Bacardi

Den berømte dressur og spring hest Bacardi er den smukkeste og mest elegante af dem alle! Alle tror at Bacardi har det super godt og bliver super godt behandlet.
Men da en Journalist kommer ud på Stutteriet hvor Bacardi står bliver hun negativt overrasket over de forhold den elegante hest lever under!

47Likes
38Kommentarer
4321Visninger
AA

3. En Lang Og Farlig Foldtur

Daniel havde taget den beslutning at Limira og jeg ikke var gode nok længere, selvom jeg lå på første pladsen på verdensranglisten for dressur og spring, og selvom Limira lå på 5. pladsen for spring, efter at være blevet trænet op. Så han tog den beslutning at lave føl med os.

Vi stod i vores bokse da han en dag kom ind og hentede os. Han åbne dørene til vores bokse fandt en grime og tog den om halsen på os. Vi gik ud af staldens dør sammen med ham. Jeg blev lidt opkørt og rundt på gulvet da jeg så vi gik hen mod folden. For det var kun 5. gang jeg havde været på fold. Limira lagde ørene helt frem og trippede hele vejen hen til ledet. Hun havde nøsten stået på fold hele sit liv. På hendes 4 års fødselsdag blev hun hentet ind fra folden. Der havde hun stået sammen med en kæmpe flok heste på en kæmpe stor mark, som vores, i 4 år. Det var den dag Daniel købte hende.

Vi stod nu foran ledet. Daniel stoppede os og tog vores grimer af vores hals. Han smed dem på  jorden. Så begyndte han at snakke "Nå møjdyr! Nu kommer I på fold og der får i lov til at stå til Limira er drægtig!" Han åbnede ledet og gav slip for vores man. Jeg fik et klap på røven med hans hånd og så satte vi i fuld galop ud på de store marker! Vi vrinskede glade. Jeg kunne se at Limira's øjne strålede af selvtillid og glæde. Hun vrinskede og gav nogle kast med hovedet. Det lød som om hun ville fortælle mig at hun var hjemme. At hun endelig kunne føle sig hjemme.

Vi galoperede rundt i flere timer, kiggede på fuglende over os, fandt græs og løb ned til bækken for at drikke. Det var paradis, et paradis vi aldrig havde troet vi skulle møde igen. Limira var ikke klar til at blive drægtig så jeg kunne ikke gøre andet end at vente, hvilket nok også var godt nok. Jeg ville ikke hjem til stalden endnu. Jeg vrinskede flere gange blidt til hende som for at sige at jeg virkelig elsker hende. Hver gang vrinskede hun blidt tilbage. Jeg ville ikke have at der skulle ske os noget. Og hvis der skulle gøre det og vi aldrig skulle se hinanden igen ville jeg være sikker på at hun vidste jeg elskede hende. Vi stod længe bare og nussede hinanden, kiggede hinanden dybt i øjnene og vrinskede det ene blive vrinsk efter det andet. Vi var ved at blive sultene så vi strakte hovedet ned til det grønne, saftige og dug fugtige græs og begyndte at spise. 

Vi blev færdige og vores maver var godt fyldte. Vi kiggede på hinanden, og kiggede dybt ind i øjnene. Vi havde samme udtryk. Vi skulle nyde det her for om noget tid ville Daniel komme igen og vores pinsler ville vænne tilbage. Vi stejlede begge to og satte i fuld galop ud over markerne! Landskabet var bakket lige som ude i den vilde natur, der var frugttræer, grantræer og små fine andre træer. Vi følte os frie og vilde. 

Vi havde levet sådan i flere dage nu, og det var som om Limira var blevet bedæknings klar. Hver gang jeg stod bag hende rykkede hun halen væk fra rumpen.  Hun kiggede på min som hun aldrig havde kigget på min før. Hun sagde til mig at det var tid. Jeg lagde ørene frem og hoppede op. 5 minutter senere løb vi rundt i landskabet som vi havde gjort den sidste uge.

