Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3532Visninger
AA

30. Jamie - Hun knuste mig.

Dagene var fløjet afsted i sverige, jeg havde lovet mig selv at jeg ville glemme hende, prøve på at komme over hende. Jeg løj for mig selv, det ville aldrig lykkedes mig. "Jamie!" Min far skubbede voldsomt til mig. Jeg havde vidste at han havde læst SMSen fra Nicole og jeg vidste, han havde lagt mærke til at jeg havde været ekstemt fraværende på det sidste. "Jamie, min dreng. Det er sidste dag vi her her i år. Prøv nu at få det lidt sjovt."

***

"Hold nu op far!" Gryntede jeg irriteret. "Jeg kan godt selv!" Han tog mine ting og smed ind i min bil. Vi var enlig kommet hjem til Danmark... Efter en tur på skadestuen.

"Jamie, du har forvredet din skulder." Sagde min far faderligt. "Du skulle holde den i ro i mindst én måned."

"Men derfor kan jeg godt selv bære mine ting!" Vrisede jeg af ham og slog af gammel vane ud med begge arme, også den i slynge. Jeg skar ansigt af smerte, måske skulle jeg bare lade ham slæbe... Han ville jo så gerne. Så jeg smed mig ind på bagsædet og lod min far køre min bil.

Jeg måtte være faldet i søvn, fordi pludselig var vi hjemme og min far stod bøjet ind over mig, kaldte mit navn. "Hvad?" Spurgte jeg forvirret.

"Vi er hjemme nu, jeg har båret alle dine ting op. Vi ses på et tidspunkt." Han begyndte at gå over mod sin sorte Ferrari, da han kom i tanke om noget og gik tilbage mod mig. "Husk det den her gang, Jamie." Han stak en sedel i hånden på mig, som jeg lagde ned i min lomme. "Vi ses, knægt." Hilste han, smuttede over til hans bil og gled ud i mørket. Jeg fik mig selv ud af bilen, låste den og slæbte mig selv op af trapperne og ind i min lejlighed hvor jeg udmattet faldt om på sengen.

***

Jeg væltede ud af sengen, landede på min skulder. Så kom jeg i tanke om alt hvad der var sket. Nicole havde gjort det forbi, skiferien var slut, jeg havde forvredet min skulder på samme trick som jeg havde flækket det øjenbryn, vi var taget på skadestuen, vi var på skadestuen i en evighed. Og nu lå jeg her i min egen lejlighed. Selvom jeg måtte blive hjemme i dag, kunne jeg ikke forestille mig en at blive hjemme. Jeg rejste mig, for hurtigt og blev svimmel. Lidt besværligt kom jeg i bad og spiste morgenmad. Der lå et tyndt lag sne udenfor, "Fedt." Sukkede jeg. "Nu kan dagen idag, da ihvertfald ikke blive værre!" Udbrød jeg surt. Men det skulle vise sig at det kunne den og at jeg ingen indflydelse havde..

Jeg kom lidt forsent i skole, men læren blev heldigvis ikke sur. Det var først efter timen, da jeg så Nicole, uden Jessica og Alecia, at jeg blev seriøst bekymret. Hun var sammen med Alexander. Alexander! Helt seriøst, Alexander! Så kunne hun da heller ikke have valgt et dårligere selskab! Jeg stirrede på Alexanders arm som lå rundt om livet på Nicole. Jo, Alexander så da godt ud. Det var slet ikke det, jeg kunne bare ikke lide ham. Egentligt var der ikke nogen speciel grund til at jeg aldrig havde kunne lide ham, jeg havde bare aldrig kunne lide ham!

Jeg fik fundet Jessica og Alecia, som gik sammen. De så en anelse skræmt ud, da jeg så dem. Hvorfor? "Hey piger." Hilste jeg og forsøgte at lyde som om der ikke var noget som gik mig på. "Hvad er der sket mens jeg var væk?"

"Hej Jamie." Hilste de begge på en gang. Men jeg havde ikke kunne skjule min utilfredshed. De havde opfanget den med det samme og vidste allerede hvad den gik ud på. "Nu skal du ikke gå over genvind. Igen. Nici forklarede os tydeligt at hun ikke vil ses med dig mere. Hun vil ikke snakke med dig. Hun vil slet ingen kontakt have med dig mere." Jeg tabte underkæben, havde Nicole virkelig sagt alt det? Men i Jessicas øjne kunne jeg se at det her virkelig var sandheden. "Hun er begyndt at komme sammen med ham Alexander." Jeg følte at mine øjne kunne poppe ud af mit hoved.

"Hvad med jer to?" Spurgte jeg chokeret. "Vil hun snakke med jer to?"

Alecia nikkede langsomt. "Hvis vi ikke snakker med dig."

Det her var værre end at forvride skulderen. "Skal jeg gå?" Sprugte jeg, men svarene var spredt i begge retningen.

"Nej da!" Nærmest råbte Jessica.

"Ja." Sagde Alecia. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg stirrede bare lamslået på Alecia. Jessica trådte frem, lagde hendes hænder på min brystkasse og skubbede mig væk.

"Kom.." Hviskede Jessica. "Nicole har ændret sig, imens du var væk. Jeg har slet ikke lyst at være sammen med hende længere"

Jeg fik taget mig sammen og lukket mundet, gjort noget ved mine øjne så de ikke poppede ud. "Hvad mener du?" Spurgte jeg uforstående. Hvad kunne være så slemt at Jessica ikke ville ses med hendes bedste veninde længere?

Jeg kunne se at Jessica sloges med ordene. "Nici.. Hun... Ehh... Drugs..." Hun behøvede ikke at sige mere.

"Nicole er begyndt at tage stoffer?" Hun nikkede ivrigt. "Hvilke?"

Hun trak på skuldrene. "Alt. Hvad vil du gøre ved det?"

Nu var det mig som trak på skuldrene og en stikkende smerte blomstrede op. Jeg skar ansigt. "Ingenting." Jeg ømmede mig over min skuldre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...