Feel the love touching (Færdig)

Jamie er 19 år, han er dansker, han går på handelskolen på sidste år og han er en af de mest eftertragtede drenge. Og så er der jo også danskeren Nicoline, selvom hun er en køn brunette, er hun ikke spor populær. Hun hænger for det meste ud med den svært overvægtige, men utrolig søde, pige Jessica og rødtoppen med fregnerne, Alecia.
Men hvad sker der, når Jamie begynder at falde for Nicoline?
Han skifter bord i kantinen, han begynder at følges med de tre upopulære elever og det skaber ballade i heraki. Jamies populære venner opsøger ham og prøver at få ham tilbage, men han bliver hos de tre. Alligevel får Jamies populære venner udtænkt en udspekuleret plan, som vil komme til at gøre ondt på Nicoline, stoler hun nok på Jamie til at tro på at de populære tager røven på hende?

9Likes
17Kommentarer
3521Visninger
AA

28. Jamie - a loving begining

"Hej Victor." Mumlede jeg, da han kom med Nicole i armene. "Er hun kommet til skade?" Jeg eftersøgte hende for den mindste skade, bare for at få en grund til at slå ham.

"Nej, hun har det fint." Skyndte han at fortælle mig, nu lagde jeg mærke til at han var mindre end mig, både i brede og højde.

Øv, jeg kunne ikke slå ham.. "Godt." Svarede jeg ærgeligt.Hun varfaldet i søvn,hendesene armlå slapt rundtom hans nakke og hendes ansigt tæt ind til hans bryst. Jeg fik lyst til at tage hende fra ham, men jeg behærskede mig og i stedet lukkede jeg ham ind. "Kom ind og få en kop te." Han nikkede og gik ind. "Du burde måske ringe til dine forældre." Jeg stak min mobil ned i hans baglomme. "De er syge af bekymring."

"Hvorfor er du så flink mod mig, Jamie?" Vendte han sig om mod mig. Jeg stirrede på ham.

"Fordi hun elsker dig og jeg er i tvivl om hvem hun elsker mest dig eller mig." Forklede jeg ham. "Jeg ønsker bare hun skal være lykkelig, også selvom det ikke er med mig." Vores blikke mødtes. Nicole havde ret, hvisikke at vihavde været ude efter den sammeting,kunnne Victorog jeg sikkert have blevet gode venner. Selvom han var norsker.

"Så du er villig til at give slip på hende, hvis hun vil have mig?" Spurgte han og holdt mit blik fast.

"Hvis det er det hun beder mig om, så ville jeg give slip på hende." Svarede jeg langsomt og eftertænksomt. "Selvom det bliver svært.."

"Victor.." Stønnede Nicole i søvne, det føltes som om nogen dolkede mig med en kniv. Jeg skar en grimasse.

"Jeg er her.." Mumlede Victor og gik ind i stuen. Min far stirrede på os, da vi kom ind. Victor som bar på Nicole som stadig sov og mig mig i baggrunden.

"Du kan godt sove her, Vitor. Jeg tager sofanen." Tillbød jeg og han nikkede. Jeg pegede på døren og Victor bar Nicole ind. "De springer nok teen over..." Tænkte jeg for mig selv, da min far afbrød mine kvaler.

"Nå, jeg tror også at jeg kryber til køjs." Sagde han og gik. Der lød et gisp inde fra soveværelse, hvor Nicole og Victor befandt sig.

"Victor?" Nicole var vågnet. "Hvor er Jamie?" Jeg kunne høre hvert et ord, de sagde. Døren stod kun på klem.

"Jamie er inde i stuen, Nicoline." Beroligede han hende. "Han sover på sofanen."

"Hvorfor?"

"Så jeg kunne være her sammen med dig." Forklarede Victor og sengen knirkede. "Han er storsindet, den knægt.."

"Aha.."

"Nico?" Spurgte Victor, men jeg kunne ikke høre at hun svarede. Så jeg gik du fra at Nicole nikkede eller sådan noget. Det ville være typisk hende. "Elsker du mig?"

"Selvfølgelig gør jeg det, Victor!" Svaret kom ikke bag på mig og jeg var blevet træt at af høre på deres samtale. Så jeg vente mig på sofanen og skulle lige til at lukke øjnene, da jeg hørte noget som kom helt bag på mig. Et støn, ikke bare et almindeligt støn, men et støn jeg kendte lidt for godt fra dén nat og fra toiletet på flyet. Det føltes som at blive ramt af et tog, da det gik op for mig. De elskede. Og hun var lykkelig uden mig.

Jeg sukkede, nu da jeg virkelig gerne ville sove, flygte fra virkeligheden,kunne jeg ikke.Jeg varbundet fast tilden hersofa,dømttilat hørepå Nicole og hendes Victor. Nej, Nicole havde taget fejl. Victorog jeg havde aldrig kunne blive venner. ***

Næste morgen vågnede jeg og svingede trist benene ud over kantet af sofanen, da jeg satte kursen mod badeværelset. Jeg havde stadig kun boxershorts på, men der var ingen tegn på at der var nogen, ud over mig, som var vågen endnu, efter jeg havde været i bad. Så jeg greb min heldrag, som virkede større og mere luftig end den plejede. Jeg trådte også ned i mine vinterstøvler, og så satte jeg kursen mod shoppingscenteret efter nogle googles. Jeg var ved at blive fast kunde dernede..

Da jeg kom hjem var huset tilgængæld vågent, William, Nicole og hendesVictorsad og spiste morgenmad.Jeg smedmit overtøjog sluttedemig til dem. "Go'morgen far, Hey Victor. Dav Nicole." Hilste jeg dem, da jeg satte mig og begyndte at køre et halvt toastbrød ind.

