Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3534Visninger
AA

27. Nicoline - Vrede mennesker

 

Jeg kiggede stille ned i jorden. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg havde virkelig lyst til at skrige. "Jamie?" jeg kiggede nervøst op på ham.

 

"mhm" smilede han kort imens han lod hans finger fjerne de tåre der havde banet sig ned.

"jeg vil gerne snakke med Victor" min stemme var så svagt, men alligevel kunne han høre det. Hans urolige blik erstattet hurtig hans smil.

 

"hvorfor?" hans stemme var hurtig blevet rystende. "Jamie jeg vil gerne vide hvorfor han gjorde det" mumlede jeg imens Jamie hev mig op og side på bordet så han kunne se mig.

 

"han kan jo godt lide dig, han er skudt i dig" vrisset han vredt imens han kiggede på mig.

 

"Jamie det kan godt være. Men jeg vil gerne høre det fra ham af" jeg holdte en pause. "men jeg vil have dig med!" sagde jeg stædig imens jeg nærmede mig hans læber og derefter gav jeg ham et lille kys.

 

"er du sikker?" smilede han, eller han prøvede på det. Det blev dog en grimasse i stedet for.

 

"Jamie i vil kunne lide hinanden. Det var sikker bare en fejl" mumlede imens jeg hoppede ned og kiggede på ham.

”fint, hvis ikke må jeg så godt slå ham ned?" hans smil var kommet frem igen.

Jeg rystet hurtig på hoved. "men du må godt kysse mig" fniste jeg kort imens jeg sendte et skævt smil. Han nærmede sig mig med et frækt blik. Jeg viste præcis hvad han ville. Jeg bukket mig ned så han var ved at falde. ”Nop” grinede jeg imens jeg satte i løb, jeg havde så Jamie lige efter mig. Jeg rev døren til hytten op imens jeg løb ud.

 

”Nicoline. Dine sko” Jamie prøvede forgæves at se seriøst ud, men det lykkes ikke særlig godt for jeg hoppet rundt imens jeg skreg fordi det var så koldt.

 

”Hvorfor fanden stoppede du mig ikke” jeg hoppede stadige rundt imens jeg stadige hylede det her var alt for koldt. ”jeg viste da ikke du ville løbe ud. Men jeg kommer nu” han grinede imens han tog sine sko på og løb ud til mig. ”du er da hurtigere ind mig. Du kunne have stoppet mig” mukket jeg imens han hev mig op i hans arme. ”Jeg kan selv. Jeg løber bare” endnu engang begyndte han at grine imens han kiggede ned på mig. Jeg følte mig ærligtalt hjælpeløs. Alt for svagt, alt for piget.

 

”Men det får du ikke lov til” grinede han imens jeg fortalte hvor han skulle hen. Der var langt, men selvfølgelig får jeg ikke lov til at gå, det lod han mig ikke gøre. Jeg kiggede stille ned på hans brystkasse imens jeg lod min hoved ligge på den. Man kunne mærke hans puls og. Jeg tænkte stadige. Måske kunne jeg alligevel bruge min træning til noget her. Jeg kunne hoppe ned og lave et araberspring. Så skal han i hvert fald være hurtig til at registrere det. Ja det gør jeg.

 

Jeg grinede imens jeg kiggede forførende op på Jamie. Han stoppede hurtig imens jeg hoppede ned og begyndte at løbe imens jeg løb. Han satte efter mig. Desværre, jeg troede lige.  

Jeg nåede længere hen imens jeg satte mine hænder ned i det kolde sne imens jeg svang mig rundt. Men det var en dum ide for lige der hvor jeg gjorde det. Ja selvfølgelig var der is så jeg faldt så langt jeg var. IH!

 

 

***

 

 

Vi nåede hurtig der hen imens mørket havde sænket sig. Han havde endnu en gang bestemt jeg skulle op i hans arme, så ja der lå jeg. Hjælpeløs.

”Der er hans hus” råbte jeg imens Jamie begyndte at grine af mig, fedt. ”Det kan jeg da se, men lad os nu ikke forhaste os. Jeg fik stadige ikke min belønning i går. Jeg mangler stadige en dejlig hyggelig stund” smilede han pervest.

 

”ej Jamie, skuda ikke nu. Nej ad ikke ude i kulden” hvine jeg chorkeret. ”Så tilbuddet er der stadige” smilede han charmende imens han kysset min pande. ”Måske” grinede jeg imens jeg hoppede ned og ringede på.

 

”Måske?” han lød fornærmet imens han lod hans arme omfavne mig. ”Jep det” mere nåede jeg ikke før døren havde åbnet sig og et ungt par kiggede på os.

 

”Kan vi hjælpe jer?” de smilede kort imens de kiggede på mig. ”i er Victor Spencers forældre ikke?”  jeg kiggede nervøst væk imens jeg bed mig i læben.

