I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
214Kommentarer
15429Visninger
AA

10. 9.

De hvide vægge tårner sig op over mig og det føles utroligt overvældende. Mit hoved føles forfærdelig tungt og jeg bemærker hurtigt min ekstremt tørre hals. Det gør ondt at trække vejret. Hvor er jeg? Hvad laver jeg her? Hvor blev koncerten af? Spørgsmålene er uendelige, men jeg har ikke energi til at tale højt. Jeg falder tilbage i den drømmeløse og beroligende søvn, hvor tankerne ikke hærger mit dunkende hoved. 

Jeg drømmer. 

Spejlet foran mig, viser en utrolig glad Louis. Jeg kan ikke lade være med at smile. Det går op for mig, at jeg er Louis. Mit hjerte synker og min vejrtrækning bliver uregelmæssig. Hvad sker der? Spejletbilledet ændre sig.

Jeg står foran mig selv.

I tredobbelt størrelse. Tårerne samler sig i øjenkrogene. Panikken er ved at indhente mig. Jeg vender blikket bagud og ser til min store rædsel en masse vrede fans og sindssyge pressefolk. Hvorfor er de her? De skal ikke være her! 

"Vi hader dig, vi hader dig ligeså meget som du hader dig selv," råber de. Jeg græder. Hvorfor hader de mig? De kender mig ikke. Ingen af dem kender mig ordenligt, men de hader mig alligevel. Smerten i brystet er forfærdelig. Jeg skriger. Højt.

Og vågner. 

Jeg slår øjnene op og mærker sveden der samler sig på næseryggen. Jeg tørrer den frustreret væk og ser forvirret rundt. Rummet er overvældende hvidt. Det eneste der er her, er en masse bippende maskiner og 3 tomme stole. Der er persienner for vinduerne og vinduet i døren. Det gør langsomt op for mig, at jeg er på et hospital. Hvorfor er jeg her? Jeg forstår ingenting. Det eneste jeg bemærker er en voldsom smerte i mit bryst. 

Jeg sidder ikke mere end et minut alene, inden døren bliver slået op og jeg møder Louis tårevældede blik. Han har grædt meget, kan jeg se. Hans øjne er helt røde, og hans ansigt er fuldstændig hævet. Det er min skyld, ved jeg. 

"Harry-" begynder han, men bliver stoppet af mit spørgsmål. 

"Hvad er der galt, Louis?" spørger jeg så blidt jeg kan. Det dræber mig lidt indeni at se ham sådan. 

Han ser så forbavset ud, at jeg rynker panden. Panderynkerne bliver kun dybere, da hans blik forvandler sig til rasende. 

"Hvad der er galt?" kommer det skeptisk fra ham. "Spørgsmålet er forhelvede, hvad der ikke er galt! Spørgsmål er, hvad der ikke er galt! Alting er galt, Harry! Se lige dig selv!" Den bebrejdende tone i hans stemme får mig til at krympe mig. Han har ret. Alting er galt med mig, jeg er så forkert. 

"Undskyld," hvisker jeg lavt. Lige inden jeg ser ned, ændre hans ansigtsudtryk sig igen, han ser helt forkert ud i ansigtet nu. 

"Hvad er det der sker, Haz? Snak nu med mig.." tigger Louis. 

"Der sker ikke noget," svarer jeg, stadig med blikket mod den hvide hospitalsdyne, som pludselig er utrolig spændende. 

Der lyder et vredesudbryd fra Louis, men jeg løfter ikke blikket det mindste. Han rejser sig op, og går med tunge, vrede skridt mod døren, som han slår op med et brag og smækker endnu hårdere i, bag sig. Det giver et sæt i mig begge gange. 

Rummet er uhyggeligt stort, når man er alene i det, går det op for mig. Nervøsiteten sidder som en klump i maven på mig igen. Jeg aner ikke hvorfor jeg er her, eller hvad der skete. Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at jeg ikke længere er i den kæmpe koncert sal, som var fyldt med skrigende piger, der bare gerne ville have en lille bid af de 5 drenge. Spørgsmålene, om hvordan jeg er endt her, hænger ubesvaret i luften, som en tung sky der ikke vil forsvinde. Det får mig til at sukke lidt. 

Min mave rumler, men jeg ignorerer den. Det giver endnu et sæt i mig, da der bliver banket hårdt på døren. 

"Ja?" 

Personen kommer ind, og der går ikke længe før, at jeg kan se, at det er Liam. Jeg smiler bredt til ham, og han gengælder det med et blidt blik. Bekymringen stråler ud af ham, ligger i hver furer i hans ansigtet. Jeg bider mig i læben. Hvad har jeg dog gjort?

"Godt at se dig vågen igen," hilser Liam. 

"Hvor længe har jeg sovet? Og hvorfor er jeg her?" spørger jeg langsomt, ikke helt sikker på om jeg rent faktisk vil have svaret. 

"Du besvimede midt på scenen, Haz."

Jeg stivner kort og hæver et øjenbryn. "Du lyver," svarer jeg. Han lyver helt sikkert, jeg besvimede ikke. Jeg ødelagde ikke koncerten. Det kan jeg ikke have gjort. Det ville jeg aldrig gøre!

