Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3544Visninger
AA

26. Jamie - dødt.

"Hvilken fejl har jeg begået, Nicole?" Spurgte jeg.

"Hvad med hende pigen, der var her tidligere, Jamie? Jeg er sikker på at du føler dig tiltrukket dig af hende." Bed hun mig af.

"Det kunne jeg måske have været, hvis jeg ikke havde haft en kærste, hvis hun ikke havde været fra Rusland og hvis hun ikke kun havde været femten."

"Skrid, Jamie." Det var min far. "Gå en tur, inden du smadre noget." Han sendte mig et af sine sjældne alvorlige blikket. Det skulle han virkelig ikke sige to gange. Med hisige skridt gik jeg ud i gangen og tog min heldragt på og mine sko på. Inden jeg gik ud af døren, nåede jeg at høre min far med sin omsørgsfulde stemme, som jeg kun havde hørt ham med et par gange før. "Rolig nu, søde, fortæl mig nu hvorfor i skændes."

***

Næste morgen stod jeg tidligt op og var godt smadret efter en længere samtale med min far. Jeg var stiv i kroppen efter at have sovet på sofanen. Jeg spiste hurtigt et ordenligt måltid, fordi jeg ikke ville komme hjem før aften, jeg planlagde at blive ude hele dagen. Klokken var blevet lidt i otte, da jeg steg ud af badet og jeg begyndte at frygte at Nicole snart vågnede. Jeg var ikke parat til at se hende i øjnene efter det igår, selvom min far havde forklaret mig det hele. Så jeg skrev hurtigt en sedel og lagde den på køkkenbordet. Kommer ikke hjem før i aften. Jeg havde lidt dårlig samvitighed ved bare at stikke af, men hvis Nicole, eller min far for den sags skuld, ville snakke med mig, kunne de tage ud og finde mig. Jeg tog mit min heldragt og al det andet udstyr på og stormede ud af døren med mit bræt under armen, da jeg hørte en dør smække og frygtede at det var Nicole.

***

Min plan med at ikke at komme hjem inden aften, var mislykkedes. Jeg havde forsøgt mig med et helt nyt og sværere trick. Det var gået galt og endnu en gang takkede jeg mit rygskjold, men mine googles havde ikke overlevet. Glasset var flækket, men ikke splintret. Jeg havde erhvervet mig et flækket øjenbryn, fedt. Jeg tog ikke mine googles af, fordi så ville jeg få blod ud over det hele og det ville jeg helst undgå. Så jeg tog en tallerken-lift op, og blodet var allerede begyndt at stige indeni mine google. Jeg kom op og fandt den offpist, jeg havde fundet igår. Det var genvej ned til vores hytte, selvom den var lidt indviklet og jeg måtte hoppe over rødder og sten, bukke min under lavt hængende grene, var det en hurtigerevej. Jeg fik øje på vores terasse, som lå i samme højde som landskabet, jeg hoppede over gelænderet og fandt ud af at jeg havde forskrækket min far og Nicole, da jeg lanede med et bump. Det var et spørgsmål om sekunder, før at blodet steg for meget til at jeg kunne have åbne øjne. Jeg stoppede op foran døren og fik hurtigt revet døren op. "Jeg troede ikke du var ville komme hjem før i aften." Hørte jeg Nicole råbte til mig, da jeg hurtigt kom ud af mine boots og min heldragt, fik krænget mit tørklæde af, som der var lidt blodigt.

"Det var heller ikke meningen, Nicole." Råbte jeg. Nu blev jeg nød til at se hende i øjnene.

"Hvorfor kører du så ikke bare igen?" Spurgte min far.

"Tro mig, når jeg siger at jeg har mine grunde." Svarede jeg, jeg blev nød til at lukke øjnene, for ikke at få blod i øjnene. Fedt, nu var jeg også blind!

"Som hvilke grunde?" Spurgte min far, det lød ikke som om at det kom fra stuen.

"Blandt andet skal jeg sige undskyld til Nicole for at jeg ikke ville høre på hende igår. Og så skal jeg bruge en vask og noget køkkenrulle." På en eller anden måde fik jeg min hjelm af uden at spilde blod på gulvet, jeg smed hjelmen på gulvet og maste mit ansigt, mine ødelagte googles, op imod et skab, så jeg kunne spænde dem ind til min hovedstørrelse, ikke min hjelm størelse. Det var ikke nemt, men det lykkedes. Jeg fik smidt mit rygskjold og min skiundertrøje, som jeg heller ikke ville have blod på.

"Hvad skal du bruge en køkkenrulle til?" Spurgte de begge på en gang, min far opgivende, og Nicole bekymret.

"Den her gang er det et flækket øjenbryn." Sagde jeg.