Da det blev aften var vi begge udmattede. Limira lagde sig ned, men jeg ville ikke fordi jeg kunne hører noget mellem buskene. Jeg holdte mig vågen, og prøvede at lade være med at lukke et øje. Pludselig sprang en puma frem for øjnene af mig! Jeg vrinskede skingert for at advarer Limira og fortælle hende at jeg passede på hende. Pumaen slog ud med poterne. Jeg stejlede med ørene lagt helt tilbage. Da jeg landede sprang den straks op på mig. Jeg løb nogle få meter væk fra Limira for ikke at ramme hende når jeg bukkede og stejlede. Limira vrinskede alt hvad hun kunne. Hun var bange for at der skulle ske mig noget. Den satte kløerne i mig. Jeg kunne mærke hvordan blodet løb ud af såret og gjorde min hvide pels blodrød! Jeg fik den endelig bukket af, men den fik fat i mit venstre forben og bed tænderne i det. Jeg vrinskede af smerte, vente det hvide ud af øjnene og bed pumaen. Den slap sit greb og kigge truende op på mig. Jeg stejlede og satte min forben lige med i den. Den kom med et stort piv og så sagde den ikke mere. Den lå helt stille.

Jeg fik Limira på benene og vi kom væk fra stedet i det tempo jeg kunne gå. Jeg humpede på benene og gav små smerte vrinsk fra mig. Limira så bange ud. Jeg beroligede hende, men det virkede ikke længe da solen kom. Sårene var værer end ventet. Noget sad fast i mit ben. Min bagpart var blodrød og mine baghove og forhove var blodrøde og mit venstre ben så lige så dan ud. Limira kolapsede af at se blod, men kom hurtigt på benene igen. Der gik uger og min bagpart var næsten hellet. Mit ben så stadig meget grimt ud. 

 

Daniel kom en dag ud til os på folden. Han red på den gamle, brune clydesdale vallak som stod i boksen over for mig. Han havde to red med en lække i enden med. Han tog det omkring vores halse og så gik vi turen hen til ledet. Det tog 39 minutter på grund af mit ben. Limira og jeg kiggede på hinanden med øjne der sagde at vores liv nu blev ødelagt.

Vi kom til gården vi blev kort sat i vores bokse til vallaken var sadlet af og havde fået dagens mad. Han trak os ud på gårdspladsen. "Nå Bacardi. Har du gjort dit job?" Han lob blikket ligge på mit ben og sagde "Du skal vidst med til dyrlægen var?" "Og dit Limira. Du kan lige så godt tage med. Så kan jeg få svar på om du er drægtig eller ej" Han løb venlig i stemmen. 

Vi kørte 10 minutter og så var vi ved dyrlægen. Vi blev trukket ind i et stort rum. Der kom nogle mænd i hvidt over til mig og snakkede lidt med Daniel. Han forklarede at det var sket på folden, men han vidste ikke hvordan. Mændene kigge på det hvide der stak ud af mit ben. De tog fat i det og hev det ud. Jeg vrinskede af smerte og lagde ørene tilbage. "Vi må give ham noget smertestillende" De tog en sprøjte frem og stak den i benet på mig. De sprøjtede det ind og efter nogle minutter mærkede jeg intet da de pressede på mit ben. De lagde bandager omkring det og ville bare lade det hele. Jeg skulle have skiftet det en gang i måneden. 

I mellemtiden havde de testet Limira. Hun var drægtig og var allerede en måned henne. Daniel spurgte en af dyrlægerne om jeg kunne være klar til OL. Det var jeg sagde de.

Vi kom hjem og stod i boksen i flere måneder. Limira blevet godt tyk, og min bagpart og mit ben var hellet. Jeg skulle trænes op. Dog blev jeg trænet op som jeg blev tilredet. Longe, longe med hovedtøj, longe med sadel, longe med rytter, under rytter og så var jeg trænet færdig. Nu skulle vi bare øve springen og dressuren. Og så var jeg klar til OL!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...