Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3607Visninger
AA

34. Jamie - Harvard, Cambridge, United Kingdom.

Some may call it destiny.

Some may call it meant to be.

But I just call it you-and-I.

 

"Harvard." Mumlede jeg. Selvfølgelig havde jeg tilgivet Nicole. Jeg ville tilgive hende om og om igen.

"Hvad?" Spurgte Nicole. "Seriøst? Laver du sjov? Er du helt seriøst blevet optaget på Harvard?" Hun sad på mit skød. Hun var fuldstændig oppe at køre.

"Ja, helt seriøst det er jeg." Mumlede jeg, da hun tog mit hoved mellem hendes hænder.

"Er du slet ikke glad?" Spurgte hun. Vi var taget hjem til mig.

"Nej." Hun lænede sig over mod mig, hun kyssede mig.

"Er du sikker på at du ikke er glad?" Hun kyssede mig igen.

"Jeg er glad for dig, så glad at det er usundt for mig..." Hun var så tæt på at jeg ikke rigtigt kunne samle tankerne. "Nicole er du klar over hvor Harvard ligger?" Spurgte jeg og lagde armene om hende.

"Ehh.." Hun kløede sig i håret. "Cambridge?"

"Ja." Mumlede jeg bare og fik på en eller anden måde rejst mig. Men Nicole kom stormende efter mig, slog armene om mig og klemte sig ind mod mod. Jeg gispede. "Av, Nicole, av." Hun maste mine ribben.

"Hov! Undskyld. Jeg glemmer det hele tiden." Hun slap mig med det samme at det gik op for hende, hvad der skete.

"Det gør ikke noget, Nicole." Forsikrede jeg hende om, det var ikke hendes skyld hun glemte det med mine ribben.

"Men hvad er der med at Harvard ligger i Cambridge?" Spurgte hun. Hun havde stadig ikke forstået det.

"Harward ligger langt væk fra StanFord." Sagde jeg og håbbede på at hun fattede det. Og det gjorde hun. Hun slog armene om mig igen. "Av!" Gispede jeg og løsnede hendes greb om mig.

"Undskyld!" Stønnede hun igen. De her ribben var upraktiske.

***

Dagene op til afslutningen gik stærkt, alt, alt for stærkt og pludselig stod vi klar til vores dimission. Jeg tog en dyb indåndning. Hvorfor var jeg blevet udnævnt til at holde tale? Nicole gav min hånd et klem. "Det skal nok gå.." Hun stilte sig på tær og jeg bøjede mig for at kysse hende.

Jeg trådte frem og var helt alene. Det var dog ikke så slemt som jeg troede at det ville være. Jeg fandt min charmende og dybe stemme frem, da jeg begyndte. "Da vi var fem, blev vi spurgt om hvad vil ville være, når vi blev store. Vores svar var ting som astrounat eller president." Jeg trøvede, men fortsatte. "Eller som i mit tilfælde.. prinsesse." Folk grinede, især min far. Det var ham jeg havde pumpet for oplysninger. Pinligt berørt fortsatte jeg. "Da vi blev ti, spurgte de os igen og vi svarede - rockstjerne, cowboy." Den her gang tøvede jeg ikke, fordi det var ikke pinligt. "Eller som i mit tilfælde model. Men nu hvor vi er voksne, vil I have et seriøst svar." Jeg lod som om jeg tænkte over det. "Mmm, hva med det her? Hvor helvede skulle vi vide det fra?" Jeg smilede mit skæve smil. "Det er ikke nu vi skal tage svære beslutninger, det er dispunktet til fejl. Tage det forkerte tog og side fast et-eller-andet-fucked sted. Blive forelsket, fordi vi på ingen måde kan få en cariere ud af det. Skifte mening og så skifte den igen. Fordi intet er permenent. Så lav så mange fejl du kan.

Dimission tale, lånt fra 'Twilight sagaen'

På den måde, når de en dag spørger igen, så behøver vi ikke at gætte. Så ved vi det."

Folk begyndte at klappe, men efterhånden døde det hen og folk kom op for at lykønske os. Jeg fandt Nicoles hånd og trak hende ind i et blidt kram. "Hvor dårlig var jeg?"

"Perfekt, men på den anden side. Det er du altid." Hviskede hun, inden jeg kyssede hende. Der var en som prikkede min i siden, jeg for sammen af både smerte og overraskelse. Det var min far.

"Hej Coco. Din prinsesse klarede sig godt, ikk?" Han kiggede drillende op på mig, men jeg rullede bare øjne af ham. Det nye kælenavn han havde fundet til Nicole, var for latterligt.

"Jo, det gjorde han." Svarede Nicole fnisende. Men slap ikke min hånd.

"Ohh, Jamie. Donna kommer om lidt." Jeg tabte underkæben.

"Du tog hende med!" Sagde jeg anklagende.

"Selvfølgelig, gjorde jeg det. Hun er din mor og min ægtefælde." Jeg sukkede irriteret, men trak Nicole tættere ind til mig. Hun skulle ikke have nogen som helst mulighed for at flygte.

"Du har aldrig fortalt mig om din mor, Jamie? Hvorfor?" Spurgte Nicole og tykkede sig tættere ind til mig, på den side hvor mine riben var hele.

"Ehh.. Jeg havde mine grunde, søde skat." Svarede jeg irriteret.

"Tror du at hun vil kunne lide mig?" Spurgte Nicole nervøs.

"Højst sandsynligt ikke, men det begyder ingenting. Det eneste som betyder noget er at jeg elsker dig. Og jeg vil tilgive dig så mange gange der skal til for at du kan forblive min. Kun min." Min far hostede diskret, jeg sukkede og tilføljede. "Desuden kan min far også godt lide dig." Jeg bukkede mig ned for at kysse hende igen.

Jeg blev prikket i ribbene igen. Jeg trak mig frustret og smertefuldt væk. "Hej Jamie!" Hilste min mor mig og trak mig ind i et knus, som ville knuse mine riben.. Hvis de ikke havde været brækket allerede. Jeg skar en grimasse, for at skjule smerten. "Hej mor." Hilste jeg tilbage.

"Hvem er hun?" Spurgte Donna og pejlede ned på Nicole. 

"Nicole, det her er min mor, Donna. Mor, det her er min kæreste, Nicole." Forklarede jeg min mor.

"Nicoline!" Rettede Nicole mig. Jeg kunne ikke holde et smil tilbage. Det her føltes ligeså akavet, som da min far mødte Nicole. Smilet blev større, da jeg kom i tanke om at William havde fundet os halvnøgne, viklet tæt sammen, på min sofa. Jeg kunne se på min far han også huskede det. Han grinede diskret.

Jeg fik øje på en mand i et slidt, gammelt jakkesæt og genkendte ham. Nicoles far. En dame i en havblå kjole fulgte ham. Nicoles mor. Faderen fik øje på mig og kom op til mig. "Tak for sidst." Hilste jeg ham, sidste gang vi havde set hinanden var da jeg slog ham i gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...