Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3541Visninger
AA

5. Jamie - Do it like a dude.

Vi var på vej væk fra den lille gruppe piger. "Du gik altså over stregen der, Oliver." Han var var gået over stregen, det ved du godt, Jamie. Du gør helt sikkert det rigtige ved at konfrontere ham med det.  

"Hvad?" Han var stoppet så pludseligt at jeg var nået et par skridt længere og måtte gå tilbage. "

Hvad sagde du, Jamie?"   "Jeg syntes bare at du krydsede stregen, Oliver. Hun begyndte at græde." Oliver kiggede uforstående på mig.  

"Kan du li' hende?" Spurgte han og tabte underkæben.  

"Nej da, Oliver. Det burde du vide alt om. Men jeg syntes bare du skal prøve at slappe lidt af."  

"Jaja, whatever.."  

"Okey, dude. Lad os hellere se at komme afsted til time."  

"Jeg skal lige noget..." Sagde Oliver fraværende. Jeg nåede ikke at svare før han løb tilbage af den vej, vi ligge var kommet. Jeg trak på skuldrene og gik ned mod mit skab for at finde min danskbog, fulgte vejen tilbage. Nogle råbte længere nede af gangen, umildbart lød det som Oliver og en anden som hylede af ham. Jeg stak mine bøger i tasken og luntede i retning af lyden.

Men efterhånden som jeg kom tættere på blev råbene (som lød som Olivers) satte jeg farten op, det endte med at jeg kom til at spurte ned af gangen.  

Ganske rigtigt, det var Oliver som stod overfor de tre piger fra tidligere, de så skræmte ud, men Olivers kropssprog var troende. Jeg trabte tasken af overraskelse, den landede med et bump på gulvet. De tre piger kiggede forskrækket ned mod mig, jeg anede ikke at Oliver kunne være sådan.

Jeg opdagede at jeg stod med åben mund og stirrede på dem. Jeg rettede mig op og lukkede munden, men jeg kunne ikke lade være med at stirre.   Det var først, da Oliver svingede en af pigerne den første lusing at jeg reagerede. Jeg glemte alt om at nå til time og løb mod Oliver i stedet. Jeg kastede mig over ham, bogstavligt talt.  

Jeg slog ham i ansigtet og en protesterende lyd kom fra hans næse, da den brækkede. Blodet fossede ud, det virkede ikke til at blodet ville stoppe. Men Oliver kastede sig over mig, men jeg kastede ham på gulvet. "Hent en lære!" råbte jeg til pigerne, men jeg kiggede ikke væk for at se om de gik.  

Først da jeg fik lagt Oliver på maven, trukket hans hænder om bag ryggen og havde et knæ i ryggen på ham. Nu havde jeg kontrol over ham og kunne kigge rundt, vi havde fået publikum. Jeg hørte nogle råbe længere nede af gangen. "Kan I komme tilbage til time!" Men vores publikum blev stående. "Alle dem som står her om 3 sekunder får eftersidning!" Og så forsvandt publikumet som dug for solen. Matematiklæren kom til syne. Han nikkede bekræftende, da han så mig.

"Jamie, det burde jeg have sagt mig selv. Rejs dig fra din ven."   Jeg trak på skuldrene. Jeg ville få problemer på halsen nu.. "Du kender mig, sir." Oliver var kommet op at stå, hans næse var helt skæv.

"Undskyld Oliver, men det var nødvendigt." Henvendte jeg mig til Oliver. Han sendte mig et blik som kunne dræbe.  

"I fem" Han pegede på os, de tre piger, Oliver og mig selv.

"Indspektørens kontor. NU!"   Jeg kunne ikke lade være med at smile, jeg var fast beboer deroppe. Bevidst fulgtes jeg med en af pigerne, hun var køn. "Hvad hedder du?" Spurgte jeg nysgerrigt.   

"Hvorfor vil du vide det?"   "Jeg er vel bare nysgerrig. Du interessere mig." Svarede jeg ligegyldigt og trak på skuldrene. "Men hvis du ikke vil fortælle mig det, såååå"  

"Nicoline."  

Jeg nikkede bekræftende. "Smith. Jamie Smith." Jeg forsøgte at lyde som James Bond.   Hun fnisede af min dårlige efterligning. "Jeg ved hvad du hedder, Jamie.."   Jeg nikkede.

"Jah, jeg må indrømme det lød bedre i mit hoved..."   Hun fnisede endnu mere, og pigerne bag mig kunne heller ikke holde et fnis tilbage, men Oliver sendte mig et dræbende blik mere. Et blik jeg ignorede, jeg måtte vel gerne snakke med hende, selvom jeg havde en kærste. Vi flirtede jo ikke?  

Jeg kunne ikke styre min mund. "Må jeg kalde dig Nicole?"   Hun nikkede ude af stand til at snakke, hun grinede stadig voldsomt. Så sjovt havde det da heller ikke været, jeg følte mig til grin. "Må jeg hente dig imorgen og køre dig til skole?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...