Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3641Visninger
AA

16. Jamie - Levende zombie

Efter episoden med Nicoline var jeg sammen med Jessica og Alecia resten af dagen. Vi havde heldigvis resten af timerne sammen og havde fri klokken tre. Selvom det kun var to timer, føltes det som en evighed.

"Vil I ha' et lift hjem?" Spurgte jeg. Pigerne kiggede forvirret på hinanden, jeg havde næsten ikke sagt noget siden Nicole var skredet, men nikkede begge.

Jeg nikkede tavst som svar og satte kursen mod min bil. Jeg satte mig ind, pigerne tøvede, men jeg sagde ikke noget. Jeg ventede bare på at de satte sig ind. Jeg begyndte at køre mod udkørslen fra parkeringspladsen. "Hvor bor I?" De fortalte mig adressen og jeg satte kursen mod dem.

***

Næste morgen kørte jeg igen mod skolen, som om alt var normalt. Bortset fra de sorte rander under mine mørkebrune øjne, som så døde ud, jeg havde ikke kunnet sove hele natten og det resulterede i de sorte rander. Efter at have lavet min morgen mad, var jeg ikke i humør til at spise den. Så den endte uberørt i skaldespanden, sammen med aftensmaden. Efter et hurtigt bad og taget noget tilfældigt tøj på gik jeg ned til min bil uden at have sat mit hår, jeg glemte min mobil, men var lidt ligeglad.

Jeg ankom til skolen tyve minutter før jeg plejede og parkeringspladsen var næsten tom. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle foretage mig, så jeg fandt mit skab og fandt skab og gravede mine matematik bøger ud. Langsomt, meget, meget langsomt slentrede jeg imod matematik lokalet, da jeg var nået frem, gled jeg ned af den kølige hvide væg.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Oliver kom. "Hey Jamie. Det er godt at have dig tilbage!" Han trak mig op på benene og dunkede mig i ryggen.

"Oliver." Nikkede jeg som hilsen. Lidt efter kom læren og låste lokalet op. Alle eleverne stømmende ind, deribland Oliver og jeg. Jeg fandt en plads midt i klassen, Oliver satte sig ved siden af mig.

"Jamie, forhelvede! Jeg gjorde dig en tjeneste ved at hjælpe dig af med hende." Hviskede Oliver ophiset.

Jeg kiggede dødt på ham og gad ikke svare ham. Jeg sukkede bare.. En velkendt mørkebrun farve fangede min opmærksomhed. Nicole. Jeg kunne ikke lade være med at stirre, heldigvis forblev min mund lukket.

Læren kom ned og knipsede foran mit ansigt. "Smith, hvis ikke min undervisning fanger din opmærsomhed. Så er du velkommen til at lægge et visit forbi inspektørens kontor."

Jeg forstod ikke hvad han sagde. "Hvad?" Mumlede jeg og lænede mig til den ene side for at få øje på Nicole igen. Hun var den eneste som ikke havde vendt sig mod mig. Hendes veninde havde vendt sig. Det var Jessica.

"Du hørte mig godt, Smith." Han slog mig i panden for at få min opmærksomhed. "Jeg er her, Smith, lad være med at stirre som om jeg ikke er her."

"Undskyld, sir." Svarede jeg fraværende, men jeg kunne stadig ikke fjerne blikket fra Nicoles ryg. Han gav op og lod mig være. Jessica hviskede noget til Nicole og uden at jeg var forberedt, vendte hun sig om, kiggede mig i øjnene. Det var for meget for mig. Øjenkontakten. Jeg klappede mine bøger sammen, stormede ud af lokalet og var nær faldet på vej ud af døren. Jeg havde svært ved at få luft, da jeg løb ned mod mit skab, det føltes som om mit hjerte var ved at blive flået itu. Total ligeglad med omverden kastede jeg mine bøger ind i mit skab, smækkede døren og løb tilbage mod matematik lokalet.

Jeg stødte ind i dansklæren undervejs. "Smith! Eftersidning!" Jeg vinkede hende ligeglad væk og spurtede videre, gled lidt i det ene sving og ramlede ind i væggen. Jeg nåede matematik lokalet i tide til at jeg kunne nå at få vejret igen. Så ringede klokken og eleverne begyndte at strømme ud. Jeg fik øje på Nicole og maste mig igennem mængden. "Nicoline! Vent!" Råbte jeg efter hende og maste hårdere. "Nicole!" Jeg nåede op til hende og lagde en hånd på hendes skulder. Hun skubbede den væk.

"Lad mig værre i fred, Jamie." Råbte hun. Den gjorde ondt.

"Kun hvis du, uden at lyve, kan se mig i øjnene og fortælle mig at du ikke elsker mig." Svarede jeg tilbage.

"Jeg elsker dig ikke, Jamie."

"Du lyver, jeg kan se det på dig, jeg kan se det fordi jeg elsker dig." Konstaterede jeg. "Fortæl mig så, uden at lyve, at du kan fortsætte dit liv, som det var og være lykkelig uden mig." Jeg kunne høre smerten i min egen stemme, selvom jeg prøvede på at skjule den.

"Jeg er lykkelig uden dig, Jamie. Det med dig var en fejl, jeg forstætter mit liv som det var. Uden dig. Og jeg vil være lykkelig."

"Kan du huske natten hjemme hos mig?" Jeg havde sænket min stemme, så kun Nicole, Jessica og jeg kunne høre mig.

Hun nikkede langsomt.

"Kan du huske, da... Emhh.." Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle håndtere det her. "Kan du huske, da vi diskuterede noget " Jeg hostede diskret. "og jeg advarede dig om at jeg aldrig ville forlade dig, medmindre at du bad mig om det." Hun nikkede igen langsomt, Jessica fik et mistænksomt udtryk. Hun tænkte nok over det noget, som vi diskuterede.. "Bed mig om det. Bed mig om at forlade dig." Hun stod og stirrede på mig, men jeg kunne ikke læse hendes ansigt. "Gør det. Gør det nu."

"Forsvind ud af mit liv, Jamie. Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen!"

Jeg nikkede. "Okey.." Jeg trådte et skridt hen mod hende, vi stod helt tæt. Hun kiggede ned i gulvet, med en finger under hendes hage løftede jeg hendes ansigt op, så jeg kunne se hende i øjnene. "Kan du så undvære det her?" Spurgte jeg hende. "Hvis du kan, og du skal være ærlig, så skal jeg nok skride ud af dit liv." Jeg kyssede hende, blidt skildte jeg hendes læber og lod kysset udvikle sig, imens jeg glemte vores publikum, lagde armene om hende og trykkede hende ind mod mig. Ønskede at vi skulle smelte sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...