I can't change - One Direction

Harry Styles er hvad alle drømmer om at være. Han er rig, berømt, 1/5 af One Direction, han kan få alle pigerne og han har stemmen og udseendet, samt de 4 bedste venner i hele verden. Men hvad sker der når presset udefra bliver for stort og et voldsomt selvhad truer med at ødelægge hans perfekte verden?

141Likes
215Kommentarer
15396Visninger
AA

8. 7.

Adrenalinet pumper rundt i kroppen, da jeg sætter tempoet endnu højere op. Det er ikke fordi jeg kan mere, hele min krop siger stop, men jeg er nødt til det. Jeg er nødt til at løbe hurtigere. Løbe ud i intetheden, hvor alle tankerne, presset ude fra, ikke kan fange mig. Jeg er nødt til at blive ved med at løbe.

Det giver et stød op gennem ryggen, hver gang mine fødder rammer den ustabile grustensjord og en voldsom hovedpine er ved at tage form i nakken, men jeg bider ikke mærke i det. Jeg ved ikke hvad klokken er, men jeg fornemmer at jeg har løbet et godt stykke tid. Det er vidst ved at være tid til at runde løbeturen af. 

Jeg stopper forpustet op foran tourbussen, som holder uden foran den gigantiske koncert sal, bag hegn så fans ikke kan trænge ind. Mine ben ryster voldsomt under mig, og jeg kæmper for at stå oprejst. Svagpisser, hvisker en lille skinger stemme i mit hoved og jeg kæmper for at skubbe den væk. Men jeg kan ikke. Den har ret. Svagpisser. Tøsedreng. Ikke god nok. Det koster alle mine kræfter ikke at råbe af stemmen. Jeg falder sammen på jorden, imens jeg læner mig op af bussen, med benene trukket op til brystet. Sådan sidder jeg i en rum tid. 

"Harry!" Jeg mærker en ruske i mig, men jeg har ikke kræfter til at reagere. 

"Harry, vågn så op!" Stemmen er gennemtrængende og jeg mumler en irriteret lyd. Min krop er helt død, det føles som om, at jeg ikke kan bevæge mig. 

"Forhelvede! Paul, gider du hjælpe? Han reagerer ikke.." Stemmen er nervøs, bange, men vred. Jeg er for træt til at kunne genkende den. Jeg mærker bare hvordan jeg bliver løftet fra jorden, og så registrerer jeg ikke mere, men falder tilbage i en dyb drømmeløs søvn. 

Jeg vågner med et sæt, med bankende hjerte og med en hjerne der arbejder på højtryk. Hvad laver jeg i sofaen? Jeg klør' mine trætte øjne og ser rundt. Hele min krop er smadret, det føles som om at jeg er blevet banket. Mine fødder gør især ondt, men det er nok på grund af løbeturen, der var rimelig ujævnt, hvor jeg løb. 

Forsigtig sætter jeg mig op og ser rundt. Jeg sidder backstage, i vores opholdsrum, i samme sofa som jeg lå i for et par timer siden og tjekkede de sidste nye tweets. Sofaen er blød og jeg har lyst til, at lægge mig tilbage og bare falde i søvn igen, men jeg ved, at det kan jeg ikke tillade mig. Der er en koncert der skal overstås. En bevægelse fanger mine øjne og jeg vender hovedet mod døråbningen, hvor Louis står med et hårdt drag om munden.

"Louis, jeg-" Han stopper mig ved at holde en hånd op. Så sætter han sig i sofaen overfor mig, og sætter en tallerken med en sandwich foran mig. 

"Spis det," forlanger han. 

Jeg forstår det ikke. Hvorfor skal jeg spise det? Jeg har spist frokost, det har han set mig gøre. Mit forvirrede blik får ham til at hæve brynene. Jeg ryster på hovedet.

"Nej, jeg er ikke sulten, ellers tak. Hvad med at give den til Niall?" 

"Hold kæft med det pis og spis den." Hans hårde tone giver et sæt i mig. Hvad er der dog med ham?

"Nej, jeg gider ikke spise den," siger jeg bestemt. 

Han slår hånden ned i træbordet, og det giver så stort et sæt i mig, at jeg hopper i sofaen. Hvad fanden sker der for ham? Hvorfor ser han så bekymret ud? 

"Forhelvede Harry! Du er nødt til at spise noget, se dog på dig selv." 

Jeg mærker vreden boble i mig. Det at jeg hader mig selv er nok, jeg har ikke brug for at andre påpeger alt der er forkert ved mig. Det kan jeg ikke overskue. Især ikke fra Louis, som skal forestille at være min ven og støtte mig. 

"Jeg gider ikke spise den klamme sandwich, Louis, og du kan ikke tvinge mig! Jeg er 18 og er fri til at gøre hvad jeg har lyst til," forsvarer jeg mig selv. Jeg rejser mig vredt op, men det går hurtigt op for mig, at jeg slet ikke har kræfter til det. Jeg er alt for smadret, og sulten gnaver voldsomt i maven, men jeg prøver at ignorere den. Jeg falder tilbage i sofaen.