"Du besvimede på scenen og vi kunne ikke vække dig.. Der blev ringet hundredetolv." Jeg ser på Liam' ansigt, som pludselig ser meget yngre ud. Jeg ser det bange lille barn indeni ham og mærker hvordan skyldfølelsen tynger mig. 

"Undskyld," hvisker jeg så lavt, at jeg er i tvivl om han overhovedet kan høre det. Men hans lille nik med hovedet bekræfter, at han hørte det. 

"Du er nødt til at fortælle os, hvad det er der foregår," siger Liam med en bestemt klang i stemmen. "Det gør ondt på os alle sammen at se dig sådan her." Han bedende og bestemte tone, får mig - endnu en gang - til at krympe mig. Selvbebrejdelsen er voldsom og jeg bider mig i kinden for ikke at sige noget. 

Vi sidder lidt tid i stilhed, da døren pludselig går op og 3 skikkelser kommer ind. Jeg kan se at Louis har grædt igen. Han er fuldstændig hvid i ansigtet. Niall' kønne blå øjne er rødsprængte og Zayn' ansigt er fuldstændig udtryksløst. De sætter sig alle sammen ned i de ubehagelige, hvide plastikstole. Stilheden breder sig endnu engang i det helt hvide hospitalsværelse. 

Det går pludselig op for mig, at jeg har et drop sat fast til mit håndled. Jeg sidder og piller lidt ved det, indtil Liam lægger en hånd oven på min, og får mig til at slappe af. Jeg slipper automatisk droppet. Mit hjerte banker voldsomt og jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal sige. Jeg beslutter mig for at være den optimistiske Harry Styles, som alle elsker.  

"Come on, guys. Det er jo ikke fordi jeg døde eller noget, jeg er okay," smiler jeg og slår lidt ud med armene. Jeg ser hvordan drengene foran mig stivner og Louis' underlæbe ryster, som om at han er ved at give efter for gråden igen.

"Men det gjorde du, Haz. Dit hjerte stoppede 2 gange," hvisker Niall lavt. Så lavt at jeg næsten ikke hører det. Jeg opfanger kun lige ordene. 

Først reagerer jeg overhovedet ikke, sidder bare og lader informationen trænge ind, men det virker som om, at jeg fuldstændig uimodtagelig for den skræmmende nyhed, jeg lige har hørt.

"Hvad snakker du om, Niall?" vrisser jeg. Det er ikke for at være ond, jeg er bare ikke i humøret til jokes, især ikke om døden. Eller om mig. Mit overskud er lige omkring nulpunktet, måske endda i minus. 

Louis stemme skærer igennem rummet. "Det er rigtigt nok." Hans stemme er så svag og lille, at det giver et sæt i mig. Jeg har aldrig hørt hans stemme så lille, den plejer at være højtråbende, og man kan altid hører smilet i den. Men ikke længere, ikke lige nu.

Jeg ryster lidt på hovedet og ser på dem. En masse spørgsmål kæmper med at komme ud først, men kun et enkelt spørgsmål kommer ud. "Hvordan?" 

"Dit hjerte stoppede. Du blev genoplivet." Jeg synker og rækker ud efter mit bryst. Jeg forstår pludselig den voldsomme smerte i brystkassen. 

Mine hænder ryster voldsomt meget. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg har skuffet drengene. Ufatteligt meget. Den næste tanke der slår mig er, at det måske ville have været bedre sådan. Hvis jeg havde været død, men jeg ryster den væmmelige tanke af mig. Drengene har brug for mig, har de ikke? Hvad med min mor? Eller Gemma? De har da brug for mig. Det må de have. Eller ville de ikke se så triste ud? Det føles som om, at mit hoved skal eksplodere, da døren bliver slået op med et sæt, og jeg ser min mor i døren, imens et vildt udtryk plager hendes ansigt. Hun ser rundt, betragter drengene meget kort, og udstøder så et hvin.

"Min skat!" 

Hun løber hen mod sengen, og slår armene om mig. Jeg er lige ved at give efter for tårerne, fordi krammet er så voldsomt velkendt og trygt. Det føles bare så rart. Det føles lidt som om at være elsket igen. En kort lykkefølelse fylder mig, og jeg skubber tanken væk om, at den kun vil vare et kort stykke tid. Jeg lægger næsten ikke mærke til, hvordan drengene sniger sig ud af døren og forsvinder. Det eneste jeg ser er min mors fnuggede cardigan, imens jeg mærker de trygge, strygende, bevægelser på mit hoved. Jeg sukker lettet. 

"Min lille baby," gentager hun og vugger mig frem og tilbage, imens jeg varmt gengælder krammet. 

___________________

A/N: 

Overhovedet ikke så langt som I nok havde forventet, det undskylder jeg virkelig, men jeg følte at det var på tide at udgive noget mere, så må det bliver endnu længere næste gang. 

Tak for alle de søde, og konstruktive, kommentarer, det er så rart!

I må forstå at der går lidt mellem kapitlerne, fordi jeg går på efterskole, og der har vi kun en time hver dag på computeren. 

Tak igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...