Bacardi

Den berømte dressur og spring hest Bacardi er den smukkeste og mest elegante af dem alle! Alle tror at Bacardi har det super godt og bliver super godt behandlet.
Men da en Journalist kommer ud på Stutteriet hvor Bacardi står bliver hun negativt overrasket over de forhold den elegante hest lever under!

47Likes
38Kommentarer
4513Visninger
AA

5. Journalisten

Efter lang tids kørsel og sejlen kom vi endelig hjem til stalden. Vi kørte ind på gårdspladsen og jeg kunne hører fodtrin i gruset. Daniels kone kom susende ud til ham og da han var kommet ud af bilen overfaldt hun ham og krammede ham. "Hvordan gik det?" "Vi vandt hele OL" hørte jeg Daniel sige og jeg kunne mærke at han smilede. De kom hen til hestetraileren og åbnede den. Daniel kom ind i traileren og jeg bakkede ud af traileren. Han trak mig ind i stalden og bandt mig. Der var helt tomt i stalden, kun den gamle vallak var inde. Daniel tog mig ind i boksen og så hentede han alle vores ting ind i sadelrummet. Jeg kiggede ind i Limira's boks. Hvor var hun henne og hvorfor var der så meget blod i boksen? Jeg blev urolig og satte mig til at vrinske og småstejle. Da Daniel var færdig med at hente ting tog han mig ud på fold. 

Jeg galoperede forvirret rundt. I håbet om at finde Limira på et tidspunkt. Jeg vrinskede og hørte et skængert lille vrinsk. Det var ikke Limira's jeg forstod ikke rigtigt hvad der skete. Hvor var Limira. Jeg vrinskede igen og stoppede op da jeg så en meget lille hest for enden af bakken. Limira kastede hovedet op da hun opdagede at jeg stod oppe på bakken. Hun satte i galop og galoperede vrinskende op af bakken. Den lille hest fulgte efter hende. Det havde lange ben og en kort, lille hale og et smalt hoved. Limira stoppede lige foran mig og vi begyndte af snuse til hinanden, derefter gnubbede jeg hende. Den lille hest kom op på bakken og gav sig til at drikke mælk fra Limira. Jeg lagde ørene tilbage og stejlede. Den lille hest skulle ikke rører Limira! Limira lagde ørerne tilbage af mig og trak sig tilbage for at beskytte den lille hest. Hun vrinskede til mig. Det hun vrinskede. Det var utroligt. Uvirkeligt at tænke på. Den lille hest var... Mit føl!

Jeg gik hen for at snuse til det. Jeg vignede.

Senere på aftenen kom Daniel ned til os på folden. Føllet havde lagt sig ned og Limira og jeg stod og græssede. Da vi så Daniel vækkede Limira føllet. Daniel tog et tov i mig og Limira og gik op med ledet og videre ind i stalden. Han tog os ind i hver vores boks og gav os foder. Vi lagde os til at sove. Limira lagde sig ned sammen med føllet.

 

Midt om natten vågende vi. Der var nogen som åbnede porten til stalden, næsten lydløst listede en mand og en dame ind. Det var hverken Daniel eller Daniels kone. En lommelygte tændte og føllet rejste sig op. Daniels andre konkurrence heste sov stadig. Kun mig, Limira og føllet var vågne. Lyset bevægede sig stille og roligt rundt fra side til side. "Wow, sådan havde jeg slet ikke forestillet mig denne stald", hørte jeg en kvindelig stemme sige. En mand svarede "Nej heller ikke jeg. Se boksene! Det er nedslidte gamle palder. Og der er hul i mange af dem. Og gulvet er bare en stor buldet bund." Pludselig lød et klik og et hurtigt lysblink. Det skete igen. Jeg så prikker for øjnene. Det kom igen. Og igen! Det blev ved. Føllet væltede. Det lagde ubevægeligt. Fuldstændig stille. Blinkende blev ved og ved og til sidste måtte både mig og Limira give efter. Hvert blink lyste hele stalden op.