"Du kan tydeligvis ikke styre det selv. Så nu spiser du den sandwich, og jeg går ikke før du har gjort det." 

Jeg rækker ud efter sandwichen og væmmes ved tanken om, hvad det er jeg holder i hænderne. Hvor mange kalorier der er i den. Alt indeni mig siger at det er forkert, bortset fra min mave som rumler voldsomt. Jeg slår blikket ned og ser intenst på sandwichen for, at undgå at se ind i Louis intense og gennemborende blik. 

Jeg er halvvejs gennem sandwichen, da Liam, Zayn og Niall kommer ind i opholdsstuen. De går og griner af et eller andet, men det stopper brat da de ser mig. 

"Du fandt ham," siger Zayn. Det er mere en konstatering end et spørgsmål. Jeg slår bare blikket og tager en mikroskopisk bid af min sandwich. 

"Siddende om af tourbussen, fuldstændig smadret af udmattelse," konstaterer Louis tørt. Jeg skæver til ham, prøver at gennemskue hvilke følelser der gemmer sig bag den hårde facade, men jeg kan ikke trænge igennem. 

Niall sætter sig i lænestolen skråt for mig, Zayn og Liam joiner Louis på den anden sofa. Jeg spiser bare videre, værdiger dem ikke et blik. 

"Såeh, der er 3 timer til koncerten starter. Kan du godt klare det, Harry?" spørger Liam forsigtigt. Jeg hæver et øjenbryn og ser forbløffet op på ham. Hvad mener han helt præcist med, om jeg kan klare det? Tror han at jeg er en svag lille møgunge, der ikke kan passe på sig selv? Det gør han nok. Selvfølgelig gør han det. Det gør alle. Men jeg skal nok vise dem. 

"Hvad mener du med det? Selvfølgelig kan jeg klare det." 

"Harry-"

"Hvad? Hvad?! Jeg kan forhelvede godt. Hvad er der galt med jer?" 

Niall udstøder en lidt såret lyd og ser ned. "Vi er bare bekymrede for dig, Haz." Jeg ryster irriteret på hovedet af ham. Der er forhelvede ikke noget at være bekymret for. Ikke for dem. Det er jo mig den er gal med. Det er min skyld det hele. Det er mig der er forkert. Det er ikke dem. 

Jeg sluger det sidste af min sandwich og rejser mig hurtigt. Kvalmen vokser i mig. Jeg kan slet ikke holde det i mig. Det skal op. Nu. Jeg kan allerede mærke kalorierne sætte sig på kroppen. De kribler rundt og sætter sig i ansigtet, på maven, på mine lår. Over det hele. Jeg ryster. Det må de ikke. 

"Hvad skal du?" Jeg vender blikket mod Zayn' hæse stemme. 

"Toilettet," når jeg at svare, inden det går op for mig, at det var et dumt svar. Jeg går med lange skridt hen mod døren. Da jeg får fat om håndtaget, lyder Louis' stemme gennem rummet. 

"Du bliver her, Harry." 

Panikken overfalder mig. Mit hjerte banker hårdt gennem min t-shirt. Jeg er nødt til at få det op nu. Tænk hvis det allerede har sat sig helt fast. Hvad vil der så ikke stå i bladene i morgen i alle anmeldelserne? "Harry Styles er blevet tyk". Jeg kan lige se det for mig. Det må ikke ske, det må det bare ikke. 

Jeg åbner døren og skal til at smutte ud, da jeg mærker en hånd på min skulder. Jeg prøver at smutte væk, men den sidder godt fast. 

"Harry, bliv nu." Nialls lave stemme giver mig sådan en skyldfølelse, og bekræfter mig bare i, at jeg er nødt til at gøre det. 

"Så slip mig dog forhelvede," brummer jeg vredt og vrider mig under Louis' greb. Noget fanger hans opmærksomhed et kort øjeblik, jeg ser mit snit og smutter ud af hans greb. Jeg kan høre ham bande bag mig, men jeg vender mig ikke om, jeg styrter bare afsted mod toilettet. Dramaqueen, dramaqueen, dramaqueen, lyder den lille stemme i baghovedet. Sikke en scene du har fået lavet, ego-Harry.

Rystende åbner jeg døren til toilettet, og når lige at låse døren inden jeg kan høre Louis' stemme fra den anden side. "Så lås dog op!" hvæser han. Jeg kan lige ane de paniske undertoner i hans stemme. Jeg tænder vandet og håber, at det får ham til at slappe af. Som om at jeg bare lige vasker ansigtet. Men inderst inde ved jeg godt, at han ikke hopper på den. 

Jeg kaster mig frem mod toilettet. Få minutter senere er det hele overstået og tårerne triller ned af kinderne på mig. Jeg har det endnu værre end før. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...