"Jamie?" Jeg kiggede forskrækket op på Victor, han havde ikke talt direkte til mig hele morgnen. "Jeg har fået mine forældre til at køre mit udstyr herned. Det ligger ude i gangen og jeg har allerede overtalt din far og Nici til at tage med ud at stå i dag." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Nicole var altså ikke prof, endnu, hun skulle ikke ud på nogle sortepister. Jeg nikkede langsomt. "Jeg havde alligevel, tænkt mig snart at tage ud. Så vi kan vel ligeså godt, stå sammen. Alle sammen." Svarede jeg Victor og henvendte mig til mig far. "Hvor god er Nicole?" Spurgte jeg ham.

Han havde siddet og betraget mig og for sammen, da han blev taget i det. "Eh, hun kan ihvertfald godt klare en rød pist. Hun skal bare stole på sig selv, hun er bedre end hun selv tror." Min far smilede opmundrende.

"Fedt!" Udbrød Victor og lagde en arm rundt om Nicole. Jeg varpludselig færdig mid at spise og begyndte at rydde væk. Min far hjalp mig.

"Godt! Lad os se at komme afsted!" Udbrød jeg ivrig efter at få dem skildt ad. Jeg var vel jaloux.. Victor rejste sig og gik roligt ud i gangen for at tage sit udstyr på. Jeg var færdig før dem alle sammen. Både på grund af at jeg havde en heldragt og de havde jakke og overtræksbukser, og fordi at mine boots var hurtigere at tage på end deres skistøvler. Jeg havde heller ikke giddet at tage skiundertøj på. Så indenunder min heldragt havde jeg kun boxershorts på.

"Hey badboy." Drillede hendes Victor mig, da jeg ventende stod med tildækket ansigt og overvejede at hjælpe Nicole. Hun var langsommere end Victor og min far. Jeg svarede ham ikke, men gik over for at hjælpe Nicole. Det føltes akavet at røre ved hende efter det jeg havde hørt i nat.

"Jamie.." Begyndte hun.

Men jeg afbrød hende. "Ikke nu, Nicole. Jeg har gang i noget." Svarede jeg afvigende og lukkede den sidste spænde på hendes støvle. Jeg havde lyst til at grave mig ned, det her var alt, alt for akavet for min smag. Hun var klar, så jeg skyndte mig at tage mine luffer på, mit snowboard under armen og så flygtede jeg ud af døren, jeg havde spændt mine bindinger, da de kom ud. Så jeg måtte vente på dem, normalt ville jeg ikke have noget imod at vente på Nicole og min far. Men den her gang var det noget andet, Victors mørkegønne sæt med sorte ski og stave det var pænt. Jeg var bare.. Neon eller, som hendes Victor havde beskrevet mig tidligere, badboy. Jeg fiskede selen til Nicole op og kastede den vil Victor. "Tænk hurtigt!" Han greb den.

"Tak!" Svarede han og puttede den i lommen. Vi var klar til at køre, og vi lod os alle sammen glide ned af vejen, jeg holdt mig mest i baggrunden og hoppede lallende rundt på mit board. Vi kom ned og blev enige om at tage T-liften op. Nicole og Victor kørte sammen, jeg kørte sammen med min far og en irriterende summen i mit hører. Min far der snakkede uafbrudt.

"Victor!" Råbte jeg. "Vi skal af her! Stykket længere oppe er sort!" Advarede jeg ham og håbbede inderligt at han hørte det. Det gjorde han bare ikke og jeg stønnede irriteret.

"Tag det roligt, Jamie." Beroligede min far, men jeg ignorede ham. Det var svært at få hidse mig med igen, det krævede flere dybe vejrtrækninger. Vi kom op ad bakken og jeg gled, langsomt, over mod Victor.

"Du ignorede mig!" Vrisede jeg af ham.

"Nej da, jeg ville bare helt op." Forklarede han roligt og jeg kunne mærke mit blod begynde at koge, adrelinen pumpede allerede.

"Hvordan skal Nicole nogensinde komme ned herfra?" Spurgte jeg irritabelt.

"Hun skal nok klare det." Forsikrede han mig om og nikkede. "Ikke, Nic?" Spurgte han.

Hun kiggede ned af bakken. "Der er godt nok stejlt.."Jeg villeønske jeg kunne sehendesansigt, dervardækket til.

"Du kan klare det." Hørte jeg Victor hviske. HAH, jeg fnyste af ham.

"Det var der vi skulle have været af!" Jeg pegede arigt. Men jeg blevignoret igen. Nicole lod sig glide med af bakken og straks gik det galt. Hun fløj ned af bakken. Jeg glemte hurtigt Victor og satte efter Nicole. Jeg fik indhentet hende, kørt op på siden af hende og lade armene om livet på hende, trak hende ind til mig. ''Tag en dyb indånding, Nicole.'' Advarede jeg hende.
''Hvorfor?'' Spurgte hun nervøst.
''Vi vælter.'' Oplyste jeg. Vi havde fået så meget fart på ned af den sorte pist. Vi befandt os nu på den røde, med så meget fart på at selvom jeg prøvede at stoppe med Nicole i favnen, ville det aldrig lykkedes. ''Pres dig mod mig, Nicole.'' Så væltede jeg bagover, landede på ryggen og fik luften slået ud af lungerne med et støn. Liggende på ryggen drejede vi rundt med en ubeskrivelig fart, indtil vi lå stille. ''Det her gør jeg aldrig igen!'' Understregede jeg og gav slip på Nicole, rejste mig og hjalp hende op at stå.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...