Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3533Visninger
AA

32. Jamie - tid.

Sekunder blev til minuter, minutter blev til timer.

Timer blev til dage, dage blev til uger.

Og uger blev til måneder.

Inden at jeg havde set mig om var det blevet sidst i maj, vi skulle til eksammen først i juni og Nicole var kommet på dybere vand, jeg var snart ikke sikker på at hun kunne bunde længere. Jessica og jeg var blevet nære venner, så nære at hun nærmest boede hjemme hos mig. Hun brugte min vaskesmaskine og hun sov i mit gæsteværelse, som nu var Jessica-værelse. Hun havde tabt sig helt vildt, efter hun havde lånt min gamle mountainbike og vi var begyndt at cykle til og fra skole. Hun lignede en hel normal pige med brede hofter nu.

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Nicole. Hun kørte i mine tanker konstant, men jeg kunne intet gøre. Eller kunne jeg? Jo, det kunne jeg faktisk. Selvom hun helt sikkert ville hade mig for det, men det skulle ikke forhindre mig i at gøre det. "Jessica?" Spurgte jeg en aften, da vi lå på hver sin sofa og stirrede en forfærdelig kedelig film.

"Jah?" Spurte Jessica som svar.

"Det er din tur til at vaske tøj." Hun sukkede opgivende, men jeg fortsatte. "Og Jess, jeg har en idé til hvordan Nicole kan komme ud af det med Alexander."

"Lad mig høre!" Udbrød hun glad og satte sig op. Både Nicole og Jessica havde gennemgået en kæmpe forandring. Jessica var blevet meget mere udadvent og glad. Nicole det modsatte.

"Men du slipper ikke for at vaske." Advarede jeg hende grinende. Jeg fik en grimasse tilbage.

***

Næste dag da vi begge kom i skole og vi gik til hver sin time, gik jeg på kontoret i stedet for at gå til time.

"Sir." Hilste jeg.

"Jamie?" Spurgte han forbløffet. "Hvad laver du her? Jeg har ikke hørt at du har lavet ballade. Endnu." Men så blev han mistænksom. "Hvad har du da nu lavet?"

"Ikke noget, Sir." Forsikrede jeg ham om og tilføjede "Endnu."

"Hvad skylder jeg så æren, Jamie?" Spurgte han forbløffet.

"Inden jeg fortæller dig det, Sir, skal du love, du skal sværge på at du ikke bortviser frøken Swan."

"Jeg sværger, jeg bortviser ikke nogen." Han smilede venligt til mig.

"Du er ellers velkommen til at bortvise Hudgens." Mumlede jeg surt.

"Hvad er der med hende frøken Swan og ham ballademageren." Spurgte han. "Jeg tager mig ikke af små kærlighedsskænderier, Jamie. Jeg ved allerede at du er glad for Nicoline."

"Der er ikke tale om sådan nogle skænderier, ihvertfald ikke lig nu, Sir. Forstår du, Nicole har valgt mig fra til fordel for Alexander Hudgens.." Jeg følte det som om jeg var ved at blive revet i stykker.

"Det har jeg lagt mærke til, ja." Han nikkede langsomt. "Men jeg forstår ikke hvorfor?" Han ville vide hvorfor, men jeg undgik spørgsmålet.

"Det er lidt privat, Sir." Mumlede jeg pinligt. Han forstod det og rødmede. "Det er forbudt med stoffer på skolen ikke?" Spurgte jeg og han fangede det med det samme.

"Du mener at Hudgens og Swan tager stoffer i skoletiden?" Spurgte han alvorligt.

Jeg nikkede. "Husk hvad du lovede, Sir."

***

Don't be losing your trust.

Don't be losing your faith.

I know there is a bond between us and I won't let it break.

Because everything you see isn't what is seems.

She left, but not with me.

I'm not guilty, please believe!

I hope you see, it's jealousy.

Tell me it's not to late!

Never to late to communicate.

'Cause I will forgive you for everything. Everything!

I will always love you and there is nothing you can do about it. Nothing at all.

Jeg sad ovre i hjørnet, da Nicole og Alexander kom ind. Mr. Strong, inspektøren gav først Nicole hånden og derefter Alexander hånden. Jeg rejste mig for at gøre det samme, Nicole virkede tyndere end normalt og jeg lagde mærke til at jeg var højere end Alexander, han var dog bredere bygget, men alligevel virkede jeg mere muskuløs. Det føltes godt at min skulder var blevet god igen, jeg havde en nervøs følse af at det her godt kunne udvikle sig på en dårlig måde. Jeg satte mig nervøst tilbage på min plads bagerst i lokalet. "Tøm jeres taske, lommer og hvad I nu ellers har." Begyndte Mr. Strong.

"Men Sir." Prøvede Alexander sig, men blev afbrudt.

"Tøm det hele." Svarede Mr. Strong strengt. Jeg kiggede væk og ud af vinduet. Jeg havde ikke lyst at se det her.

