Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3637Visninger
AA

15. Nicoline - Tilbage til mit liv igen.

 

Jeg kiggede stille over mod Jamie. Jeg skulle bare lige se en ekstra gang på ham inden jeg gik til time. Bare en lille smule, og så mere når jeg er sammen med ham.

Det her var en af de eneste timer vi ikke havde sammen, forbandet skole.

 

"Nicki? Timen er begyndt?" grinede Jessica imens de kiggede indtrængende på mig. Okay er det så  tydeligt?

Jeg smilede bare kort imens jeg valgt e at rystet på hovedet. Det skulle de ikke vide.

 

Jeg nærmede mig klassen da en velkendt stemme skar igennem den tætte lydmur.

"hvordan kunne du? Hun er intet værd!" det var tydelig Oliver men hvem han snakket til ved jeg ikke, bare det ikke er Jamie for så hentyder han til mig.

"Oliver hun er min prinsesse!" hans stemme var så genkendelig, oh de diskuteret på grund af mig. Nej nej nej.

 

Jeg nærmede mig stille imens jessica hvisket måske lidt for højt for deres blikke faldt hurtig på mig.

"eh Hej jamie!" smilede jeg flovt imens jeg kiggede skiftevis på drengene. Jeg viste at de viste jeh havde hørt det.

Jeg stillede mig hurtig over til Jamie da Oliver øjne lynede af ild, glødende vrede

 

"mener du virkelig ikke jeg er noget værd" mumlede jeg imens en klump samlede sig i maven. At vide det gjorde det bare mere tydelig at jeg aldrig skulle ha' været født.

 

"ja. Ellers havde jeg ikke sagt det vel?!" han snakkede tydeligvis nedladende til mig, men det var jeg nu meget vant til.

"hold op Oliver. Hun har det svært nok i forvejen" Jamie var tydelig sur jeg kunne fornemme det. Hans greb blev strammer om mig.

 

"Jamie du strammer ekstremt meget! Jeg vil gerne leve" smilede jeg skævt. Han lod hans arme løsne grebet og kiggede sørgeligt på mig.

"det var ikke meningen du skulle høre det!" hans stemme var så skrøbelig. Oliver stirret dog bare vredt på os.

 

"hvis du ikke lader ham være er du fuldstændig færdig!" hvæset han surt imens han gik forbi mig.

 

"du kan ikke bestemme hvad jeg skal!" stammet jeg imens jeg lagde mig ind mod Jamie. Mine  tåre var allerede langt nede af mine kinder.

"Jamie. Jeg kan ikke, jeg vil ikke ødelægge jeres venskab" – ”Nej” min tåre strømmede ned imens jeg stille kysset ham farvel.

”Pas på dig selv Jamie” jeg prøvede at give et smil fra mig men det blev mere til en grimasse.

Jeg vente mig om imens jeg satte i løb. Jessica og Alecie var løbet efter mig. Og jeg er meget sikker på Jamie også gjorde det for hans strøbelig stemme var ikke til at tage fejl af. ”Nicoline!” første gang han overhovedet havde brugt mit rigtige navn, men jeg kunne ikke få mig selv til at stoppe. Det hele var et stort rod. Det eneste jeg viste var jeg skulle væk. Jeg havde dog fået en nøgle, så jeg løb hjem til ham og pakket alt mit bras sammen.

 

***

 

Jeg ringede stille på, jeg viste at det var dumt. Men hvor fanden skulle jeg ellers gå hen? Jeg skulle bare ikke se Jamie. Han skulle fortjene en hans venner kunne lide. Jeg gjorde det for hans skyld. Kun hans.

Jeg kunne tydelig høre nogle sløve skridt inden døren blev åbnet. Han stirret mistroiske på mig imens han åbnede munden.

”hvad laver du her?” hans spydige ord gjorde ondt. Men det var min skyld jo, jeg skulle aldrig ha skredet.

”Far please. Jeg har ikke andre steder at tage hen” jeg bed mig kort i læben for ikke at græde igen. ”Du er ikke velkommen her mere” – ”Det ved du godt!” jeg kunne tydelig høre hans vrede, hans skuffelse. Selv med alt den alkohol i hans blod, mere hans blodåre.

”Jeg ved det. Men du er stadige min far, jeg ved du ikke vil have det. Men sådan er det altså” jeg havde fået mere styr på min stemme. Jeg kiggede stadige op på ham, hans vrede øjne var umuligt at overse.

 

”Kom ind. Men du skal ikke tro at det bare er slut sådan her. Du får din straf” hans kolde ord var ligegyldig. Jeg havde et sted at bo, det er det vigtigste tro jeg.

Jeg kom hurtig ind i huset, alkohollen var ikke til at tage fejl af. Men jeg havde vænnet mig til det.

 

*** 

 

Jeg traskede stille i skole dagen efter, alles blikke hvilede på mig. Hvad? Er det det bedste de kan tage sig til. Jeg kiggede bare ned i jorden til jeg endnu en gang lå på jorden. Den kolde jord der passet til mit humør.

 

”Nicoline?” jeg vendte stille mit blik op og kiggede på Oliver. Han kiggede bare hånende på mig, hvad? Han havde fået sin vilje er man så ikke tilfreds? Det ville jeg være, selv hvis jeg såret andre. Eller det vil Oliver jo være.

 

”Hvad? Du fik Jamie, lad mig være. Var det ikke det du bad mig om? Jeres latterlige status er på banen igen. Tilfreds?!” jeg havde fået rejst mig op og bed mig endnu engang i læben. Jeg kunne smage blodet, men det lod jeg ikke bide i.

 

”Ja. Jeg er glad. Det er Jamie også, så glad at han har fundet en anden” grinede han stort. Der stoppet mit hjerte, havde han allerede en anden? Det var da godt for ham.

 

”Fint. Lad mig komme til vrisset jeg trist imens jeg skubbede ham væk og lod mig selv sætte i løb hen mod et af de få pige toiletter der var på skolen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...