Vi vågnende alle op næste morgen hvor det igen var blevet lyst. Den mystiske mand og kvinde var ikke at se i stalden. Porten gik op og jeg lagde ørerne tilbage og svingede med halen. Måske var det de mystiske personer igen. Men det var bare Daniel som kom for at morgen fodre og jeg slappede straks af igen. Trods alle de onde ting han havde gjort mod både mig og Limira var jeg begyndt at føle mig mere og mere afslappet sammen med ham. Men Limira der imod. Hun havde ingen og absolut ingen tiltro til Daniel. Fik hun chancen var hun løbet væk med føllet. Langt væk fra Daniel.

Han hentede fodret til os og hældte det op i vores nedslidte, gamle, grønne kryber i vores boks. Pludselig kunne man hører en løbe udenfor stalden og jeg stoppede med at spise. Det var Daniels kone som kom styrtende ind i stalden med dagens avis i hånden. "Århh Daniel! Se, se! Der er nogle som har været inde i vores stald i nat! Vi er på forsiden af avisen og der står intet godt om os! Hvad skal vi gøre der står vi mishandler vores dyr!", råbte Daniels kone med gråd i stemmen. "HVAD!?", udbrød Daniel. "Hvad står der? Lad mig se!" Han flåede avisen ud af hånden på hans kone og læste højt. 'Grov mishandling hos en af verdens bedste ryttere' lød overskriften. "Der er blevet fundet grov dyremishandling hos en af verdens bedste dressur og spring ryttere. Vi har fundet sår hos hver enkel hest. Oftest lige der sporene normalt rører hestene ses store blodige sår som er ubehandlede. Hos en rød hoppe så vi et føl. Boksen var en bund af hestepærer og tis, med et rødligt skær af blod. Selv hos dette års vinder af OL så boksen sådan ud. Der var hul ind til hoppen formegentligt fordi de har stået og sparket. Boksene er hjemmelavede og lavet af gamle slidte palder. Der ligger skarpe ting og sager i bunden som let kan skade hestene. Selv krybben er så skarp at den flere steder har skåret hul på en gammel, grå vallak i bringen. Vi havde slet ikke set for os at en så dygtig rytter som Daniel Main Capatino's stald skulle se sådan ud og at hans dygtige heste skulle have det sådan.", læste han op.

Daniel smed avisen ned i jorden. Han var rasende! Gal! "Hvordan kunne I møjheste lade nogen som helst komme ind i vores stald? Hvorfor sagde ingen af jer noget! Vrinskede eller vinede i det mindste," sagde Daniel arrigt! Han gik med hurtige skridt over mod min boks. Jeg vidste hvad han ville. Han løftede hånden over sit hoved, svingede den ind i min boks. Han ramte mig, i hovedet. På siden af min mule. Jeg løftede hovedet, stejlede tilbage. Han gik hen til den næste boks. Limiras. Jeg drejede hovedet og så han slå hende. Føllet fik en kæmpe rap på mulen og et i panden. "Daniel stop nu! Hestene har ikke gjort os noget. Hvad skulle de kunne gøre? Stå i deres boks og vrinske? Tror du selv vi var vågnet af det? Det kan jo være hestene troede det var som kom og kiggede efter dem. For at se om de stod ordentligt," sagde hans kone. Jeg undrede mig. Dette var første gang jeg havde hørt hende sige ham imod! Altid havde han bare måtte gøre og sige hvad han ville.

"Sandie! Hold din mund kvinde! Du ved intet om disse dyr! Jeg behandler dem som dyr skal behandles! Hvis du ikke kan holde til at se på den måde jeg omgåes MINE dyr på er du ikke værdig nok til at bære mit efternavn!" Sagde han rasende. Han kiggede væk fra din kone. Han smilede. Ikke et lykkeligt smil, men et forsigtigt, ondskabsfuldt smil bredte sig ud over hans ansigt. Sandie stod som forstenet. Fuldstændig tavs stod hun og kiggede på ham. Daniel var stolt af han attitude, hans væremåde, hans "arbejde" med hans heste.

Man kunne se det på ham. Hans øjne strålede af selvtillid og tilfredsstillelse. Jeg kiggede væk, skimtede over til Limira og føllet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...