"Smith?" Jeg kiggede ikke væk.

"Sir?" Svarede jeg.

"Jeg kan intet finde." Svarede han lettere surt.

"Hudgens har et hemmeligt rum baggerst i hans taske." Forklarede jeg. En lyd af stof som blev revet over, blev efterfulgt af en masse små ting som ramte bordpladen.

"Og hvad med den yndige Swan?" Jeg kiggede over mod Nicole, da Mr. Strong spurgte mig. Jeg var ikke sikker på om jeg skulle afsløre hende.

"Tjek hendes venstre bryst." Svarede jeg koldt og kiggede ud af vinduet igen, imens jeg bed mig i læben. Der var stille lidt.

"Frøken Swan, hvis du vil være så venlig." Jeg kiggede derover tidsnok til at se, hun rystede på hovedet. Da rejste jeg mig, stolen knirkede. Jeg greb Nicoles hænder, da jeg var kommet over til hende. Og listede min hånd ned i hendes BH, jeg fiskede en lille pose med noget underligt noget op og lagde den på inspektørens bord.

Jeg blev svunget en lussing. "Det havde du ikke behøvet, Nicole."

"Nej, men det føltes godt." Svarede hun, men jeg kunne ikke bedømme hendes ansigt. Sørg eller glæde? Jeg kom til at smile ved tanken om dén aften, hvorfra hendes citat kom fra.

"Du er fri til at gå nu, Jamie." Jeg nikkede til inspektøren, men inden jeg gik mindede jeg ham om vores aftale.

"Husk at holde dit løfte, Sir." Han nikkede venskabligt, da jeg gik ud af døren og håbede på at Alexander ville blive smidt ud.

***

Det var spisepause. Jess og jeg fulgtes, selvom jeg flere gange var blevet inviteret over til Oliver og hans slæng. Men jeg afslog, hver evig eneste gang. "Så hva skete der?" Spurgte Jessica mig. Jeg svarede langsomt og tøvede ved det med Nicole. "Åhhh! Det gjorde du bare ikke!" Udbrød hun. Jeg nikkede grinende, men fik hurtigt andet at tænke på. Alexander var på vej herover. Nicole stod længere nede af gangen og snakkede med Alecia, det lod ikke til at hun havde opdaget at Alexander var på vej væk. Jeg skubbede Jessica ind i væggen, ud af Alexanders rækkevide. Det var heldigt at jeg nåede at skubbe hende væk, for i næste sekund var Alexander over mig. Bogstavlig talt sprang han på mig, som en løve ville springe på en gazelle. Hans vægt slog luften ud af mig og jeg slog hovedet ned i gulvet. Et skingert skrig borede sig gennem lokalet. "Alex!" Hvorfor skreg Nicole på Alexander? Var han ikke blevet smidt ud?

Med et ansrenget gisp fik jeg rullet rundt og Alexander lå nederst. Jeg knyttede min hånd og slog ham i ansigtet. Jeg brækkede hans næse, han hylede og sparkede mig væk. Gud, han måtte veje mindst tyve kilo mere end mig! Det tog et par sekunder for mig at forstå hvor jeg var. Jeg nåede ikke væk, inden der var en over mig igen, men Alexander lå jo stadig og hylede over sin næse? Hvem kunne det så være? Jeg fik åbnet mine øjne på glem. Jeg genkendte Olivers lyse lokker, der var dækket i blod. Jeg gættede på at det var Alexanders blod, men vi var venner. Var vi ikke? Hvis vi var, hvorfor stod han så og sparkede mig i ribbene? Jeg prøvede på at komme op, men pludselig mærkede jeg et ribben give efter. Jeg stønnede nærmest gispede. Pludselig holdt sparkene op og jeg åbnede øjnene. Oh gud, jeg ville hellere brække næsen end et ribben! Hvert et åndedrat jeg tog, gjorde ondt. Jeg bed mig i tungen for ikke at skrige. Jeg nægtede det, men jeg kunne mærke blodet forlade mit ansigt. Min mund begyndte at smage af blod, men jeg bed hårdere.

"Jamie?" Hørte jeg en kalde. Jeg kunne sagtens genkende stemmen. Jessica. Jeg slog øjnene op. "Kan du gå?" Jeg nikkede langsomt og fik på en eller anden måde stablet mig op på benene og Jessica hjalp mig. Jeg havde ingen idé om hver vi gik hen. Jeg var også ligeglad.

***

"Så hvor slemt står det til?" Spurgte jeg lægen som kom ind.

"Du har brækket to ribben, kære ven." Jeg var lidt skeptisk. Hun så ikke ud til at kunne være meget ældre end Jessica og jeg. "Men bare rolig, du kommer ikke til at mærke dem. Vi har forbundet dem stramt."

"Hvor længe?" Spurgte jeg kort.

"Omkring seks uger." Jeg sukkede irriteret, det var næsten hele min sommerferie!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...