Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3539Visninger
AA

33. Nicoline - StanFord universitet

 

Jeg kiggede chokeret på dem, hvad fanden var der sket. Jeg lod min kolde facade falde perfekt ind i min hud. Den beboede der inde, det var min eneste styrke. At se kold ud, ja det lyder latterlig. Men sådan har jeg det altså.

 

”Hvad fanden har i gang i? spasser” min stemme var kold imens jeg stirret på dem. Deres blod der flød sammen og blandet sig mellem i hinanden. I kan sku da ikke smadre hinanden, er i fuldstændig komplet dumme?

 

”Vi ville jo bare smadrede Jamie” forsvarede Oliver dem imens de smilede til hinanden? Er i sindssyge.

 

”Det kan godt være, men det giver jer fandem ikke lov til det. I er komplet dumme? Når det behøver i ikke svare på for jeg kender svaret” Vrisset jeg vredt imens jeg gav Oliver en hånd i maven, en blev to, to blev til tre. Tre blev til flere indtil Oliver lå nede om jamret sig.

 

”Du ved du hvordan det er ikke?” vrisset jeg imellem mine sammenbidte tænder. Jeg havde godt fat i kraven på ham så han kiggede på mig, han var chokeret. Det kunne jeg tydelig se. ”Jo” stammet han svagt da jeg havde strammet godt til. Hans eller brune farve var forsvundet og erstattet med et kridhvidt et.

 

”det var det jeg regnet med du ville sige” hvisket jeg imens jeg skubbede ham væk fra mig så han faldt krympende sammen.

 

Jeg rejste mig op imens jeg gik med yndige skridt hen mod Alex.

 

”Alex, er du okay?” hvisket jeg charmende imens jeg kiggede ind i hans øjne. De var fyldt med rædsels. ”Ja. Jeg er glad for du spørger” smilede han charmende imens han hev mig ind i et kram. Her havde jeg chancen for at sige det, uden nogen kunne høre det.

 

”Det ville du ønske du ikke var. For når jeg er færdig ville du ønske du aldrig havde gjort det.” Vrisset jeg igennem mine tænder imens jeg stadige holdte stramt om ham. ”Du ville ønske du aldrig havde mødt mig” hvisket jeg vredt imens jeg strammet grebet. Jeg havde godt fat i hans arme, jeg havde stukket mine negle ned i hans hud, jeg kunne tydelig høre hans gisp.

 

”Smut så” vrisset jeg vredt imens jeg havde rejst mig op og kiggede rundt. Vi eller jeg havde fået publikum. Men det raget mig egentlig, det eneste jeg skulle var at finde Jamie. Sikre mig han var helt okay. Der ikke var sket noget med ham.

 

”Alecie hvor er Jamie?” min stemme var stadige kold og jeg stirret bare udtryksløs på hende. Jeg havde aldrig troede jeg ville gøre sådan, men sådan er det vil hvis man stadige holder af en person. Lige meget hvor meget man prøver at glemme person, det er umuligt.

 

 

*** 

 

 

Jeg gik rask ind af døren imens en masse blikke lå på mig. Lige fra børn, unge til voksende. Og endda nogle gamle mennesker.

 

Jeg var hurtig kommet hen til skranken. Alecie var lige bag mig, jeg tro hun aldrig havde været mere nervøst over at være i mit selskab.

 

”Alecie, jeg gør dig ikke noget” sukket jeg svagt men en anelse fornærmet.

”Jeg søger en Jamie Smith” min stemme var utrolig nok mere modende ind hvad jeg havde forventet. Jeg havde forventet en rystende svag stemme, en usikker en. Men det var fuldstændig væk.

”Familie?” spurgte hun ligegyldig imens hun ikke kiggede op på mig. Det pisset mig af, men jeg styret det. Hun skulle ikke have nydelsen af at smide mig ud.