"Nå, det var godt." Sagde min far, lettet over det ikke var slemmere. Jeg kom ind i stuen, blind. Og måtte føle mig frem. "Glem det, Jamie, jeg er på wc." Advarede min far mig, samtidig med at jeg mærkede nogle små hænder finde mine og føre mig. Jeg ville gætte det var over mod køkkenet.

"Her." Nicole lagde min hånd på vasken.

"Tak." Svarede jeg taknemligt, det ville have taget mig en enighed at finde herover uden en vejviser. Jeg lænede mig ind over vasken og tog mine googles af, smed dem ned i vasken. Jeg fik en tyk, slimet væske ud over mine hænder. Jeg hørte en stønne. "Du behøver ikke se det her, søde." Fortalte jeg hende. "Gå ind og se tv igen."

"Nej, jeg vil gerne." Forsikrede hun mig om. Det fik et smil frem på mine læber, selvom mit øjenbryn sved lidt.

"Du vil gerne se mig med mit eget blod i hele ansigtet. Nyder du det ligefrem." Grinede jeg og tændte skulle til at tænde for vandet, men Nicole nede det før mig. "Tak. Igen." Hviskede jeg og tog en dyb indånding og holdt så vejret.

"Nej, jeg nyder det ikke, Jamie. Jeg vil bare ikke gå fra dig."

"Mmmm." Mumlede jeg, jeg vaskede mig stadig i ansigtet. "Vil du ikke finde et viskestykke?" Spurgte jeg hende, da jeg mente at jeg havde fået at blodet væk. Lidt efter prikkede hun mig på skuldren med viskestykket, for at vise mig at hun havde det. Jeg slukkede for vandet, men jeg fik ikke viskestykket. Nicole pressede det mod mit højre øjenbryn. Jeg rettede mig langsomt op.

"Hvordan bar du dig ad med det?" Spurgte Nicole.

"Jeg forsøgte et nyt trick, men det gik ikke så godt..." Fortalte jeg hende.

"Hvilket trick?" Spugte hun og flettede hendes fingere ind i mine, selvfølgelig med en hånd hun ikke holdt viskestykket med.

"Trebobbelt baglæns med skrue." Hviskede jeg og bukkede mig ned for at kysse hende.

"Du er sindsygt, Jamie.." Hviskede hun tilbage.

"Er jeg tilgivet?" Spurgte jeg og ventede få centimeter fra hendes læber.

"Ja, du er tilgivet. Kys mig nu bare!" Skændte hun, jeg grinede lidt inden jeg kyssede hende. "Hvorfor er din far ikke nervøs?" Spurgte hun, da jeg afsluttede kysset for at trække vejret.

"Et flækket øjenbryn er igenting, i forhold til hvad han er van til at jeg kommer hjem med.." Jeg kyssede hende igen.

"Hvad er det værste?" Jeg svarede hende ikke, det ønskede hun virkelig ikke vide.. "Jamie? Hvad er det værste?"

"Mmm.. En gang kørte jeg offpist, kørte ind i en sten. Det endte med at jeg fik en ordentlig flænge i hovedet og en brækket arm, et par trykkede ribben." Fortalte jeg. "Men jeg kom hjem, helt selv." Sagde jeg stolt og tilføjede. "Det var så der jeg begyndte at køre med hjelm og købte mig et rygskjold.." Jeg kyssede hende igen og registerede et eller andet sted langt væk at nogle skridt bevægede sig mod os.

"Er faren overståe.." Min far kom ind i køkkent og afbrød sig selv. "Uanset hvor jeg går hen, står i to med tungen ned i halsen på hinanden! Det varer sikkert ikke længe før det begynder at hjemsøge mig i mine drømme også!" Han gik forbi os og åbnede køleskabet.

"Du får det til at lyde som en dårlig ting, far." Mumlede jeg. Det var da en god ting at finde os sådan her. Jeg ville da ihvertfald gerne finde mig selv og Nicole sådan her...

"Gør det ondt?" Spurgte Nicole, da hun trak sig væk fra mig.

"Nej overhovdet ikke." Løj jeg. "Et flækket øjenbryn bløder bare altid meget mere end andre almindelige sår." Fortalte jeg hende af erfaring. "Find lige et andet viskestykke, søde." Hun smuttede og jeg holdt selv viskestykket på plads. Lidt efter var hun tilbage igen og gav mit det nye viskestykke. Det andet var allerede klamt, så jeg smed det ud. "Er det slemt?" Spurgte jeg Nicole, men min far svarede alligevel.

"Nej, Jamie. Smut du bare ud igen." Babyer lærer at tale, og min far skal lærer ikke at tale..

"Du ligner dig selv." Indrømmede Nicole.

"Godt." Sagde jeg og hviskede. "Så jeg ligner ikke min far, det er godt." Jeg fik en banan i baghovedet, William havde hørt mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...