Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3513Visninger
AA

3. Jamie - En begyndelse...

Jamie, tag dig sammen! Tænkte jeg. Du ved du kan! Du kan alt! Li' hvad det skulle være! Du er gud! Nej, jeg er bedre end gud!

Jeg kiggede langsomt op, tog en dyb indånding og sigtede. Så skød jeg, jeg lagde alle mine kræfter i. Jeg fulgte bolden hele vejen over mod målet, jeg så hvordan målmanden smed sig efter bolden. Uden held. Bolden fløj direkte ind i målet, akurat samtidig med at klokken ringede. Kampen var slut og vi havde vundet.

Drengene og jeg spillede på fodboldholdet, vi var nået så langt at vi var taget til Spanien for at spille. Og vi havde vundet!

 

Et par dage efter var vi hjemme igen. Tilbage i kolde, kedelige Danmark.. Jamie Smith. Jeg smagte på navnet, selvom jeg kun tænkte. Med sådan et navn og mine evner kunne jeg blive forboldspiller! Jeg kunne rejse rundt i alle lande med mine holdkamerater! Oliver bankede mig i ryggen og rev mit tilbage til virkeligheden. Tilbage til den grå og kedelige kantine. "Hey Jamie! Kom tilbage til virkeligheden!" Oliver sad ved siden af mig og havde åbenbart bemærket at jeg var fraværende.

"Jeg sad bare og tænkte lidt, Oliver." Mukkede jeg. Behøvede han virkelig afbryde mig, hver evig eneste gang jeg sad og tænkte?

"Ja, det var tydeligt, Jamie!" Grinede han. Jeg slog ham venskabligt på skuldren.

"Drop det dog, Oliver." Han var min bedste ven.. Eller det var ihvertfald ham jeg stolede mest på.

"Det skulle du aldrig have gjort, Jamie! Du kommer til at fortryde at du slog mig!" Grinede han højt, så højt at de nærmeste borde stirrede på os. "Du ved at jeg har det sorte bælte!"

Nu var det min tur til at grine, så Juicen stod ud af min næse. Jeg tørrede mig med mit ærme. "Oliver, du ved godt at det er mig, der har det. Ikke dig."

"Skal det komme an på en prøve?" Spurgte han opfordrende, men inden jeg kunne nå at svare havde han hevet mig ned af stolen, ned på gulvet og smidt sig ovenpå mig.

Det her var bare endnu en af vores barnlige slåskampe.

Vi var som brødre. Jeg var den yngste, den som altid var med på ballade og som fik lokket den ældre, Oliver, ud i problemer. Oliver var den ældre bror, den som vidste bedst, men altid var med på en god slåskamp. Men jeg var stærkere end min storebror. Faktisk da vi startede her, troede en håndfuld af lærene at vi var brødre, trods vi aldrig havde mødt hinanden...

Vi var ikke brødre, men kunne godt have været. Selvom Oliver var blond med havblå øjne, jeg var brunette med mørkebrune øjne  og jeg var højere, bredere og stærkere end ham. Men det ændrede ikke vores opførsel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...