 

”Er det ikke lige meget?” spurgte jeg fornærmet imens jeg vendte mig om og kiggede på Jamie. Hans blik lå på mig, hans blik var tydelig forvirret men blev hurtig erstattet af et koldt et.

 

”Jamie?” min stemme var hurtig blevet skørbelig imens jeg gik stille hen mod Jamie. Hans kolde facade var så nem at se igennem, han var som en åbenbog som jeg elskede, elsker.

 

”Nicole?” hans stemme var kold, som min havde fået før.

 

”er du okay?” jeg var nået helt hen til ham imens jeg kiggede omsorgsfuldt på ham. Jeg kunne vel ligeså godt lade vær med at tro at jeg kunne glemme ham, for det kunne jeg ikke.

 

”Er du ikke ligeglad?” hans stemme var blevet skrøbelig. Jeg hev ham med ud på gangen imens jeg stirret seriøst på ham.

 

”Jamie. Jeg har aldrig været ligeglad med dig” mumlede jeg imens jeg kiggede på ham. 

 

 

*** 

 

Jeg gik stille med Jamie. Den akavet stemning var ikke til at finde, vi gik bare og nød hinandens selskab. Jessica og Alecie gik svagt bag ved os imens de hvisket.

 

”Nicole. Hvorfor tog du drugs?” hans stemme var lav og de andres hvisken forsvandt med det samme. Jeg kunne regne at jeg ville få det spørgsmål. Men alligevel kom det bag på mig, jeg måtte lige summe mig.

 

”Jamie jeg holde kort en pause. ”Jeg havde det forfærdelig med at forlade dig på den måde, og at din far viste det. Men at skulle snakke med dig på det tidspunkt var alt for uoverskueligt. Så jeg drog til den lette løsning. Jeg fortryder det””Jeg begyndte at tage drugs, drikke, ryge for at glemme den smerte jeg havde påført os begge. Jeg var overbevist om jeg gjorde det for os begge, men jeg fandt ud af jeg kun flygtet fra problemer. Flygte i stedet for at tage dem op”

 

Jeg kiggede væk, det var svært at snakke om. Bare hans udstråling gjorde det umuligt at tilgive mig selv, hvordan kunne jeg.

 

”Jeg elsker dig stadige Jamie” hvisket jeg svagt imens jeg stoppet op og kiggede op mod skyeren og blikket for at fjerne de tåre der var kommet.

 

”Jeg elsker også dig Nicole. Men jeg kan snart ikke klare det mere” hvisket imens han hev mig ind mod sig selv. Jeg kiggede bare på ham imens jeg sendte ham et svagt smil.

 

Jeg kunne mærke min mobil ringe imens jeg rev den op og tog den op til øret. Jamie stod og holde om mig selvom jeg prøvede at komme fri. Det lykkes bare ikke.

 

”Det er Nicoline” smilede jeg kort imens jeg kiggede på Jamie.

 

”Er det Nicoline Swan?” sagde en kort men hæs mandestemme.

 

”Det er mig” smilede jeg igen imens de andre kiggede væk. Jeg kunne høre han rodet rundt i nogle papire, eller det skrablede bare.

 

”Ja du snakker med Rektor på Stanford universitet” jeg gispet kort imens jeg lavede store øjne. Det er løgn ikke?!

 

”ja?” min stemme var lav. Men stærkt.

 

”Du er kommet ind” hans stemme var montorn. Jeg måtte virkelig bide mig hårdt i læben for ikke at skrige.

 

”Jeg tro ikke jeg har nok penge til det” mumlede jeg nedtryk imens jeg kiggede ned i jorden.

 

”Nej du har også fået et stipendium til det. Undskyld jeg glemte at sige det” hans stemme var stadige ens, men det var jeg ligeglad med.

 

”Ej, det vil jeg vildt gerne. Det vil jeg glæde mig til” mere noget jeg ikke at opfatte før jeg var faldet sammen og bare hyllet at glæde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...