive ud af min krop, og aldrig indåndede noget nyt. Så ville smerten forsvinde. Det er det eneste jeg beder om. Få den til at forsvinde. Jeg beder dig.

Hvis du så kniven nu.. Ville du stoppe mig? Jeg tror det ikke. Du ville vende ryggen til, som du altid gør. Du ville forlade mig en sidste gang, inden jeg forlader dig. Forlader verden. I sandheden er det ligegyldigt hvad du ville have gjort. Du er her ikke. Du har forladt mig. Jeg er som død indeni. Og jeg vil ikke være her længere. Jeg vil ikke leve i den verden, som nu er blevet så mørk og dyster.

Jeg vil ikke leve, i en verden uden håb. Uden drømme. Jeg vil ikke leve uden dig.  

Goodbye my love. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...