”Ja? Har du set ham?” jeg kiggede overrasket på dem, hvad var han der ikke? ”Hvad?” spurgte jeg dumt imens jeg kiggede på dem.

 

Manden kiggede surt på mig, og krammede hurtig hans kone. ”Hvordan fanden kunne finde på at nævne det! Vi er sku helt ude af den!” råbte han vredt imens han trådte et skridt hen mod mig. Jeg krympede mig, det her var vildt skræmmende.

 

”Har i prøvet at ringe til hans telefon?” Jamie havde overtaget imens jeg bed mig hårdt i læben. ”Det er okay Nicole” hvisket han men faren hørte det. Underligt nok

 

”ER DU NICOLINE. PIGEN DER ØDELAGE VORES DRENG” endnu engang krympede jeg mig. Jeg havde intet gjort. ”Jeg er Nicoline. Men jeg har da ikke gjort noget mod ham. Jeg holder af ham” hulket jeg svagt imens det hele blev for meget. Det kunne i ikke mene.

 

”Er du komplet dum?! Du lagde op til alt mulig og så sender du din oh så søde kæreste efter ham” okay det sidste var en kæmpe løgn, og det første har jeg aldrig gjort.  Han forbliver bare en god ven,  mere var der ikke i det.

 

”Jeg er ikke dum” hulket jeg imens jeg faldt ned på jorden og bare græd. Det var simpelthen unfair.

 

”Prøv at hør. Nicoline har ikke gjort jeres søn noget, hvis der en der har gjort noget. Så er DET jeres søn. Hun prøver alt hvad hun kan på at gøre andre glade, ja der sker fejl. Men hun vil aldrig ønske han skred!” – ”Hun viste jo for fanden ikke han ville kysse hende når hun havde en kæreste” han var vred og det vil jeg ikke have, han havde ikke gjort noget. Det hele var min skyld som sædvanlig. Jeg er, vandt til det, desværre.

 

”Jamen det er jo ens skyld!” sukket faren imens han hev mig op og stå. ”Og det er din kæreste skyld” råbte han i hoved på mig imens han skubbede os væk. ”skrid, eller jeg tilkalder politiet.” hans ord var kolde imens han smækkede døren i.

 

*** 

 

Vi nåede stille hjem imens mine tåre trillet ned. Jeg kunne ikke forstå dem, det er ikke fair. Vi trasket ind imens han smed sine sko af. Jeg tog dog bare min heldragt på mine jeg skyndte mig ned i nogle varme sko. Jamie og William stirret forvirret på mig.

 

”Jeg skal finde Victor, jeg tro jeg ved hvor han er. Det er min skyld” mumlede jeg imens jeg smuttet ud af døren. Jamies råb løb jeg væk fra. Ja jeg frøs men Victor skulle findes. Han kan skuda heller ikke bare skride. Det er ikke fair overfor andre.

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde gået, men det var allerede blevet fuldstændig sort. Jeg var bange og utryg men jeg skulle finde Victor.

 

”Victor!” råbte jeg ud over det hele imens jeg kunne høre ekkoet og ekkoet. Det, men intet andet. For helvede Victor. Det var ikke ment på den måde, jeg holder jo af dig.

 

”Victor!” skreg jeg igen panisk da jeg synes jeg kunne høre noget bag mig. Jeg vendte mig imens der stod et par ældre fyre. Deres ånde stak af alkohol, alt for meget. De var total væk, deres øjne var røde så jeg ville også gætte på de var på noget. Det hele gav hurtig et flashback. Alt blev hurtig for overvældet imens jeg kiggede på dem.

 

”Hvad laver sådan en lille fin pige her ude” de holdte en pause. ”Der er langt hjem skat. Kom med os, så skal vi nok varme dig” de kiggede gusten på mig imens de nærmede sig mig. Jeg rystet bare på hovedet imens jeg trådte et skridt tilbage. ”Hold jer væk. Jeg er ikke alene” mumlede jeg, men højt nok til de kunne høre mig.

 

”Jeg kan da ikke se nogle. Du må meget gerne komme med os, så kan vi have det hyggeligt” de kiggede smilende på mig. Men alt andet ind kærligt i øjne, deres øjne var følelsesløs.

 

”Hun er med mig!” jeg hørte en stemme råbe imens jeg vendte mig om. Der står han, som intet er sket. VICTOR for fanden da!

 

”Victor!” jeg løb så godt jeg kunne hen til ham imens han trak mig ind i et kram. ”Skrid med jer stodder” han kiggede ligegyldig på dem imens han hev mig op og begyndte at gå. Jeg er ikke hjælpeløs.

 

”Jeg kan godt selv” mumlede jeg imens jeg først nu opdagede mine tænder klappere. ”Jaja” grinede Victor imens han gik med mig. Jeg fandt ham!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...