Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3644Visninger
AA

6. Nicoline -

Jeg lod blidt mine finger køre hen af væggen imens vi bevægede os ned mod kontoret. Jeg havde en uendelig trang til at røre ved Jamie, mærke hans læber mod mine. Det ville være fantastisk.

Jeg kunne tydelig høre Jessica og Aliecie grine, de kendte mig alt for godt. De viste præcis hvad jeg tænkte på, og de mente det var komisk. Mig derimod jeg synes det var retter sagt forfærdelig... Jeg kunne mærke mine kinder brænde. Et tydelig bevis på at mine kinder bare en anelse rød i hovedet, tænk hvis han så det. Det ville være pinlig...

"Hvad griner de af?" spurgte Jamie med hans hæse stemme, der bare gjorde det endnu mere sexet. Jeg viste det ville komme, det var så typisk. 

 

"Intet" fremstammede jeg. En kæmpe løgn, men hvad fanden skal man sige til det? ja jeg tænkte på dig og mine læber sammen. Nej det er jo forkert på alle tænkelig måder, sådan nogle tanker skal jeg ikke have.

"er du nu også helt sikker?" grinede han imens mine ben blev som gele. Hold dog op med det der, jeg falder skuda snart. Og ja jeg havde ret inden længe lå jeg nede på gulvet imens jeg kiggede stille op.. Jeg kiggede hen mod mine veninder men de så ligeså forvirret ud som mig. Derefter kiggede jeg på Oliver, hans fede selviske grin flød igennem mine trommehinder. 

"ærligtal hvad skulle det til for?" jeg havde fået mere kraft i min stemme imens jeg rejste mig op. Jeg kiggede roligt på hen på ham. Han overrasket ansigt gjorde mig helt forvirret. Selv jeg havde ikke nået at opfange hvad jeg sagde, det røg bare ud af munden på mig. 

"Nå der er vist nogle der har fået nosser" sagde han koldt imens hans stikkende øjne borede sig ind i mine. Hans kølige tonefald, hans kolde øjne fik myrekryb frem. 

Jeg åbnede munden for at svare ham igen, men intet kom frem. Mit usikker jeg var endnu en gang trådt i form. Hun beboede i min krop, gør mig usikker på alt. Selv mine veninde, jeg er bare usikker. 

 

*** 

 

Jeg løb hurtig ned ad den stille villavej jeg boede på. Jeg følte endelig jeg kunne være fri, jeg elsket at bruge min tid på min pasion. Jeg levet, jeg åndet for gymnastik. Det var det eneste i mit liv der var nogenlunde stabil. 

Jeg nåede hurtig hen til døren imens jeg satte nøglerne i, og derefter låste op. Jeg skyndte mig hurtig op på mit værelse imens jeg fik smidt min skoletaske ned på gulvet og fandt hurtig min taske jeg havde pakket i går. Jeg hadet at være hjemme, ingen tog notes at jeg levet. Jeg var endda luft for mine forældre, hvem ønsker det?

"Nicoline. Kan du ikke skrue ned for din træning" råbte de inde fra stuen af. Jeg stoppet chokeret op, ville de have jeg stoppet med det der holde mig i live? Det lys jeg havde brug for?

Jeg nærmede mig stuen imens jeg kiggede stille på dem. Deres opmærksomhed lå ingengang på mig som de talte med. Nej deres arbejde kom i første rakke. "Hvad?" stammet jeg, jeg var fuldstændig lammet.

"Vi ser dig aldrig. Bare fordi du er eliteplanen. Kan du godt have tid til din familie?"  for en gangs skyld kiggede min far på mig. Men kun for at se hvordan jeg tog det.

"Hvis i ikke havde så pisse travlt med alt andet ind jeres arbejde, ja så havde i tid til mig? i ved ikke hvad fanden der sker i mit liv gør i? det eneste i bekymre jer om er hvor meget i tjener!" jeg skreg det sidste imens tårene for længst havde fundet sin vej ud. Alt min vrede gik så ud over dem, men det kunne rage mig.

 

***  

 

Jeg løb hurtig ud af døren imens min kind brændte. Jeg havde aldrig troede at han, min far kunne finde på det. Men det kunne han så. Jeg var meget sikker på at mærket ikke var til at overse, men sådan er livet jo. 

 

Jeg havde fuldstændig glemt hvor jeg løb, det eneste jeg viste at jeg var på vej hen til træning indtil jeg løb ind i en lidt for velkendt person, hans veltrænet krop under blusen var ikke til at tag fejl af.

"Nicoline?" spurgte Jamie med hans alt for sexet stemme, gud forbander hans udseende.

"Jamie?" hvisket jeg tilbage imens jeg lod mit blik mødes hans. "du løber ikke væk vel? Hvad er der sket med din kind?" spurgte han bekymret imens vi havde fået rejst os op.

"nej jeg skal til træning. Intet" mumlede jeg kort imens jeg kiggede forlegen væk, både at mærket var så tydeligt. Og at jeg ikke kun var en taber der intet kunne, men jeg faktisk også var god til noget 

"træning?" mumlede Jamie dybt forvirret, imens han løftet mit ansigt op så han kunne se rigtig på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...